By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Herfra hvor jeg står, følger jeg dagligt byens udvikling. Fra det grå TBT Tower, der har vokseværk og naboen, det kantede rødstens-hotel, til de finurlige beboelseshuse, spredt som en farverig buket byggeri-fantasier i den nye fra gade til bydel, langs letbanen.

Befriende vil det være, hvis det lykkes kvarterets modige midtby-arkitektur, med hyggelige passager og oaser, i eventyrligt naboskab med det dristige japansk-designede HCA-hus, at stjæle vores visuelle opmærksomhed fra den farveløse Odeon-mastodont. Selv ikke en lang, evigt lysende guirlande, malplaceret ud mod HCA-kvarterets ellers idylliske baghave, kan rette op på det uæstetiske synsindtryk.

Panorama ud til fjerne egne

Herfra hvor vi står, skal fruen og jeg nu til at dele udsigten til byens udvikling i almindelighed og forvandlingen af Lotzes Have til spritnyt HCA-museum, i særdeleshed, med alverdens befolkning. Hvad enten man sidder ved iPad’en i Vissenbjerg, på Hawaii eller Sukkertoppen, vil man med enkelte ”klik” kunne følge slagets gang i fynske Lidenlund. En kommunal og museal samproduktion af et ambitiøst overvågningskamera-projekt, der skal dokumentere den visuelle virkelighed til glæde for eftertiden, har uvist af hvilken årsag, valgt at slå sig ned på vores ydmyge balkon. Derved er vi heroppe på kvisten, takket være moderne video-teknik og tilfældighedernes spil, havnet som en del af historiens vingesus.

Uendelige billeder til 2020

I al sin komplicerede enkelthed er der tale om et kuppelkamera, der kan dreje, panorere og zoome. På senere annonceret websides vises ét panorama-billede i timen. Det klippes sammen af 9 til 12 mindre billeder som optages ved klik i 9 til 12 retninger – fra nord til syd og omvendt. Sådan bliver det så ved i én uendelighed frem til engang i 2020. Hvis byggeplanen holder. Det ligner en meget stram plan!

Odense-firmaet Omnitech (foto tv.) står bag udviklingen og opsætningen af kuppelkameraet, der her er fastspændt facaden i 3. sals højde.

Savføreren kørt i stilling

Bulldozere, gravkøer og savførere er kørt i stilling. Der trykkes på go’-knappen i dét øjeblik, maskinerne begynder nedrivningen af bygningerne og destruktion af Lotzes Have og derpå opbygning af et magisk museum, der ifølge stjernearkitekten Kengo Kuma ”er mere havfrue, grim ælling og store hundeøjne end gamle dokumenter”.

Livets paradokser

– Livet byder på paradokser. Måske ender det med, at blive mit eget livs eventyr. Hvis de dér nede i hullet ikke larmer for meget. Som de har lovet.  Jeg har stadig en ambivalent holdning til projektet. Men den er ikke brugbar nu. Når dammen for sidste gang tømmes for vand, så vil de intetanende ænder og deres grimme ællinger måbende forsvinde hen over byens tage, og kanske finde et nyt hjem i buskadset langs åen, henne i H.C. Andersen Haven. Ja, hvor ellers.

 

Related Posts

Man bliver aldrig for gammel til at spille og lytte til blues, jazz og skiffle – og man bliver...

Søndag den 2. oktober 1960 – altså for 60 år siden – var en mærkelig dag.  Jeg havde set frem den til...

Odenses mest fotograferede ahorntræ, som står i hjørnet af det kommende H.C. Andersens...