By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Det er efterhånden halvandet år siden, multikunstneren Troels Trier blev overtalt til igen at ta’ på landevejen med sine gamle, sange,

Jeg kendte ikke Troels Trier i forvejen. Men jeg tog alligevel chancen og opsøgte ham. Og spurgte ham

Keyboard

Det unikke, altid meget imødekommende ægtepar, optrådte med et festligt, fyrigt, småfrækt og farverigt comedy-show, som var den tids store slagnummer rundt om på landets tivoli-pladser. Nu, mange år senere, er det så, at entertaineren, som fylder 80 fredag 17. i januar 2020, tager ud og optræder alene med opretstående orgel og forrygende oneman-show.
”Jeg tror, jeg er så frisk som jeg der, fordi jeg husker at ta’ min morgenpilsner – eller to…”, konstaterer han med passende underdrivelse.

Let at overtale én entertainer som brænder 
Den evigglade tusindkunster lod sig derpå overtale til en, kan man vist med rette kalde det, lille revival. Han havde ellers svoret, at det var aldeles slut med “at ta’ ud over underholde”. For da den odenseanske møbelhandler Leif Møllgaard, som også hygger sig som impresario og eventmager, en gang i efteråret dristede sig til at spørge den gamle bryggerhest, om det dog ikke var på tide, at han blevet hevet ud af stalden for igen, at komme på græs. Da slog han sig ganske vist i tøjret og slog med halen – og svarede, at ”det vil jeg da lige tænke over”.

Han ville bl.a. finde ud af, om han kunne huske teksterne – og noderne og anekdoterne fra langt begivenhedsrigt liv i kunstens og musikkens brogede verden … så afprøvede han hele baduljen i smug hjemme på gården ved Ladby, overvåget af fru Rebecca. Det viste sig, at han kunne huske det meste – resten klarede han med glad improvisation. Ligesom det også viste sig, at hans karismatiske sandpapirstemme var intakt.

Så han meldte glad og fro tilbage til Møllgaard; ”at det kan vi da godt forsøge, men bare nogle shows i det små – ikke så mange og ikke så langt væk. Jeg har jo mine malerier at passe – og papegøjen Jens Otto kan ikke li’, hvis jeg er væk for længe af gangen. Så bliver han utryg. Og så laver han en Fandens ballade”.

Det var i efter første vellykkede musik-, sang-, kunst- og foredragsshow, at snakken den gik – ikke så lang tid. Men den gik. Blandt andet om dengang da ærke-københavnerne Troels Trier og hustru dukkede op på Fyn. Nærmest på forsøgsbasis. Indvandrer-parret blev dog straks akklimatiseret, og det har været her siden og har aldrig fortrudt.

For foreløbige turplan
Det var både til at se og høre på Troels Trier, at han var glad, ja nærmest rørt over, så sit comeback, med sit ny-designede show, “Fra Røde Mor til Grøn far – koncert og stortytelling” som han kalder det. Publikum var glade – og glæden var gensidig. Publikum sang med på de fleste retro-ørehængere.

Det er et lille stykke musikalsk Danmarks-historie, han tager på landevejen med Med

masser af sang og musik – skønne anekdoter og tilbageblik. Nærmest som en billedbog.

 

Tilbage til landevejen – og publikum
“Det viste sig heldigvis, at jeg alligevel ikke kan undvære at komme på landevejen. Og da jeg samtidigt kan supplere det lille show med at vise og sælge nogle af mine malerier – de kalder det sgu kunst !! så er det jo rigtigt fint. Det havde jeg slet ikke regnet med”, siger entertainer og billedkunstner Troels Trier, der lever det meste af døgnet i sit gamle hønsehus – med staffeli, lærred, pensler og masser af farver – i ét stort billedunivers.

Musikken er og bliver krydderiet på Triers billedskabende hverdag, der begynder tidlig morgen, fra “før Fanden får sko på”.  Han elsker at stå tidligt op – og nyde stilheden langt ude på landet. Det er slut med at stå op sammen med hønsede. De sidste er forlængst forvandlet til end god hønsekødsuppe. Derimod står han op sammen med kragen Jens Otto.

“Jens Otto sørger for jeg kommer tidligt op for at arbejde. Han bliver skide sur, hvis jeg ikke står op klokken 4. Men nogle gange ligger jeg til halv fem, Det passer mig faktisk udmærket, for så behøver jeg ikke at have et vækkeur”.

Entertaineren Troels Trier igen på landevejen

Alderen trykker ikke
“Der er så dejligt ude på landet”, siger Troels Trier og kikker ud af vinduet – ud over markerne, ned mod Kertinge Nor. Her i landboidyllen lever han i nuet, og her er han lykkelig over, at have masser af lave. Her er alderen er ingen hindring for at være kreativ og sprællevende maler, grafiker og illustrator – og nu igen “lidt entertainer”

Nærmest på samlebånd skaber han karismatiske tegneserieagtige billeder med skæve og humoristiske motiver. “Kald det bare kunst”, siger han – og ler. Han storsælger stadig på landets gallerier og kunsthaller.

Om sin alder på de snart 80, siger han; “At jeg er blevet så gammel, må jeg betragte som en sejr for dyrlægevidenskaben. Jens Otto Kragh er bare syv år og de siger, han kan blive op til 35 – så han overlever mig.”.

Det er vel en halv snes år siden, Troels Trier skruede ned for sine bizarre shows, hvor han optrådte i blå kedeldragt, fjollet flyverhjelm og med penisnæse.

Startede med at synge jazz og spille banjo
Hvad der ikke er ret mange som ved, så begyndte Troels Trier sin musikalske karriere som jazzsanger og banjospiller i et New Orleans-orkester. “Jeg skulle synge højt for at overdøve de andre, så det er nok derfor, jeg begyndte at synge lidt underligt – og stadig gør det”, skraldgriner han – og fortæller så med glæde i øjnene, om d glade år på landevejen, side om side med “den vellignende kvinde”, hustruen Rebecca Brüel. Parret var iøvrigt i to sæsoner – 1992 og 1993 – med til at skabe nyt liv i den dengang døende Rottefælde-revy.
Allerede i 1989 havde denne signatur æren af, at være første journalist, som bød Trier og Brüel velkommen til Fyn – iført fotograf, pen og blok med masser af plads. Det minderige møde kom der en større artikel ud af i det lokale dagblad. En reportage om et gæstfrit “københavnerpar”, som bl.a. introducerede avisens udsendte for smagsprøver på den såkaldte stakitøl – fra det lokale bryggeri på Østfyn.
Trier blev så begejstret for stakitøllen, at han skrev en tankevækkende hyldestsang til den. En sang, han har på repertoiret i sit retro-show. Dog uden smagsprøver.

“Der er så dejligt at være ved vandet”

“Jo tak. Jeg husker skam godt besøget på gården nede ved Ørbæk, hvor vi boede det første års tid, for lige at prøve fynboerne af. Vi anede jo ikke, om vi kunne forstå dem. Det kunne vi heldigvis …”

Det gik så godt, at parret året efter flyttede til en lille gård ved Ladby, hvor de stadig bor – og godt 30 år er gået.

Jeg er på rekreation
Og jeg ville ikke bytte for en million
Det er så skønt at være på landet
Det er så dejligt at være ved vandet

Det er efterhånden mange år siden, Troels Trier blev landskendt med denne lyriske sang, da han som bindegal mands-chauvinist sang fra Røde Mor-repertoiret.

Trods of Rebecca bor altså stadig på landet og de vil stadig ikke bytte for en million.

Related Posts

MEXIKANSK RESTAURANT ÅBNRR I CAFÈ-CITY Den eksotiske palet af internationale køkkener i  city...

Jeg elsker karmen … vindueskarmen   Sol sol kom igen,Solen er min bedste ven – igen. Længsel efter...

“Operationen lykkedes, men patienten døde”. Det lykkedes at sætte en forrygende Odense Vinterrevy op,...