By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

“Det er en fantastisk opgave og jeg glæder mig helt vildt til at komme rigtigt igang med arbejdet”, fortæller Lars Peder Marcussen, som er ny formand for Vægternes Venners støtte- og sponsorforening.
Billed- og livskunstneren, som til daglig driver Galleri Kunst & Håndværk i Claus Bergs Gade, har siden 1996 – da han åbnede sin unikke butik – været en velkendt profil i H.C. Andersen Kvarteret.
Det er en uskreven regel, at vægtervennernes førstemand skal være forankret i området, enten med bopæl eller virksomhed. Og det er Lars Peder Marcussen, som nu kan tilføje “administrativ chef for de historiske vægtere” på sit i forvejen fyldige visitkort.

“Jeg vil gøre alt for at byens borgere, gæster og turister udvider deres kendskab til de populære vægterrunder i kvarteret i hele juli og august”, lyder hans indgangsreplik.

“Da Søren Windell, som var restauratør på Grønttorvet, trak sig fra formandsopgaven fordi han var gået ind i politik og skulle være rådmand, så spurgte de mig – og jeg må indrømme, at jeg ingen nævneværdig betænkningstid skulle have”.

“Jeg synes opgaven lød spændende, fordi, jeg på den måde kan være med til at holde liv i en ægte Odense-tradition, og kan måske være med til at idéudvikle den, fortæller Lars Peder Marcussen og tilføjer, at “på den måde kan jeg også være med til at forstærke interessen for det eventyrkvarter, jeg elsker så højt”.

Maler, tegner, illustrator, rom-, the- og fin-ekspert og butiks- og galleri-indehaver Lars Peder Marcussen, kun nu også kalde sig formand.

Gratis sommeroplevelse
Vægtergangen har i snart 27 år været en gratis sommeroplevelse i det idylliske eventyrkvarter, hvor de erfarne vægtere  Dennis Jørgensen, Jan Petersen, Per Henrik Jepsen og Niels Steenfeldt, deles om turene – og med hver deres historier og sange sætter præg på rundgangen fra starten af juli til slutningen af august.

Varmt klædt på – uanset vejret
Med den karismatiske morgenstjerne i den ene hånd og lampen med levende lys i den anden samt iført reglementeret hue og uldfrakke, går vægterne uanset vejret, rundt i den gamle bydel og fortæller historier og synger vægtersange.

Apropos sangene, så er flere af dem skrevet af præsten og salmedigter Thomas Kingo, som selv kom i kvarteret for ikke færre end 342 år siden. Altså mange år før området blev opkaldt efter en dreng, som – vist nok – blev født i skomagerens gule hus på hjørnet af Hans Jensens Stræde og Bangs Boder.
Mange år forinden blev Thomas Kingo kendis i byen – ja på hele øen, da han i 1677 blev udnævnt til biskop over Fyens Stift. Kingo var fast tilknyttet Sct. Knuds Kirke som præst. Han døde i byen 26 år senere.

De fire faste Odense-vægtere, som har betjent eventyrkvarteret siden 1993 – og det fortsætter de med. Foto: Vægterens Venner

Kl. 9 fra Den gamle Kro
Med udgangspunkt ud for Den Gamle Kro i Overgade, når klokken er slagen 9, lokker de vægterne en hale af fremmødte med på den godt fem kvarters hyggelige tour de force udi historiens og kvarterets underfundige kringelkroge.

Historier og anekdoter
“Vi fortæller blandt andet om vægternes, byens og bydelens historie, om de gader, smøger og stræder, vi kommer i – og vi fortæller anekdoter og sande historier om folk og fæ fra den tidlige middelalder og frem til år 1900 – ja faktisk lidt længere frem. Fortælingen krydres med vægtersange og glimt i øjet”, fortæller vægter Per Henrik Jepsen.

Og tilføjer, at rent historisk er vægterne meget tilknyttet kirken – og at flere af sommerens ture, går via en vægterandagt i Vor Frue Kirke, der er Odenses ældste sognekirke. Den kirke er Odenses vægtere tilknyttet.

Det er også i denne kirke, at sæsonen rundes af den sidste fredag i august. Den aften går alle fire vægterne samt en gæstevægter en fælles runde. En festlig og traditionsrig Odense-begivenhed, som afsluttes med vægtergudstjeneste og Nachspiel i den såkalde skolestue – ved kirken.
“Takket være masser af research, udvider vægterne hele tiden deres viden og tilføjer skæve historier fra det historiske kvarter”.

“Selv om du har gået en tur med vægterne tidligere, så kan du roligt gå en tur til og gerne ta’ hele familien med”, bemærker den nye formand Lars Peter Marcussen, der ikke alene sælger kunst – også sin egen – men også rom, whisky, portvin og gin. Især historien om r0m, ligger Marcussen på sinde. Så meget, at han er kendt for sine underholdende foredrag med prøvesmagninger om den ædle drik.

Den ny formand i spidsen for vennerne
Tilbage til vægterne, så bemærker Lars Peder Marcussen, at den historiske vægtergang slet ikke vil kunne fungere uden en aktiv støtteforening som Vægterens Venner. Derfor er det også en stor udfordring for os i støtteforeningen, som skaber fundamentet”.
Store og mindre sponsorer herunder kommunen, holder bogstaveligt talt liv i traditionen som er en vigtig del af Odenses gratis-tilbud.

“Siden 1993, hvor vægterne startede på forsøgsbasis, har vægtergangen givet sommeren i Odense en spændende historisk dimension. Vægterne vægter bogstaveligt talt de gode historier højt og fortæller dem med et glimt øjet og smil på læben”, fortæller Lars Peder Marcussen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Related Posts

Odense Boldklub har driblet sig til lidt af en genistreg, idet superliga-klubben har sikret sig...

Den uskønne sorte asfalt er langt om længe skrællet af og Overgade ligner sig selv. Og de handlende...

Ikke alt går som ventet. Hverken i H.C. Andersens historier eller byggeriet af super-museet i...