By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Der er noget magisk over scenekanten – i teatret eller på spillestedet.

Et aflangt stykke træ af fineste sort, som danner grænsen mellem de optrædende og publikum.

Det sker at skriverkarlen bestiller teaterbilletter på forreste række, ikke alene for at se kunne se primadonnaen i øjnene, men også for at mærke trolddommen som hersker her. Som af stå ved grænsen mellem to lande.
Ofte er scenekanten blank: Måske polereret og pudset inden publikum er lukket ind. Vel er det småskørt, men sådan kan jeg ha’ det.

Scenekanten markerer rent fysisk, at ”her går grænsen” – eller også i oversat betydning, at det er ud over den minibarriere du skal spille – helt ud i salen.

Alt sidde i teatret, og spå øje på scenekanten, er som at være ved grænsen til et andet land – det forjættede land, som om lidt byder inden for i al sin frodige mystik- Det er da magisk.

Vel er scenen skrå og spillerne skal stå fast for ikke at glide eller få overbalance og skvatte i orkestergraven – eller ned til os på første.

Kommer i tanke om Ludvig Brandstrups tankevækkende ord fra den kendte revyvise – fra 1926:
Pige, træd varsomt, thi scenen er skrå, 
før du ved af det, går spillet i stå
alle de sorger i verden du ved,
dem skal du møde, før tæppet går ned.

De fleste kender nok udtrykket, at ”nå ud over scenekanten”. Eller ud over rampen om man vil!  Altså få bragt kunsten ud til publikum – og derved skabe den rette stemning. De optrædendes værste senarie er, når de fra scenen får øje på dem, som nede i mørket sidder med en oplyst IPhone eller uafladeligt kigger på uret. De fleste spillere formår at abstrahere fra publikums “fraværelse”, men der er dårlige dage, hvor selve de mest garvede spillere skal overvinde sig selv for ikke at tabe tråden – ud over scenekanten.

En garvet skuespiller fortalte forleden, så er det jo ikke ”bare er os på scenen, som skal være veloplagte, hver aften og spille rollen”, det er jo dét, vi er ansat til, men publikum bør også være klar og imødekommende, det er jo dét de har betalt for. Uanset scenekantens magi.

Som skrivekarl Emeritus, kan det forekomme, at være i tvivl om det vil lykkes at få sendt teksten i kredskøb eller i det mindste ud over rampen, ud til de kræsne læserne.
Inspireret af dette tankespind og fabuleringer, har jeg valgt at kalde bloggens hidtil eneste faste rubrik for Scenekanten.
Her skal det være plads til stort og småt om fynsk semikultur og dét der ligner. Meningen  er god nok.

God læselyst.

 

Related Posts

“Jeg glæder mig helt vildt meget til sammen med mine musikere, at være på plakaten ved årets...

De er friske, de er fyrige, de er fynske – og så er de frem for alt unge og talentulde, siger...

Hvis ikke Dansktop-lytterne i forvejen vidste hvad en en ægte svampet, snasket brunsviger er, så er...