By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Et hold navere, unge dygtige bygningssnedkere og snedkere fra Østrig, dukkede for nylig op på H.C. Andersen-byggepladsen og supplerede det faste hold håndværkere – og udførte arbejder inden for montage af trækonstruktioner.

Derfor passede de farende svendes arbejdsområde perfekt i byggeriets forløb. Det viste sig, at arbejdet med de runde bygningers spektakulære træskelet, designet efter japansk tradition af arkitekt Kengo Kuma, passede naverne perfekt.

Ikke mindst med deres traditionelle beklædning, skilte naverne sig ud fra byggeriets øvrige mandskabs obligatoriske gul-orange jakker og sikkerhedshjelme.
Gennem flere hundrede år har naverne, når er på valsen, været iført obligatorisk kort sort jakke med sidelommer, brede bukseben, korte støvler, hat med bred skygge, slangeformet stok og ransel – en gammeldags rummelig rygsæk.

Da de efter planen sagde farvel og tak til eventyret i Odense, drog de videre ud i Europa – ud til nye opgaver. Igen ville de tilbyde sig til forefaldende håndværkerarbejde – samtidigt med at de vil dygtiggøre sig. Det er nemlig også naverens pligt.

Stolt folkefærd 
Naveren er et stolt folkefærd, som er gjort af godt stof. Der stilles visse krav til den unge håndværker, som ønsker at blive optaget som medlem af den internationale naver-organisation. Den pågældende unge mand skal være uddannet håndværker og fra et skandinavisk land – navnet naver kommer af “skandinaver”. Det er desuden et krav, at han skal kunne beherske tre sprog – og at han skal være på farten i tre hele år. Han må helst ikke lide af hjemve – for han må ikke komme tættere på hjemmet end 50 kilometer. Han skal desuden være ugift og under 30, når han optages. Så det er en stor og afgørende beslutning, der skal tages, for at være en del af en flere hundrede gammel håndværkertradition. – som trives i bedste velgående. Én gang naver, altid naver.

Blandt myterne som knytter sig til naverne, er den om hans ørering, som skal være af så kostbar en beskaffenhed, at den alene skal kunne betale begravelsen, hvis han under rejsen skulle være så uheldig at afgå ved døden.

Hulerne
Traditionen med farende svende findes stadig i Schweiz, Tyskland, Østrig og Danmark.
I Odense har der siden 1913 været naverklub for gamle navere og såkaldte “naverhuler”, identisk med navernes faste samlingssted. I dag har naverhulen til huse Bredstedgade 2, bog ifølge bloggens oplysinger, blev Odense-afdelingen har levet en omskiftelig tilværelse med op- og nedgangstider. Deres ydmyge skribent mindes den hule, som i 70’erne og 80’erne var indrettet i lavloftede lokaliteter på 1. salen i Overgade 41. Dengang omtalte man samlingen, som en decideret Naverbevægelse – identisk med de frie, vandrende svende.

Den smukt dekorerede hule (foto t.v.), stammer fra Håndværker- og Industriforeningen på Albani Torv, Netop håndværk og industri passede som fod i hose med navernes liv og gerninger. Billedet fra 1971 er venligst udlånt af Odense Bys Museer.
I kælderen lå “Puttes Rock Café” i 1978 til 1980, men da balladen blev for voldsom, lukkede caféen. Der var også ballade få år senere, da den smukke gamle bygning blev dømt til nedrivning, fordi et moderne byggeri skulle rejses.
Det var der ikke enighed om i byen, slet ikke blandt Odense unge autonome, som i den lokale presse blev ophøjet til at være bz’ere – uromagere, som med socialistiske undertoner, besatte ejendomme for at få ejere og projektmagere til at opgive deres forehavende. Grotesk, at bz’erne i dette tilfælde, kæmpede for at bevaret borgerskabets højborg.
Men det var en helt anden historie.

 

 

 

 

 

 

Related Posts

      Der tælles ned til åbningen af det nye gadeforløb i hjertet af Odense, som kan puste nyt liv i...

Livet er et lykketræf og et fund af dimensioner pak det ud og ta’ det på for åbne...

Blink i øjet. JEG kan lige så godt slå det fast med det samme, at fordi du fra efteråret engang får...