By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Fredag 6. november er det traditionen tro national J-dag.

Her i huset er det J-dag, hver dag. J for John.

Lige nu skåles i en særlig John Borgkilde-bryg. Mindre kan ikke gøre det i disse grågrå tider.

En øl som virkelig skal rånydes. Thi beholdningen er meget begrænset. Den er nemlig kun produceret i fire eksemplarer. Men hvilke fire. Mon ikke selve flasken bliver samlerobjekt.

Ja, den er god nok. Det ér en rigtig pilsner Livets små glæder skal man huske at ta’ med, især når de også kan slukke tørsten.

Det ligger fast, at pilsneren kom til verden i Tværgade – på den anden side af Odense Å.

Læsere med et skarpt syn på tilværelsen eller med briller med glas stærkere end øllen (5,4 pct.), kan få øje på teksten i øverste halvbue på etiketten, som er produceret i 100 procent genbrugspapir.

Her lyder teksten kort og godt “Hej med dig – www.Borgkildesblog.dk

Den særlige hjælpepakke er kreeret og leveret af min gode ven Brian Arnold, den altid glade odenseaner med snoet moustache og godt i stand, som sit forbillede, kendt over det ganske land som ”Danmarks John” – når Brian træder op som look alike-udgave af folkekære John Mogensen, der døde i 1977 – og dermed gør den 43 årige odenseaner sit til, at få sangene til at leve i bedste velgående.

Inspireret af øllens oprindelige navn, tillader jeg mig at kalde Brian for en rigtig original.

Her er så originalen – leveret af en hyggelig original. Foto: Torben Madsen

Tilbage til J-dagen, som i denne småbeduggede udgave markeres for 30. gang – så der er tale om et lille jubilæum. Trods alt.

De fleste danske bryggerier har taget konsekvensen af de skærpede virus-restriktioner med at aflyse J-dagen. De nøjes med at fylde beværtningernes køleskabe med diverse juleøl. Og dem er der efterhånden rigtig mange af.

Albani vælger at benytte sig af tidens virtuelle muligheder, idet bryggeriet sender et såkaldt juleøl-show, som ”tv-underholdning” på de traktørsteder, som har koncernens produkter på kortet . Der sendes såkaldt live-streamet show ud til stamstederne, som fyldes op til kanten med bl.a. musik, ølsmagning og julebingo i bedste julestue-stil.

Markeringen på sports-cafeen
Ét af de mange steder, der hopper på den digitale ølvogn er Kick Off Sportspub i Overgade – som ellers er kendt som tv-fodboldens højborg.

Om afviklingen af J-dag, fortæller restauratør Flemming Berg, at fredag 6. november er Kick Off vært ved en Rødhætte (den milde) eller en Blålys (den stærke) – til alle.

Altså som sædvanligt lukkes juleøllen op første fredag i november.

Det var i øvrigt Odense, som var allerførst med denne tradition, som en meget ung Bo Bomuld fik den skøre idé til.

Så populær blev markeringen af juleøllets frigivelse, lang tid før Mee Too-bevægelsen var opfundet, at politiets uro-afdeling og færdselspolitiet på forhånd indkaldte al disponibelt mandskab. Skidt for de især unge mennesker og godt for Statskassen.

”Fra 16.59 til 20.59 viser pubben med de mange storskærme et såkaldt virtuelt liveshow med røde og blå øl i hovedrollerne. Jeg er sikker på, vi får nogle hyggelige timer, som skal nydes siddende ved bordene. Heller ikke den dag må nogle nøjes med at stå og hænge i baren. Derved overholder vi conora-reglerne – og dét skal vi”, bemærker Flemming Berg.

”Fra J-DAG live-studiet, der fyldes med kendisser og juleøl, lægges op til virtuel fællessang, festlig musik, juleøl-smagning og jule bingo med fine præmier i bedste julestuestil. Pris: Ølsmagning , bingo og julesnacks 150 kroner.

Intet er som det plejer, og intet bliver som det har været, men én ting er sikkert og vist. Torsdag den 24. december er det juleaften.

Glædelig jul

 

 

 

Related Posts

Odense Boldklub har driblet sig til lidt af en genistreg, idet superliga-klubben har sikret sig...

Den uskønne sorte asfalt er langt om længe skrællet af og Overgade ligner sig selv. Og de handlende...

Ikke alt går som ventet. Hverken i H.C. Andersens historier eller byggeriet af super-museet i...

Leave a Reply