By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Kære alle

SNART ER året borte – og også næste år vil dagene komme og gå – og flyve som trækfugle i medvind.

Tiden vil vandre sin evige gang udad livets uendelige landevej. Og vi vil vandre med.
Men alt bliver ikke helt som den plejer.

TIRSDAG runder vi ganske vist 365. og allersidste dag – og klokken 00.01 hedder det 2020. Det lyder ekstraordinært højtideligt
Så langt så godt.

Tjekker du Maylands, så opdager du imidlertid, at det nye år har 366 dage. Hvad enten du vil eller ej, så får du en dag forærende i nytårsgave.

SÅ MON ikke skudåret fejres i pomp og pragt af kinesere, fyrværkere, kanonkonger og krudtugler- affyrer deres batterier med bulder og brag, hundepropper, champagneknald og bordbomber. Og de griske fyrværkerisælgere griner hele vejen til banken.

Bordet fanger – masser af hemmeligheder.

LAD MIG derfor slå fast, én gang for alle. Det er skudår hvert fjerde år. Den ene dag, der tilføjes kaldes skuddag. Jeg ville ellers have skudt på årets sidste dag – som skuddag. Eller også den 29. februar. Også dét er skudt ved siden af.
Departementet for årskalendere oplyser, at selve skuddagen er den 24. februar. Og tilføjer lidt kryptisk, at dagene der normalt kaldes 24. til og med 28. februar i 2020 bliver omdøbt 25. til og med 29. februar – som iøvrigt er en lørdag. Hvis du forstår.

OG SÅ er den 24. februar, skuddagen, også den dag, hvor kvinden har lov til at fri til sin udkårne. “Kan du ikke huske den gråvejrsdag i 1988. Og du sagde ja – og vi er her da endnu”, minder Susanne mig om. Og jo, det er ganske vist.

NÅR NU jeg er ved kalendere og dage, uger og måneder, som endnu engang vil stå i kø for at blive overstået – eller set frem til, så har jeg en tilståelse. Men lad det blive mellem os.

OG JO, jeg er et traditionsmenneske, som lever helt fint uden nogen form for moderne apps til indlagt digitalt kalender-system i min Iphone. Niks – aldrig. Kald mig bare en kalender-romantiker.

JEG HAR det helt fint med mit livs almanak, som passer til inderlommen, som har præcist alle de dage, jeg har brug for – endda med fin plads til, at jeg på én linje og sirlig skrift kan notere diverse møder og begivenheder og andre finurligheder. Skuddag og skudår eller ej.

FINTÆLLINGEN af kalenderbunken fortæller i øvrigt, at 2020-kalenderen, som allerede ligger lunt i inderlommen, er nummer 31 i rækken. Og jeg har alle og én fra den januar-dag i 1989, da kalenderen blev samlerobjekt. Uden at vide det. Sgu da imponerende.
Den første lommekalender i samlingen afslører i øvrigt, at første møde jeg havde dét år, var et nytårstaffel i festsalen på rådhuset – den 3. januar 1989. Inviteret af borgmester Verner Dalskov.

Minderne har vi da lov, at ha’. Gemt, men ikke glemt i inderlommen – indtil 2020 om et år lægges øverst i bunken.
Den museale timemanager – min dagbog og helt eget opslagsværk …

Godt nyt år.

Related Posts

Kultur !! Er det ikke noget man pudser møbler med? Citat: Robert storm Petersen   CÆCILIE HAR...

“Jeg er overvældet og glad over, at vores trofaste publikum har været så loyale, som det nu viser...

Så ligger det fast. Efter længere tids rygter om Rottefælde-holdets udseende, er revy-sløret nu...