By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Der er datoer, som står stærkere i erindringen end andre. Onsdag den 29. september 1994 er en af dem, som står stærkest – og som aldrig vil slippe mig.

Det var en grå, tidlig morgenstund, da nyheden dukkede op på tv – som et kort indslag. Uden billeder.
Det var i morgen-nyhedernes barndom, og kun få enkeltheder om “en skibsulykke på den nordlige del af Østersøen”, var sluppet ud.
Ifølge en kortfattet meddelelse fra det svenske nyhedsbureau TT, var den estiske bilfærge “M/F Estonia” forlist i hårdt vejr. Den tog vand ind og var begyndt at synke. Radioavisen nævnte intet om dramaet.

Hjemme i Pederstrupvænget i Søhus, hvor jeg boede dengang, var kufferten pakket og billetten lå i inderlommen sammen med den fine lille bog om luksusfærgens super service, høje gastronomiske niveau og imponerende interiør – det hele serveret inspirerende i et væld af farvebilleder, som jeg havde modtaget et par dage forinden.
Taxaen til Beldringe var lige bestilt, da den chokerende nyhed dukkede op på tv. Først da nyhedsoplæseren fortalte, at  “den nye store luksusfærge var ved at synke og at i hundredevis af redningsfolk i både i fly kæmpede for at redde ombordværende menneskeliv”, først da, gik det op for mig, at den var helt gal – og at det lige så godt kunne have været mig, der i isnende kulde, lå i en redningsbåd og råbte på hjælp. Hvis jeg da var kommet så langt.

Vi skal ikke sejle nogen steder!
Husker, at jeg igen og igen kikkede på billetten og rejsematerialet og kun kunne konstatere at det var altså vores færge”. Nærmest i affekt ringede jeg til kollega Anders W. Berthelsen, som jeg nærmest tragikomisk fortalte, at vi alligevel ikke skal ud og sejle nogen steder.
“Hvorfor ikke det”, spurgte han overrasket. “Fordi Estonia er på vej mod havets bund – på vej fra Stockholm til det sted på havet, hvor Østersøen bliver til Den Botniske Bugt”.
Så blev stille i den anden ende af telefonen. At siger han: “Forklar  mig lige hvad der er sket,…”.  Jeg forsøgte at fortælle den korte historie og sluttede med at sige; “Taxaen står derude. Vi ses i lufthavnen – helt efter planen”.

Efter et par dage i sorgens Tallinn, mente et østeuropæisk turistbureau, at vi skulle møde en “typisk estisk kunstner”. Det gjorde vi så. Men hvorfor vi skulle op på et tag, som her, aner jeg ikke. Måske for at tage opbygningen af det nye land i øjesyn . Foto: Anders W. Berthelsen

Det lille lands maritime stolhed
Estlands maritime stolthed, bilfærgen M/F Estonia var på vej fra Estlands hovedstad Tallinn til Stockholm, og katastrofen indtraf i voldsomt uvejr ved 23-tiden, otte timer før nyheden nåede ud i medierne, da en snes meter høj bølge ramte superfærgens bovport, hvilket – ifølge senere rekonstruktioner – resulterede i, at ikke alene bovporten, men også den bagvedliggende bilrampe, blev revet af skibet – hvorefter vandmasserne fossede ind på bildækket. Færgen fik slagside, de første redningshelikoptere var på vej fra Sverige og Finland.
Drømmerejsen blev gjort til et hjerteskærende mareridt for de godt 1100 ombordværende i det oprørte hav.
Et par uger senere, da eftersøgningen blev indstillet, viste det sig, at 989 druknede – bare 138 passagere overlevede.

Symbol på uafhængighed
Estonia var helt ny. Bygget i Niedersachsen. Da færgen blev sat i drift 1. februar 1993, var det Estlands største skib. Et stolt symbol på det nye lands uafhængighed efter Sovjetunionens fald.

Der blev det blev et ambivalent, tankevækkende og mentalt turbulent møde med Tallinn, der var i omvæltingens tegn. Middelalderbyen og den lille baltiske stat, var i fuld gang med at banke rusten fra Sovjet-tiden af sit image. Efter opløsningen af Sovjetunionen og jerntæppets fald, var det blevet lettere at rejse til de baltiske lande – og bl.a. besøge Estland med de historiske danske relationer.

Reportagerejsen skulle bane vejen for turist-boom
På daværende tidspunkt, sad jeg i bestyrelsen i foreningen Danske Trafikjournalister, og jeg var med til at arrangere reportage-relevante rejser til en række lande – bl.a. til Finland, Belgien, Holland, Frankrig, Spanien, Ungarn, Østrig, Tyskland og USA.

Efter et par dage i sorgens by, Tallinn, blev vi på reportageholdet enige om at mødes på haven. Et tankevækkende syn at se det tomme  færgeleje. Kun skrigende måger brød stilheden.

På baggrund af den positive politiske udvikling i Estland, mente jeg, det var oplagt, at tiltettelægge en reportagerejse til Baltikum.
Jeg vidste DSB’s Rejsebureau var igang med at lancere Estland som nyt rejsemål – med fly eller tog til Stockholm og derfra med færge til Tallinn. Derfor lagde jeg op til, at “sende et hold  mediefolk til Eatland for at vejre stemningen” og at se på de steder, som DSB’s gæster skulle besøge. Bureauet sagde okay, fordi det kunne se god pr i de efterfølgende rejse-artikler.

Først tog… så færge, men den spå på havets bund
DSBs Rejsebureau og journalisterne fik arrangeret rejsen. Jeg husker mødet, hvor vi talte om afrejsen skulle være den ene eller den anden dag. Der var argumenter for og imod.

Hvorfor vi valgte den ene dag, fremfor den anden, husker jeg  ikke….
sikkert er det dog, at havde vi valgt den anden anden dato som var på bordet, så er der ikke sikkert, vi var her i dag. Sådan er livet fyldt med mærkelige tilfældigheder.
Heller ikke her , var der langt fra lykke til ulykke.

Meningen var, at DSB ville sende os med tog til Stockholm og videre derfra med “den nye moderne superfærge” til “danskerbyen” Tallinn, som DSB ville gøre til en populær og relativ billig destination. En spændende by fyldt med danske-historie.
Færgen havde afgang hver anden dag fra de to hovedstæder, og synes oplagt som mini-krydstogt.

Her 27 år senere, sender jeg ofte tanker tilbage til det dramatiske forlis, som vi kolleger kunne have været en del af.

Mindes ofte mødet med den smukke tavse, nærmest lammede hovedstad og dens chokerede indbyggere. En middelalderby, som var i færd med at finde sig selv efter mange års undertrykkelse og sovjettisk besættelse. Og jo, det var dér dannebrog ifølge sagnet dalede ned  fra himlen i 1219 … men det er en halv anden historie.

Denne lille bog, fyldt med information om M/F Estonia, fik vi tilsendt som inspiration før rejsen. Lige siden har den mindet mig om, hvor heldig man kan være og hvor let man kan blive en del af tilfældigheders underlige spil.

Vi ville vide mere om den genvundne frihed
Fyns Amts Avis’ Peter Faber, Anders W. Berthelsen, der dengang var på Berlingske samt Stiftstidendes fotograf John Fredy og jeg selv, var blandt de mediefolk, som dagen efter forliset skulle have været ombord på luksusfærgen, som var på vej til Stockholm for bl.a. at henter os, da katastrofen skete.

Meningen var at vi skulle ta’ pulsen på det lille land, som få år forinden havde genvundet friheden. Vi fløj fra Stockholm til Tallinn i et udrangeret Aeroflot-fly og vi var i byen i fem dage.

Mødet med en by i sorg og fortvivelse
Som vi så det, så havde rejsebureauet sammen med en lokal samarbejdspartner, svært ved at se alvoren i forliset. Ganske enkelt ud fra tesen om, at vi var kommet til Tallinn for skrive om byens herligheder og ikke for at berette om en by i sorg. Især optrådte en lokal medarrangør, som stod i spidsen for et østeuropæisk bureau, stærkt manipulerende.

Selvfølgelig fik opholdet et andet forløb end det programsatte. Vi gennemførte alle interview- og reportageaftaler – og flere til – bl.a. blev der via en samarbejdsvenllig dansktalende guide arrangeret et møde med lokalredaktøren af det kommunistiske Ruslands dagblad Pravda (Sandheden).
Da vi spurgte ind til katastrofen og forsøgte at få en seriøs vurdering  af hændelsesforløbet, forsøgte den kvindelige redaktør, at overbevise os om, at havde færgen ikke haft “et dårligt og uerfarent estisk mandskab, så var katastrofen aldrig sket. Hun tilføjede iskoldt, at havde færgen derimod haft dygtige, veluddannede  russere ombord, så ville katastrofen aldrig være sket”.

Fra starten kom følelserne på hård prøve
Som hurtig erstatning for færgen, blev der ekstraordinært indsat en nedslidt maskine fra 50’erne, som forlængst burde være udrangeret, men som Estland angiveligt havde fået foræret af russiske Aeroflot – i stedet for at sende det til skrot,

Estlands nye nationale flyselskab Estonian Air havde endnu ikke råd til de store investeringer. Slet ikke i fly, som skulle stå standby. Efter en halv times flyvning over Østersøen, kunne vi ikke lade være med at kaste et nysgerrigt blik ned på det oprørte hav, hvor vi kunne få øje på nogle gyngende små pletter under et par svævende helikoptere. Et chokerende syn.Mens vi i Stockholm, sad og ventede på udkald i Arlanda-lufthavnen, fik jeg øje på en farverig plakat, som i charmerende vendinger fortalte om glæden ved at sejle med det nye moderne M/S Estonia – og nedenunder var et billede af en bugnende buffet med overskriften: Alt godt fra havet. Jeg glemmer aldrig det syn i afgangshallen.

Nogle jubilæer er mere festlige end andre. For godt 25 år siden fik jeg en lille bog som fortalte om enhver detalje ombord på superfærgen Estonia, det lille genfundne lands maritime stolthed, som skulle have bragt mig og nogle kolleger til Estland, hvor en række estere skulle fortælle os om deres nye lysere og optimistiske hverdag.

Alle flag var på halv stang
Og jo, da vi ankom var “dannebrogs-byen” præget af tusindvis af estiske blå-sorte-hvide flag – og alle var på halv stang.

Tallinn var lammet, stemningen afdæmpet.
Det var som om, vi kunne se på byens borgere, at de alle kendte nogen ombord. Og ikke kendte deres skæbne. Hvilket flere også gav udtryk for. Stort set hele færgens mandskab var fra Tallinn.

Derfor blev det et underligt møde med en by og et land, som netop i dén periode forsøgte at finde lykken over, at være sluppet fri for den sovjettiske svøbe – i en tid, hvor mange estere stadig var i tvivl om, hvad den såkaldte frihed ville føre til.

Det sker jeg skimmer Tallinn-reportagen, som jeg skrev til Stiftstidende. Hver gang funderer jeg i mit stille sind, over, “hvor uheldig man kan være og hvor tilfældigt det er, at jeg er her endnu”. Verden er underfundig. 

Årsagen til forliset er stadig en gåde
Trods adskillige videnskabelige undersøgelser, er årsagen til det tragiske forlis for snart 25 år siden, stadig ikke fundet. Når man (eller værftet) udlukker “tekniske årsager”, så har mange ubesvarede spørgsmål gennem årene givet grobund for konspirationsteorier – blandt andet, at der skulle være udløst en sprængning ombord.
Men som bevidst er holdt hemmeligt af myndighederne.
Havari-kommissionens rapport fokuserer ikke alene på spørgsmålet om, hvorfor færgen sank- men også sank så hurtigt. Flere konspirationsteorier munder ud ubekræftede rygter om, at færgen var lastet med narkotika eller beriget uran, som har forårsaget et attentat. Der arbejdes stadig på teorier – og opklaring.
“Jeg føler mig overbevist om, at årsagen til alle tider, vil stå hen i det uvisse”

John Borgkilde

Related Posts

Kultur !! Er det ikke noget man pudser møbler med? Citat: Robert storm Petersen   CÆCILIE HAR...

“Jeg er overvældet og glad over, at vores trofaste publikum har været så loyale, som det nu viser...

Så ligger det fast. Efter længere tids rygter om Rottefælde-holdets udseende, er revy-sløret nu...