By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Lige nu, i skrivende stund, er det præcist en uge siden, Lars Arvad ringede til mig: “Det er Lars. Har du hørt det……(pause)”, sagde han med grus i stemmen….”Hvad… “, svarede jeg. “Har du ikke hørt det…..”, spurgte han. “Hvad har jeg ikke hørt…” (pause). “Kim er død….. Kim Larsen er død. …… har jeg lige hørt”. Jeg så på uret. 11.31. Da var det som om alt gik i stå inde i mig.

Sådan skrev jeg for et år siden på denne blok.

Synes lige, jeg havde hils på Kim henne om hjørnet …som vi plejede, hvor han sagde; “hej med dig…” og tilføjede “hold ud” og stavrede, fløjtende videre. Med kasket, stok og skævt smil.

Lars Arvad var frivillig ved 35 kilometer-mærket i et maratonløb, hvor han uddelte vandkrus til dem, der løb det lange løb. Anede ikke, han havde de interesser. Underligt at få den triste nyhed lige derfra…    Lars mente, har han senere fortalt, at han havde pligt til at fortælle mig den triste nyhed, “som den første”.

Kim Larsen var en del af os alle – hele tiden, alle steder – lige indtil dén søndag, klokken 11.31.

Da jeg sagde farvel og tak til Lars, var jeg i syv sind. Anede ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Slog telefonen fra og minderne dukkede op…  mange defilerede forbi ….mange blive stående fastlåst… fra de næsten 45 fantastiske år, hvor jeg var så heldig og dybt privilegeret, at få lov til bare at komme en lille bitte smule inde for i Kim Larsens univers.

Den dag stod minderne og oplevelserne i kø. Ganske som tusinder og atter tusinder andre i dette land – på denne dag.

Uskarpt foto fra en dag i 2002, som står kniv-skarpt for mig, da Kim Larsen dukkede op til mit 25 års jubilæum på vores vandingssted Grønttorvet og sang “Sølvstænk i Dit Gyldne Hår”. Det var sgu stort – og er et smukt minde.

Lidt underligt at “This is my life” dukkede op i baghovedet, mens jeg forsøgte at finde mig selv  …. jeg nynnede så godt jeg kunne. Jeg kan stadig ikke komme af med den. Den er klinet fast til nethinden.

This is my life

this is my time

just show me the light

and I go there.

Jeg så mig om i stuen. Mærkeligt der lige skulle ligge tre Kim Larsen-lp’er under opslagstavlen med de kære minder, et fødselsdagskort skrevet på vers fra Kim og Liselotte, plakaten med Gasolin øverst fra Roskilde Festival 1973, som Kim forærede mig, en regning fra en musik-butik i London “Kære John – tak for hjælpen”, et foto, hvor Kim forærer mig et krus i tin, som broren Tore havde fået i flidspræmie for at gå med aviser i Kerteminde.

Og så dukkede de indre billeder op fra tourbussen, der kørte rundt i Jylland med Mr Ming ved rattet, et  jammede band og hvor Kim med sprød stemme brød ind med ordene; “så skal I lige høre den her…”, hvorefter han rystede en ny sang ud af skjorteærmet. I mens kørte det sommergrønne landskab forbi, som det var en Danmarksfilm – på vej til Viborg, Vojens, Vejle, Skive og Sønderborg- og London, hvor Kjukken to gange spillede på agtværdige Shepherds Bush Empire.

Der plejede ikke ligge Kim Larsen-plader fremme på den måde. Det gjorde der den dag… aner ikke hvorfor. “Gasolin’ 3” – fra 1973. Det bedste Gas-album af dem alle – med perler som Kjukken stadig havde på koncertrepertoiret. Kim Larsen & Bellami’s “Kielgasten”, 1989, skrevet som musical – og Kim Larsen & Kjukken’s “Du glade verden” fra 2012.

Kort før vi gik på pub for at nyde en enkelt spids midt i vores intense søgen efter den ultimative øve-guitar i Denmark Street,  fik jeg lov til at ta’ et billede af rejse-kammeraten. Det var i 2005.

Jeg vil høre et nummer fra “Du glade verden”. Det ligesom hører sig til, tænkte jeg. Tændte pladespilleren og nærmest i affekt satte jeg nålen på vinylens allersidste sang, på side to: “Hvorfor blæser vinden så hårdt”.

Den sang er ny for mig. Hører den kun overfladisk. Men gribes, da teksten går op for mig. Sætter den på igen – og igen.

Ordene føles voldsomt stærke, lige dén dag. Sangen slutter: “Åh, du søde, tak fordi du kommer mig i møde/Dine hænder de er lige så bløde/Som honningmælk og butterdej – Jeg er lige kommet tilbage fra de døde/Bare for at møde dig”.

Jeg fik hørt, hvad jeg ville.

Det var den sidste sang, jeg satte på den dag. Jeg lagde vinylerne på plads, dér hvor jeg har “alt med Kim Larsen”. Nu sad jeg bare og kikkede ud i den blå luft – ud over byens tage. Helt ud til fuglene, som denne grå søndag nød at have luft under vingerne.

Men sangene fortsatte inde i mig … det smukke lydbillede af “Som Et Strejf Af En Dråbe” er uafladeligt dukket op, siden den søndag klokken 11.31 – da mit liv ændrede sig.

Kim Larsen var ikke min ven. Men en rigtige god bekendt. Ven er et stort ord. Jeg tror ikke, han havde så mange venner. Jeg nød hans fortrolighed og skæve humor.

Der var meget, jeg ville have takket Kim for. For sangen, for snakken og fordi han gav sig tid til lytte og reflektere på de mærkeligste ting, jeg kunne finde på at sige.

Kim Larsen fortalte mig noget, der aldrig vil ende i min glemmebog. Aldrig. Han satte spor i sjælen og gjorde mit liv rigere. Først nu går det rigtigt op for mig. Af hjertet, tak for det.

Vi ses igen.

Minderne har man vel lov, at ha’.

 

 

 

Related Posts

Kultur !! Er det ikke noget man pudser møbler med? Citat: Robert storm Petersen   CÆCILIE HAR...

“Jeg er overvældet og glad over, at vores trofaste publikum har været så loyale, som det nu viser...

Så ligger det fast. Efter længere tids rygter om Rottefælde-holdets udseende, er revy-sløret nu...