By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments
“Jeg glæder mig helt vildt meget til sammen med mine musikere, at være på plakaten ved årets ultimative Elvis Presley-event”, siger Henrik Busborg med stolthed i stemmen og smil på læben.
Den 54 årige folkeskolelærer fra Åløkke-kvarteret i Odense skal fredag den 8. januar 2021 være med til at hylde og ære rock-legenden Elvis Aaron Presley ved et storstilet show på Værket i Randers.
Den dag er det 86 år siden, han fødtes i et fattigt arbejderhjem på Old Saltillo Road i East Tupelo i staten Mississippi, USA. Her voksede han op i et to- rums træhus, som hans far Vernon byggede til familien. En tvillingebror døde kort efter fødslen.

Henrik Busborg i originalt outfit og hans tro følgesvend Torben Balle med sin forrygende kontrabas.

Den odenseanske imitator har de sidste 13-14 år optrådt ved hyldest-koncerter rundt i landet – bl.a. på “Memphis Mansion” i Randers, som “Elvis købmanden” Henrik Knudsen, 56, født og opvokset i Odense, åbnede for ti år siden.
Han er også er formand for “The Official Elvis Presley Fan Club of Denmark” samt æresborger i Tupelo og Memphis.
Las Vegas-afbud banede vejen
Det er Henrik Knudsen som står bag tribute-showet, hvor “Memphis Mansion”s ti års jubilæum markeres. Han havde oprindeligt fået accept fra Las Vegas-entertaineren Frankie Moreno, der skulle headline showet i musik- og teaterhuset Værket.
På grund af den globale corona-situation, er Moreno forhindret i at rejse til  Danmark. Det er årsagen til ændringen af programmet til “Elvis – Viva Las Vegas”, som showet stadig kaldes – og som omfatter artister som sangerne Anders Blichfeldt og Bobo Moreno, der ifølge Henrik Knudsen, kun har efternavnet til fælles med Frankie.
“Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg så ville sende bud efter min gode ven, Elvis-emitator Henrik Busborg, som heldigvis sagde ja tak. Han kommer med sit forrygende orkester The Devils, korpiger og blæsersektionen The Vegas Horns”, fortæller Henrik Knudsen, som for en snes år siden drev en pladebutik på hjørnet af Klostervej og Vindegade i Odense .
“The Devils er Danmarks bedste Elvis show-band, så jeg kan ikke få en stærkere erstatning. Desuden præsenteres helt i Elvis  Presleys’ ånd, legendariske” The Sweet Temptations”, som nok skal få salen til at syde som en soulet gudstjeneste i Louisiana.

Så kan I ellers bare komme an… siger skolelæreren fra Åløkke-kvarteret, som også er forfatter til flere bøger – bl.a. en velskrevet fodboldbog som sætter fokus på straffesparket – og sidste år skrev han, sammen med en god ven, en bog om skuespilleren Jørgen Ryg.

Sådan begyndte det unikke samspil
Det bliver stort. Vi øver som gale… med behørig afstand. Vi har sat os for, at levere den ultimative koncert”, fortæller Henrik Busborg, der selvfølgelig optræder i klassisk The King-out fit.
Men hvordan var det egentligt historien om symbiosen Henrik Busborg og Elvis Presley begyndte?
Den historie kan vi passende begynde på dagen, da millioner af Elvis-fans verden over gik i chok.
Klokken var lige godt 13.30 tirsdag den 16. august 1977, dagen før starten på en planlagt tourné, da en eks kæreste fandt Elvis Presley livløs på gulvet i sit badeværelse hjemme i Graceland.
Trods ihærdige genoplivningsforsøg såvel hjemme som på hospitalet, blev han erklæret død på Baptist Memorial Hospital i Memphis kl. 15 lokal tid – klokken 22 dansk tid. Dødsårsagen er aldrig fastslået – officielt. Den radioavis glemmer Henrik Busborg aldrig.

“Jeg var jo bare ti år – og på vej i skole. Husker jeg stod i køkkenet med en ymer i hånden, da jeg hørte morgen-radioavisen fra transistoren på køkkenbordet. En stemme fortalte, at “den amerikanske rockstjerne Elvis Presley i dag er afgået ved døden. Han blev 42 år. Presley blev fundet død i sit hjem i Memphis, Tennessee“.

“Jeg følte det uvirkeligt. Gik helt i stå og havde svært at samle tankerne, da jeg kom i skole. Det var en trist dag”, mindes han.

Han var tidligt på den
Henrik var allerede som otte årig blevet dedikeret Elvis-fan efter en nabo hjemme i Stige havde foræret ham et kassettebånd med “King of rock’n Roll Elvis Presley”.
“Det første nummer, jeg hørte, var Blue Suede Shoes, og dér sagde det bare bang! Elvis havde ramt mig i hjertekulen – og jeg har været solgt lige siden. Det vil jeg gerne indrømme”, siger Busborg, som tit har tænkt, at han har meget at takke den nabo for.

Mange lp’er senere var det som han søgte skæbnen, da han i foråret 2004 tilmeldte sig Odense Musical Teaters audition til en nyskrevet musical om Elvis Presley fantastiske liv og musikalske univers.

Og så snakkede vi om dengang for 16 år siden, da jeg første gang mødte unge Busborg og skrev om hans Elvis-drømme i byens avis.

Det endte med, at instruktørerne Erik Bent Svendlund og Carsten Friis udpegede den totalt uprøvede, dengang 36 årige skolelærer til at spille titelrollen i musicalen, som om sommeren blev opført på amfiscenen i Den Fynske Landsby.
Lige dér mødte Henrik for alvor sit udødelige forbillede – og lige siden har de været uadskillige. Et lykketræf.

Livets lykketræf…
Og jo, det var lige dér, på vej til optagelsesprøven Henrik Busborg kom i tanke om C.V. Jørgensens magiske omkvæd fra 1990-albummet “Fra åbne mikrofoner”:

“Livets lykketræf
og et fund af dimensioner
Pak det ud og ta’ det på
for åbne mikrofoner.

Det var lige hvad Busborg gjorde, da han stod foran de åbne mikroner ved optagelsesprøven i dansestudiet på Rugaardsvej.

“Vel var det da et lykketræf, at Friis og Svendlund troede på mig den dag”, funderer Busborg, som efter ti forestillinger på landsbyens amfiscene, fik så mange opmuntrende ord og skulderklap, at han følte sig overbevist om, at det var dén vej han ville … han ville afprøve entertainment a’la Elvis. Siden har de nærmest gået hånd i hånd.

Dog har lærergerningen på Tingkærskolen førsteprioritet. Den kan lærer Busborg slet ikke undvære. I dette skoleår har han matematik, idræt, tysk, musik, teknologiforståelse samt en tjans som en af skolens inklusionsvejledere.

Han har givet mange former for koncerter – bl.a. ved et stort haveparty i den amerikanske ambassade i København – ligesom hans show også er set af Kronprins Frederik.

Anekdoter, nærvær og spilleglæde
Helt i tråd med Elvis’egen historie, giver Busborg også kirkekoncerter med et intimt fem mands setup, hvor nærvær, spilleglæde og kærlighed til musikken er nøgleordene. Og så krydret han altid koncerterne med originale anekdoter fra Elvis Presley fantastiske karriere.

Henrik Busborg & the Devils spiller sig gennem tre årtiers velkendte hits, som alle kan nynne med på. Fra “That’s alright mama” til “Suspicious Minds” fylder genkendelsens glæde kirkerummet.

Det skal da også lige med, at Henrik Busborg er stillet op i nogle konkurrencer i Elvis-efterligning – og er kåret som dobbelt dansk mester, ligesom han har en nordisk titel.

Siden sommeren 2004 er det blevet til hundredvis af Elvis-koncerter og shows rundt i landet – på originalsproget – iført originale “hjemmesyede kostymer”, for, som han siger; så har det forlængst vist sig, at det altid engagerede publikum nærmest som en selvfølge, forventer den ultimative Elvis-oplevelse med show og musik for øje og for øre – og dét får de….jeg elsker det”.

“Kærligheden til Elvis ruster aldrig”, siger Henrik Busborg – og henviser til sin facebook-profil, hvor han slår fast, at “Elvis has NOT left the building”. Og tilføjer: “Jeg tager ham med, hvor som helst og hvornår som helst”.

Knudsens livs drøm opfyldt
Det var Henrik Knudsens vision, at Memphis Mansion” i Randers, i hverfald udefra skal ligne en kopi med modifikationer af Elvis’ sidste og mest berømte hjem, Graceland i Memphis, USA.
Indeni i det sydstatsligende palæ i udkanten af Randers, har Henrik Knudsen valgt kun af gengive nogle få rum til rekvisitter. Der er til gengæld også nogle sjældenheder og klenodier, som kan få selv de mest inkarnerede Elvis-freaks til at gispe af nysgerrighed.
Der er også en Elvis Butik, en “american diner fast food”, et festlokale til events- og intime koncerter. Det er det eneste stationære Elvis Museum udenfor USA, som værner om Elvis’ liv, musik og minde.

“Graceland Randers er smuk Elvis Nostalgi”, siger Henrik Knudsen som i årevis har levet af at samle og sælge Elvis-effekter. For som Knudsen siger, “ikonet Elvis vil aldrig gå af mode”.  Med Graceland Randers fik den gamle odenseaner opfyldt sit livs drøm.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Related Posts

“Vel var det et trist år for de fleste i denne verden, og det nye – som vi er i fuld gang med –...

Odense Banden har besluttet at stoppe – og det sker med udgivelsen af en fordanskning af “What...

De er friske, de er fyrige, de er fynske – og så er de frem for alt unge og talentulde, siger...