By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Nu hvor man kan ane den lune sommer i den fjerne horisont, er “verdens ældste sommerrevy”, Rottefælden, begyndt at røre på sig – og der tælles ned til den 136. premiere – den 30. maj.

Revyens nye Odense-domicil i Claus Bergs Gade, lige over Lørups Vinstue og med udsigt til Sortebrødre Torv og Odeon, lagde rum til årets første briefing, hvor de første idéer og oplæg til tekster blev luftet. Flere af landets skarpe tekstforfattere har forlængst sendt, hver deres bud på årets revytekst. Nogle blev droppet, andre arbejdes der videre med. Sådan er proceduren hvert år på denne tid.

Omkring bordet sad garvede Jan Schou, den nye dreng i klassen Mikkel Schrøder Uldal, instruktøren Carsten Friis og mødets værtinde, direktør Pia Ullehus, som samlede de første løse tråde. Kapelmester Jens Krøyer, som har sørget for takt og tone en snes år, støder til ved næste idémøde lige efter påske.

Sidste år var han babysitter
Når scenen er klar til prøverne, så suppleres d’herrer af de muntre sangfugle Kiki Brandt, som vender tilbage efter 19 års pause og Christine Astrid Nielsen, der skal igang med sin tredie sæson. Kiki Brandt, mest kendt fra operascenen, revydebuterede i Rottefælden tilbage i 2000, som var Jan Schous kun anden sommer i Svendborg. Siden da har Brandt og Schou optrådt sammen ved mange lejligheder, hvor den fynske sopran ofte har afsløret, at hun også har  komiske talenter.

Christine Astrid Nielsen var på holdet sidste år, endda som nybagt mor til lille Nord som blev passet af sin stolte far, kæresten, Mikkel Schrøder Uldal, som iøvrigt har andre familiemæssige relationer til revyscenen i den grønne skov. Hans far, Peter Schrøder, gik nemlig i fælden et par somre sidst i 80’erne. Så den revyscene “nede i Svendborg”, som han så ofte hørte om som teenager, skal han nu selv betræde. Og så endda i samspil med kæresten.

Måske vi bør vi ta’ et nummer med, som  skaber stof til eftertanke. Det hører også med i en revy som vores. Privatfoto.

Jan Schou, som netop nu har travlt med sin Schou-tur i Herning, er klar til sin 21. sommer – endnu engang i dobbeltrollen som skuespiller og kunstnerisk leder. Instruktøren og stilskaberen Carsten Friis, snupper sin tredje sæson som iscenesætter – han har lige nu dundrende succes som co-instruktør af  “Ghost The Musical”.
Kapelmester Jens Krøyer, som ser frem til sin Rottefælde-revy nummer 18, er lige nu på turné med Folketeatrets romantiske evergreen “Mød mig på Cassiopeia”.

Chefens 24. sæson: Det lover godt…
“Der er allerede flere underfundige, sjove og tankevækkende idéer og tekster i spil. Skønt at humøret var højt og at der var smil på læben, så det lover godt”, fortalte Pia Ullehus, som selv står foran sin 24. sæson. Sammen med billetkontoret, resten af administrationen og et hold teknikere, rykker Ullehus traditionen tro til Caroline Amalielunden, den 1. maj. Lidt efter lidt bliver “rotte-holdet” en integreret del af den fredede teaterbygning, hvor Baggårdsteatret igen i år og indtil om få dage, har til huse – og spiller nyskabende forestillinger.

Snart kan, også traditionen tro, den systematiske (gen)opbygning af revyteatret begynde. Det gælder bl.a. indretning af den hyggelige lounge med klassiske plysmøbler, den sirlige ophængning af revyens rariteter og historiske revy-plakater – samt de karismatiske prismelysekroner. Dertil  kommer opbygningen af scenen, scenografien og “og al det ude bagved”. Så er der placeringen af de mange borde og stole, indretningen af kontorene. Dertil kommer VIP-området i baghaven og langbords-miljøet foran indgangen – med fadølsbar.

“Det er præcist samme procedure, hvert år og alene den minutiøse forvandling til revyteater, er en stor del af charmen ved at vende tilbage til det fine gamle hus, hvor, vi skal arbejde resten af sommeren”, påpeger direktør Pia Ullehus.

Alt skal være klappet og klar til forpremieren den 27. maj – og den 136. sæson.
Fyns ældste revy har galla-premiere 30. maj og kører så muntert frem til 24. august. Til den tid, kan der igen skrives et nyt kapitel i dansk revys krønike.

Til september vender Baggårdsteatret tilbage til huset. Og sådan kører den evige revy- og teaterroulette.

Related Posts

Kultur !! Er det ikke noget man pudser møbler med? Citat: Robert storm Petersen   CÆCILIE HAR...

“Jeg er overvældet og glad over, at vores trofaste publikum har været så loyale, som det nu viser...

Så ligger det fast. Efter længere tids rygter om Rottefælde-holdets udseende, er revy-sløret nu...