By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Kender I det…

at når man nærmest panisk begynder at rode i papirbunker fra en  svunden tid, hvor hverken Google, twitter, sms’er og digitale mails optog vores hverdag. Og dengang man efter håndpålæggelse af kvinders lår ikke blev hængt ud som halvkriminel…   
For som nu forleden, da jeg forsøgte at klikke mig ind på tilstedeværelsen af en gammel ven, og ud af ingenting dukkede en artikel op, som lå et sted i glemmebogen.
Det endte med et eftertænksomt gensyn med en mindeværdig artikel, som jeg skrev efter en midnatssamtale med min genbo Kim Larsen. Anledningen var det længe ventede Kjukken-album; 7-9-13.
Det eksklusive interview foregik på vores stamværtshus ”Grønttorvet”, da det var et værtshus – Larsen boede overfor og jeg ovenpå. Interviewet blev bragt i Fyens Stiftstidende, den 10. november 2003.
Altså er artiklen ren retro.
Vil du læse den, måske engang til… så kan du begynde med at skrue tiden tilbage  – og så lad’ som om du befinder dig i 2003. Dengang, alting gik godt.

——————–

Under samtalen fortæller Kim Larsen blandt andet, hvorfor hans ørehængerne ofte er skrevet om midt om natten.

“Fordi, på det tidspunkt, plejer jeg at være i godt humør. Men også fordi at der fred og ro til tænke, skrive og spille – og det er vigtigt, især når kreativiteten krydres med en smøg og enkelt spids, eller to…”.

For at skabe en skæv indgangsvinkel, end den oplagte, at kredse om den aktuelle pladeudgivelse, så gik jeg – inspireret af mødetidspunktet – efter Kim Larsens hang til nattens gerninger.
Vel vidende, at han som b-menneske bruger natten til at arbejde og tænke tanker og at han derfor “absolut ikke vil forstyrres før sidst på formiddagen. Tidligst”.

Og så, tænker jeg, at så skal Kim Larsen & Kjukkens nye album ”7-9-13” såmænd nok dukke op i løbet af samtalen.

Men ak og vé. Med Kim Larsen gik det sjældent som forudset. Heller ikke, da han ville fortælle om albummet – og så meget andet.

Vi havde nemlig en klokkeklar aftale om et middagsmøde på vores fælles vandingshul og indrømmet, nu godt 17 år senere, så var jeg en smule beæret over, at jeg ville være ene mand med blok og svedige hænder på den anden side af bordet.

Fem minutter i tolv
Jeg mødte pligttro op fem minutter i tolv, Om lidt vil min rolle være en helt anden, end når Larsen og jeg tilfældigt mødtes i baren, samme sted og samme tid iøvrigt. Det gjorde vi ofte. Og så snakker vi om alting og ingenting og klogede os på det meste. Allerhelst ville han tale om sin yndlingsforfatter, Henrik Pontoppidan…  og ”Lykke-Per”, som Larsen gang på gang råder mig til at læse – vi kom også omkring hans barndoms ferier i Slesvig – syd for grænsen, og hos morfaren, degnen i Salby-Torup på Hindsholm, hvor han elskede at komme. En smuk historie, han ynder at genfortælle, mens dagens dont blev skyllet ned.

I dén snak var jeg bagud på points, så jeg styrede elegant ind på anekdoter fra den periode, da jeg arrangerede fire Gasolin-koncerter på Sjælland- men også snak om mesterlige Gøg og Gokke – og især deres geniale ”The Sons of the Desert”, som Larsen havde lånt mig på video. Den humor elskede han.

Nu var jeg altså skriverkarlen fra Stiften, som er rykket ned til bord 1 ved døren, hvor den skjulte dagsorden er en helt anden.

Da klokken slog tolv
Dér sidder jeg så og venter mens middagssolen sender sine lune stråler gennem de duggede ruder og Vor Frue Kirkes klokker bimler i det fjerne. Tolv gange.
Men der sker ingenting. Ingen Larsen er på vej over gaden. Adrenalinet dunker. Mærkeligt. Han plejer at holde ord og frem for alt være meget præcis.
En pilsners tid senere, klokken halv ét er jeg utålmodig. Jeg må reagere…

Går i baren og låner telefonen. ”Hallo… er det Ørnen (Kim Larsens, impresario, red.)”.
Nå hej…
“Jeg har jo en aftale med Larsen – klokken tolv. Tror du, han har glemt det”?

Et nærmest opgivende suk. ”Altså Borgkilde. Det er ikke nu, klokken tolv. Det er alt for tidligt for en mand som Larsen. Det ved du jo. Du har ganske vist en interview-aftale klokken 12, men det er altså først  i aften – midnat”, lyder det venligt, men bestemt fra sangerens tro væbner, Jørn Ørn Jeppesen.,

Mit svar er vist meget enkelt; “Nå… så skal jeg jo vente længe”.

Så –  hej Ørn, vi ses…”
Tilbage til bordet, drikker ud – på med jakken og gode miner til slet spil !!

Hej med dig, Borgkilde
Netop som jeg elleve en halv time senere, en smule mentalt bombet, sætter mig til rette ved samme bord 1, kommer Kim Larsen anstigende frisk, fro og fløjtende.

Hej med dig, Borgkilde… nå, skal vi sidde dér”, siger eksilfynboen med sin velkendte stemme, som får alle i lokalet til at sende blikke mod bordet ved døren. Som om de tænker; Der plejer han da ikke sidde.

Kim Larsen afslappet, glad og snakkesalig i sit vante univers – på Grønttorvet – midt om natten. Foto:John Fredy.

Straks efter stiller bartenderen pligttro et par kolde øl på bordet, en fynsk og en københavnsk.

”Nå Borgkilde, hvad skal vi snakke om….”, lyder det en smule småprovokerende.

Jeg forsøgte at blive i jargon’en;  “Lidt af hvert….“, svarer jeg. “Nå…. så lægger du ud..”, svarede han. Og snakken den gik.

Kim Larsen tænder en smøg…  uden at komme ikke med en eneste kommentar til det sene mødetidspunkt.

Nattens gerninger
Jeg kigger ud på torvet, som er sort som kul, hvilket inspirerer mig til første spørgsmål;
”I mørke er alle katte grå, hvad drager dig ved natten?
”Natten er døgnets mest romantiske tidspunkt – måske er det dét, der inspirerer mig”, siger han og nipper en tår af sin Carlsberg.

“Men også fordi, at på det tidspunkt, plejer jeg at være i godt humør. Glæder mig måske over den gode dag, som er ved at være omme.  Arbejdsmæssigt også fordi der fred og ro til tænke, skrive og spille – og det er vigtigt, især når kreativiteten krydres med en smøg og enkelt spids, eller to… og det sker oftes hjemme i køkkenet”.

Det er altså korrekt, at du skriver dine sange midt om natten?
”De fleste ja, fordi det falder mig bedst ind. Natten er den bedste tid på døgnet, ikke alene til at gå i byen og nyde en spids – på Lørup’s eller henne på Boogie’s Bar – for eksempel. Så det er ikke underligt, at de fleste sange, er skrevet lidt ud på natten – ja ofte tæt på morgenstunden. For så er der fred og ro”.

”Som Storm P. engang sagde, så er det mærkeligt med dagbøger: De fleste er jo skrevet om natten”, kom det pludseligt fra genboen, som også er Danmarks bedst sælgende musiker – og stadig iført sin karismatiske overfrakke.

– I morgen udsender du og Kjukken sit femte album, som hedder; 7-9-13. Hvor mange af de fjorten sange er egentligt skrevet om natten?
”Alle sammen…!”, sagde han og tværede sin smøg ud i askebægeret. … “ja, alle sammen..”

Eksilfynboen
Det er efterhånden ni år siden den modne, succesrige musiker flyttede fra Christianshavn til Odense – ind i en ydmyg to-værelset lejlighed i eventyrkvarteret. Klar til at begynde forfra, både hvad musik og familie angik. Han og kæresten Lise Lotte Kløvborg giftede sig for et par år siden, og sammen har de børnene Lui og Hjalmar.
”Nu kan man vel kalde sig eksilfynbo”, siger han og udelukker ikke, at han, som han udtrykker det ”er på gennemrejse”. Måske han lige dér tænkte på sin rodløshed.

På udkik efter musikere
Straks da rockpoeten og popsangeren fra den københavnske stenbro i 1994 dukkede op i Odense, gik han og vennen, impresario Frank Steen på udkik efter musikere, som han ikke alene kunne spille sammen med – men også fungere med. Og omvendt.

“Det må du da vide, Frank. Du har boet her i hele dig liv…” – og så strøg de ud på de små spillesteder. Bl.a. i kælderen i Vintapperstræde. Eksilfynboen gjorde ikke noget glansnummer ud af det, men det lå i kortene, at ørene var åbne – og at han hurtigst muligt ville samle et band med musikere fra det lokale miljø.

Sandheden er, at flere var inde i billedet og få måneder senere proklamerede Kim Larsen via Frank Steen på Danartist, at Jesper Rosenqvist, Karsten Skovgaard, Bo Gryholt og ham selv nu udgjorde en kvartet, som de efter nøje overvejelser kaldte Kjukken. Efter en gammel tegneseriefigur.

Kjukken udsendte fem cd’er inden bassisten Bo Gryholt sidste år (skrev jeg dengang) valgte at træde ud for at hellige sig andre projekter. Gryholt blev afløst af en anden odenseansk profil, Jesper Haugaard, der som Larsen udtrykte det ”blev optaget som feriedreng”. Underforstået, Jesper skulle lige prøves af.
”Jeg har kendt Jesper i mange år, og han er en glimrende musiker”, tilføjede chefen. Så havde han heller ikke sagt for meget,

Efter flere års pause havde Kim Larsens publikum ventet længe på “7-9-13”-albummet, som udkom efter “Glemmebogen….” – og som Larsen & Kjukkens hidtil største pladesucces.

Noget skulle vi finde på
“7-9-13”, hvorfor lige den titel?”
”Noget skulle vi jo finde på, lyder det typisk – og Larsen fortrækker ikke en mine, men  banker dog tre gange under værtshusbordet”.
– Hvad betyder 7-9-13 for dig?
”Jo Borgkilde, vi lever i en tid, hvor vi kan have brug for at banke under bordet og sige 7-9-13 – og håbe på det bedste”, funderer Kim Larsen, tænder en ny smøg – og beholder frakken på.

Lune Larsen ligner en afslappet, glad mand i sine trygge omgivelser, nu hvor klokken nærmer sig kvart over ét – om natten. Tre kvarter til lukketid. Og mindre end ni timer til jeg skal til redaktionsmøde.
Tiden skal bruges klogt. Så jeg bestiller to øl. En fynsk og en københavnsk.

Synes selv, jeg er en god sanger
Hvordan bliver du egentligt inspireret til at lave dine sange”?
”Det er sjældent, jeg skriver sange samtidig med, at jeg får idéen. Eller omvendt…”, siger han og tager en tænkeslurk.

”Inspiration kan ikke opsøges, den er der bare. Idéerne dukker typisk op sent på aftenen eller ud på natten – især når jeg har lagt guitaren fra mig og røget nattens sidste smøg. Så skriver jeg noter på nogle lapper papir …. og så må guitaren frem igen. Det er sket gange gange”

Jeg har sovet mange idéer væk
– Bliver du aldrig træt af det natteliv?
”Jamen jeg er jo også hjemme hos Blondinen og børnene om aftenen, hvis vi ikke er på turné. Eller også går vi i biografen. Jeg får min søvn om dagen, hvis vi ikke er i studiet. Jeg har sovet mange idéer væk, men jeg er også kommet sovende til mange idéer”, siger han med et gavtyvesmil.
”Det er vigtigt, at jeg husker at skrive det ned, mens jeg har det i mig. Alting dukker op af ingenting – og det gøre det tit”.

– Hvordan er du egentligt som musiker?
“Ikke særlig god, jeg vil gerne være bedre til at spille guitar. Når det kniber, så har jeg jo Skovgaard, som får lov at ta’ over”.

”Men jeg synes, jeg er en god sanger…

Kim Larsen var meget betænksom, som f.eks. efter turen til London i 2005, hvor jeg viste ham instru-mentbutik-gaden, Denmark Street. Kim bad mig gå med, da han ville  købe den ultimative guitar. Efter han i timevis havde prøvet guitarer i alle gadens butikker, vendte vi tilbage til den første, hvor han fandt guitaren, han måtte eje. Da vi var hjemme igen, dukkede han op med denne regning med “Kære John – Tak for hjælpen”. Et kært minde om en sjov eftermiddag, som vi rundede af på en West End-pub.

Det er et spørgsmål om tillid
– Publikum køber koncertbilletter i massevis, men de ved jo ikke, hvad de får?
”Det er et spørgsmål om tillid. Det går jo op og ned i showbizz – og det ved publikum også. Det er ligesom ham med luftgyngerne på Dyrehavsbakken”.

– Hvorfor gik der fem år, inden du udgav et dansksproget album med dine egne sange?
”Sange tager den tid, sange skal tage. Vi skal jo ikke nå noget. Skal vi vel…!”, spørger han, ser på uret og bestiller to pilsnere. “Det må vi hellere inden det er for sent…”

”Den seneste dansksprogede plade, vi lavede, var “Week End Music”, og det var noget møg. Det må du gerne skrive, jeg siger. Den var ikke så god. Men husk lige på, at jeg arbejder jo hele tiden – og at “Glemmebogen” tog meget tid. Nu er skufferne også ved at være for små”, forklarer Danmarks mest produktive komponist og sangskriver om alle de sange, han gemmer på.

Er det korrekt, du har materiale til mindst to albums i skuffen?
”Det passer vist meget godt…. og lidt til”.

Hvordan udvælger du sangene?
”Det er vel efterhånden halvandet år siden, jeg inviterede orkestret og impresario Jørn Ørn hjem i køkkenet, fordi det var på tide at spille og lytte materialet igennem. Der var vel et halvt hundrede sange, som alle skulle have en mening om”. Vi taler altid sammen om den slags…”

”Jeg var vild med et par af sangene, men det lød ikke ret godt, når vi spillede dem, og så blev de smidt ud. Det er vilkårene”.

– Helt ud?
”Man skal ikke samle på affald. Det endte med, vi kogte dem ned til tyve numre, og så spillede jeg dem igennem en gang til. Det er jo ligesom med drøm og virkelighed. Det er også to forskellige ting. Til sidst havde vi fjorten. Det var virkelighed”.

Langtidsturisten i Odense
Jamen, er det da ikke dig, der bestemmer?
”Jo, men jeg kan da ikke bare presse en sang ned over hovedet på bandet, som de ikke kan li’. Husk at med tvang bliver musikere som sæbe i hænderne, og det er ikke meningen – det ved de godt”!

– Hvad betyder det for dig at have musikere, øvelokale, studie, impresario og familie samlet i Odense – og have Kjukken-bussen stående henne om hjørnet?
”Rigtigt meget. Det skaber ro. Det gør det hele nærværende for mig som langtidsturist Det er Blondinens skyld, vi sidder her. Og det er godt, det er sådan”.

Kærlighedserklæringen
I det hele taget, så benytter Kim Larsen enhver lejlighed til at rose sin hustru, Blondinen, som han kalder sin Lise Lotte.

I en af sine nye sange, skriver Kim Larsen bl.a.
“Der er en ting jeg aldrig glemmer,
Så længe jeg lever.
Og det var dengang.
Vi plukkede blomster i Sjølund.
Den grønne sommerskov,
Var blevet gammel og træt. Men os to.
Vi satte alt på ét bræt”.

De to første vers fra sangen “Sjølund” fra 7-9-13, ligner en kærlighedserklæring?
”Selvfølgelig er det en kærlighedssang. Både “Sjølund” og “Viktoria” er skrevet til Lise Lotte. Det ved hun også”.

Liselottes smukke hjemstavn
– Du er god til at lade romantikken slå gnister?
”Nå, det synes du. Sjølund er det smukke sted i Sønderjylland, hvor Lise Lotte kommer fra og Viktoria betyder jo sejr, så alene dét. Ikke…”, siger Kim Larsen, tjekker uret, lægger ansigtet i folder og tværer en ny smøg ud”.

Et tilfældigt møde uden for Lørups Vinstue. “Hov Borgkilde, vent lige….  jeg løber op og henter noget til dig” – og kort efter overrakte Kim Larsen mig et lille Stiftstidende-krus i tin som han og moren dagen i forvejen havde fundet i broderens dødsbo i Kerteminde. Det måske kæreste minde om min gode bekendt Kim Larsen.

Læser du godnathistorier for Lui og Hjalmar?
”Borgkilde…. det hører til privatlivets fred….. siger han med alvor i stemmen. Men gør jeg, så skal det være gode gamle historier. De nye fænger ikke. Lige nu læser jeg ”Bokser-drengen: Kina i oprør…” som er en fantastisk historie af Tom Kristensen. Den kan Hjalmar godt li’.”

– Hvad skal du lave, når albummet er sendt ud?
”Det aner jeg ikke…”
“Jeg skal vel holde lidt pause, indtil vi skal øve fra starten af december. Så er det ved at være jul, og vi skal spille nogle julekoncerter i Forum i København. Ellers må du spørge Jørn Ørn. Han ved mere end mig, end jeg selv gør”.

Karret er tømt for denne gang
– Klokken er ved at være lukketid. Nu skal du vel hjem og skrive sange?
”Nej det skal jeg ikke. Der er lukket ned i et stykke tid. Kan jeg mærke. Karret er tømt for denne gang. Ved du for øvrigt, hvad det er, der fylder karret op igen?”.
– Næh?
”Det gør tiden”.

Jeg rejser mig. Træt i hoved og højrehånd, fyldt til randen med ord og indtryk.
”Tak for i aften Larsen og tak for snakken”.
”Lige måde, kom godt hjem”, svarer Larsen, tømmer glasset, tager kraven op om ørene, kikker ud i det snart tomme lokale, proklamerer ”hej med jer…” og forsvinder ud i natten.

Af
John Borgkilde

Bonus-info:
Kim Larsen fik masser af succes med 7-9-13. Det anerkendte musikblad Gaffa skrev bl.a.; Kan Danmarks populære nationalskjald genopfinde sig selv? Nej, men han kan i høj grad genopdage sig selv, som det sker på 7-9-13, der er noget af det bedste vi længe har hørt fra den humørsyge sanger og sangskriver. Fem år er det siden, at han sidst lukkede os ind i sine små livsbetragtninger på Luft Under Vingerne, men i mellemtiden kom den ikke uvæsentlige Sange Fra Glemmebogen, hvor Larsen ikke kun genopdagede en række danske sangklassikere, men tilsyneladende også sig selv. For selvom det fjogede grin ikke helt et fjernet fra det velkendte fjæs, så kører Kim Larsen på med en række direkte og velklingende sange, der i den grad har noget på hjerte. Både i det store og i det små. 7-9-13 har lune Larsens enkle hverdagspoesi, men han er sjældent hørt så skarp i kæft og kantet som på dette album, der musikalsk er hans klart bedste med Kjukken. Samme dag avisen trykte ovenstående interview udkom albummet, som inden nytår havde solgt 143.189 eksemplarer – altså på 50 dage. Albummet blev årets bedst sælgende. I 2007 havde det solgt 197.000.

 

Related Posts

Arbejdet er udført. Den 26 meter høje tårnkran rives bogstaveligt talt ned. Web-billede taget...

“Husker, jeg kontaktede kursuslederen for at få lov til at ta’ hjem under dynen. Årsag:...

“Jeg har det helt fint med min alder og nej, tanken om at stoppe ligger mig fjernt”, siger Lasse...