By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Jeg husker den så tydelig, den stille middagsstund i starten af november 2006, da jeg kom gående på fortovet ud for Lørups Vinstue – og pludseligt blev stilheden brudt, da Kim Larsen kom fløjtende ud fra trappeopgangen.

“Go’dag hr Borgkilde, hvad laver De her”, spurgte han underfundigt – og en smule befippet svarede jeg noget i retning af; “ jeg står bare her”.

“Nå, men så bliv stående”, replicerede han uden at fortrække en mine, rettede på kasketten og drejede om på støvlehælen; “Lige et øjeblik. Jeg skal lige op i privaten og hente noget”. Et lille minut senere var han tilbage, nu med et lille tinkrus i hånden. “Se her Borgkilde…. det skal du ha’ “, sagde han og så helt højtidelig ud.

Og så forklarede han stille og roligt, at storebroren Tore døde få dage forinden, og at Kim og hans mor havde været i Kerteminde, for at se på noget af det Tore havde efterladt. Der fik vi øje på det lille fine, over 50 år gamle tinkrus med indgraveringen Fyens Stiftstidende – 3     

Den smukkeste gave, man kan tænke sig, var sangen fra Larsen – og og selvfølgelig synger man “Sølvstænk i Dit Gyldne Hår” til en 25 års jubilar. Sigfred Pedersen-sangen var med på “Det Var En Torsdag Aften” – kort tid efter.

Forundret og beæret

Jeg følte mig på én gang forundret og beæret, mens Kim forklarede mig historien om kruset og om broren – den korte årsag var, at da Kim og hans mor fik øje på kruset, straks så et link mellem tinkruset og mig, som på det tidspunkt havde været godt 30 år på avisen – den avis, hvor jeg så ofte havde skrevet interviews med den ikoniske spillemand.

Nogle historier husker jeg bedre end andre.

Blandt andet den jeg skrev efter hans impresario ringede fra Kjukkens tour-bus på vej til koncert i Ålborg og fortalte, at “Kim har sagt, at jeg gerne må fortælle dig, at han lige har skrevet den sang om Odense, han havde fortalt dig om – og så kunne jeg høre mesteren selv spille og synge i baggrunden;

Solen den går aldrig ned/men når den gør det, så går vi med/si’r goddag til den gamle fugl/Fyn er fin, farmand er fuld/Her i Odense/Her i Odense…  (…)  Men hvis der er nogen der går og tror /at det er her at tosserne bor/så ka de godt tro om igen/for jeg har fundet mig en lille ven/Her i Odense/ Her i Odense”, sang han mens chauffør mr Ming. styrede mod nord.

Er Fætter BR med? – så vil jeg ikke være med 

Og så var der dengang i 1998, hold op, det er tyve år siden, da spillemanden fortalte, at han havde sagt ja til at være med i TV2’s julekalender.  Den historie   forærede han mig  solo – så jeg bestilte plads på forsiden. Lige inden jeg trykkede på send-knappen, ringede Frank Steen, der var impresario på dét tidspunkt, og fortalte, at Kim havde ombestemt sig. Derfor skulle jeg stoppe historien.  

Trubaduren fra H.C. Andersen-kvarteret var tiltænkt en stor rolle som baggårdssanger i julekalender-succesen ‘Brødrene Mortensens jul’. Men da han fandt ud af, at kalenderen var sponseret af BR Legetøj – og at Fætter BR skulle dukke op på skærmen lige før alle afsnit, så han sprang fra.

Kim Larsen ville af princip ikke involvere sig i et reklame-show, som han altid udtrykte det. Det blev min historie iøvrigt endnu bedre af, selv om den særdeles omskrevet måtte vente et døgn med at blive bragt. Der lød et ramaskrig hos familien Danmark. Aldrig før og måske også efter, har den fynske avis været citeret i så mange medier på samme dag.

Derimod fik jeg ikke lov til at få historien solo om sit nej til Ridderkorset. “Borgkilde, vi sender en pressemeddelse ud til alle jer glubske skriverkarle, det må du kunne forstå”, sagde han med et smørret grin og skoddede smøgen. Det var i den pressemeddelelse, han bl.a. udtalte, “… at det da ellers kunne have været hyggeligt at ryge en smøg med dronningen i privaten”.

Proklamerede stolt fra altanen, at sønnen var kommet til verden

Og så mindes jeg iøvrigt også den tidlige morgenstund, også for tyve år siden, da en lykkelig gavflab iført undertrøje, anråbte mig fra altanen på første salen. “Hej Borgkilde, Liselotte fødte i nat … “, og så tilføjede han vægten og længden i en fart, jeg aldrig nåede at registrere. “Så har du den nyhed at løbe med ….”, lød den velkendte stemme få timer efter sønnen Lui var kommet til verden. Og ja. Det blev også dagens nyhed.

I dag er Lui talentfuld og dybt engageret kortfilmmager og digter.

Jeg spiller skam gerne for dig Borgkilde, men ikke ude på landet. Det er sgu for kedeligt – og det er jo slet ikke dig, sagde spillemanden. Og han havde jo ret. Jeg gik til chefredaktør Egon Tøttrup med mit ønske og han gav mig lov til, som den første i avisens historie, at fejre 25 års jubilæum uden for huset. Dengang lå avisen på Blangstedgårdsvej – næsten ude i Marslev.

Jeg er allermest stolt af interviewet over flere sider, han gav mig og avisens særlige tillæg i forbindelse med årtusinde-skiftet, hvor han nærmest filosofisk fabulerede over tanker og visioner om fremtidens verden.

Det blev en af mine største udfordringer i mine godt 50 år som skriverkarl. Da den gamle dansklærer havde gennemlæst og godkendt artiklen med de obligatoriske kommatilføjelser, fik han gennemtrumfet tilføjelse af mindst tre semikolonner i den omfattende artikel.

“Semikolon er et smukt og alt for overset pausetegn. Det skaber et bedre flow i læsningen”, proklamerede han så ofte på bodega-universitet. Først da jeg fik placeret de lovede tre tegn, var han tilfreds. Så det var jeg også.

Flidspræmien som Kim Larsens bror, Tore, var meget stolt af – og som han gemte i over 50 år. Nu har den en æresplacering på min hylde.

Tore levede en stille tilværelse

Tilbage til historien om tinkruset, som Kim begavede mig med, iøvrigt ganske få dage inden han og Kjukken udsendte albummet “Gammel Hankat” (læs historien om hankatten andet sted her i bloggen).

Storebroren Tore Larsen levede indtil sin alt for tidlige død, som 64 årig efterlønner, en tilbagetrukken tilværelse, langt uden for rampelyset. Det havde han det fint med. Stille af natur, udlært rørlægger og i en årrække skattet medarbejder på genbrugsstationen i Kerteminde. Han efterlod sig hustruen Gitta, to sønner – og syv børnebørn. Som knægt gik Tore med aviser i det indre Kerteminde. Det gjorde han så godt, at han efter tre års tjeneste fik tinkruset som påskønnelse – en flidspræmie, han var meget stolt af. Det var på alle måder en raritet, som jeg pludselig stod med i hånden – og tænkte; Hvad gør du nu, lille du…

Lige nu står kruset på hylden i mit ydmyge arbejdshjørne, og dér vil det blive stående som kært minde om en tid, der var engang. En kuriositet, som jeg har værnet om lige siden den grå novemberdag i 2006. Det er sgu da vemodigt, at tænke på.

I det hele taget, så gav Kim Larsen mig hen ad vejen flere små gaver – ikke mindst talegaver. Det var stort for mig, da han den 2. april 2002 dukkede op til mit avisjubilæum, som avisens gav mig lov til at holde på Grønttorvet, der dengang var et hyggeligt værtshus og i øvrigt vores fælles vandingssted.

Midt i det afsluttende studiearbejde til albummet “Det Var en Torsdag Aften”, gav han sig tid til, sammen med Liselotte, at dukke op til festligheden. Og ud over en flaske af min yndlingsrom, sang han “Sølvstænk i dit gyldne går”. I dag står det  for mig, som den smukkeste gave, jeg kunne få. Da det rigtigt gik op for mig, var det overvældende og rørende.

Og nej, jeg kan heller ikke frigøre mig fra de store og de små anekdoter og skæve, anderledes og herlige møder med den gamle poet og popmusiker – min nabo, genbo og gode bekendt.

Lige siden filmen blev vist på tv, for Gud ved hvilken gang, har jeg haft “Midt om Natten” uafladeligt kørende i baghovedet – sammen med “Papirsklip” og “Haveje”. Og de er der endnu. Sangene!

Odense-historien kort

Siden 1994 havde han været eksil-fynbo, som han yndede at kalde sig. I al stilhed og uden pressens bevågenhed, rykkede Larsen og hans sønderjyske kæreste Liselotte ind i en halvanden værelset lige over Lørups Vinstue, som hans impresario Frank Steen drev. Den lejlighed, hvor sønnerne Hjalmer og Lui også boede, blev senere udvidet til det dobbelte, da Larsen købte nabolejligheden så første, og rev en mellemvæg ned. Mens ombygningen af lejligheden stod på flyttede familien Larsen hen på den anden siden af gaden og boede en sommer lige under denne skribent. Det blev en fornøjelugt genboskab.

Lejligheden oppe over Lørups Vinstue og Lars Marcussens kunst- og rom-butik blev musikeren, sangeren og poeten Kim Larsens hjemmeunivers de næste mange år.

Det var impresario Frank Steen fra Danartist henne i Overgade, som rådede Larsen til at flytte til Odense, bl.a. fordi han her i byen kunne få den ro i hverdagen, som han higede efter.

Han havde netop forladt bandet Bell*Star, og gik fra dag ét i Odense på udkik efter nye musikalske venner – bl.a. i byens mindre spillesteder. Han var faste besluttet på også at starte et nyt musikalsk liv. Allerede året efter var Kjukken samlet – udelukkende med Odense-musikere. Det blev til 24 års unikt samspil. Guitaristen Karsten Skovgaard var med på hele rejsen.

Og det var smukke Charlie,  på sin Harley….. skråler Kim Larsen i spidsen for Gasolin i Fyens Forum, aftenen før nedrivingen begyndte – bare 80 meter fra den adresse, han kom til at bo med sin  familie i 24 år –  frem til sin død.

The Last Waltz i Fyens Forum 

Der er sikkert ikke mange som i dag tænker på, at Kim Larsen og Gasolin for 40 år siden skrev et stykke Odense-historie – i Fyens Forum, der siden 30’erne havde været hele Fyns udstillings- og koncertmekka.

Hovedindgangen ud mod Sortebrødre Stræde lå bare 70-80 meter fra Claus Bergs Gade, hvor musikeren havde  bopæl gennem 24 år.

I Forum er der ofte op mod 5000 mennesker til rockkoncerter. Det havde der været til to koncerter med Gasolin’ 24. og 25. marts 1977.

Kuriøst og selvfølgelig ganske tilfældigt er det i dag at konstatere, at Kim Larsen og Gasolin’ gav den allersidste rockkoncert i Fyens Forum, helt præcist mandag den 20. februar 1978.

Ganske få dage senere begyndte nedrivningen af den legendariske udstillingshal og koncertsal.

Også Gasolin var ved at være slidte

Den smukke plakat t.v. med det velkendte logo, er fra Odense-koncerten året forinden, 25. marts 1977 – en turné i slipstrømmen på Gasolins sjette album “Live sådan,…” fra 1976. Det syvende, suverænt stærke “Gør det noget”, kom først i (jule)handlen den 11. november 1977.

På det tidspunkt var det også ved at være slut med nedslidte Gasolin’, der efter bare ni år på landevejen, spillede op til den allersidste dans, den 21. august 1978 – for 40 år siden. Den aften afrundede bandet sin korte, men historiske karriere i Folkets Park i Malmö. Det var afslutningen på et stykke dansk musikhistorie med fire gadedrenge fra Christianshavn, der steg til tops som Danmarks absolut mest succesfulde rockband i 1970’erne, ja forever.

Tilbage til Fyens Forum, der i virkeligheden omfattende to haller, en cirkelrund kuppelsal og en rektangulær sal. Salene – eller hallerne om man vil – kunne adskilles ved at sænke en 17 tons tung ucharmerende såkaldt hejsevæg ned mellem dem.

Og al det fortæller jeg, fordi jeg en middagsstund i 2o06 fik et tinkrus foran Lørup’s henne om hjørnet. Da gjorde spillemanden Kim Larsen en råkold novemberdag lunere.

Historien og minderne hænger sammen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Related Posts

Odense Boldklub har driblet sig til lidt af en genistreg, idet superliga-klubben har sikret sig...

Den uskønne sorte asfalt er langt om længe skrællet af og Overgade ligner sig selv. Og de handlende...

Ikke alt går som ventet. Hverken i H.C. Andersens historier eller byggeriet af super-museet i...