By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments
De fleste rigtige mænd har prøvet det. Men ikke ret mange taler om det. Måske er det tabu?
Jamen okay, jeg har da også  forsøgt at fortrænge episoden i årevis. Ja, så lang tid, jeg kan huske. men nu skal proppen af flasken, nu kan jeg ikke holde det i mig længere. Akkurat som den nat, hvor jeg blev småkriminel. Eller noget der ligner.
Så jeg går til bekendelse – og så får I den sandfærdige historie, råt for usødet. Jeg har været i karambolage med ordensmagten. Taget på fersk gerning. Jeg har angret lige siden den sene nattestund i november 1987. Da alt gik galt.
Det var end mørk og stormfuld nat. Omkring det tidspunkt, hvor natklubbens sidste gæst var ved at finde overtøjet. Jeg selv var  umættelig på vej til at runde en hyggeaften af på Tinsoldaten, eller var det på Nattergalen – eller natbageren i Overgade. Jeg var ihvertfald på vej.
Jeg anede ikke, de årvågne betjente så, hvad jeg havde gang i. Indrømmet, jeg tog chancen, dum, ung og naiv som jeg var. De  passede deres arbejde. Noget skulle der på blokken. For pludselig, mens jeg stod, formentligt dybt koncentreret og forrettede min nødtørft bag plankeværk og skraldespande i Dansestræde, blev jeg opdaget midt i mit ærinde. Jeg husker det ikke alene som en naturlig trang, men en simpel menneskelig nødvendighed.
Jeg forsvandt ind i mørket 
Betjente i fuld uniform havde fra vognen set mit kontrafej forsvinde ind i mørket – og de anede straks uråd. Projektøren fra patruljevognen blev rettet direkte mod mig. De tog mig på fersk gerning, om ikke med bukserne nede – men pænt tilknappet. Det viste sig, at de skarpsindige herrer bogstaveligt talt var kørt i stilling henne i sidegaden, Gravene. Da var det som om al luften gik ud af mig. Jeg stod badet i spot – og kunne ikke andet. Rystede over hele kroppen og forsøgte at bevare roen.
Min opsigtsvækkende forseelse blev for alvor sat i relief, da jeg kunne se og høre, at midt ude på Nørregade, bare 20-25 meter derfra, lå der tre-fire unge og hamrede løs på hinanden så blodet sprang. Det interesserede ikke de granvoksne mænd, der langsomt men sikkert, kom mod mig. Minsandten om de ikke gjorde opmærksom på, at de kom fra politiet. Med blok og pen i hånden, spurgte de med myndige stemmer; “hvad laver du her”. Og dér var jeg på Herrens Mark.

Billedet er taget i smug, mens mørket sænker sig over city. Der findes ikke et skilt, hvorpå der står Dansestræde. Mystikken breder sig.

Ingen dumsmarte bemærkninger
Trods den nervepirrende konfrontation, overvejede jeg at replicere, at “det aner jeg da bestemt ikke”. Men det gjorde jeg ikke. Der var ikke plads til dumsmarte bemærkninger, tænkte jeg. Og så spurgte de skarpt; “har du drukket….og føjede til, “det ved du godt, at det dér må du ikke”, hvorefter de granvoksne mænd pegede på området bag skraldespandene”.
Da tænkte jeg, at de gutter dér virkeligt har fået noget ud af deres år på politiskolen.
I gadelysets dunkle skær, indrømmede jeg alt.
I skyndingen kom jeg desværre til at gøre dem opmærksom på dem, der bankede hinanden til blods henne foran Boogie.
“Det skal du slet ikke blande dig i. Det er en helt anden politiforretning”, lød det kompetente svar fra lovens vogtere. Så jeg blandede mig ikke mere den nat. Det var jo bare ment som et godt råd.
Mens den ene betjent holdt mig i skak, og jeg fik lov til at tænkte over livets mærkværdigheder, forlod den ene betjent os, for tro mod lovens detaljer, at gå om bag rækværket, og lyse skraldebøtterne op…..så han med egne øjne at beskue, hvad jeg havde efterladt. Og efter et kort nik med kasketten begyndte den største af de to, at fortælle, at det bestemt ikke var morsomt. Så bad han om navn, fødselsdato og kørekort.
Overtrådte politivedtægtens  § 42, stk. 1 jfr.§ 3, styk. 1.
I en tid, hvor det er moderne at bekende sig fortidens synder, står jeg herved frem og beklager, dét der skete natten til søndag den 8. november 1987. Ifølge bødeforlægget udviste jeg “klokken 0355 adfærd til forstyrrelse af den offentlige orden” og derved overtrådte  jeg politivedtægtens § 42, stk. 1 jfr.§ 3, styk. 1. Idet jeg, som der står skrevet “urinerede på fortovet i Dansestræde ved Gravene”. Ikke helt korrekt, hr. betjent! Det var ikke på fortovet! Jeg havde netop gjort alt, hvad der stod i min magt, for at gemme mig, så jeg ikke vækkede opsigt – men det lykkedes altså ikke. Det beklager jeg den dag i dag – 31 år efter.

Åstedet, hvor begivenheden fandt sted for 31 år siden, da der var plankeværk langs strædet, der nu er markeret med en streg i gaden. Men det er dog nok ikke derfor.  

Jeg var nu havnet i døgnrapporten, sagde farvel og tak….  og gik videre udi den sene nattestund. En mærkværdig oplevelse rigere. Husker, at jeg bagefter tænkte, at jeg nok alligevel burde have betalt entré på Boogie Dance Café – for at låne toilettet. Det havde været billigere.
En uges tid senere fik jeg brev fra “Politimesteren i Odense” med bødeforlæg, der forlængst er sat i glas ramme og hænger på væggen i mit ydmyge kontorhjørne, og som et trofæ, sammen med mange andre rariteter, minder mig om en mere eller mindre svunden fortid, som jeg ikke ville have været foruden.
I skrivelsen fra politimesteren, stod der bl.a. at læse, at “hvis De kan erkende Dem skyldig i den forseelse, der er beskrevet i punkt 3, så kan sagen afgøres uden retsforfølgning, hvis De inden for 20 dage fra dags dato er villig til at betale bøden; kroner 300”. Se, da åndede jeg lettet op. Jeg betalte de mange penge samme dag  jeg fik brevet. Vel slap jeg billigt. Fjorten dage senere konstatere jeg, at bødetaksten for den slags gadeuorden steg drastisk til 400 kroner – og i løbet af næste forår til uoverskuelige 500 kroner.
Så er der noget at sige til, at jeg har holdt mig på måtten lige siden, når har strejfet rundt på offentlig gade.

Det juridiske klenodie af et bødeforlæg anno 1987,  som nu hænger på æresvæggen som et trofæ fra en (verdens)fjern fortid.

Jeg havde været samtaleemne på gården 
Da jeg nogen tid senere, efter en hård arbejdsdag frekventerede den lille bar på Tordenskiold, dukkede traditionen tro et par civile uro-betjente op, da de holdt pause i patruljeringen. Da kunne jeg ikke nære mig for at spørge den ene, min gode ven Poul Lokum (det hed han sgu), der spillede fodbold i Næsby, om det ikke var at skyde gråspurve med kanoner, da et par at hans kolleger brugte så meget tid på min ugerning. Jeg havde trods alt gemt mig i en meget mørk gård. Altså generede jeg ingen forbipasserende.
“Nej”, svarede Poul Lokum venligt, men bestemt. “Den sag har vi skam talt om på gården, og mine kolleger fortalte, at der var tale om en større sø”. Lige dér forstummede al snak. Jeg opgav videre tale om den sag. D’herrer drak ud og drog videre ud i byens natteliv.
Så er sandheden om min mørke fortid, afsløret og jeg kan allerede mærke, at jeg ikke længere tynges af dette åg på mine skuldre. Men jeg kan heldigvis stadig, med en vis stolthed konstatere, at uden alle disse vidunderlige fejltagelser, havde livet ikke været værd at leve.
Related Posts

Så sker det Arbejdet er udført. Skete det. Den 26 meter høje tårnkran er bogstaveligt...

Man bliver aldrig for gammel til at spille og lytte til blues, jazz og skiffle – og man bliver...

Søndag den 2. oktober 1960 – altså for 60 år siden – var en mærkelig dag.  Jeg havde set frem den til...