By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Et af denne skribents største musikalske øjeblikke var, da det lykkedes, at snige mig ind til Gasolins eller hermetisk lukkede lydprøver.

Det gjorde det lettere, at jeg selv arrangerede koncerterne. Fire-fem stykker med Gasolin blev det til. Vanvittigt at tænke tilbage på. Alle de indtryk jeg fik dengang har lejret sig i min bevidsthed forever.

Vildt at være i musikalsk enerum med Larsen, Beckerlee, Jønsson og Berlev – og i selskab med “Kvinde min”, “Rabalderstræde”, “This is my Life”, “Langebro”, “Strengelegen” og “Inga Katinga og smukke Charlie”, der allerede dengang var ørehængere.

Og nej. Det var ikke altid kvartetten var enige om ret meget. Måske derfor Gasserne blev så ikoniske og uden sammenligning, det største der er sket i dansk rock.

Lydprøven var altid klokken 17 sharp. Det var nærmest et ritual. Den kunne vare en time eller halvanden, bedst fordi Larsen stillede store krav til teknik og musikalske detaljer. Han var detaljernes mand. Med Larsen ved roret fandtes ingen lettet løsninger.
Sådan var det også med BelStar, Bellami og senest med Kjukken. Prøveforløbet udviklede sig ofte til et intenst lukket show. Med Kim Larsen som dybt engageret indpisker, inspirator, sanger og guitarist. Kim var ikke alene solist – han var perfektionist. Og selv om koncerten stort set altid var klokken 20 og aftensmaden blev kold – så prøvede bandet til han var tilfreds. Han tænkte på det publikum, som havde betalt for at høre koncerten. Og på anmelderne. Dem ville han ikke skuffe. Ingen skulle ku’ sætte en finger på noget. Ingen.

Helt alene nede i mørket
Husker jeg et par gange var så heldig, at sidde helt alene i koncertsalens mørke i selskab med en kold pilsner. Dér kunne jeg abstrahere fra arrangør-presset. Alle dem som krævede et eller andet. Ville der komme publikum nok, så regnskabet kan løbe rundt? spurgte jeg uafladeligt mig selv. Uden at så svar. De intense øjeblikke glemmer jeg aldrig. Husker det som et smukt lydinferno. Det var som om Gasserne spillede for mig. Og kun for mig…. nede i mørket.

En dag i 1973 havde min gode Roskilde-ven, skolelæreren Leif Skov, let ved at overbevise mig om, at vi skulle lave en koncert med Gasolin – ude i Rishøj Hallen, ikke langt fra svinget ved Solrød. Vi knoklede med plakater  og pr-materiale. Det var helt naturligt.

Jeg troede faktisk ikke på den koncert. På det tidspunkt var Gasolin nemlig et coming-band – på vej. Mærkeligt nok havde de ikke fået øjnene op for Gasserne – nord for Køge.

Men vi anede ikke, hvad der lå forude af berømmelse. At vi i virkeligheden var forudseende.

Jeg fik forhandlet en fornuftig aftale igennem med impresario Bjarne Kamby. Derefter kom Leif og jeg på natarbejde for at sætte et hav af plakater op, især der, hvor man ikke måtte – og vi investerede i en enkelt annonce i den lokale ugeavis. Og skrev flere pressemeddelelser.
Den tids typiske honoraraftaler var et faste grundbeløb, som hyre til bandet og derefter en såkaldt 80-20-fordeling. Når entréen havde dækket grundbeløbet, så fik bandet 80 procent af entreindtægten – og arrangøren svimlende 20 procent. Så der var ikke meget at lege med. Men sådan var det uskrevne regelsæt. Og jo, det er dén Leif Skov, der senere blev boss på Roskilde Festivalen.

Fed koncert – ikke ret meget publikum
Det blev en kanon god koncert, men en økonomisk fiasko derude i Rishøj.
Bare et par hundrede betalende gæster kunne lige akkurat fylde to-tre stående rækker foran scenen. Måske det mindste publikum nogen sinde til en Gasolin-koncert. Så lidt rock-historie har jeg da været med til at skrive. Ærgerligt nok befandt superbandet sig i en kort nedtur lige på det tidspunkt …. og hvor Fanden ligger Rishøj?

Alle i hallen havde det vist forrygende. Undtagen ham i baren, Leif Skov og jeg.
Bartenderen fordi han ingen omsætning havde Han røg flere smøger end han solgte øl. Leif hjalp med at losse grejet ud i “Hvides” kassevogn ´- og jeg stod bogstaveligt talt til regnskab hos impresario Bjarne Kamby – i hallens køkken. Dér havde jeg røde kinder, kunne jeg mærke.

Men Kamby var heldigvis imødekommen og fleksibel i nødens stund.
Den aften for 47 år siden, huskede Kim Larsen skam godt, da vi for få år siden snakkede gamle dage. Det elskede han. Larsen havde en helt utrolig evne til at huske selv de mindste og skæveste detaljer.
Over en spids på vores fælles vandingssted, fortalte Kim ofte, at det ikke kun var koncerter med mange mennesker, som dem på festivalerne, han mindedes med glæde. Det var også de mere intime. Dem elskede han.
“Koncerter handler også om nærvær”, fortalte han. Igen og igen.

Vi talte samme sprog
Jeg var så heldig, at vi talte samme sprog, skønt det kunne være svært for udefrakommende som var med på en lytter, at hitte rede i det vi talte om. Det er også lige meget. Men det ku’ vi altså – og det ret dejlige minder. Og den er jeg glad for at have intakt – så mange år efter.

”Når jeg kunne fange publikums blikke, så var det en god aften”, fortalte Larsen ofte.”De, der kom til den koncert i Rishøjhallen  ved Køge, som du taler om, de fik en god koncert. Det kan jeg sgu huske. Det kan godt være, at der kun var to-tre rækker publikum langs scenekanten, men de havde det altså lige så fedt, som vi havde. Jeg så, de havde det godt, mens vi gav den gas…. og at de kunne li’ det vi spillede. Så hva’ piver du så over”, sagde han, drak ud, tog cyklen, og forsvandt fløjtende, derud’a.

Tre Gas-koncefter med fuldt hus
Turen op og ned af mindernes boulevard, får mig til af huske de tre andre Gasolin-koncerter, som jeg i al beskedenhed var så heldig at stå som arrangør for. Alle sammen med Leif Skov som en vidende makker. Og der var udsolgt til dem alle.

47 år gamle fotos fra den legendariske koncert med Danmarks suverænt bedste rockband nogensinde, i Rishøjhallen nord for Køge, hvor Gasolin alias Franz Beckerlee, Kim Larsen, Søren Berlev og Wili Jønsson endnu ikke havde fundet det berømte outfit, som i høj grad var med til at profilere kvartetten.  

 

 

 

Related Posts

Kender I det, at man i visse situationer bør være ekstra opmærksom på det uventede. I såvel i ord...

“The Show Must Go On“. Årets fynbo, skuespiller og revydirektør Lars Arvad, 40, kan skrive et nyt...

“Virkeligt mærkeligt at stå her foran den tomme scene på en dag, hvor meningen ellers var, at jeg...