By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Brian Arnold Nielsen, 43, har taget sin livs største beslutning. Fra den ene time til den anden sagde han farvel til rollen som John Mogensen-look alike og til koncertnavnet “Danmarks John”. Pludseligt nåede Brian til det punkt, da han hadede at være dobbeltgænger på fuld tid. Han længtes efter den gamle Brian.

Brian Arnold og bandet oplevede at være efterspurgt på landets spillesteder, kroer og haller – og også nogle af medierne ville vide mere om look alike fænomenet fra Odense.

Selv når Brian ikke synger, minder han om John Mogensen”, skrev dagbladet Information i 2017, netop som filmen om den folkekære musiker blev lanceret med Rasmus Bjerg i hovedrollen. “Det er svært at se forskel på halassistenten fra FKS Hallen i Odense og legenden. Et mangeårigt dybt engagement i John Mogensen, hans liv og musik, har drevet Brian Arnold til at starte kopibandet “Danmarks John”. Nu er Brian nærmest en reinkarnation af John Mogensen, og ligesom han havde sine nedture, så er det heller ikke altid, Brian slår til”, skrev avisens udsendte, som fandt Brian Arnold sidde på et værtshus efter en koncert i Rønne.

Brian Arnold i sin glansrolle i orkestrets vokale forgrund – sammen med kvartetten, som skulle akkompagnere ham i musik-teatret. PR-foto.

Efterspurgt underholder
Brian Arnold lignede en mand som befandt sig i et trygt miljø, selv om rygklapperne kunne gøre ham forlegen, grænsende til rådvild. I 5-6 år oplevede han at være arrangørernes efterspurgte underholder. Han kneb sig ofte i armen, da han havde svært ved at forstå populariteten. Han var bevidst om sine mangler som sanger. Men han havde nemt ved at mobilisere sit ærlige, originale og venlige gemyt.

Det havde han også, da eventyrets første kapitel blev skrevet i hans kælderrum, som var fyldt med rariteter, billeder, plakater, plader, covere, radiointerviews, bøger, blade samt andre særprægede ting og sager, som relaterede til forbilledet, John Mogensen, der døde 10. april 1977 – præcist en måned før Brian Arnold kom til verden på sygehuset i Odense.

Altid elsket at synge
Allerede som dreng, elskede Brian at synge. Mest for sig selv og bare for sjov, når han efter bedste evne sang “Så længe jeg lever…”, “Nina kære Nina”, “Ursula..”, “Karl Herman og jeg”, “To mennesker på en strand…”, “Erik Oluf Andersen”, “Der er noget galt i Danmark” og alle de andre fra bagkataloget.
Brian gjorde ikke alene en dyd ud af, at huske alle teksterne, men også Mogensens egen historie om sangenes tilblivelse. “Det er jo en helhed”, fortalte han ofte.

“Jeg købte en karaoke-dvd med 10-12 numre, som jeg øvede mig på og bevarede derved min indre John Mogensen. Og så inviterede jeg mine glade musikervenner hjem i min kælder, hvor vi over et par øl spillede og sang aftenen igennem. Det var dét jeg kunne han li’. Sådan bare for sjov… og sådan håbede jeg også det ville fortsætte. Men som tiden gik, blev jeg underligt nok mere og mere efterspurgt. Folk ville synge med… på “Åh, hvilken herlig nat …” og alle de andre eviggrønne ørehængere. Og det sagde jeg så ja til”.

Seks hektiske år
Det blev begyndelsen på 5-6 hektiske år, hvor han bogstaveligt talt “forvandt fra sig selv” – og langt ind i rollen som “Danmarks John”. Han og orkestret var ude og spille hver weekend rundt i landet. Ja, de nåede helt til Grønland i nord og Spanien i syd…

“Men det fungerede ikke. Det var ikke længere hygge og bare for sjov. Lidt efter lidt blev det en plage”.

Brian Arnold har haft et fremragende samarbejde med pianisten Anders Haaber, som skulle have været kapelmester på Svendborg Teater. Måske fortsætter de samarbejdet med et helt nyt udgangspunkt. Nemlig John Mogensen Tribute.

“Sidste år havde orkestret vel bare 5-6 spillejobs, men jeg fik det skidt med John Mogensen-plagiatet. Inden jeg tog afsted til koncerterne fortalte jeg til min kone Anja, at jeg ikke gad mere – at jeg hellere ville være hjemme hos hende. Det er da dejligt, svarede hun, men husk nu på kontrakten og aftalen med musikerne. Det havde hun jo helt ret i – og jeg måtte endnu engang afsted…”

Så populært et navn var den odenseanske idrætshal-assistent, at han i 2018 blev engageret til at spille titelrollen i musikteater-forestillingen “Danmarks John” med et professionelt set up. Forestillingen skulle have være opført sidste sommer, men blev udsat til april i år, hvor den også er aflyst på grund af Corona. “Danmarks John” skulle have været teatrets første egenproduktion siden indvielsen i 1854.

Nogen må jo tro på mig  
“Forestillingen blev kørt igennem op til premieren og alle var tilfredse. Men så kom Coronaen…”, fortæller uerfarne Brian, som indrømmer, han var fyr og flamme og klar til opgaven; “Nogen må jo tro på mig og det er jeg stolt over”. Han lærte teksterne og koreografien og at føre sig frem sammen med professionelle musikere og skuespiller Sofie Alhøj, uddannet på skuespillerskolen i Odense og ansat på Folketeatret. Anders Haaber var kapelmester – han er uddannet på konservatoriet i Odense.

Musik og optræden kom op på en niveau, hvor jeg følte nogle dikterede, mig – som jeg aldrig før havde prøvet – og den Brian, jeg havde kendt, blev sat ud på et sidespor. Nu var det ikke længere “bare for sjov”.

Åndelige forbillede –
Skæbnen ville, at Brian Arnold lidt efter lidt blev personificeringen af myten John Mogensen, som blev mere end et åndeligt forbillede.

Nu har Brian Arnold åbent og ærligt valgt at fortælle sin usædvanlige historie til borgkildesblog.dk  – et forløb som kulminerede en kold november-morgen i 2020 med en overnaturlig oplevelse, som med egne ord endte med, at han på ganske minutter tog sit livs største beslutning for tilmed at vende tilbage til sin egen krop, som han selv formulerer det.

Da logoet lignede en sol
Hvordan hænger det så sammen, kan man spørge – og hvad fik han til at droppe “Danmarks John”-figuren, som bogstaveligt talt var ved at ta’ livet af ham?

“Ved 6.30-tiden var jeg som sædvanligt på vej til arbejde i min Opel Mokka. Jeg kørte ad Assensvej, da jeg cirka hundrede meter før lyskrydset ved Vestre Boulevard satte farten ned og stoppede for rødt ved krydset. Det eneste jeg fik øje på i morgenmørket var supermarkedet Lidl’s runde gul-røde logo, som jeg i nu’et opfattede som en sol der strålede. …. og dét var det altså også”.

“Der var ingen andre biler på vejen. Det hele føltes underligt og uforklarligt. Jeg så altså nogle stråler, der ikke var der og jeg opfattede “solen”, som strålede sine stråler på mig – og jeg begyndte at ryste og svede og fik det skidt”.

“Jeg havde slet ikke serv det komme”, siger han og drikker det sidste af sin sorte kaffe.

Væk er John Mogensen-klunset – og image. Efter næsten seks år kan Brian Arnold igen genkende sig selv. Og det er han lykkelig for Foto: John Borgkilde

Hvor helved’ har du været
“Da jeg fik øje på mig selv i bakspejlet udbrød jeg; hvor helved’ har du været, Brian. … jeg vil simpelthen ikke mere….. er dét måske det hele værd…”, spurgte jeg mig selv. Uden at svare, indrømmer en afdæmpet Brian Arnold. “Da jeg kørte videre, fik jeg det mærkeligt. Svedte, rystede og fik problemer med åndedrættet· Kollegerne i Dyrup spurgte om de kunne hjælpe. Jeg slog det hen og påstod, at jeg havde det fint. En times tid senere, ville jeg bare væk og kørte ud til min mormor, som jeg ikke havde besøgt længe. Hun blev overrasket, da jeg pludselig stod i døren og bad om en kop sort kaffe. Efter en god snak, rådede hun mig til at køre direkte hjem. Det har du virkelig brug for, sagde hun.
Mormor havde ret.”

Hjemme igen kunne Anja se, noget var i vejen. Hun fik også historien om solen, strålerne, sveden, beslutningen, mødet med kollegerne og om mormor. Tak, sagde hun, og gav Brian et kram.

“Jeg fortalte Anja, at jeg hadede rollen og figuren, som jeg nu gjorde op med. Men tilføjede dog, og det var vigtigt, at jeg ikke agtede at slippe kunstneren John Mogensen …. men derfor behøver jeg jo ikke gå rundt og ligne ham”.

Anja og Brian har netop overtaget en skøn lejlighed tæt ved centrum i Odense, og sammen har de tre sammenbragte voksne børn; Sara, Mathias og Nanna.

Ville af med det hele
Brian smed resolut sine røde seler, den sorte skjorte, de slidte jeans med hængerøv og kasketten, Klædeskabet blev tømt – det hele røg i skraldespanden. Næste dag gik han til frisøren og dér røg moustagen og de lange John-lokker. I spejlet havde han svært ved at genkende sig selv som korthåret.

Og så gik han ud og købte nyt tøj.

“Ude i hallen gik kollegerne forbi uden at hilse. Først nogle meter senere vendte de sig om og udbrød; “jamen det er jo dig Brian. Du ligner jo slet ikke dig selv”, lød det. ”Jo, det er netop det jeg gør. Ligner mig selv”, svarede Brian og kom i tanke om, at de har aldrig havde set ham, som sig selv. En syret og underlig fornemmelse.

I kontakt med omverdenen
”Det var som om, at jeg efter besøget hos frisøren var vendt tilbage i min egen krop. Jeg lukkede for min Facebook-konto, deletede “Danmarks John” og destruerede hjemmesiden.  Det ultimative punktum var sat for det kapitel. Måske lyder det tosset, men jeg følte mig allerede som et nyt og bedre menneske. Jeg oplevede pludselig hverdagen fra nye perspektiver. Fantastisk følelse, da jeg for første gang i 5-6 år fandt overskud til at tale med familien og vennerne om ganske almindelige ting – og ikke noget om “Danmarks John”. Synonymet er sendt i graven.

“Nu var jeg igen den glade gadedreng Brian på 43 som ikke skulle leve op til noget. Bare være mig selv. Jeg er utroligt lykkelig over, så mange har været så forstående – det gælder også dem på Svendborg Teater”, fortæller Brian Arnold, som var godt 30, da han stort set uden at ane det ændrede livsstil, udseende og beklædning – til en omvandrende kopi af den forlængst afdøde musiker. Og en look alike-skikkelse, som folk genkendte på gaden og fotograferede.

“Jeg brød mig i virkeligheden ikke om det image, men jeg havde åbenbart behov for at gemme mig inde bag mig selv”.

Minderne har man vel lov at ha’….. Brian Arnold i en afslappet hyggestund med “drengene”….  som han satte så stor pris på.  Før aftenens koncert.

Solstrålehistorien
Dette interview med halassistenten, som efter 5-6 års ubevidst rollespil bogstaveligt talt fandt tilbage til sig selv, blev indledt med fortællingen om den årle morgenstund, da han fik øje på Lidl-logoets usynlige solstråler.

Nu slutter denne beretning til gengæld med en rigtig solstrålehistorie.

Han fortæller, at siden han var lille skoledreng, havde han været en genert type.
“I årevis havde generthed og angsten for ikke at slå til været mit handicap. Det var en hård kamp. Heldigvis viste det sig, at de mange koncerter som solist foran et stort publikum var min bedste medicin. Jeg lærte at stå på egene ben og lidt efter lidt fik jeg styr på “generte Brian”. Det har været rørende at mærke den udvikling. Ikke mindst, når familien har fortalt det. Det kan jeg trods alt takke “Danmarks John” for”.

“Det var sjovt, så længe det varede. Jeg blev revet med i en illusion. Det var en fantastisk rejse, som jeg ikke ét sekund har fortrudt…”, forklarer Brian Arnold, som nu er klar til at skrive et nyt kapitel i sit livs eventyr.

“Så længe jeg lever, så længe mit hjerte slår… “, vil jeg ikke kunne undvære John Mogensen, indrømmer Brian.
“Men hør nu her. Jeg er lykkelig for, at jeg stoppede, mens legen var god. Og dét var den.. så længe det var en leg”, siger han.
Og tilføjer, at han har lært meget af Johns allerstærkeste sang…”

Livet er kort
John Mogensens eget liv blev alt for kort, bare 48 år. Han havde længe vidst, hvilken vej det gik. Det fortalte sangeren, langt uden for referat, i en fortrolig samtale med denne skribent en sommerdag i 1975 – i Roskilde Byparks restaurant. Allerede fire år forinden inspirerede smerter og uro i sjælen ham til at skrive den tankevækkende sang…

Livet er kort, livet er kort
Tænk dig godt om
Før du sløser det bort.
Graven er sort, graven er sort,
Var der mon ting,
Som du ikke fik gjort.
Tømte du dit glas I et muntert lag?

Det første af to vers, som var med på John Mogensens debut-lp fra 1971.

Hyldest til forbilledet
“Jeg bliver aldrig færdig med John Mogensen, når tid er, så samler jeg nogle dygtige gutter, som jeg tager ud og træder op med. Sammen med “John Mogensen Tribute”, spiller vi og hygger os, sådan bare for sjov. Nu er det musikken og sangen som er i højsædet. Det bliver ikke som kopi eller udstyrsstykke, men som den glade spillemand Brian Arnold i sit eget tøj. Sammen med sine musikalske venner vil han skabe festlig stemning og fut i fejemøget.

“Jeg har fundet den, jeg gerne vil være, nemlig den gamle Brian – og ham tager jeg med på scenen. Når vi må igen. Så er det ikke et skjold, jeg tager på. Det er derimod den generte dreng, der åbner sig. Det er pisse fedt…”

 

 

 

 

 

Related Posts

Kanal 5’s tv-kommentator Zak Egholm fortalte før kampen mod Østrig, at Sepp Piontek netop var...

Jeg elsker karmen … vindueskarmen   Sol sol kom igen,Solen er min bedste ven – igen. Længsel efter...

“Operationen lykkedes, men patienten døde”. Det lykkedes at sætte en forrygende Odense Vinterrevy op,...