By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Når Odenses ældste traktørsted, restaurant Bondestuen på Sdr. Boulevard, genåbner efter Covid19-pausen, så bliver det med Mette Bæhrenz som restaurantchef og ansvarlig for den daglige drift i samarbejde med det øvrige team.

“Corona-ventetiden er lang og barsk for hele branchen og for mig helt personligt er det nærmest uudholdeligt, fordi det er en helt nyt job, jeg skal tiltræde”, fortæller Mette Bæhrenz.

Mange bloglæsere vil sikkert huske hende fra sine godt 20 år som ejer og bartender på restaurant Sir Club overfor Sankt Hans Kirke i Nørregade – og senest de tre år som manager på “Anarkist Beer and Food Lab” på Royal Unibrew.
Da Mette Bæhrenz residerede på det populære vandingssted i Nørregade, var hun også et kendt ansigt i kvarteret – ikke alene som initiativrig restauratør i den centrale strøggade – men også blandt de udsatte.

Det kan ikke gå hurtigt nok, med at komme igang med den store udfordring her på Bondestuen, der jo emmer af  historie”, siger Mette Bæhrenz. Foto: Maja Hella Vinther.

Hun bød FCK eller Brøndby-fans velkommen
Som værtshusværtinde blev Mette Bæhrenz ofte betegnet som rummelig med sans for idéudvikling af skæve events.
På det alternative plan valgte hun at holde ekstraordinært søndagsåbent til glæde for Danmarks største koncentration af højrøstede fodboldfans – fra FCK og Brøndby. Dog ikke samtidigt. Nemlig når de to storklubber skulle møde OB. Da var det kutyme, at de flere timer før kick off  varmede op i den aflukkede Nørregade.

I samarbejde med fanklubberne holdt hun styr på de mildt sagt feststemte tilhængere, som så ofte fyldte Sir Club til bristepunktet – indtil afgang til kick off. Besøgene hos “Mette ovre i Odense” var en særlig tradition.

“Sjovt at tænke tilbage på. Jeg har hverken personligt forhold til OB eller til de københavnske storklubber, men som restauratør i gaden, havde jeg en forpligtelse til at byde tilhængerne inden for, så de ikke skulle vandre tørstige til kampen på stadion”.

Sygdommen kom snigende
Det hele har ikke været “smil, velkomstkram og gang i den”. Et kompliceret sygdomsforløb med blodpropper og mentale nedture, tvang Mette Bæhrenz til at drosle ned på Sir Club. Til sidst var der ingen anden udvej end at sælge livsværket. Trist men nødvendigt. Det var tilbage i 2017.

I dag er hun restitueret, frisk og lykkelig over, at hun relativt hurtigt fik stillet en diagnose, så hun fik den rette medicinske behandling og rådgivning om benhård genoptræning.

“Heldigvis bevarede jeg i hele forløbet troen på, at jeg relativt hurtigt ville komme tilbage til et liv uden smerter. Missionen lykkedes”, siger hun.
“Stort set samtidigt med at lægerne gav mig tilladelse til at vende tilbage til et aktivt arbejdsliv, var jeg så heldig, at jeg blev ansat i en nyopslået stilling som manager på den nye øl- og spise-restaurant “Anarkist Beer and Food Lab. – på Albani Bryggeriet. Et ønskejob med dejlige kolleger, fantastiske omgivelser og et suverænt koncept, hvor jeg heldigvis nåede at få tre lærerige år inden coronaen lukkede Anarkist. Endda på ubestemt tid af konkurrencemæssige årsager, eftersom bryggeriet ejer Anarkist Beer and Food Lab. – og bryggeriet vil ikke provokere branchen som bløder.
Mette Bæhrenz, 49, er stolt mor til 22 årige Nicolaj, der “studerer til ejendomsmægler” og er politisk engageret med byrådsambitioner.

Stor udfordring
Midt i december var der igen bud efter den erfarne og ofte slagfærdige restaurant-pige, da hun blev tilbudt en nyopslået stilling som restaurantchef på Bondestuen.
“Den havde jeg slet ikke set komme. Jeg blev glad og overrasket, og var ikke ret lang tid om at sige ja tak til den store udfordring. Og nu er jeg vildt taknemmelig over, at jeg er en del af holdet som skal byde gæsterne velkommen i den historiske restaurant”.

Den nye ejerkreds er uden de store armbevægelser i færd med at sadle om på det legendariske traktørsted. Det er bl.a. markeret ved udvidelse af serveringsområdet – ud mod den tidligere indkørsel fra Sdr. Boulevard. Med åbningen af den moderne glasudbygning med en tagkonstruktion som kan rulles af og på, er kapaciteten for spisende gæster udvidet og moderniseret betragteligt.

Bondestuen er klar med et opgraderet køkken når der genåbnes. Selv om det nok mere bliver spiserestaurant end et værtshus, så bevares sjælen og tørstige sjæle vil stadig kunne nyde et velskænket glas fadøl, ligesom man traditionen tro kan mødes over et spil billard på matchbordet.

Mette Bæhrenz er ydmyg, men stolt ved tanken om, at hun snart skal byde gæsterne velkommen i Odenses ældste traktørsted. Foto John Borgkilde.

Den gode stemning
 Hvornår tror du branchen – og Bondestuen genåbner?
“Corona er en trist og drilsk modspiller. Føler der hele tiden er nye udspil, vi skal  forholde os til. Et seriøst bud lige nu er, at vores hårdt trængte branche genåbner i april… desværre ikke før. Men så vil vi altså også igang…. det fortjener vi alle… “.

Hvordan vil du som ny daglig leder sætte dit præg?”
“Først og fremmest ved at være til stede og ved at holde fast i den hyggelige og uformelle stemning. Og så vil vi naturligvis lytte til gæsterne. Vi tager altid mod gode råd – så kom bare frit frem”, forklarer Mette Bæhrenz, der som dreven værtshus-bartender har langet tusindvis af “fadbamser” hen over baren.

Restaurantchefen er ikke den store øldrikker, men hun værdsætter den gode bryg og har ofte afsløret viden om øllets brogede verden.

“Øl er ikke bare øl”, slår hun fast. “Øl er et smagfuldt gedigent håndværk. Kan det for eksempel ikke blive avanceret nok, så kan jeg da sagtens blande en særdeles velsmagende øl-cocktail – som dengang sagkundskaben i “Danske Ølentusiaster” havde inviteret “Otte fra Sir Club” til at holde et indlæg om øl – om de muligheder, som øllet byder os.

Fine ord smager ikke af noget
“Jeg tænkte at fine ord ikke smager af noget, så i stedet for foredrag, valgte jeg, at præsentere kenderne for en drik, de aldrig før havde hørt om, set eller drukket. Husker jeg overvejede at møde op iført skudsikker vest. Fyns ypperste eksperter udi øllet, kiggede også overbærende på mig, da jeg lagde ud med at tage en skål med nypisket flødeskum frem fra selskabstasken”.

“De gik i chok da jeg begyndte at blande passende mængder jordbær-syltetøj og Bailey’s med en Theodor Schiøtz-stout og porter. Den skønne humle danner et smagfuldt fundament inden jeg toppede med flødeskum. Jeg var faktisk helt stolt, da jeg så og hørte ølentusiasternes vurdering. Det føltes vildt, da de fortalte, at “min øl-cocktail smager himmelsk”. Tidligere måtte man intet, når det kom til øl. Bryggen var hellig. I dag er det heldigvis anderledes”,

Den anden side af Mette
En helt anden og for de fleste ukendt side af Mette Bæhrenz’ hverdag, er hendes sociale engagement. Derfor er det heller ikke noget tilfælde, at hun i dag nyder tilværelsen som vikar på Varmestuen i Bolbro, hvor hendes positive sind kommer til sin ret.

“De socialt udsatte har mere end nogensinde brug for omsorg, og jeg har det fint med at sætte min restaurantchef på stand-by og ta’ nogle vagter, så jeg kan være med til at gøre en kold tid lunere for nogle af de sårbare. Du må gerne skrive, at mit hjerte banker for de sårbare. Jeg oplever aldrig Varmestuens brugere på nogle måder krævende. Tværtimod oftes ydmyge og taknemmelige over selv de mindste ting, vi gør for dem”, forklarer Mette Bæhrenz, der i tiden som restauratør i Nørregade var en populær skikkelse blandt kvarterets udsatte. Ikke fordi de opsøgte hende – men omvendt.

Trods en travl arbejdsdag som leder af Sir Club, var det ikke ualmindeligt, at hun listede hen om hjørnet, hen til hellestedet, hvor hun stillede en pose på bordet med varm kaffe, kolde øl, vand og smøger – og nogle gange gav hun sig også tid en snak om vind og vejr.

Posen fra Mette kunne være nok til at skabe en flig af positiv stemning i den grå hverdag ved bænkene.
“Måske en smule banalt… .men det handler vel i bund og grund om, at vi alle sammen er mennesker i kød og blod”.

Grundprincipperne er ens på Varmestuen og i Bondestuen – begge steder arbejder jeg ud fra livsfilosofien om, at jeg vil behandle andre mennesker på en måde, som jeg selv vil behandles. Længere er den ikke”. Foto:John Borgkilde.

Smilet varmer begge steder
“Tanken har strejfet mig, når jeg måske lidt dristigt, tillader mig, at man sagtens kan drage en parallel mellem Bondestuen og Varmestuen. Uden at støde nogle på de to adresser. Som udgangspunkt skal gæsterne begge steder føle sig velkomne, trygge og sætte pris på begreber som nærvær, opmærksomhed og varme smil. Og det gør de”.

“En forskel kan være, at på Varmestuen er brugerne ret ligeglade med vikarens nye smarte kjole. Den kommenterer de ikke. Flere ser den slet ikke. Derimod lægger de mærke til smilet og ordene, hun siger. Lykkes det med en smule humor, gerne den sorte, som de fleste elsker, så har det været en god dag på jobbet. Mere skal der ikke til”, siger vikaren Mette.

Bankoværten Mette
Da dette interview skulle aftales, gjorde Mette Bæhrenz det klart, at “dén dag kan det altså først blive efter klokken 16”.
Indtil da var hun optaget af sit betroede job som vært på Varmestuens bankospil.
“Der skal altså være tid til Onsdagsbanko, et tilbud som brugerne hygger sig gevaldigt med. Måske fordi der er fine gevinster, som gratis morgenmad, frokost-billetter og pakker med 20 styks smøger”.

Ellers byder Varmestuen på omsorg og respekt. Goder, man gerne vil gå langt efter. Skulle det knibe, så kan Varmestuen også klare et måltid mad, et varmt bad og tilmed en samtale, hvis det er nødvendigt.

Samme principper
Tilbage til parallellen mellem de “to vidt forskellige stuer”, så arbejdes der efter vikarens mening ud fra præcist samme grundprincipper. Længere er der mentalt ikke mellem Varmestuen på Højstrupvej og Bondestuen på Sdr. Boulevard.
“Uanset hvilke mennesker jeg beskæftiger mig med, så bliver jeg mindet om min livsfilosofi, som fortæller mig, at jeg agter at behandle andre mennesker på en måde, som jeg selv vil behandles på. Længere er den ikke”, siger Mette Bæhrenz på falderebet – og husker blog-skriveren med på sommermusikken i baghaven.

Bondestuens ejer Jon Tølbøll er særlig glad for at præsentere den rockspillende kunstmaler Johnny Madsen. De har i  flere år været private venner. Madsen fylder 70 år, den 31. marts.

Opkvikkende sommer-cocktail
Bondestuen genåbner bogstaveligt tal med fuld musik. Ligesom i 2020 står ejerkredsen bag koncertserien “Musik ved Bøgen”. Til hver koncert sættes 480 billetter til siddepladser til salg. Apropos corona-restriktioner, så er kapaciteten godkendt af myndighederne.
Legendariske Johnny Madsen og hans band med blandt andre superguitaristen Knud Møller fyrer gedigen Fanø rock og blues af ved premieren fredag 4. juni.

Dagen efter skrues ned for decibellen, når den bramfri rødtop Annika Aakjær slipper anarkiet løs. Her er meldt udsolgt – det er der også fredag 13. august til Dodo & The Dodos’ hitparade.
Til gengæld er der stadig billetter til koncerterne med super aktuelle Mads Langer (14. august) samt Carpark North og Søren Huss (3. og 4. september).

Elektrorock-bandet Carpark North er det seneste navn på plakaten. Et fornemt program i traktørstedets baghave med rytmer for enhver smag.
“Musik ved Bøgen” ligner opskriften på en opkvikkende sommer-cocktail som forhåbentligt kan serveres som et feststemt punktum på historiens værste krise. En open air-opkvikker, vi ser frem til.

 

 

.

 

 

 

 

 

 

 

 

Related Posts

“Jeg har det helt fint med min alder og nej, tanken om at stoppe ligger mig fjernt”, siger Lasse...

“For mig var det en mulighed, som jeg synes, jeg var nødt til at tage. Jeg kendte Odense Teater så...

Der er umiddelbart et stykke vej langt fra den lumre Omar Papa i herrelogen Ørkenens Sønner til...