By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Mellem jul og nytår skulle vi have sagt farvel og tak til en god ven.
Det er høje gule kran, som i næsten tre år har stået rank og majestætisk i al slags vejr, midt ude på H.C. Andersen Museets byggeplads, vi taler om.
Men kranen er blevet stående – manden oppe i sit lille har fået en del ekstraopgaver, så informationen fra byggeriets projektkontor er blevet korrigeret.

Der arbejdes stadig på Fyns mest spektakulære byggeplads – og det  måske dyreste…

Når man en lun sommeraften beriges med en smuk solnedgang og en svævende ballon, så giver det mening at kranen indrammer skuet. Foto: John Borgkilde.

Deroppe i det lille styrehus har kranfører Freddie hver eneste hverdag i måneder siddet og tronet. Men han har ikke kun nydt udsigten ud over land og by.

Freddie har takket være et fiffigt radio- og telesystem haft styr på al det der er sket 28 meter under ham.
Med en imponerende ro og overblik har han været i evig kontakt med byggefolket, når de har flyttet byggemateriale eller køretøjer fra det ene sted til det andet. Uden kranens ekspertise ville det have været umuligt at bygge det usædvanlige eventyrhus.

Det bliver vemodigt at sige farvel og tak for al underholdningen- og de mange spændende øjeblikke.

Ifølge projektledelsen kan nedrivingen af kranen begynde mellem jul og nytår – eller måske et par af de første dage i det nye år.

Kranen har som byggeriets vartegn været det visuelle omdrejningspunkt for byens mest omfattende byggeprojektet. Det er slut nu.

Kranen har været en del af vores interiør. Når Freddie drejede kranens lange arm, så blev der sendt finurlige skyggebilleder ind på stuevæggen. Levende kunst.

At være kranfører er et behændigt arbejde – med 110 procents koncentration fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Foto: John Borgkilde

Med rutinens akkuratesse har han og kranen i smuk samhørighed gjort arbejdet nemmere på det svært tilgængelige område, som så småt er ved at blive forvandlet til en spritny H.C. Andersen Have.

Vel bliver det mærkeligt, når de ekvilibristiske fluemennesker – som en dristig cirkusartist – kravler op i kranen og ud på den lange arm for at løsne de første skruer og møtrikker og lidt efter lidt skiller den ad.
Det visuelt udtryk for, at en lille epoke på snart tre år, er ved at være afsluttet for os genboer og naboer, som dagligt har ladet os imponere over al det materiale, byggekomponenter, små gravkøer samt træ, træ og atter træ, der er i ro og mag er hejst op og ned – og placeret millimeterpræcist på pladsen.
Den gule kran har været vores ven, fordi den har glædet os med sine yndefulde danse – og stille natur.

Stor kran uden støj
I forhold til den infame støj, der ellers har været kendetegnet for byggeriet, har den monumentale kran været en lydfri oplevelse. Som vi alle hverdage hilste godmorgen, ofte fra altanen – for derefter at følge arbejdets gang, og som vi sagde godaften til, når kranfører Freddie nærmest gled ned på landjorden i sin lille spøjse elevator-kabine, ja faktisk helt ned i kælderen ved indgangen til selve museet. Der har kranen sit fundament året ud.

Bygge-køretøjer skal også bugseres rundt på byggepladsen. Den gule kran har været storbyggeriets vartegn. Foto:John Borgkilde.

Mærkeligt når kranen ikke længere præger vores udsigt. Vi kommer såmænd nok til at savne den. Måske fordi den er så stille og rolig

Det gik rundt op og ned

Det gik rundt op og ned i uendelighed
Men du var her ja du var
Og i tre år har vi spurgt os selv, hvorfor
Men du er her stadig…

(Stig Kreutzfeldts lettere omskrevne dansemelodi fra 1982 med smuk tekst af Henning Olsen)

Lige som i selve tilværelsen er det gået rundt op og ned – nede i vores forhave. Og rundt og rundt, som arkitekten og designeren Kengo Kuma ville have det. Og sådan bliver det.

Det japanske arkitekt-ikon Kuma har tilmed fortalt, at han med sine fem store rotunder, kommer arkitektonisk tæt på digteren H.C. Andersens kreativitet og livsfilosofi. Når Andersen lod sig køre ud i den vide verden, så gik det også rundt op og ned – i én uendelighed. Mener Kuma.

Millimeters nøjagtighed
Sådan er det også for kranføreren Freddie, som troligt har siddet højt hævet over byens tage – i sit lille kranhus, hvorfra han fra tidlig morgen til langt ud på eftermiddagen, behændigt har styret sin store gule kran, som den var en del af den kongelige kranballet.

Enkelt og elegant svæver endnu en maskine hen over nybyggerierne. Løftet af storbyggeriets vartegn .

Alt imens den rodede byggeplads er ved at blive forvandlet til et moderne eventyr.

Freddie har siden sommer med imponerende fokus og millimeters nøjagtighed hejst kæmpe store træbjælker på plads, med en lethed som var det tændstikker og Lego-klodser.
Først de to monumentale rotunder, tæt ved Bangs Boders små 1700-tals dukkehuse og deres baghaver, der nu er mere skyggefulde end lovet.

Børneunivers ved siden af lystræet
Derefter endnu en cirkelformet bygning foran ”lystræet” af det pureste ahorn. Bygningen skal indrettes som et magisk børneunivers i tre etager.

Man er ved at have sat alle facadevægge i – og de store vinduer er også ved at værre på plads.

Et andet hold træ-teknikere er ved at færdiggøre hovedindgangspartiet, hvorfra der er en snoet stiforløb, som fører publikum fra Hans Jensens Strædes toppede brosten ind i HCA-parken og ned til det underjordiske udstillingsområde med al sit super moderne digitale isenkram til formidling af H.C. Andersens liv og kunst. Nærmest som en selvfølge, har chefarkitekt Kengo Kuma designet hovedindgangen og foyer med kurvet træ .

Denne mini-bulldozer har de brug for i den anden ende af pladsen – her og nu. 

Vælger man at gå lige ud i stedet for at lade sig lokke ned i selve museet, så går man direkte ind i H.C. Andersen Museets Café, som Kuma også har tegnet som en rotunde – og indretter det i cirkelrundt design i glas og tonstunge træsorter.

En fornem visuel velkomst publikum får.
Fra de to etager i caféen kan man til by-siden se letbane-vognene glide forbi og H.C.A- Haven til den anden. Her i caféen gør Kuma meget ud af de store vinduespartier, fordi, som han siger, at “også caféens gæster, skal bruge øjnene og skærpe sanserne”. Udeserveringen indrettres i en halvcirkel som er  ved at blive skabt.

Det bliver iøvrigt museets første deciderede café, siden åbningen i 1908. Snart vil der blive annonceret efter forpagter.
Vel var der en café integreret i børnekulturhuset Fyrtøjet, men de blev først sent drevet af Odense Bys Museer, som ifølge forskellige restauratører intet gjorde  for at lokke museumsgæsterne på café!.

Og jo, vist går stadig rundt op og ned, i én uendelighed. Lige indtil sommeren 2021, når hele herligheden skal indvies og honoratiores fra hele verden inviteres til åbnings-ceremonien.

Related Posts

Arbejdet er udført. Den 26 meter høje tårnkran rives bogstaveligt talt ned. Web-billede taget...

“Husker, jeg kontaktede kursuslederen for at få lov til at ta’ hjem under dynen. Årsag:...

“Jeg har det helt fint med min alder og nej, tanken om at stoppe ligger mig fjernt”, siger Lasse...