By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

En samtale er kommunikation med ord, hvor to eller flere personer taler sammen. Samtaler er vigtige, for at mennesker skal forstå hinanden og vide, hvad andre tænker og føler. 

Sådan beskriver Wikipedia i al sin enkelthed “samtalen”, men hvad skal der til for, at denne kommunikation også blive behagelig?

Dét spørgsmål stiller den odenseanske psykoterapeut og forfatter Torben Madsen. Han har drevet klinik siden 1987, og nu udgivet en bog med den opfordrende hovedtitel “Dig vil jeg gerne tale med…” – og den lovende undertitel ”Sådan bliver du den, alle gerne vil tale med…”.

På bogens bagside uddyber han spørgsmålet: Vi har vel alle oplevet samtaler, hvor tiden iler afsted og andre, hvor tiden synes uendelig lang. Vi har også oplevet samtaler, der gør os i godt humør – eller triste. Men hvad er det egentligt ved samtaler, der påvirker vores humør og tidsoplevelse så forskelligt, og hvad kan vi selv gøre for at blive en samtalepartner, der opsøges, frem for én, der undgås. Spørger forfatteren.

Kan alle blive populære som samtalepartnere?
”Det drejer sig i bund og grund om at finde et samtaleemne, som begge parter finder relevant, underholdende eller spændende, og dernæst at tale om det på en måde, der hverken trætter, irriterer eller sårer. Dét kan alle lære; selv dem, der er tilbøjelige til at glemme, hvorfor vi er fødte med to ører og kun én mund.”

“Glem sociale medier for en stund, og brug i stedet din mund.”
”Den gode samtales værste fjende er de allesteds nærværende sociale medier”, fastslår forfatteren og tilføjer så, at han forleden sad i en samtale med tre venner – og at der foran hver af dem lå en smartphone, og de skiftedes til at ringe eller vibrere. Ikke nok med det. For hver afbrydelse var der en, der stod af vores fælles samtale – uden at undskylde sig.
“Vores samtale varede et par timer, og så gik jeg – lettere irriteret over, at jeg ikke kunne konkurrere med Facebook, Instagram og Snapchat”.  

“Go’dav du gamle…”  en god samtale begynder oftes med et smil og et håndtryk.

Forfatter og forlægger
Torben Madsen har altid interesseret for at skrive – og formulere sig. Forfatter-karrieren begyndte i firserne, da han havde skrevet en kriminalroman, som han sendte til et af de veletablerede forlag. Derpå gik der godt tre måneder, før han modtag en høflig skrivelse, hvori der stod, at forlaget syntes godt om bogen, men at det ikke manglede manuskripter lige nu.

Det afslag husker han som en spand kold vand i hoveder, men i dag glæder han sig over det – og hvordan hænger det så sammen?
“Hvis jeg ikke havde fået det afslag, så ville jeg heller ikke have etableret mit eget forlag – OSEA, og derved oplevet glæden ved selv, at være med i hele processen. Lige fra idéoplæg til arbejdet med at skrive, videre til billedvalg, layout, trykning, lancering og til sidst, at sende bogen ud på boghandlerens hylder”, fortæller Torben Madsen, der har været gennem denne proces 12 gange – og den 13. udgivelse er undervejs.
Dét er en bog om hans mangeårige speciale som psykoterapeut: Afvænning af rygere.

Vi lever i monologernes tid
Tilbage til “samtalen” som Torben Madsen frygter, er i fare for at dø ud. En frygt, han ikke er ene om. “Vi lever i monologernes tid”, siger den 83-årige forfatter og professor Per Schultz Jørgensen i et interview med Kristeligt Dagblad. Her giver han udtryk for, at folks generelle evne til at møde et menneske i en normal samtale skranter. Derfor opfordrer han  til et aktivt opgør med enetaler.

Som skrækeksempel, fortæller han om en dag for nylig, da han blev udsat for et groft indbrudsforsøg i sin bil. Han havde været til et møde, da han i parkeringskælderen så sin bil stå med knuste ruder. Han vendte tilbage til mødelokalet og traf et menneske på gangen. Personen standsede op og signalerede, at han var nærværende. Noget chokeret fortalte Per Schultz Jørgensen om sin bil. Og så tog manden på gangen over. Han havde nemlig tidligere oplevet præcist det samme, at se sin bil udsat for hærværk – et helt andet sted.
”Jeg var rystet. Jeg havde jo brug for, at der blev spurgt til, om jeg ville have praktisk hjælp, og hvordan jeg egentlig havde det. Vi begår ofte den fejltagelse, at vi tror, at vores oplevelser kan overtages af andre. Ham her var ikke nærværende og forstod slet ikke samtalens kunst”, mener Per Schultz Jørgensen, som i fire årtier har forsket i den sociale relation og som i 1983 blev dr.phil. på en afhandling om samtalemønstre og sociale roller. I sin bog beskriver han samtalen fra den første kontakt til den nære samhørighed, som er en indføring i, hvad der sker i sociale relationer.

Hvorfor være tilbageholden, spørger forfatteren som kalder sin bog i lomme-format,  for “lille bog – med stor virkning”.

Lille bog – med stor virkning
“Det er da rart at vide, at jeg ikke er ene om at mene, at der bør gøres noget ved samtalen”, siger Torben Madsen, som håber, at alene titlen på hans nye bog vil pirre til nysgerrighed og forhåbentlig inspiration. Især blandt dem, der har erstattet den gode gamle ansigt til ansigt-samtale med tastatur-kommunikation.
Bogen er holdt i lommebogsformat, og den kan både købes som papirbog (140 kr.) og e-bog (110 kr).

Hr du et godt råd til den ultimative samtale?
“Det synes jeg selv. Undgå ligegyldige detaljer, selvfølgeligheder, almindelig kendt viden og alenlange sygdomsbeskrivelser. Så skal det nok gå alt sammen”.

Og hvad så med nye kvinde-bekendtskaber?
“I al sin enkelthed. Tal til hende, om hende, og spar ikke på roserne. Hverken de verbale eller de biologiske.

Er du selv god til samtalens kunst?
“Det skal andre bedømme, men jeg er utvivlsomt mere bevidst om samtalens forløb end folk er i almindelighed. Det handler ofte om situationsfornemmelse”, mener Torben Madsen, der oprindeligt er uddannet jurist. En kort karriere som advokatfuldmægtig viste sig dog for kedelig – så hellere skrive bøger. 

“Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet”, skrev digteren Jens August Schade engang. Mindre kan vel også gøre det. Med eller uden musik.

Og så taler vi ikke mere om det. Tak for snakken.

  

 

 

 

 

 

Related Posts

      Der tælles ned til åbningen af det nye gadeforløb i hjertet af Odense, som kan puste nyt liv i...

Livet er et lykketræf og et fund af dimensioner pak det ud og ta’ det på for åbne...

Blink i øjet. JEG kan lige så godt slå det fast med det samme, at fordi du fra efteråret engang får...