By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Jeg stod relativt tidligt op og så TV2 News, som kun handlede om coronavirus/Covid-19 –  og da spritnye chokerende dødstal fra Italien, Spanien, Sverige, Amerika og herhjemme tonede frem på skærmen, kunne jeg ikke længere fordøje morgenkaffe, hjemmebag og nyheder.

Det er absurd, tænkte jeg, rejste mig, slukkede fladskærmen og tænkte på ingenting. Indtil jeg hørte sang i det fjerne. Og så på dén tid.

Naboen kan ikke synge og Tinsoldaten er lukket. På med Kina-skoene (burde være brændt i afmagt) og nysgerrig går jeg ud på svalegangen, hvor jeg bliver mødt af opgående sol, langt ude bag Albani-skorstenen. Solen forvandler kvarterets gamle huse til silhuetter, da jeg får øje på  lille gruppe mennesker i en baghave. Høreapparatet finindstilles – og så hører jeg gudhjælpemig “Sol, sol kom igen, solen er min bedste ven…” – der denne morgenstund passer som fod i hose.

De snupper en lille spids, skåler – uden at komme for tæt – og synger  endnu en sang…

Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne Hjertes Kvarts
maa smeltes ved at se det
den første Dag i Marts….

Det første vers af Kaj Munks smukke forårsbebuder passer tankevækkende godt til situationen i dag – den 9. april. Tænker jeg.

Morgensang og fuglefløjt
Baghavekorets morgensang er akkompagneret af fuglefløjt  – smukt og vedkommende.
Men da Vor Frues klokker tager over med morgenbimlen, vælger d’herrer og kvinder at bunde morgenbitteren, må det ha’ været … og i behørig afstand fra hinanden forsvinder de ind i det gule baghus. I al stilhed.

Aner ikke hvem de var, dem som med en glad intermezzo ønskede os go’ morgen … en tankevækkende stund, jeg sent vil glemme. På endnu en uforløst dag, hvor vi bare går og venter. Og venter.

Går ud fra, at baghavekoret var indspireret af de senere tids sange fra alverdens altaner. Dem som for halvanden måned siden begyndte i Italien, som særlig hyldest til læger, sygeplejersker og hospitals- og plejepersonale samt ambulanceførere og medicinalforskere – som døgnet rundt knokler for at redde menneskeliv og for at mindske smittefaren.

Hver fugl synger med sit næb.

Det italienske påfund med hundredetusinder af canzoni som synges af unge og ældre i det hårdt ramte land spædet op med klapsalver og blinkende lyskæder, inspirerede hurtigt en lang række andre lande, til at gøre det samme – og nåede hurtigt danske altaner og vindueskarme.
Eftersom der ikke er altaner i Overgades baghaver, er jeg sikker på, at morgenens sange var en stille, men velment hyldest til vores egne hædersfolk, som vitterligt gør en kæmpeindsats i sundhedssektoren, og som skal vide, at de har borgerne bag sigc- og vi tænker på dem.

Stå sammen ved at holde afstand
Vores hverdag blev ganske forandret og alvoren gik op for de fleste af os, da statsministeren i sin første tv-tale til folket, som endnu ikke anede noget om de problemer som ventede os.
Ud over at lukke landet af ved grænserne, så lod Mette Frederiksen blandt andet forstå, at »vi som danskere plejer at være gode til at søge fællesskab og være tæt”. Men tilføjede så, “at tiden nu er inde til stå sammen ved at holde afstand. Vi har brug for samfundssind og hjælpsomhed – og hjælpe hinanden«.
Stærke ord, som er gentaget nogle gange i forskellige udgaver. Ord som hver gang borede sig dybt som ind i mit kranie. Samfundssind og hjælpsomhed.

Lunken kaffe og sol på altanen
Tilbage i den dybe sofa og den lunkne kaffe, satte jeg mig til at fundere over en dag med solskin. Som jeg havde efterlyst siden efterår. Fordi solen i mit univers plejer at skabe optimisme, smil, kreativitet og positiv stemning. Sådan er det ikke i dag kan jeg mærke. Jeg føler afmagt – og forsøger jeg at lægge afstand til den globale virkelighed. Og de mange frygtindgydende tal, der popper op. Kom til at tænde for tekst-tv: Dagen tal: 1.604.736 smittede, 95.735 døde og 356.671 raskmeldte. 247 danskere er døde. 401 er indlagt – 32 færre end i går. 1.773 danskere er raskmeldte.

Slukker hurtigt og søger tilflugt på altanen – for første gang i år iøvrigt, hvor det viser sig, at selvsamme sol er ved at runde gavlen mod syd og det smukke ahorntræ, der sammen med Mindehallen og Fødehjemmet, er eneste overlevende fra nedrivningen af museumsområdet.

Sidder og funderer over ingenting – og spørger mig selv; hvordan mon hypokonderen H.C. Andersen ville have beskrevet Covid-19. Foto: SB Photo,

Alt er tyst – ikke engang fuglene gider synge. Alt er tilsyneladende som før, bortset fra, at fruen med knofedt, algefjerner og kærlighed har gjort udsigtsplatformen forårsklar.

Angsten for at blive smittet
Bygningsarbejderne er rejst på påskeferie. Jeg nyder stilheden, sender et tomt blik ud over i den tidligere forhave og spørger mig selv, hvad H.C. Andersen mon ville have skrevet om Covid-19 – om symptomer, smittekæder og risikoen for at dø.

Da kom det mig i hu, at jeg for nylig havde læst en artikel om nogle af H.C.Andersens dagbøger fra 1859.
Kolera-epidemien, der hærgede Europa fra 1829, nåede Danmark omkring 1845 og var frem til 1861 årsag til mange hundrede dødsfald.

Om koleraen var årsag til at rejseglade Andersen i 1859 valgte udlandet fra vides ikke. Han tog i stedet på, hvad han bagefter kaldte “Den store Jyllandsrejse”.
“H.C. Andersen Information” fortæller om dagbøger, hvori han beskriver sin dirrende angst for at blive smittet af den omsiggribende kolera-epidemi. Som hærgede store egne af Danmark.

I dagbogen beskriver han frygten for at blive ramt af sygdommen og om at undgå, “at komme i nærheden af mennesker eller ting, der har været i koleraområdet”. På sin tur rundt i Jylland føler H.C. Andersen, som i folkemunde betegnes som “et geni, en krukke og en hypokonder”, sig utryg og syg, alene ved tanken om at kunne blive ramt af kolera.

Da han under sit Århus-ophold mærkede uro og symptomer i sin langlemmede krop, tog han dagvognen til Frijsenborg Gods ved Hammel, hvor han indlogerede sig i en kammet hos greven. Og forsøgte her at abstrahere fra koleraen ved at klippe finurlige silhuetter til kammerpigen – og til greve-familien, som tak for husly.

Uforbederligt socialt dyr
Tilbage til vores egen virkelighed – 161 år senere. På altanen med benene oppe og udsigt over digterens kvarter. Mens fru Susanne vandrede sine obligatoriske syv kilometer. Fandme godt gået, tænkte jeg, som selv er et uforbederligt socialt dyr, der trives bedst i flok, godt selskab og med at slentre i bylivet – i mit tempo. Droppe ind på en café, nyde cortado og croissant, se på typerne og et par aviser – og så ellers videre ud ad livets landevej – som p.t. er lukket. Er der lange udsigter til det hele?

På aftenudflugt omkring Skibhuskvarteret overmandes vi nærmest af musikken som strømmer ud fra altaner og vinduer – sammen med stjernekastede, blinkende kulørte lamper og et lydinferno af båthorn, skralder og grydelåg – mens en fyr med megafon forsøger at styre løjerne Kønt er det ikke, men det er ærligt og originalt og med til at få borgerne borgerne i dette kvarter til  at tænke på sammenhold. “Det her gør vi hver aften ved denne tid. En halv times tid for fuld skrald. Så hylder vi alle dem, som gør en forskel”, lyder det fra en herre med blinklys i sin høje hat.

På næste musikalske hjørne fortæller en kvinde i fyrrene, at “vi befinder os i en mærkelig tid, hvor vi er stolte over vores sundhedsvæsen, som skal vide, at vi tænker og hædrer alle dem som knokler for vores helbred. Og for at udrydde al det virus. Gaden her plejer at være stille som graven, men ved denne tid ser vi, der er liv bag gardinerne”.
Veninde “der bor i gaden” tilføjer halvt råbende, at “de ældre som sidder alene hjemme i de små lejligheder og måske føler sig utrygge. De skal mærke og høre, at vi er hos dem. Det er vores måde at opmuntre hinanden i en svær tid. For hold op, det er ikke nemt. Vi kender flere som har mistet deres arbejde. Sgu’ trist…”.

Kvinderne havde jo ret, sagde vi til hinanden, da vi roligt kørte derfra. Ad tomme triste gader. Solidaritet og hjælpsomhed på tværs af gader og kvarterer, er en god måde at vise samfundssind på.

 

 

Related Posts

Efter godt 52 år i dvale er Overgade forlænget med 60-70 meter og forvandlet til et lille torv ud...

“Som revychef siden 2009 har jeg oplevet meget, men aldrig har jeg mærket en begejstring, som den...

“Hold da helt op. Der er sket noget siden jeg var her sidst. Helt utroligt. Se det nye Carl...