By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Er I der Odense – råbes der uhæmmet ud over menneskehavet til Grøn Koncert.
Og vel er vi det…
Vi står her jo og kan ikke andet.

Kender I det, at orkesterlederen eller forsangeren i sin åh så velmente koncert-introduktion eller fyldsnak mellem numrene om musik og familie, tilmed fortæller publikum om sit nære forhold til byen, turnéen er nået til – og så sker det, at vedkommende musiker-kendis på et splitsekund helt og aldeles glemmer navnet på byen. Piiiinligt når bynavnet nu engang er en del af den indstuderede charmeoffentiv.
Så er det også nemmere bare spørgende at anråbe, om vi er her. Manden er måske blind. Det er før set...

Og kikser det, så er det bare om, som en anden Michael Jackson, som en and at bakke om bag scenen og spørge et par teknikere, om de ved noget om, hvilken by bandet er nået til.

Var i sommer til koncert i Horsens, hvor en nyfriseret sangstjerne smilende fortalte publikum, hvor dejligt det var at være tilbage i Randers. Der er altså noget ganske særligt, sagde mand gudhjælpemig – uden at fortrække en mine…

Tænkte, hvor den charmeoffensiv dog er letkøbt og dårligt solgt. Randers i røven.

 

 

 

 

 

 

Related Posts

Så sker det Arbejdet er udført. Skete det. Den 26 meter høje tårnkran er bogstaveligt...

Man bliver aldrig for gammel til at spille og lytte til blues, jazz og skiffle – og man bliver...

Søndag den 2. oktober 1960 – altså for 60 år siden – var en mærkelig dag.  Jeg havde set frem den til...