By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Toget var kørt til Roskilde og mit liv tog en epokegørende vending. Jeg havde fået øje på Odense, fordi Roskilde Avis mærkeligt nok delte kontorlandskab med Fyens Forums messeafdeling, der solgte stande til de store udstillinger, som jeg skrev pressemeddelelser til – og derfor kom til at kende byen, der havde al det jeg søgte; størrelsen, midt i landet, grønne områder, pulserende kulturliv, markant sportsmiljø var på visit i Odense for at forhandle en kontakt på plads – i med det store fynske bladhus. Den sirlige underskrift blev sat i den mondæne spiserestaurant, Rådhuskælderen – med vådt og tørt – og snak. Bagefter gik jeg på research i ”min nye by”.

Der må have været meget at se og høre på, for tiden gik – ja faktisk løb. Da jeg langt om længe ville hjem til Roskilde, viste det sig, at sidste afgang mod øst denne marts-aften i 1977, var klokken 21.

Jeg var ellers overbevist om, at det var en storby, jeg skulle flytte til, som byen havde proklameret!

Jeg tog mod til mig, søge ly og være opsøgende indtil næste tog kørte – klokken 04.01 fra Odense Banegård. Syv timer i en tom by, man ikke kender, er kun for hardcore.

Men de syv timer skulle vise sig at blive afgørende for resten af mit liv.

Nysgerrig som jeg heldigvis også var dengang, frekventerede jeg var den torsdag, det moderne diskoteque Tordenskiold – ud fra moralen, at det er bedre at hænge i baren end på gadehjørnet.

Den populære engelske disc jockey Paul Martin vendte vinyler med Rod Stewart, Duran Duran, Andy Gibb og Emotions, i barerne gik Cuba Libre, godt med is, som varmt brød, der var en kødrand af stamgæster i barerne og rift om pladserne i de bløde mørkerøde veloursofaer.

Ikke langt fra den lille bar sad et par unge damer henslængt med deres cocktails og så ud til at småkede sig. Noget skulle jeg jo beskæftige mig med, så jeg dristede mig til at spørge damen med front mod mig, om hun ville danse, men hun gad ikke hoppe rundt med en aldrende korpulent herre med sjællandsk accent. Men da jeg skulle holde liv i mig selv flere timer endnu, satsede jeg så på hende med ryggen til. Det viste sig at være med søsteren. Vi fik en god snak under den tætte dans – bl.a. til Chicago’s silkebløde “If You Live me Now?” – pludselig kom en konferencier på dansegulvet og snart efter påstod tidens pop-idol Birthe Kjær her self, at hun aldrig gik til bal uden trusser.

Det eneste jeg ville, var at danse… damen i veloursofaen hed Susanne. Efter mange og lange snakke om de varme lande, kørte hun mig til toget, henne om hjørnet, ti minutter i fire. Vi skulle begge på arbejde næste morgen. Hun i Tarup, jeg i Roskilde. Og det kom vi…

Mange år senere sad jeg til bords med Birthe Kjær til en fødselsdag hos Jan Schou. Jeg fortalte selvfølgelig om mit møde med hende trusseløse aften – og Susanne – og det livslange efterspil. Hendes lakoniske svar var “Jeg har sgu været årsag til mange ulykker….”. Det skålede vi så på.

Jeg skulle begynde på Den Fynske Bladfond (Stiftstidende/Odense Posten) 1. april. Det var en fredag. Man begynder ikke et nyt job på en fredag – heller ikke i weekenden og slet ikke en mandag. Så jeg blev enige med avisen om at begynde frisk og fejdig tirsdag 5. april.

Da jeg spændt mødte op i huset og fik anvist kontor, fik jeg at vide, at avisen desværre ikke udkom. Typograferne havde nedlagt arbejdet i sympati med kollegerne på Berlingske. Det var en kold tyrker.

Men i gang kom jeg. Det blev til syv begivenhedsrige distriktsblads-år inden jeg i 1984 rykkede et par etager ned, til Fyens Stiftstidendes sportsredaktion i forbindelse med OL i Los Angeles – journalist, redaktionssekretær og layouter om natten. Halvandet år senere arriverede jeg på Odense-redaktionen, hvor jeg med små kulturelle sidespring, arbejdede til jeg 33 år senere skruerede ned for plusset og gik på pension. Stadig med ukuelige Susanne som den tålmodige bagstopper og inspirator. Siden har jeg fået lov til at nyde mit otium som klummeskriver på fast freeelance basis. En daglig udfordring, hvor jeg ”rundt i byen” hygger mig med mit kildenet.

Tænker ofte på, hvordan mit forunderlige fynske liv, ville ha’ formet sig, hvis køreplanen var tilpasset en storby !! og jeg havde nået toget “hjem til Roskilde”. Eller hvis jeg ikke havde spurgt ”hende i veloursofaen med ryggen til” om hun ville danse. Livet er også tilfældighedernes spil.

 John Borgkilde

Odense,. julen 2019

Related Posts

Det er moderne, at vende vrangen ud af sig selv, indrømme al det private og afsløre pinlige...

Tanken om et påstået uretfærdigt nederlag nogen tid forinden, nagede personalet på Odense Teater i...

Det var i nittenfireoghalvfjerds eller cirka der omkring, da jeg forsøgte mig som arrangør. Ikke...