By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

”Lp’en er tilbage. Vinyl er smart – og in. Måske er dine gamle plader mange penge værd! Historien om vinylens genkomst er tilsyneladende så god, at den fortælles igen og igen. Selv her i 2018 har TV-Avisen bragt indslag om, at lp’en er tilbage. Som pladesamler er det svært ikke at trække på smilebåndet, for den nyhed er mindst ti år gammel.  Men ja, vinyl oplever en renæssance i disse år. Selv om det er en niche, så er det en voksende niche”.

Sådan lyder det blandt andet i redaktør Kim Flyvbjergs intro i niche-magasinet Groovy.

RecordPusher-bossen Bo Ellegaard giver blogredaktøren ganske ret. ”Vinylpladen oplever en global revival, fordi det er den ægte vare. Albummet er et kunstværk – både hvad selve pladen og coveret angår. Det mærker jeg dagligt her i Overgade. Vinyl-kunderne ved en masse om musik – og det er fantastisk, at møde sådanne engagerede mennesker her i butikken”.

Sammen med sin bror Per Ellegaard, der driver MobyDisc i Skt. Knuds Kirkestræde, er han ene om at forhandle vinylplader i Odense – fra såvel nettet som i butikkerne, der supplerer hinanden fint.

RecordPushers nye afdeling for second hand-fund – oppe bagved I et tidligere lagerlokale.

Favner alle genrer
Takket være en god portion mod, kollossal viden om markedet, kreativitet og tro på fremtiden, så har Bo Ellegaard opbygget en solid kreds af stamkunder. Også fordi han evner at opbygge et hyggeligt butiksmiljø.

”Halvdelen er under 30 og det lover godt for fremtiden”, fortæller Bo Ellegaard, der for fire år siden åbnede RecordPusher i Overgade 18, der var Odenses mindste specialforretning – fyldt med lp’er, vinyl-freaks og fede rytmer.

”Vi favner alle genrer – fra britpop, blues og electronica over folk, funk, indie, irsk folkrock, rhytm & blues til roots, reggae, dansk-chop, soul, jazz – og det der ligner. Bare for at nævne nogle”.

Har Bo Ellegaard en sjælden stille stund, så sætter han gerne en skive på med Elvis Costello. ”Hans geniale musik indeholder alle facetter. Han er en stor musiker, som hele tiden fornyer sig”.

Ind gennem buen, og der har vi PusherStreet – byens mindste, men mest atmosfærefyldte bar

Åbnede PusherStreet

Fra sin faste plads ved computeren bag sin lille disk med gode tilbud, er Bo Ellegaard altid klar med en hurtig bemærkning og ekspertsvar på spørgsmål fra musikkens forunderlige verden.

En dag indså han, at kunderne umuligt kunne lytte til musik, hyggesnakke og tjekke vinyl uden mulighed for at læske ganen.

Derfor sikrede han sig nabo-lejemålet, slog hul i væggen og forvandlede rummet til ”PusherStreet” – et lille stemningsfyldt traktørsted med unik bar, smilende servering, sublimt udvalg i drikkevarer, loungehjørne og reoler med vinyl for feinschmeckere, unikke bøger, magasiner og merchandise.

Nede bagved og op ad 3-4 trappetrin, dér har vi så secondhand-afdelingen – lige til fordybelse

Den sidste udvidelse

Nu har Bo Ellegaard udvidet igen. For sidste gang. Der er ikke mere plads. Nu har han inddraget et lagerlokale oppe bagved. Fortrinsvis med secondhand-lp’er. Mange vinyl-kunder går udelukkende efter bestemte plader, der gerne må gerne være lidt brugte – og gerne med en smule ridser i lakken, der nemt skaber associationer om fede fester. Det er musikken, det drejer sig om.

I tre år sad Bo Ellegaard i sit bryggers hjemme i privaten og drev sin web-butik via nettet, hvorfra han solgte bunker af vinyl til hele verden. Det gør han stadig væk. Nu sker det fra butikken Overgade 18. ”I går havde jeg en større sending til Singapore – og i sidste uge til Thailand. De finder mig på nettet – og kan se, jeg kan skaffe det de vil ha’. Det er sjovt”.

Chefen servicerer tørstige sjæle. Fredage og lørdage er der dygtige, smilende bartendere på

Han gik mod strømmen

På et tidspunkt, for fire-fem år siden, da salget af cd’er styrtdykkede som følge af streaming og digitale muligheder på nettet, og pladebutikkerne lukkede og slukkede, da valgte Bo Ellegaard, at gå den modsatte vej.

RecordPusher voksede bogstaveligt talt ud af nettet – til Overgade, hvor han forsatte med at glemme alt om compact disc’en for udelukkende at koncentrere sig vinylpladen. Ethvert band med respekt for sig selv udgiver sin musik på vinyl. Den ægte vare!

”Det er jo dejligt, at interessen for den gode gamle grammofonplade er vokset markant. En stor kundegruppe sætter desuden pris på pladens cover og indstik, der ofte er rene kunstværker og derfor samlerobjekter”, fortæller Bo Ellegaard, der blankt indrømmer, han er en miljøskadet vinyl-nørd. Og det har han det helt fint med.

Han ved godt, at nogle butikker i Overgade skranter og andre lukker. Men også, at der kommer nye til, som tror på fremtiden.

”Har vi noget at byde på, der er anderleders, så skal kunderne nok komme”, siger han. ”Jeg har det godt her i Overgade, selv om der er lange udsigter til en bedre forbindelse til city. Det er jo os, der bor i centrum. Vi er flere som tror på gaden, der emmer af hygge og særpræg. Overgade har det hele og oser af atmosfære”.

PS: Vinyl er et dagligdags ord for Poly Vinyl Chlorid (PVC). Poly betyder en sammenhængende serie af ens molekyler. PVC er en hård type plast.

 

Related Posts

JEG får dagligt mange mails. De fleste lige til at skrotte. Her forleden var en af dem fra avisen,...

Der er dem, som husker de farverige Wings-plakater hænge rundt i byen i sommeren 1972. Der...

Det kan være både hyggeligt og afslørende, at fokusere på fortidens vanvittige indspark. Som nu...