By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Det skulle jo ske. At jeg skulle afprøve endnu et medie.

Det var i juni 2018, jeg tog den ultimative beslutning, lukkede øjnene og sprang ud på det dybe digitale vand – med samlede ben.

Jeg véd, at mange stadig mener, jeg forlængst burde være udstillet i en montre på mediemuseet. Men dette blog-univers er altså helt mit eget. Her er der ingen chefer, der skal overvåge mig. Her er jeg min egen chef – og her holder jeg mange møder med mig selv. For jeg stiller store krav. Meget store krav, skal jeg hilse at sige.

For det skulle jo ske, det her. Jeg har været med hele vejen – fra Gutenberg til Gates og Google – fra blysats og papir-manuskript, til nutidens digitale medie-platforme. Hvor den digitale teknik og faste formler, desværre udelukker de fleste former for kreative sig fantasifulde processer. Hvilket f.eks. har gjort de fleste dagblades designs røvkedelige og forudsigelige.

Redaktionelt klenodie. Manuskript fra 1971, hvor overskriften skrives – og sendes videre til sætteriet.

I flere end 56 festlige, fornøjelige, formidable, fortryllende og forrygende år i pressens urtehave, har jeg været så heldig, at være en del af en historisk medie-udvikling, hvad angår teknik og formidling.

Da jeg sendte borgkildesblog.dk i kredsløb, var der sikkert mange som rystede på hovedet og sagde: At han gider….  men kære venner, jeg beklager: Jeg gider godt. For jeg kan slet ikke lade være med at snuppe endnu en omgang i medie-karrusellen. At udfordre skæbnen.

Fundamentet til mit livs eventyr

For vist var det et eksperiment, da jeg sprang ud med borgkildesblog.dk

På den anden side set, så har jeg jo sprunget ud i mange eksperimenter gennem mit brogede liv. Og jeg er her da endnu.

Jeg var sikkert ikke klog nok til at gå i skole, men til gengæld klog nok til at gå i lære som typograf på Roskilde Tidende – endnu mens bogstaverne blev støbt i bly. Det var dér, på Stændertorvet i Roskilde, fundamentet til “mit livs eventyr” blev støbt. Jeg ville noget med aviser. Det var i efteråret 1962. Jeg havde ingen særlige talenter, jeg var kun lidenskabeligt nysgerrig. Og sådan er det forøvrigt stadigvæk.

Gode råd fra journalisteleven Lasse Ellegaard

Efter ganske få dage i sætteriet sneg jeg mig op på redaktionen, hvor jeg spurgte en lige så grøn journalistelev Lasse Ellegaard om råd til, hvordan jeg kunne gøre mine hoser grønne på redaktionen. Jeg var jo bare en 16 årig håndsætterlærling, der ville vide mere.

Netop dét møde, har jeg ofte talt med Lasse om. Han gav mig de få, men gode råd, jeg skulle bruge – og som måske var med til at bane vejen til mit livs eventyr. “Du skal bare gøre, det du mener er mest rigtigt. Det du synes, du er bedst til. Følg hjertet – være ikke bange. Og så skal du lægge nogle af dine idéer på redaktionssekretærens bord. Så kommer det hele nok af sig selv”, lød hans enkle råd.

Lasse fik ret. Det varede ikke længe før jeg leverede mit unge livs første notitser og artikler …. og endda fik skabt min første klumme. Noget til lokal-redaktionen og noget til sporten. Jeg kan stadig huske lugten af avispapir på redaktionen.

Og snart var det normal praksis for mig, at fordele arbejdsdagen mellem blysats, sætterkasser, skibe, vinkelhager og ombrydning fra 7 til 16 og derpå journalistik på redaktionen et par etager oppe – hvor der med udsigt til torvet, rådhuset og domkirken, blev klapret på skrivemaskinen til langt ud på aftenen. Jeg var ramt af en uhelbredelig virus. Avisens indre magi. Jeg er aldrig blevet helbredt.

Lige siden har jeg været beriget af en ubændig trang til at vide mere, til at lytte, til at kommunikere med mennesker, til at informere og formidle – i et underligt univers i evig udvikling.

Karrierens sene efterår

Nu er det så, at jeg i min karrieres sene efterår, lidt rablende småskørt måske, finder på, at oprette – og skrive denne blog. En slags hjemmeside, jeg opdaterer jævnligt – med store og små historier. Noget om det jeg ser og hører på min snirklede vej gennem byen – historier om mennesker, kendte og ukendte, der fortæller mig en anderledes, skæv historie – men også noget om indtryk fra den by, jeg på godt og ondt har været en del af i en halv menneskealder. Og ikke mindst fra tid til anden beskrivelser af anekdoter og oplevelser, jeg finder i min indre glemmebog.

Her i borgkildesblog.dk er der ingen deciderede foromtaler, ingen begivenhedskalender, slet ingen kommercielle eller betalte indslag eller  reklamer og annoncer, her er heller ingen madopskrifter og ingen så meget andet! Jeg er frem for alt ikke i lommen på nogle andre end mig selv.

Bloggen er derimod en broget landhandel – et hyggehjørne med blink i øjet. Jeg har ikke ramt plet – endnu. Men jeg arbejder hen imod pletten. Det skal nok komme. Der er stadig plads til forbedring, forandring – og nytænkning.

Positiv respons gør glad

Det er ingen hemmelighed, at jeg her i løbet af de første fire en halv måned har fået positiv respons. Ja faktisk en del skulderklap. Folk jeg møder ude i byen, fortæller mig minsandten, at jeg har fat i noget rigtigt – og nogle påstår endda, at de hygger sig med “lige at tjekke, hvad ham John Borgkilde nu vil fortælle os”. Den slags tilbagemeldinger varmer en ældre herre med pen og blok i inderkommen og et journalist-hjerte, der stadig banker for at fortælle den gode historie. Uden af blive kikket over skulderen og rettet af en emsig redaktionschef.

Så kære venner; Vil I med, så ta’ plads i blog-vognen. Det er frit for enhver og rejsen ganske gratis. Jeg aner ikke, hvor vi er på vej hen. Men det bliver sikkert sjovt ….

Men, hvis er I lige så nysgerrig som jeg, så ta’ med til mit drømmeland, dér hvor man ka’ drømme… med på en digital rejse, hvor der serveres  kuriøse, farverige, sjove, skæve og anderledes historier, krydret med anekdoter, tilbageblik, svirp med halen og et lille smil – som kan give næring til reflektion og fordybelse.

John Borgkilde

 

(Foto: Torben Madsen)

Related Posts

Med SKYGGER I ODINS BY skaber Møntergården og Sans-1 en unik og byvandring, hvor fiktion og fakta...

De historiske nattevægterne er i fuld gang med at vandre i gyder, gader og stræder, torve og smøger...

“Jeg er ikke alene lykkelig over, at det relativt hurtigt lykkedes at sælge min skønne forretning,...