By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Da Lui Larsen en lun juli-dag for godt tre år siden havde besøgt sin ungdoms yndlingsby Paris, ville han videre til Amsterdam. Lige inden han sprang på toget på Gare du Nord nåede han at købe en Moleskine-notesbog, som på turen og tiden derefter blev fyldt med ord og sætninger.

Straks da toget begyndte at køre nord på, begyndte han at grifle stikord om hændelser og tanker – fra dagene i Byernes By og meget andet.
Lige dér skabte Lui Larsen fundamentet til sit unge livs første digtsamling.

Lui Larsen, 22, springer ud som digter og præsenterer sin digtsamling “hjemme i sit kvarter”. Foto: Camilla Lundbye. 

“Da vi sent aften nåede Amsterdam Centraal Station, vidste jeg, at jeg skulle skrive en digtsamling. Det var ligesom bare sådan, det skulle være”, husker Lui Larsen, 22 årig odenseaner, der er klar med sin debut på sit livs første digtsamling, han kalder “Endnu er vi her (lidt endnu)”.

Som evigt søgende teenager lavede Lui Larsen filosofiske kortfilm på filmværkstedet, et inspirerende miljø han satte pris på.

Bryder ud i sang i gadebilledet
“Jeg elsker også at synge og spille guitar. Faktisk er jeg så glad for at synge, at jeg tit bryder ud i sang, når jeg går på gaden”, fortalte han i et interview op til Spoken19, “en festival på ord”, hvor han læste op af sine digte “Oktoberdage” på Boogies Night Club.

Selv om han også har gjort sig tanker om at tjekke London af, for bl.a. at realisere sine indre skuespiller, så beholdt han et fast greb om digterpennen.

Om sit møde med digtningen på vej til Amsterdam, fortæller han bl.a., at “det var som en luge, der pludselig åbnede sig. Ordene og sætningerne strømmede bare ud. Alt var kogt og klar til at blive serveret”.

 

Digtenes særlige sprog
“Et digt kan i nogle situationer mere end både musik og film. Jeg kan lege med ordene og skabe billeder, som er stærkere. Digtene er min niche”, funderer Lui Larsen i Spoken-magasinet.

“Jeg fandt ud, at jeg med digtene kan fange nogle følelser, som jeg ellers ikke kan definere, selv om de altid har været der. Ved at få den skrevet ned på papir, får jeg dem formuleret og formidlet. Jeg tror stadig ikke, jeg kan formulere alle mine følelser, men med digtene har jeg fået et sprog til at beskrive dem med. Jeg tror faktisk aldrig, jeg bliver færdig med at udtrykke mine følelser i digte”.

“Jeg får aldrig skrevet den fuldendte sætning eller det perfekt digt. Det kommer heldigvis ikke til at ske. Det er som et godt mysterium, som ikke må blive opklaret”.

Forsiden af debutanten Lui Larsens bog med digtsamlingen. I al sin enkelthed.

Forvandlet til trykt virkelighed
Efter tre begivenhedsrige år er tanker og drømme nu forvandlet til, hvad han kalder “trykt virkelighed” i form af en rejse gennem hans digteriske univers.

Digtene kan sagtens læses som referat af dage og nætter i en ung mands liv, med alt, hvad det indebærer af glæder, sorger og tanker samt ikke at forglemme et uforpligtende stævnemøde på Nørreport Station (endnu en station, red.)…

Nu er drømmen altså blevet til virkelighed.

Droppede ind i tidslommen
Det er ikke tilfældigt, at Lui Larsen, som nu bor i København, for nylig valgte at release digtsamlingen hos vinyl-og musikhandler Bo Ellegaard alias RecordPusher, som også lagde lokalitet til storebror Hjalmars album-release.

På vej ud i byen, er Lui ofte droppet ind i tidslommen – for at lytte til musikken, slå en sludder af og nyde en genstand i vinyl-baren. Og så videre …

Digtsamlingen, som Lui Larsen også kalder“en rejse fra det velkendte, ud til det ydre rum – og til sidst tilbage igen”, udkommer på Forlaget Lauritz, et lille ambitiøst forlag med mod på at udfordre branchen.
Lauritz har base i Odense – i samme lokaler som søsterforlaget HISTORIA.

Paralellen
Lui Larsens debut-digtsamling er altså nærmest er født på jernbanestationen Gare Du Nord i Paris, og lige dér opstår en underfundig parallel i mit indre sind.
For straks jeg hørte Lui’s forklaring om tilblivelsen, da dukker hans far Kim Larsens smukke sang “Parron Gare du Nord”. For nylig rålyttede jeg, for Gud ved hvilken gang til albummet “Strakkels Jim” (1974). Og der nød jeg igen den romantiske sang, som makkeren med den herligt skæve hjerne, “huspoeten” Mogens Mogensen skrev til Larsen – på bagsiden af en krøllet papirspose.

Sangen om togturen til Madrid, er ikke blandt Gasolins mest kendte, men den er smukkest af alle. Det siger ikke så lidt. De bare to vers har lige dele dampende poesi, romantik, nostalgi, rejselyst og længsel. Tilpasset parisiske harmonier.
Vel går jeg ud fra, det er tilfældigt sammenspil – men den skal nævnes alligevel…

Det skete sidste efterår,
da svalerne fløj
til deres vinterparadis.
Jeg tog et tilfældigt tog
ned til Madrid,
til solen, Åh – så varm og blid.
Hun stod på ved Gare Du’Nord,
og jeg slog blikket ned…
er det hvad jeg kalder kærlighed,
Mens vi fløj fra station til station
hvisked’ hun:
Hvor var du henne i hele mit liv?

(første af “Perron Gare du Nord”s to vers)

Og så er det Johs. V. Jensen
Med frygt for at køre helt af sporet, vil jeg lige nævne, at jeg siden min spæde ungdom har været fascineret af Johs. V. Jensens klassiske prosadigt “På Memphis Station”. Et medrivende digt, som skaber indre billeder. Johs. V. Jensen besøgte bluesmusikkens hovedstad Memphis i sommeren 1903. Især beskrivelserne af sanser og tanker under mange timers ventetid på den store travle jernbanestation er forrygende. Også rejseoplevelser fra besøget i andre stater er en del af denne, hans første digtsamling fra 1906 – som også er hans mest oversatte. Rejseglade Jensens digte, noveller, romaner og skuespil har i generationer inspireret mange læsere over hele Kloden. Husker jeg lod mig tryllebinde af “stationens” evigaktuelle poesi om udlængsel, rejselyst, kærlighed – og ikke mindst angst.

En tankevækkenede parallel til Larsen og Mogensens “Perron Gare du Nord” og eller til Lui Larsen “Endnu er vi her (lidt endnu)”. Ingen ved, hvornår det fløjtes til afgang på livets sidste rejse. Heldigvis.

 

 

 

 

Related Posts

Kanal 5’s tv-kommentator Zak Egholm fortalte før kampen mod Østrig, at Sepp Piontek netop var...

Jeg elsker karmen … vindueskarmen   Sol sol kom igen,Solen er min bedste ven – igen. Længsel efter...

“Operationen lykkedes, men patienten døde”. Det lykkedes at sætte en forrygende Odense Vinterrevy op,...