By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Det er de mærkeligste ting, man finder og finder på og som man har ladet sig overtale til. Som nu seancen, afsløret på medfølgende billede, hvor jeg minsandten bliver beskuet af eliten, liggende på en møbelarkitektdesignet gyngestol, ganske som den digteren selv hvilede sig på, de sidste 26 år af sit fantastiske liv.

Mens jeg en dag for nylig med undren beskuede det genfundne pressefotografi med dets tankevækkende detaljer, ja så da fik jeg øje på hele tre kraner, som drejer lystigt rundt lige ud for vinduet – og lige bagved kunne jeg se den næsten tildækkede mindehal, som er den ene af to bygninger, som har fået lov at forblive som en del af det nye H.C. Andersen Museum. Den anden tilbageblevne bygning er fødehjemmet.

Det var netop lige dér henne i den nu præcist 90 år gamle ottekantede mindehal, at den underlige præsentation af gyngestolen foregik en grå efterårsdag i 1987, under overværelse af museale spidser og dele af den lokale verdenspresse. Derved opstod linket mellem nutid og fortid på min indre film.

Slumrestolen var en fødselsdagsgave fra en kvindelig bekendt
Og hvorfor så al den postyr i den ikoniske mindehal?
Jo, fordi H.C. Andersen den 2. april 1859 fik en gyngestol i fødselsdagsgave af hjerteveninden Louise Neergaard, i design og udformning  ganske som den, der blev produceret 149 år senere, anno 1987, og som derpå skulle sendes kloden rundt, for at blive solgt i eksklusive møbelforretninger. For at gøre historien færdig, så var betrækket broderet og syet af Dorothea Melchior (1823-85), som gav det i gave til digteren på hans 54 års fødselsdag.

I dagbogen skriver Andersen sidst på dagen, den 2. april; “Fru Melchior ny Besætning til min Lehnestol”.

Den velhavende Melchior-familie var til stor hjælp for digteren. Særlig fruen, Dorothea Melchior, støttede og plejede eventyrdigteren, især   hans sidste leveår, hvor han var stærkt præget af sygdom. Hun betegnes som en moderlig veninde, trods aldersforskellen på de to.

En alt for tidlig formiddagstime efter en mørk og stormfuld nat, lykkedes det et par herrer, at overbevise mig om, at jeg bør afprøve hvile-komforten, så jeg eksklusivt kunne bekrive, hvordan digteren selv havde ligget. Så kunne den celebre forsamling ikke alene beskue, men også lade sig begejstre over “ham journalisten i den for lange frakke” ikke kunne nå marmor-flisegulvet med skosålerne. Og da var det vist, jeg tænkte; “Det er sgu’ løgn det her…. at jeg ligger til udstilling foran ekspertiser, som gudhjælpemig står og glor andægtigt på mig.

Udsigt til fortiden 
Gyngestolen var angiveligt Andersens kæreste møbel, hjemme i lejligheden Nyhavn 18 – med udsigt til Kongens Nytorv og Det Kongelge Teater, hvor han fyrre år forinden, som stor knægt og lige ankommet med postvognen fra Fyn, søgte optagelse på den kongelige balletskole.

HCA-Museet oplyser iøvrigt, at den  originale gyngestol, efter Andersens død i 1875, tilhørte den norske forfatter Alexander Kielland (1849-1906). Hvordan han har tilegnet sig den, fortæller historien intet om. Kielland var den ene af “de fire store norske forfattere”.

Tilbage til den venlige giver Louise Neergaard, f. Olsen (1808-66), som var en af digterens mange kvindebekendskaber.

Men Louise var ingen frøken hvilkensomhelst. I en dagbog fra året forinden skriver H.C. Andersen om hende, bl.a.; Min Følelse for denne yndige Pige kan dog ikke være nogen øieblikkelig Ruus; jeg har aldrig følt saaledes for nogen Anden. Hun viser mig Godhed og Venlighed; men jeg tør ikke sige hende, at jeg e[l]sker hende, hun vilde da være tabt for bestandig; o, Louise! De kunde skabe Lykke og inderlig Glæde, hvor den nu ikke er…

Velkommen til “Mit livs eventyr…”
Elegant vender vi hermed tilbage (eller frem) til nutiden og til den dag i 1987, hvor museets navnkundige leder direktør Niels Oxenvad bød den lokale verdenspresse velkommen i den ikoniske mindehal.
Jeg husker, Oxenvad indledningsvist fortalte om maleren Niels Larsen Stevns fornemme freskomotiver fra 1932, som på væggen hele vejen rundt visualiserer H.C. Andersens “Mit livs eventyr”.

Mindehallen er som “sunket i jorden”
I dag kan kun en trediedel af bygningen ses. Resten gemmes under jorden, og det er der god mening med, mener det underjordiske museums japanske arkitekt Kengo Kuma og hans stab. Kuma, der lanceres som stjernearkitekt, har også haft travlt med at tegne og designe det nye olympiske stadion hjemme i Tokyo.

Mindehallen er sammen med fødehjemmet, lige bagved, de eneste bevarede bygninger fra det tidligere HCA-museumskompleks. Hvad ikke mange aner i dag, er, at den odenseanske storfabrikant Thomas B. Thrige fik idéen til Mindehallen, til arkitekturen og til Larsen Stevns’ kunstværk. Som den mæcén han også var, bekostede han byggeriet af Mindehallen, som han i 1930 skænkede til Odense Kommune – og dermed Odense Bys Museer.

HCA-byggeriets komplekse og uforudsigelige arkitektur, vil udi al fremtid ødelægge det visuelle indtryk af det unikke nabo-kvarter, endda opkaldt efter digteren, og den koboltblå Mindehallen. Foto:John Borgkilde 

Den ottekantede bygning bliver en markant del af det kommende indgangsparti
Mindehallen skal i forbindelse med Det nye H.C. Andersens Hus fungere som en markant del af indgangspartiet fra Hans Jensens Stræde. Hertil bliver der adgang via en moderne foyer, souvenirbutik og boghandel.
Ifølge byggeleder Kim Svagin, bliver Mindehallen en del af ud- og indgangsbygningen med halvtag – og på spørgsmålet om, hvilken fremtid “den tomme matrikel ved siden af det gule fødehjem” har, svarer han, at fødehjemmet som ikonisk bygning, ikke kommer til at stå alene.

“Museets nye facader mod brostensbelagte Hans Jensens Stræde og Bangs Boder, hvad angår facadehøjde og afstand til tagryg, vil harmonere med gadens rytme og visuelle udtryk. Der etableres desuden røde vingetegl, som er brugt på de fleste huse i Bangs Boder”, siger han .

Ihærdigt arbejde af fabrikant og producent
Tilbage til præsentationen af den møbelarkitektdesignede gyngestol, som det lykkedes fabrikant og producent, at lokke selveste museumsdirektør Niels Oxenvad til at være en del af – ligesom han beredvilligt stillede museets fornemste rum til disposition.

Mageløst at Oxenvad gik med til det stunt, hvor avisens udsendte blev overtalt til, med egen krop, at afprøve gyngestolen. På pressefotograf Robert Wenglers billede afslører en vis rådvildhed, hos undertegnede. Husker jeg var ræd for at skvatte bagover til almindelige furore for de fine folk. Blandt dem pressefotografen Kim Rune nr 2 fv, som i en lang årrække har arvejdet for Stiftstidende, men som på daværende tidspunkt var på Berlingeren. Så nej, jeg havde ikke to fotografer “til rådighed”, trods historiens storhed.

Hvad jeg skrev i avisen om seancen, er forlængst lagt til rette i glemslen arkiv – det gengæld er det uomtvisteligt at journalistikkens veje er uransagelige, der husker jeg.

Fakta: Niels Oxenvad (f. 1928) var i mangfoldige år tilknyttet Odense Bys Museer.I årene fra 1964 til 1989 som museernes direktør og fra 1989 til pensioneringen 1997 som leder af H. C. Andersen og Carl Nielsen Museerne.

John Borgkilde 

Related Posts

“For mig var det en mulighed, som jeg synes, jeg var nødt til at tage. Jeg kendte Odense Teater så...

Der er umiddelbart et stykke vej langt fra den lumre Omar Papa i herrelogen Ørkenens Sønner til...

Når Odenses ældste traktørsted, restaurant Bondestuen på Sdr. Boulevard, genåbner efter...