By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

“Hvis nogen skulle være i tvivl, så lever “Long Lost Evil Sons of the Blues” og har det godt”, lyder det fra garvede Poul Ewald, da borgkildesblog.dk forsøger at ta’ pulsen på det odenseanske kultband.
“Vi har været underdrejet og vi har kæmpet hver vores kampe med dårligdomme og dét der er værre, men vi er stærkt på vej tilbage”, siger Poul Ewald, som lever en dagligdag med kronisk leukæmi.

Bare få dage før denne samtale, havde han været indlagt på OUH intensiv med blodforgiftning.
“Det var ret heftigt denne gang”, erkender Poul Ewald. “…så meget, at de bagefter fortalte, at jeg var tæt på at have spillet min sidste tone på mundharpen. Så jeg er godt smadret… men også glad”, fortalte den fynske vendelbo, som føler sig overbevist om, at svedige bluesrytmer er vores bedste livseliksir.

“Vi har i godt tyve år kørt med samme besætning, som gemmer på knap 150 års erfaring fra den danske blues- og rockscene. Fem etablerede navne, som har musikaliteten siddende i rygraden – og det er stadig kærligheden til blues og rock’n’roll, som sætter dagsordnen.”

“Musikken og kammeratskabet har hjulpet os over de værste humpler”, mener Poul Ewald, født og opvokset i Skagen, hvor han allerede som knægt indså, hvor vigtig en faktor musikken var i dagligdagen. Som 15 årig fik han koncert-debut med klassekammeraterne Klaus Thrane (senere Lars Lilholt) og Per Rasmussen, (senere Kim Larsen & Bellami). Larsen titulerede ham altid som “Klit Per”.

“Der var ingen musiklærere i byen, så vi måtte lære os selv at spille – for vi ville spille. Stilmæssigt tunede vi os hurtigt ind i et krydsfelt mellem rhythm’n’blues og rock’n’roll – så det må være dér, vi skabte fundamentet til vores musikalske liv, funderer den karismatiske frontfigur.

Der er dynamik og energiudladning, når Poul Ewald bevæger sig ud i en heftig blues-solo – ulasteligt klædt i sit velkendte blues outfit – rød skjorte og røde sko. Foto: Emil Andresen. 

Aalborg som mellemstation 
I midt-70’erne fik unge Ewald udlængsel og drog sønden om til Aalborg, hvor han spillede med blandt andre Michael Friis, trommer (senere Poul Krebs) og Jess Stæhr, bas (Burning Red, Secret Oyster og Johnny Madsen).

Efter en halv snes fornøjelige år i snapsens hjemby, blev Odense næste destination og i 1986 var han med til at starte det senere så legendariske Blå Blues Band op.

Da Kim Larsen i 1994 flyttede sammen med Liselotte Kløvborg i Odense, gik der ikke ret lang tid før han så sig om efter legekammerater til sit nye band Kjukken, og da Larsen snuppede både guitaristen Karsten Skovgaard og bassisten Bo Gryholt i Blå Blues Band, så blev bandet opløst.

Dermed var der banet vej til en ny blues-konstellation, som midt i 90’erne blev identisk med  “Long Lost Evil Sons of the Blues”.  Så havde det ikke været for Lune Larsen, var Long Lost Evil nok aldrig blevet etableret

“Lidt efter lidt fandt vi en musikalsk profil og et repertoire – rå blues med visuelle udtryk, som vi arbejdede videre med. Vores energifyldte optræden blev vores image – som den også er i dag. Det finurlige bandnavn blev skabt efter nogen tids søgen i bluesmusikalske afkroge. Vi ville finde et anderledes navn og det fandt vi”.

Hvorfor det småskøre navn, som kun få husker ?
“Vi er jo originaler og det er navnet også. Da vi indså, at bandets kommercielle muligheder var minimale, gik vi efter at finde et sjovt og umuligt navn, så vi ikke kunne anklages for at tænke kommercielt eller for, at have planket navnet. Så vi endte ved “The Return of the Long Lost Evil Sons of the Blues…”.

Dejligt håbløst navn
Er det ikke lige smart nok?
“Jo og vi blev heldigvis en smule klogere. En sen aftenstund ændrede vi navnet til det dejligt håbløse “Long Lost Evil Sons of the Blues” – som senere blev til “Evil Sons of the Blues”.
I de følgende næsten kvarte århundrede har bandet optrådt med følgende faste besætning: Poul Ewald (veloplagt bluesharpe, percussion og sang), Søren Bøje (ekvilibristisk guitar og sang), energibundet Ulrik Fromholt (guitar, ironi og sang), Bo Gryholt (stærk bas) og René Dam (stilrene trommer).

De fynske fans husker især “de onde blues-sønner” fra sommerens open air-koncerter og de minderige juleshows på et stopfyldt Jazzhus Dexter.

Med dybsindig stemme, fortæller Poul Ewald om fem garvede musikere og gode venner, som har været ramt af diverse sygdomsforløb.

Der er dømt ægte bluesrock. F.v Søren Bøje, Ulrik Fromholt, Bo Gryholt og Poul Ewald for fulde gardiner. René Dam er forsvundet i mørket. Foto: Emil Andresen.

“Det er lidt mærkeligt, at skæbnen ville, at vi alle uden undtagelse har været ramt af sygdom. Og nej, coronaen har ikke fået øje på os, og får det heller ikke. Vi følger regeringens meldinger og alle mand bliver hjemme.”

“Vi har været afsindigt uheldige, men det værste er vist overstået – og nu skal vi bare have styr på COVID-19, så vi snart  igen kan komme ud og spille noget blues. Og indhente det tabte…hold helt op, hvor vi glæder os”, siger den karismatiske frontfigur, allerede nu med patronbæltet fyldt med skarplade mundharper.

Intermezzo til Mississippi
Sidste år lykkedes det Poul Ewald, at få et af sit livs store drømme opfyldt, da han tog på musikalsk inspirationsrejse til USA, hvor han selvfølgelig ikke kunne dy sig for “med krum ryg og sej harmonica”, at sidde ind hos Mississippis skrappeste bluesnavne.
“Jeg spillede bl.a. med legenden Big T i “Ground Zero Bues Cklub” i Clarksdale,  en fattig, udslidt by i statens vestlige delta, som har set bedre tider … men den emmer af klassisk blues. Det var en vildt inspirerende oplevelse, at få lov til at spille for et dedikeret publikum i de originale omgivelser”, forklarer Poul Ewald, som for en stund stopper snakken om sit livs passion og sender et tomt blik ud i øvelokalet.

“Vi troede det ikke muligt, men lige nu viser det sig, at der er ting, som er vigtigere end bluesmusikken. Det kan vi se nu. Corona vender op og ned på alt. Virussen er chokerende og svær at forholde sig til. Jeg selv tager slet ingen chancer i denne tid og skal nok blive herhjemme.  . Mit immunforsvar er svækket, så jeg er ekstra udsat i al det her”, påpeger Poul Ewald, lykkelig over, at han stadig kan spille en heftig mundharpe – og over, at han er bevidst om sine pauser.

Han bruger corona-pausen til at komme mentalt oven på igen og til at få kræfterne tilbage.  Efter denne snak dukker guitaristen Søren Bøje op og så skal de i behørig afstand arbejde videre med kompositioner og tekster til det kommende album “The Return of The Evil Sons”.  

Som tusindvis af andre bands i denne verden, ser vi længselsfuldt frem til den dag, hvor vi uden nogen form for risiko, kan vende tilbage til øvelokalet. Det bliver fantastisk…

Spritnye Corona blues
Hvem finansierer albummet?
“Det gør bandet og folk omkring os. Vi er heldigvis et socialt foretagende og pokkers stolte over, selv at investere i produktionen af albummet, som indspilles live i studiet uden overdubs.

“Den planlagte tourné er sat på stand-by et halvt års tid. Som landet ligger underdrejet lige  nu, så satser vi på at få vinylen i handlen inden jul”, siger Poul Ewald og spiller et uddrag af hans og Søren Bøjes spritnye “Corona blues ….”. 

“Den skrev vi faktisk i går…. og den er vi helt stolte af. Vi havde faktisk tænkt os at lave den i en akustisk udgave, men vi tør ikke mødes i denne tid. Tænker at vi måske kan lave et take på den om et par uger eller tre … der er shgu meget der ikke er, som det plejer – og det må vi leve med indtil videre.
Men mere super aktuel kan albummet da ikke blive.

 

 

 

 

Related Posts

Da Anders W. Berthelsen, 68, under en ceremoni på det nye Fisketorvet genindviede den 7-kantede...

Det bliver åbenbart ikke anderledes. Og tak for det. Waldorf er ikke bare en velsmagende...

“Vi havde en fantastisk sæson med udsolgt telt, hver eneste aften og et samlet publikumstal på...