By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

 

Da Susanne og jeg besøgte Berlin for 22 år siden, blev vi guidet rundt af vores gode ven, pressefotograf Christian Jørgensen, som bl.a. viste os East Gallery på Mühlenstrasse, skabt i 1990 af 118 kunstnere fra 21 lande. Den del af muren er stadig et tilløbsstykke. Bagved er der et rekreativt grønt område langs Spree. Nu som dengang omfatter murgalleriet en række kunstværker malet direkte på den østlige side.

Den 9. november 1989 Berlin:

Det havde ulmet længe ved grænseovergangen på Bornholmer Strasse, en ellers uprætentiøs, halvtrist gade som forbin-der de i dag multikulturelle bydele Prinzlauer Berg og Wedding. 

Grænsevagterne var i syv sind. Dagen igennem havde det floreret med mistolkninger og ukorrekte meddelelser fra DDR’s topledelse om ophævelse af grænsekontrollen.
Rygterne fik tusindvis af østtyskere til at valfarte til gaden, som er opkaldt efter solskinsøen, nord for DDR’s Østersø-kyst – og derved blev Bornholm uforvarende en del af verdenshistorien, og siden ofte nævnt, som en central del af den kolde krigs afslutning.

Det hele opstod ud af ingenting. Pludselig og helt uventet kom DDR-ledelsen “på andre tanker” – på ganske kort tid blev øst og vest smeltet sammen igen.

Rådvilde grænsevagter
Klokken 20,30 forlangte folket portene åbnet. Grænsevagterne var rådvilde og rædselsslagne. De havde intet hørt om, at de skulle forsvare sig – eller om de skulle åbne grænsevagten. Stemningen var kaotisk.

Vagterne foretog hektiske opkald fra deres primitive vagthuse. Nogle ville indkalde stasi og soldater – andre ville bare give op. Vagterne var trætte og desillusionerede. Især fordi ingen østtyske autoriteter ville tage ansvar for at beordre anvendelsen af dødelig magt.

De få vagter og soldater ved bommen havde ingen mulighed for at tilbagevise folkemængden. Og de var heller ikke interesseret i en voldelig konfrontation. En times tid senere gav vagterne efter for folket, som de i virkeligheden selv var en del af. Også selv om paskontrollens pligtopfyldende leder, oberstløjtnant Harald Jaeger, lod stemple deres ugyldige pas. Alt var kaos.

Følelsernes aften
En halv times tid før midnat var folkemængden blevet så voldsom, at Jaeger, stadig uden officielle ordrer fra DDR-ledelsen, lod bommen hæve. Den næste times tid krydsede snes tusinde jublende østberlinere Bösebrücke – nu uden at blive kontrolleret. Den kolde krig var smeltet.

East Gallery ved den nymalede “moderne og meget fortællende grafitti” om trabanten som bryder muren. Foto: Christian Jørgensen.

Tilsvarende menneskemængde samlede sig ved de andre grænseovergange, hvor de ellers benhårde stenansigter opgav kontrollen. Og snart var Muren historie. Og den systematiske nedrivning kunne begynde. En fascinerende historie som dag efter dag udvides med nye kapitler.

Men det hele begyndte, da Sovjetunionens nye leder, Mikhail Gorbatjov, udtalte, at “østblokkens regimer må lære at stå på egne ben” – og de frihedshungrende østeuropæiske befolkninger tager ham på ordet.

Uden frygt for sovjetiske repressalier begyndte DDR’s frihedsbevægelser at røre på sig. I Leipzig gik over 100.000 indbyggere på gaden med slagordene “Ned med muren!”. Demonstrationerne fortsætter mandag efter mandag. I Polen dukkede en fængslet fagforeningsmand op på tv og udfordrede systemet. Mindre end et år senere kører østtyske Trabanter ind i Vesten. Også ad Bornholmer Strasse.

Altid en tur langs muren – eller dér, hvor den stod
Jeg kender ikke Berlin som min egen bukselomme, men det er tæt på.

Jeg selv har i alle 30 år gået en tur langs Muren, eller der hvor den stod – bogstaveligt talt “i vejen”.
De lange vandreture iscenesatte assosiationer og skabte indre billeder, om det der var engang. Hvordan folk levede på begge sider af muren. Indrømmet, så er jeg er stadig dybt berørt af historiens vingesus – og især om den 45,1 kilometer lange ikoniske Berlinmur, der delte øst og vest.

For ganske nylig, blev jeg igen fascineret og stærkt berørt af den grusomme historie, som vi her på Fyn, kun sporadisk kunne læse om, høre om i radioen eller følge på tv. Ikke mange medier fik lov at følge det politiske spil inden for murene. Om den groteske socialistiske republik DDR med medaljehungrende atleter og de muskuløse militærparader på Unter den Linden. En nation uden smil fra hjertet, hvor det altid var gråvejr.

Historien fortælles på Bernauer Strasse
De sidste 12-14 år, jeg har besøgt Berlin, har jeg med udgangspunkt i den tankevækkende særudstilling på Nordbahnhof været omkring Bernauer  Strasse i Prenzlauer Berg, hvor jeg andægtigt fordyber i den 1,3 kilometer lange mindepark, som smukt, autentisk, informativt og stærkt, fortæller historien og dramaet om Muren. Lige her… hvor der op ad græsset skyder rustrøde metalstænger, som engang var støbt ind i Muren. Om kirken som blev sprængt i luften, for at gøre plads til Muren. Om ejendommene, der brutalt blev skåret midt over, hvorved venner og familie blev adskilt. Her er en nøgtern stemning – og en atmosfære af alvor .

Rundt om i Berlin findes der over tusinde større eller mindre stykker af Muren, kontrolposter, installationer m.m. Et af de større bevarede stykker af Berlinmuren står i Bernauer Strasse, hvor man også kan se ind i det brede stykke ingenmandsland, der blev kaldt for ”dødsstriben”.

Ved Bernauer Strasse står en skulptur af en politimand iført hjelm, militærstøvler og maskinpistol, der i et spring over pigtråden tager flugten fra Østberlin til Vestberlin. Skulpturen er en dokumentarisk gengivelse af et af de mest berømte fotografier fra Berlinmurens første dage, som forestiller 19-årige Conrad Schumann, som var politimand i det østtyske Volkspolizei.

Han blev i august 1961 sendt her til Bernauer Strasse, hvor grænsen mellem øst og vest endnu kun bestod af et lavt pigtrådshegn, og det var her den unge politimand efter nogen overvejelse valgte at springe henover pigtråden og ind i vesten. Flugten blev utroligt nok fanget af en fotograf, og billederne gik verden rundt. Der findes også en videooptagelse på stedet

Stærk dokumentation
Flugttunnellen gør dybt indtryk. Et rædselskabinet, hvor østtyskere med frihedsdrømme, også børn og ældre mennesker, nærmest i blinde gravede sig ud i friheden. Det lykkedes ikke alle.

Betonen blev fjernet, men metallet står stadig og minder os om, og en forfejlet ideologi med fatale følger. Trods mange mennesker på strækningen dagen lang, præges den lille mindepark af stilhed – og fordybelse. Lige midt i storbyen. Med udsigt til fjernsynstårnet, som var DDR’s magtsymbol i hovedstaden. Og som stadig står midt i Berlin, som byens visuelle pejlings- samlingspunkt – og har overlevet som populær turistmagnét.

Guiden på Stasi-fængslet, som selv havde været fængslet og tortureret for en banal handling, som ikke passede de kyniske magthavere, viste rundt i fængslet og fortalte bl.a. om sin egen barske historie. Foto: Susanne Borgkilde.

Stasi-fængslet er en rystende oplevelse
Da jeg for nylig opdaterede min viden om DDR, Berlins og Murens historie og Den kolde Krigs rædsler, besøgte jeg for første gang Stasi-fængslet Hohenschönhausen, et rædselskabinet, hvor tidligere indsatte arbejder som rundvisere.
Det var en rå og kuldegysende  oplevelse, at høre, se og mærke, hvordan politiske fanger – eller afvigere som DDR-systemet kaldte de fleste indsatte – blev behandlet og tortureret – groft,  uværdigt og dybt ydmygende.
Det store grå fængsel på den autentiske adresse i bydelen Pankow, er centralt placeret i historien om politisk forfølgelse i DDR – og tjener nu som et historisk mindesmærke, hvor de personlige skildringer gør stort dybt indtryk. De fleste Stasi-spidser boede i Pankow, hvor et særligt vagtværn var udkommanderet til at passe på dem døgnet rundt.

Den rystende oplevelse i Hohenschönhausen-fængslet, sætter befrielsesdagen i stærkt og realistisk perspektiv.

Ifølge Wikipedia blev Berlinmuren (die Mauer) i DDR kaldet Antifaschistischer Schutzwall – “den antifascistiske beskyttelsesmur”. I Vesttyskland hed den Schandmauer – “skammens mur”. Den blev bygget i beton med pigtråd og elektrisk hegn oftes placeret øverst. Fra 13. august 1961 lod de østtyske myndigheder bygge den 45,1 kilometer lange mur omkring det daværende Vestberlin – tværs igennem byen.

 

 

 

Related Posts

“Jeg har det helt fint med min alder og nej, tanken om at stoppe ligger mig fjernt”, siger Lasse...

“For mig var det en mulighed, som jeg synes, jeg var nødt til at tage. Jeg kendte Odense Teater så...

Der er umiddelbart et stykke vej langt fra den lumre Omar Papa i herrelogen Ørkenens Sønner til...