By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments
Søndag den 2. oktober 1960 – altså for 60 år siden – var en mærkelig dag. 
Jeg havde set frem den til i årevis. Mit unge livs første store dag,

Ikke fordi, der ventede fine gaver, mørbrad med blødte løg og citronfromage, men mere fordi jeg for første gang i mit liv skulle iføres butterfly. Sådan en rigtig charmepropel.

Jeg husker især de gamle damer jeg mødte på køkkentrappen, som i årevis spurgte:  Hvordan går det og hvornår skal du konfirmeres John?
Hver gang blev jeg overrasket, ydmyg og lidt irriteret, hver gang.  Jeg havde på fornemmelsen, at alle på min alder fik stillet samme spørgsmål, hvert eneste dag.
“Det skal jeg 2. oktober næste år”, svarede jeg nærmest pr. automatik.
Og da året oprandt, ændrede jeg mit evindelige svar, så det kort og godt lød…. “Det skal jeg den 2. oktober – i år”.
Og så lød svaret næsten altid….”nå, så er der ikke ret lang tid til, hva'”.
Jeg føltes som det tog meeeeget lang tid ….ja faktisk flere år, inden den guldrandede søndag dukkede op af morgendisen, hjemme hos farmor og farfar på Hestetorvet i Roskilde.
Husk på den dag var kulminationen efter godt et halvt års konfirmationsforberedelse, som foregik i biskoppens gård bag Roskilde Domkirke.
Jeg gik til præst hos domprovst Østergaard Nielsen. En statelig mand med fint sprog som indskærpede respekt, som uge efter uge vendte og drejede bibelshistorien, som jeg fandt interessant nok med alle de røvere og soldater som dukkede op. Værst var de mange salmevers, vi skulle lære udenad. Det blev aldrig min spidskompetence. Fra starten af september blev konfirmationsceremoniens ritualer pertentligt indøvet helt ned i detaljer, Som det var en teaterforestilling der skulle iscenesættes. Det var det stort set også.
Tidligt op på en fridag
Husker jeg skulle tidligt op den søndag – og så på en fridag. Vi skulle være klar til indmarch i domkirken klokken 9.30 –  med nypudsede sko og brillantine i håret.
Vi blev derpå placeret langs midtergangen i den store smukke kirke. Derfra gik vi efter et bestemt fingerknips op til døbefonden – og den store smukke altertavle i guld fra 1500-tallet. Det er deroppe dronning Margrethe den 1.  ligger – udført i marmor. Som iøvrigt er tyvekoster. Dronningen blev ifølge sagn og overlevering stjålet fra Sorø kirke,-da Roskilde Domkirke blev ophøjet til de kongeliges begravelseskirke.
Husker det som det var i går – og ikke 60 år siden, at jeg sad i midtergangen og kedede mig – og fik øje på Christian den Fjerdes monumentale kapel med billedhuggeren Bertel Thorvaldsens imponerende bronzestatue af kongen, der pryder det store sarkofag. Og det imponerende vægmaleri, hvor den trinde konge stod ombord på sit gode skib Trefoldigheden – med klap for øjet

Det var så i dén midtergang,  som vi konfirmander sad søndag 2. oktober i det Herrens år 1960 – og kirken var fyldt til sidste plads, som avisen så rigtigt skrev.

Lang ventetid
Mens jeg sad dér til alles beskuelse, midt i det store kirkerum, med salmebogen i min knugende hånd og ventede på at blive kaldt op til domprovsten, da mærkede jeg noget “mærkeligt” som klemte mig i nakken og siderne.
Som ikke skulle være der.

Pinligt, tænkte jeg.
Mens bruset fra det store kirkeorgel, lige over mig, optog de flestes opmærksomhed, forsøgte jeg med rystende hænder og dog behændigt, at undersøge sagen.
Uanfægtet af den højtidelige stund, listede jeg min højre hånd ind under kraven på mit unge livs allerførste hvide skjorte.  

Det var en sær oplevelse. Havde der været skjult kamera, ville optagelsen være en bestseller – og jeg havde måske fået præmie for det religiøst komiske indslag.

Netop som “Altid frejdig..” blev sunget færdig, fik jeg fat i et stykke pap, der efterhånden som jeg hev i det blev længere og længere. Jeg grinte indvendigt. 

Det viste sig, at pappet var obligatorisk i den tids skjorter. Og måske mange år frem. Diverse skjortefabrikker sætter pap i enhver fin skjorte – sammen med hundredevis små nåle som jeg dog havde taget ud aftenen i forvejen. Derimod havde papstykket, som holdt krave og flip på plads, undgået min opmærksomhed – indtil jeg jeg sad i domkirken og føltes som stiv flip.

Der blev rodet i min pæne frisure
Jeg fik med behændighed stukket papstykket ind i den nyindkøbte jakkes lomme. Jeg ville have gemt pappet i inderlommen, men det var stadig syet til.  Intet at sige til, at min sidekammerat Hans Jørgen kikkede mærkeligt på mig.

Da pappet blev lagt på plads i lommen bad domprovsten mig gå op og ligge på knæ foran alteret. Derefter rodede han rundt i håret mens han sagde nioget, jeg ikke husker – det eneste jeg husker er, at min nydelige konfirmand-frisure blev uglet. Om ikke andet blev jeg lovformeligt konfirmeret, næsten voksen og meget følsom.

Tilbage på bænkerækken ved den lange midtergang, begyndte jeg at spekulere på, hvad jeg dog nu skulle svare de søde gamle damer, når de ude på køkkentrappegangen spurgte, hvordan det var at blive konfirmeret.

Derfor er den 2. oktober en ikonisk dato i mit liv

I min barndom og unge år, var jeg begejstret for den fantastisk smukke kirke midt i min fødeby.

Både jeg og Stina er døbt i den kirke
Fjorten år forinden var jeg døbt i samme kirke – og præcist ti år efter blev min datter Stina døbt – samme sted – og fra samme døbefond. Det er da et lille stykke familiehistorie.

I det hele taget, kom den over tusinde år gamle smukke kirke, hvor 38 konger og dronninger er stedt til hvile, til at præge de næste mange år af mit liv. Jeg besøgte den ofte. Jeg fordybede mig i historien og de unikke arkitektoniske detaljer. Bygget i flere stilarter over flere århundreder.

Jeg gik ofte på opdagelse i den mægtige kirke, hvor en arv mine gode venner blev organist – og jeg var i kirken, mens han øvede til langt ud på natten. Det var spøjs at være i rum med alle de forlængst afdøde konger og dronninger, grever og baroner. 

Da jeg fra 1962 til 1966 fik min grafiske uddannelse på Roskilde Tidende, hvor jeg også huserede på redaktionen, havde jeg en fantastisk udsigt til domkirken fra redaktionen på den anden side af  Stændertorvet

 

 

 

Related Posts

Odenses mest fotograferede ahorntræ, som står i hjørnet af det kommende H.C. Andersens...

Blog-fænomenet vakte min kroniske nysgerrighed - og inden jeg fik set og tænkt mig om, sad jeg...

At den jyske dialekt kan fremme det personlige sal​g​, kan odenseaneren Torben Madsen, 67, tale med...