By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Jeg havde glædet mig i ugevis, talt ned til dagen og nærmest overmandet af forventninger om at blive forført udi en uvis fremtid, mødte jeg op i byens fine gamle bladhus i Jernbanegade 1, fredag den 1. april 1977. Dér blev jeg belært om, at man her på Fyn ikke møder op til nyt job på en fredag. Adrenalinet strøg adskillige grader nedad. 

Lørdag begynder man heller ikke, så jeg valgte at gå en tur i de flagsmykkede gader og tænkte; ”sikken modtagelse i min nye by”. De flager alle steder. Hvor vidste de fra jeg var ankommet.

Heller ikke en søndag og slet ikke en mandag, begynder man på en ny arbejdsplads. Overtro eller kutyme aner jeg ikke. Så jeg mødte glad og fro op tirsdag den 5. april. Nu skulle det være. Med rystende hånd og sved på panden, hilste jeg på redaktøren, der efter at have anvist mig kontor og egen skrivemaskine, fortalte, at jeg lige så godt kunne gå hjem igen. Det ser ikke ud til, at kommer avis foreløbigt, forklarede redaktøren kortfattet. 

Det viste sig, at husets typografer havde nedlagt arbejdet i sympati med kollegerne i Det Berlingske Hus. Dét var en ambivalent oplevelse. En måned senere vendte typograferne tilbage til sætteri og trykkeri. Tilbage ved egen skrivemaskine, bad avisens redaktør Juel V. Ry mig begynde på avisens nye distriktsblade. Stiftstidende mobiliserede en nådesløs kamp om indtægtsgivende annoncører med Fyns Amts Avis’ UgeAvisen, som var rykket ind på Stiftstidendes territorium i Stor-Odense. Det gamle bladhus var rystet i sin grundvold.  Jeg havde derpå syv begivenhedsrige og lærerige år på Odense Posten, hvor fundamentet til de næste 40 år i avisens tjeneste blev støbt.

Related Posts

Kanal 5’s tv-kommentator Zak Egholm fortalte før kampen mod Østrig, at Sepp Piontek netop var...

Mandag den 2. januar 1967 var en underlig dag. Den meget tidlige morgenstund, tog jeg søvndrukken...

Det var i nittenfireoghalvfjerds eller cirka der omkring, da jeg forsøgte mig som arrangør. Ikke...