By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Jydsk Forening lever og har det godt, til trods for, at det er et bedaget fortagende. Helt præcist 125 begivenhedsrige år.

Skolelederen Rasmus Petersen, der var kommet fra Han Herred til Odense et par år forinden, stod 5. marts 1894 i spidsen for stiftelsen af ”Jydsk Forening for Odense og Omegn”.

Han samlede en kreds af herboende jyder til stiftende generalforsamling, hvor Hovedlandets tilflyttere fulgte skolelederens råd om at etablere en hjemstavnsforening. Og Rasmus Petersen blev nærmest som en selvfølge valgt til første formand for foreningen, som stadig er et lyslevende stykke foreningsklenodie.

Jydsk Forening har lige siden været lige så aktiv, som den visionære skoleleder var fra første færd. Under en våd sommerudflugt i 1911 var protokolføreren så uheldig at miste foreningens protokol, hvorved historien om foreningens første 17 år gik tabt.

Optakt til 90 års jubilæet  i heden-gangne Odense Posten. Interviews med Poul-Werner Hansen og Mag-nus Merlin, medlem siden 1926. Artiklen er i al beskedenhed forfattet af blog-redaktøredn.

Foreningen er så gammel at man ved stiftelsen valgte at stave jysk med d – altså jydsk. Man kan dog se på gamle skrifter og i avisklip, at det i 1890’erne var valgfrit. om man ville bruge d eller ikke d. For at bevare de historiske aner, har man for længst valgt, at man ikke vil ændre på det originale foreningsnavn. Ganske som byens avis stadig bruger e i Fyns – altså Fyens Stiftstidende.

Da foreningen blev stiftet
Så vidt blog-redaktøren har kunne spore, så foregik stiftelsesmødet på ”Den gamle Industriforening”, og det viser sig, at fra første færd var den nye bestyrelse særdeles virksom.
I over hundrede år havde Grand Hotel været hjemsted for alle Jydsk Forenings aktiviteter, men på grund af visse uoverensstemmelser, valgte foreningen i 2011, at flytte residensen til Næsbyhoved Skov.

Årsagen til at foreningen ikke begyndte sin historie på byens fine hotel i Jernbanegade var, at hotellet slet ikke var der – det blev først indviet i 1897. Og jyderne var blandt de første, der rykkede ind som fast inventar i ordrebogen.

Stiftelsesfest med fane og dans
En dyk i arkiverne afslører iøvrigt, at ”Jydsk Forening for Odense og Omegn”, som foreningen rettelig hed de første mange år, averterede den 6. marts 1895 i Fyns Venstreblad. Altså præcist året efter stiftelsen afslørede en annonce, at man virkelig ville noget med foreningen. Der blev nemlig indkaldt til stiftelsesfest, faneindvielse og efterfølgende bal på ”Den gamle Industriforening” – og så blev det tilføjet, at ”den ny forening  er kun for jyder og deres fynske slægtninge”. Så var dét ikke til at misforstå.

De jyske indvandrere var begejstrede for at have et sted at mødes, hvor de frit kunne tale deres modersmål uden at skabe opsigt. Dengang som i dag havde jyderne hang til hygge og fester med nationalt ligesindede. Derfor blev den selskabelige gryde holdt i kog.

At der var tale om en selskabelig forening, blev bare tre uger efter stiftelsen fastslået i Venstrebladet. Da indkaldte bestyrelsen til ”Afslutning af Vintersæsonen, Lørdag den 6. April, Kl. 8 med et Bal i Den gamle Industriforening. Medlemskort forevises. Festudvalget”.

Reglerne for optagelse var benhårde. For at blive medlem, skulle man bevise sit jyske ophav – og desuden kunne dokumentere, at man ikke alene var født i det jyske, men også, at man havde opholdt sig mindst ti år i Jylland. De krav er der slækket lidt på. Fem år er nok i dag.

Københavnske jyder gav op
Jydsk Forening i Odense er ikke alene den længst levende hjemstavnsforening i Danmark, den er også den eneste ”jyske forening” uden for Jylland. Indtil for en halv snes år siden havde Odense en søsterforening i København. Nu er den er død og borte.

I Københavns endnu ældre jyske forening skabte man interesse om festerne ved at love pariserstemning Det var ikke nok i sidste ende.

Foreningens historik sætter dens 125 år uafbrudt eksistens i fornemt relief.
Så der bliver i høj grad noget at feste for, når foreningen fejrer sit unikke jubilæum, lørdag den 12. oktober – det sker med gallafest på restaurant Næsbyhoved Skov.
Fest-traditionen holdes i hævd. I gamle dage havde der været høj cigarføring, så man måtte skære sig gennem festlokalet, men i dag må selskabet finde sig i, at det skal gå uden for, hvis det skal nyde cigaren.

Rygter fra Kongeåen til Skagen
Hvad var det så, der i sin tid fik jyderne til at valfarte til Odense. Det var bl.a. jydernes lønlige håb om at finde arbejde – og få en uddannelse!
I 1890’erne rygtedes det fra Kongeåen til Skagen, at Fyn ikke alene var mulighedernes land, men også at Odense på rekordtid havde udviklet sig til en dynamo, som provinsens største handels- og industriby, ligesom det var den mest progressive kulturby uden for Hovedstaden.

I den første snes år efter stiftelsen, var Jydsk Forening for Odense og Omegn, som den hed, en decideret hjemstavnsforening, hvor jyske indvandrere mødtes for at markere deres jyske selvforståelse – og for at stå sammen i krisetider. Men også når de skulle integrere sig i den fynske dagligdag. Det var ikke nemt.

Det blev betragtet som en særlig eksotisk oplevelse, når jyske bønder kom direkte fra deres trygge hjemstavn, og dumpede ned i etatsrådernes by, hvor de sociale skel var til at få øje på. I takt med byens udvikling var der mere og mere synlig forskel på rig og fattig – det gjorde indtryk på mange jyder.

Mødet med det nye land
Det var på mange måder ingen let sag at møde ”deres nye land, de nye fynske dialekter, den nye kultur, det nye arbejde, nye venner og en ny hverdag. Og det var i integrations-øjemed, at
Jydsk Forening, gjorde sig gældende – som bindeled mellem jyder. Ganske som den gør i dag.

Den nye formand Preben Greibe viser stolt medaljen som går i arv til foreningens formænd.

Formændene har gennem årene været gjort af et godt stof. I 125 år har der kun været 10 formænd. Den ene, Poul-Werner Hansen, kendt som P.W. og daglig leder på legendariske Franck-A, var formand i ikke færre end 42 år – frem til 2001. Da blev han afløst af advokat Marianne Demant – som var niende og første kvindelige formand. Og P.W. blev udnævnt til ”æresformand”.

Mindet om P.W. fra Franck-A
Ved generalforsamlingen i starten af april ønskede Marianne Demant ikke genvalg og ved den lejlighed genopfriskede hun i sin forgængers velkendte citat: ”P.W. sagde bl.a. til nye medlemmer, nogle ord som jeg alle årene gjorde til mine – nemlig, at i begyndelsen af foreningens historie mødtes vi hver 14. dag i kjole og hvidt. Nu mødes vi tre gange om året – i vores eget tøj”. 

Preben Greibe, der blev valgt til ny formand, er født i Odder og har boet flere steder i Jylland. I over 20 år var han adm. direktør på Fragtcentralen i Odense. Nu er han gået på pension.

Ved ”vagtskiftet” overrakte Marianne Demant en historisk æresmedalje til Preben Greibe – et hæderstegn, som hun arvede efter Poul-Werner Hansen. Hun fortæller, at enken Edith Werner Hansen nogen tid efter sin mands død, fandt det fine lille foreningsklenodie liggende i en skuffe.
”Fru Edith” synes det skulle være i foreningens eje og forærede det derfor til Marianne Demant, som siden, med stolthed bar medaljen ved foreningens arrangementer – ganske som P.W. havde gjort det med charme og elegance. Traditioner skal overholdes. Det bliver de i høj grad i Jydsk Forening, der fylder et særligt kapitel i foreningsbyen Odenses historiebog.

Marianne Demant gav ved en lille ceremoni udtryk for, at hun håbede Preben Greibe ville føre traditionen videre. Både medaljens og foreningens. Det lovede han at gøre – som den bare tiende formand på 125 år. Han tvivler dog på, at det bliver lige så lang tid som forgængerne. Mindre kan vel også gøre det.

Related Posts

Kanal 5’s tv-kommentator Zak Egholm fortalte før kampen mod Østrig, at Sepp Piontek netop var...

Jeg elsker karmen … vindueskarmen   Sol sol kom igen,Solen er min bedste ven – igen. Længsel efter...

“Operationen lykkedes, men patienten døde”. Det lykkedes at sætte en forrygende Odense Vinterrevy op,...