By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Det var i nittenfireoghalvfjerds, eller cirka der omkring, da jeg forsøgte mig som koncertarrangør. Nyskilt og med mod på tilværelsen var jeg lidenskabeligt nysgerrig. Og selvfølgelig skulle koncertarrangøren afprøves. Det var sjovt, så længe det varede – og aldrig nogen forretning. Slet ikke.

Tilfredsstillelsen nåede uanede højder, når jeg så og hørte, min satsning gjorde folk glade. Så skidt med, at jeg skulle i banken dagen efter og låne penge til det band, som jeg måtte skylde aftenen i forvejen. Det var i virkeligheden det glade vanvid.

Dog blev det immervæk til 24 rock-, pop, folk- og jazz-koncerter, 17-18 af dem i kompagniskab med Leif Skov- det var et par år før, han blev boss for Roskilde Festival. Leif var lærer på Viby Skole og begyndte festival-karrieren som pladsformand, som gravede huller til de store pæle – og satte hegn op omkring pladsen. I 1975 lavede vi forøvrigt en Gasolin-koncert på skolen. Den der da mange der stadig husker i den midtsjællandske stationsby.

Det var et fantastisk univers at være en del af, sammen med kendte og ukendte musikere, managere, impresarioer, teknikere, formænd og bagmænd.

Vi forhandlede kontrakter, aftalte betingelser med spillestedet, vi tog slæbet, hjalp crew’et, vi satte plakater op, indrykkede annoncer, skrev pressemeddelelse, tog mod bandet og sagde farvel til det efter regnskabets sene nattetime. Vi tog ansvaret for ro og uorden. Til gengæld brugte vi ikke lokale sportsforeninger til at agere falske arrangører, så vi kunne slippe for momsen. Senere blev den model meget moderne, har jeg hørt.

Da jeg jo også skulle huske, at være journalist af Guds nåde på den lokale avis, Roskilde Avis, og samtidigt stod for koncerterne i festival-byen, så var jeg også sikker på at have nyhederne alene. Set i bagspejlets klare lys, var nok også den eneste fordel jeg havde. Jeg husker den tid som berigende, sjov og fascinerende.

Godt jeg dengang ikke tænkte mig så meget om. Hvis jeg over hovedet tænkte…. havde jeg gjort det, så ville jeg have gået glip af mange herlige oplevelser – med fantastiske mennesker – og sikkert været meget bøvl foruden.

For fine til at stå op
Musikerne skulle jo have deres aftalte hyre. Ikke to kontrakter (aftaler) var ens. Der var typisk problemer med honorar og økonomi, som heller ikke dengang var min spidskompetance,

Bøvl var der typisk, når borgere fra det fine udkant-Roskilde forventede at komme til at sidde på en blød stol til koncerterne med f.eks. Papa Bues Jazz Band og blandt andre Grethe Ingmann eller John Mogensen som solister. De blev i stedet spist af med en ståplads – årsagen var, kan jeg afsløre nu 46 år senere, at medarrangør Eugen Tajmer havde inddraget alle stolene fordi, som han så rigtigt sagde; “at så kunne der komme flere betalende publikummer ind”.

Og så var der optræk til ballade med politiet, når vi i nattens mulm og mørke vi ude og klistre koncertplakater op. Så dukkede strisserne op med råb, fagter og stavlygter – og truede med bøder. Det blev dog ved truslerne.

Billetsælger og regninger
Det var en nødvendighed at arrangøren selv tog tjansen som billetsælger ved indgangen – og vi måtte konstant forklare venner og især bekendte, at også de skulle betale entré for at høre navne som Gasolin, Delta Blues Band, Defenders , Alrune Rod, Culpepers Orchard, Jomfru Ane Band, Shit & Chanel eller hvad de nu hed dengang.

Ogvså skete det ofte, at koncertstedets udlejer eftersendte “en ubehøvlet regning” på ekstraudgifter for brug af “mere strøm end aftalt” – eller for øl og spiritus, som det forlængst afregnede band havde fortæret.

Dengang fandtes ingen ”frivillige”. Når der skulle bæres grej fra kassevognen til scenen, så måtte arrangøren selv træde i karakter – i stedet for som ellers planlagt, at sidde i baren og fortælle om sine berømte bekendtskaber.

Fantastiske 46 år gamle fotos fra Rishøj. Endnu inden Gasolin iklædte sig sit velkendte outfit. Det var den ene af de fire koncerter, jeg nåede at lave med “Danmarks suverænt bedste rockband nogensinde.

Fantastiske øjeblikke – sidder stadig på nethinden
Der er også stjernestunder at se tilbage på. Et par af mit livs største musikalske øjeblikke var, når jeg sneg mig ind til Gasolins eminente lydprøver.
Vildt at være i enerum med den suveræne kvartet Larsen, Beckerlee, Jønsson og Berlev – og Kvinde min, Rabalderstræde, This is my Life, Langebro, Strengelegen og Inga Katinga og smukke Charlie, der allerede dengang var ørehængere.

At få lov til at opleve perfektionisterne, som sjældent var tilfredse før detaljer i lyd og samspil sad i skabet – ofte først efter en time eller to. Når jeg sad i mørkets univers og rålyttede med en kold pilsner, så abstraherede jeg fra arrangør-presset.

Til gengæld blev det alvor, når et emsigt band ud på de små timer, pegede på de bittesmå bogstaver i tillægskontrakten, samtidigt med at det blev stillet krav om kvinder, spiritus, æbler og bananer. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Butikkerne var forlængst lukket og damerne taget på ferie.
Men der var aldrig problemer med  Gasolin – og Kim Larsen som på alle måder var ukomplicerede.

Op og på rigtigt arbejde
Dagen derpå var det heller ikke karrierefremmende, at være koncertarrangør i festivalbyen Roskilde.
For du skal fa’me ikke tro, du er noget… lød det i krogene. Det troede jeg slet ikke, når jeg efter en hård dags nat iførte mig digterkysen og glemte alt om rock, glimmer, Jack Daniels og underskud. Så ventede pinden på redaktionen og sjovt nok altid en interviewaftale – typisk ved ni-tiden – med blodsprængte øjne.

Det var 24 meget forskellige koncerter og set i bagklogskabens uklare lys, burde jeg have forudset det ulmede kaos.
Skal sandheden frem fra glemslens tåger, så noterede jeg noget der lignede underskud i de 22-23 af dem. Eller med andre ord – koncerten gav ikke overskud.  Og når baren var rundet, det skulle man jo af sociale årsager – og der kunne falde en historie af – så var der sjældent en krone til overs. Men jeg fik da skrevet nogle underholdende kapitler i mit livs eventyr.

De skøre påfund
En aften havde jeg både Walkers og Peter Belli & Les Rivals på programmet – det var på Fjordvilla i Roskilde. Var heldig alt overtale den langhårede rockstjerne Peter Belli til for at være gæstesolist i top-pop-bandet Walkers – og synge duet med Torben Lendager.Det lykkedes og Carsten Overskou fra DR optog flere numre til en udsendelse om tidens beatmusik.

Og så var der en aften på Viby Skole, jeg tidligere nævnte – hvor der var propfyldt. Gasolin var selvfølgelig øverst på plakaten og jeg havde fået Hvalsø Spillemændene til at varme op, og dem var der sikkert ikke mange som kendte – her spillede blandt andre Mathilde Bondo alias Lange Lone fra Kim Larsens københavner-univers, Anders Roland, Peter Viskinde og den senere filminstruktør Steen Rasmussen (ham med Wikke) var forsanger. Mathilde gik impulsivt på scenen, under Gasolin-koncerten og sang duet med Kim Larsen – og strøg violinen med en gang gas-rock. Uden at ane at Mathilde og Kim et par år senere skulle mødes “i en kold tid” på Østre Gasværk

Der var også musikalsk kant med helt nedre parametre, da jeg fik hevet det crazy syreband Dr. Dopo Jam ud på Skomagerkroen – ved Kirke Saaby, Danmarks ældste post-kro, hvor Jakob Skomar’ havde huseredt. Dem skrev jeg pressemeddelelser for. Det gjorde jeg iøvrigt for flere af de bands jeg engagerede.

Hvis du tror, du er noget
Mit eneste open air-arrangement, var en gratis mini-festival – som Roskilde Avis stod for – med fem bands på Folkeparkens smukke amfiscene. Det var en lun sommer-søndag midt i Roskilde. Vistnok i 1975. Med bl.a. Jens Folkesanger, The Wall og Fujara. Jeg mindes, stadig med sved på panden, da jeg løb forvildet rundt mellem ledninger og mikrofonstativer, for at gøre scenen klar, da et kor af muntre ungersvende skrålede, at ”hvis du tror du er noget, så er der noget du har misforstået…” – og nej kære venner, jeg vidste, at jeg ikke var andet end en glad, nysgerrig dreng, som tog nogle voldsomme chancer.
Forstå det, hvem der kan.

En dag i 1973 talte Leif og mig om, Gasolin vist nok var kommet for at blive og at vi burde præsentere bandet inden det blev for dyrt. Leif mente det var genialt, at lave Gasolin-koncerten med i Rishøj Hallen, et udflytterområde mellem Greve og Køge.

Alle aftaler kom i land og jeg fik en fornuftig snak om honorar-betingelser med gassernes impresario Bjarne Kamby. Husker vi nattens mulm og mørke satte et hav af plakater op i området og at vi som noget nyt investerede i en annonce i den lokale ugeavis. Det var stort – men det gav bare ikke respons.

Den tids typiske honoraraftaler var et fast grundbeløb eller 80 procent af entreindtægten. Så fik vi de 20 procent. Eller vil burde have fået….

Det var en sjov tid med Leif Skov, som pludselig synes, han hellere ville lave Roskilde Festival ….

Fed koncert – uden publikum
Det var et brag af en koncert – og en økonomisk fiasko. Rygterne om christianshavnerdrengene fra Gasolin var åbenbart ikke nået til Rishøj og omegn.

De bare to hundrede betalende gæster kunne lige akkurat fylde to stående rækker foran scenen. Og de var ellevilde.
Måske det mindste publikum nogen sinde til en Gasolin-koncert. Så lidt historisk var det da.
Alle havde det forrygende. Undtagen Leif Skov og mig. Mens Leif hjalp ”Hvide” med at losse grejet ud i kassevognen, stod jeg til regnskab med Kamby i hallens køkken. Og Han var heldigvis fleksibel i nødens stund.

Den aften for 45 år siden, husker Kim Larsen skam god, har ofte fortalt mig. Kim har hukommelse som en elefant, og husker selv de mindste detaljer.

Jeg talt ofte med Kim Larsen om den koncert. Han huskede som en elefant og den aften stod klart for ham. Ikke som men negativ oplevelse, men som en anderledes…

”Dem der kom, fik en god koncert. Jeg ku’ godt li’ folk stod helt tæt på, så vi kunne se dem i øjnene. Der var gang i den, og alle var glade, hvad piver du så over, Borgkilde”, lød det fra Larsen, som elskede anekdoter og at snakke gamle dage.

Der var dog fuldt hus til de andre to Gas-koncerter, vi lavede.

Midnat i biffen
Aner ikke hvorfor midnatskoncerter blev in i midt 70’erne. Da Leif var blevet festival-medarbejder lejede jeg byens nye luksus-biograf, Scala og satte den skotske folkesanger Alex Campbell på plakaten. Han havde haft succes på Roskilde Festivalen 1971, så folk burde kende ham,

Pænt overrislet dukkede han op kort før midnat med guitaren, satte sig rette på en stol, jeg havde placeret på ”scenen”, en halv meters penge fra biograflærredet. Han stillede en flaske scotch ved det ene stoleben og med whisky-rå stemme sang han højlandets vemodige sange, og da han vippede i takt på stolen og frygtede jeg, at han ville falde bagover og ind i det store lærred. Jeg sneg mig ned på direktørens kontor og spurgte lavmælt, hvad et biograflærred står i dag. Beløbet var vanvittigt.

Jeg kunne jo ikke gå op på scenen og be’ manden lade vær’ med at vippe på stolen. Jeg blev nødt til selv at dulme nerverne i en dobbelt skotsk whisky. Alex Campbell faldt ingen steder, heller ikke i søvn, selv om det var tæt ved – og jeg slap for mega-udgifter og nervesammenbrud.

Der var heldigvis også minderige koncerter med pæn publikumssucces og dårlig økonomi med blandt andre Culpeper’s Orchard med bl.a. Thor Backhausen, Cy Nicklin og Tom McEwan, skotske The Fureys Bros, Barbarella med bl.a. Henning Pold  (Bellami og BellStar) samt Papa Bue, Grethe Ingman, John Mogensen og Bjarne Liller.

Så var det slut
Mit motto: Uden alle disse vidunderlige fejltagelser, havde livet ikke været værd at leve.

Sidste arrangør-fejltagelse var Delta Blues Band. Hørte dem et sted i København – for fulde huse. Og var så begejstret, at bandet blev engageret på stedet. Impulsivt og det glade vanvid. Koncerten var en fest. Men heller ikke her, var der ret mange mennesker.

Underskuddet blev på uoverskuelige 1400 kroner – i 1974-penge. Sgu meget dengang. Aftalte med Troels Jensen, at jeg allerede mandag ville sende ham en crosset check. Straks da banken åbnede mandag styrede jeg med gummiben og hoppende hjerte mod udlånet. Den fine bankmand fik en historie om min moster og de varme lande. Den gik han med på – og Delta Blues Band fik deres honorar tilsendt.

Så sluttede koncertarrangør-epoken og jeg havde prøvet det med.
Det var sjovt så længe det varede. Faktisk rigtigt sjovt. Men hold kæft skønne spildte kræfter og en økonomisk katastrofe.

Heldigvis tror jeg, at jeg gjorde en masse mennesker glade. Derfor ville jeg slet ikke have undværet de to-tre heftige år. Slet ikke.

 

 

 

Related Posts

“Jeg har det helt fint med min alder og nej, tanken om at stoppe ligger mig fjernt”, siger Lasse...

“For mig var det en mulighed, som jeg synes, jeg var nødt til at tage. Jeg kendte Odense Teater så...

Der er umiddelbart et stykke vej langt fra den lumre Omar Papa i herrelogen Ørkenens Sønner til...