By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

“Det har været en fantastisk sommer, som jeg sent glemmer – og det har intet med Corona-virus, at gøre – og dog. For vi stod sammen ved at holde afstand, så alle kunne høre, hvad vi havde at fortælle”, lyder det fra Keven Sean Burke – en smule kryptisk.

Han er netop blevet noget så sjældent som optaget i et af landets få vægterlaug, Odense Historiske Nattevægtere, som indtil for nylig var et sammentømret hold med fire stolte mandfolk. Men nu er der udlært en lærling, som er klar til føre traditionen videre.

Vægterne bruger på 27. år adskillige sommeraftener, hvor de som guider, tager publikum med på en informativ, underholdende og ganske gratis vandring i historiens kringelkroge.

De historiske vægtere med lampe med blafrende stearinlys, drabelig morgenstjerne og original vægteruniform, fortæller traditionen tro skæve anekdoter om dengang, der var rigtige nattevægtere til – om dem som passede på byens borgere  til den lyse morgen.  Nutidens vægtere supplerer med kuriøse historier om autentiske borgere og steder – og måske et par røverhistorier.

Nærmest teatralsk nyder lærlingen Keven Sean Burke en opstrammer, som hans tidligere kollega fra Lørup’s Vinstue har serveret for ham og undervægter Per Henrik Jepsen. Foto: John Borgkilde.

Forrige sommer udtrykte bartenderen Keven Sean Burke ønske om, at han gerne vil være en del af byens stolte vægtertradition.
Han så frem til de aftenvagter på Lørup’s Vinstue, hvor han ved 21-tiden skulle holde øje med vægteren, når han ude på Sortebrødre Torv nærmede sig med en hale af publikum efter sig. Så er det nemlig bartenderens vigtige opgave, under publikums undrende bevågenhed, at stå klar med en bakke og et par glas Gammel Dansk – alt efter om der en eller to vægtere. Er Grønttorvet på det andet hjørne åben, så gentages den seancen sig dér.

Sådan var det nemlig også i gamle dage, da vægtere som lokale helte, blev belønnet med en en dram eller flere for at holde ro og orden. Også dengang påstod vægteren, at når han vandrede byen tynd, så blev halsen så tør, at han havde svært ved at synge vægterviserne. Og de skulle synges op til flere gange. Derved fik borgerne ro i sinde.

Historiefortæller og sanger
Keven Sean Burke fulgte de rutinerede vægteres rundgang og deres opgaver – som historiefortæller og sanger. Og som latin-studerende på byens universitet, almén historisk interesseret, studiemedhjælper på Carl Nielsen Museet og dertil i besiddelse af vægtige talegaver, synes det oplagt, at han søgte optagelse.

“Keven fik, hvad jeg vil kalde, god gammeldags mesterlære af alle fire, idet han trofast gik med som “føl” på ikke færre end 15 vægterrunder – sammen med en af de fire rutinerede vægtere”, fortæller Per Henrik Jepsen, som har 12 års anciennitet.
“I den afgørende solo-prøve var Keven under overvægter Dennis Jørgensens rutinerede bevågenhed. En eksamen, som han bestod med glans og bravour”.

Per Henrik Jepsen alias undervægteren tilføjer, at inden Keven Sean Burke skulle op til de afgørende prøver, fik han allernådigst adgang til en del af vægternes arkiv, hvori han kunne lade sig inspirere – og hvor han fandt materiale til sin helt personlige rundgang.

“Vi vægtere giver turister og fynboer en lille anderledes oplevelse med hjem fra besøget i Odense”, mener Keven Sean Burke.

“Det har været en oplevelse, at følge Keven Sean Burke vokse med opgaven. Han kender flere kuriøse detaljer om HCA-kvarteret, som er gode krydderier på rundgangen. Vi er sikre på, at han bliver en god mand for lauget, der nu omfatter fem vægtere, som med hver sine egenskaber supplerer hinanden”, lyder det fra undervægteren.

Det er en privilegeret opgave
“Jeg er de garvede vægtere taknemmelig for, at de gav mig lov til at afprøve mine evner i et så privilegeret et selskab”, forklarer Keven Sean Burke, som har irske aner på fædrende side og som fyldte 36 somre på sin sidste solo-vægterrunde.

Vægternes nestor Niels Steenfeldt fik idéen til at omtale kollegerne i vægtklasser. Overvægter Dennis Jørgensen var for 27 år siden med til at stifte lauget, som en populær historisk institution som fynboerne og turister. Overvægteren har været med lige siden – bl.a. engageret i udvikling af venskabsforbindelser. Mens laugets historiker og arkivar Per Henrik Jepsen må finde sig i tilten som  undervægter, så betegnes yngstemanden indtil for nylig Jan Petersen som mellemvægter. Han har til gengæld talerøret ud i den store verden, idet han har titel af ceremonimester i Den europæiske Sammenslutning af Historiske Nattevægtere. En meget betroet post. Denne signatur tillader sig lidt dristigt, at runde af ved at kalde det nye medlem for letvægter.

 

 

 

 

Related Posts

Mens Anders W. Berthelsen, 67, læste dansk og engelsk sidst i 70’erne og først 80’erne på Odense...

Det smukke historiske skib – kan nu hvile ud i vinterhi bag nogle buske. Foto Emil Andresen Den...

Nu, hvor håbefulde julefrokost-arrangører så småt er ved at indse, at den festlige tradition fejres...