Mandag den 2. januar 1967 var en underlig dag. Den meget tidlige morgenstund tog jeg rutebilen fra Holte til Høvelte – lige efter Birkerød. Jeg stod af ved skiltet som viste til Blovstrød og jeg gik resten af vejen i mørket mod intetheden – langs øvelsesområdet til Sjællandske Telegrafregiments triste gule kasernebarakker, dem som I måske husker fra de bedagede soldaterkammerater-film.
Det var hundekoldt den morgen og føltes meget mærkeligt. For hvad var det, jeg på vej til i det bælgragende morgenmørke. Hvad skulle jeg lave de næste 14 lange måneder. Jeg anede det ikke. Bare være derinde bag hegnet.
I forvejen var jeg lettere irriteret over, at jeg på den måde var frataget min normale hverdag. Havde jo gang i så meget – og havde planer om endnu mere. Alt var sat på standby. Men der var bogstaveligt talt ingen vej uden om. Kun den vej jeg stod på – og ventede. Måske lige bortset fra, skulle det vise sig, at jeg for nedsat blus og uden at spørge, kunne fortsætte som freelancer på BT.
På indkaldelsen fra Hærchefen stod der kort og klart; Mandag den 2. januar 1967 skal du møde op på Sjællandske Telegrafregiment i Høvelte. Mødetid klokken otte ved vagten – ud for hovedindgangen.
Som befalet tog jeg opstilling i venteposition under Blovstrødvejens eneste gadelygte. Med røde forblæste kinder, stirrede jeg med tomme øjne på skilderhuset med en vagt i kampuniform – som havde svært ved at skjule, at han hundefrøs.
Bagude kunne jeg ane konturerne af det øvelsesterræn, som var krigs-skuesplads for location-optagelser til de førnævnte filmlystspil. Tre kampvogne kom larmede kørende – og drejede hjemmevant ind på terrænet. Der mindede os om, hvor vi var. Os mismodige unge mænd, som ventede på, at klokken blev otte. De fleste pulsede nervøst på en smøg. Der blev ikke sagt ret meget.
Juli 1967. Under Den Kolde Krig, da medierne skrev om atomkrigs-trusler, havde forsvaret travlt med store store militærmanøvre, som Tele Postens udsendte fulgte tæt.
Morgennyheden fra Amerika
Inden jeg tog hjemme fra Søvej i Holte hørte jeg 6-radioavisen, som fortalte, filmhelten Ronald Reagan på årets første dag havde proklameret, at han nu havde ambitioner om at bytte Hollywood ud med Det Hvide Hus i Washington.
En visdom som ikke mange troede på i vores verdenspolitiske urolige verden. Heller ikke selv om Reagan året i forvejen var valgt som guvernør hjemme i Californien.
I nytårstalen til delstatens lyttere fortalte den gamle cowboy fra adskillige dårlige B-film, at han sigtede efter præsidentposten. Som alle ved, så skulle det vise sig, at manden ramte plet.
13 år senere blev han taget i ed som Amerikas 40. præsident.
Fodboldstjernens kulturchok
Tilbage til gadelampens iskolde skær i Høvelte, Nordsjælland, hvor jeg blandt andre genkendte KB-fodboldspilleren Leif Mortensen, som kom fra en bohéme-tilværelse som professionel – først i SSC Udinese i Italien og senest i skotske FC Aberdeen. Den morgen fik han et voldsomt kulturchok, fortalte han senere.
På kasernen var der ingen autografjægere, ingen aggressive sportsjournalister og ingen unge eventyrlystne kvinder, som bankede på døren – som i Norditalien.
Præcist samtidigt med vagtskiftet klokken otte sharp, blev den brogede flok unge herrer råbt an af en brovtende oversergent, som venligt men bestemt bad os gå med til sovesalene – i rad og række og i takt. Her blev vi fordelt som vi var høns i bure, otte mand på hver stue – med seng, skab og koldt vand i bruserne. Vi så frem til fjorten lange måneder. Allerede dér var menig 498 rædselsslagen.
Råbende blev vi bedt om at rette os op og gå ordentligt. Stilen var lagt fra første morgenstund. Mest aggressive oversergent viste sig at være identisk med Lars Kraus-Jensen, som i det virkelige liv var landskendt topatlet. Som svømmer havde han deltaget ved de olympiske lege i Tokyo 1964 – og han var også med i Mexico-OL året efter. I Høvelte havde han ingen stjernestatus – han var modbydelig, magtsyg og hoverende.
Den landskendte kaserneindgang. Kun hovedbygningen og de to små vagthuse er bevaret. Tele Postens redaktør residerede over vagten t.h. .
Favnen fyldt med alt fra sløringsnet og feltkappe til hjelm
Derefter skulle vi, stadig i morgenmørket, marchere i samlet trop, nu med en ny højtråbende befalingsmand, ned af vejen til udlevering af udrustning. En surrealistisk oplevelse.
Med favnen fyldt med blandt andet grøngrå feltkapper, jakker, huer, benklæder, overtræksvanter, skjorter, underbukser, gevær og patroner, spisebestik og feltflaske, undertrøjer, brynje, sokker, snørestøvler, slips, skydevanter, hjelm, badetøfler, sløringsnet, kadaverskilt, felthåndklæder, regnfrakke, ørebeskytter, skulder- og livrem…kunne jeg ikke have mere.
Og så fik jeg at vide, at jeg inden for hegnet ikke længere vil blive tituleret som John Borgkilde, men derimod som 742498 – eller slet og ret; 98′.
Og når dét tal blev råbt op, så var det bare om at slå hælene i og adlyde.
498….. blev i al sin korthed mit “soldaternavn” – i kongens klæ’r.
En ny hverdag, et nyt liv og en ny måde at tænke på var begyndt i Sjællandske Telegrafregiment, hvor vi fik tudet ørene fulde om, at vi skulle være voldsomt stolte over, at vi netop var endt i dette regiment. Min stolthed kunne et meget lille sted.
Jeg så ikke mig selv i nogen som helst rolle i dét krigsskuespil, som var ved at blive iscenesat.
Rekrut med krudt i geværet
De næste fire måneder som rekrut, med masser af krudt i geværet… gik med barsk og ubønhørlig fysisk træning, dag og nat. Kompagniet blev kastet ud i vanvittige øvelser i at bruge våben og i at blive vækket midt om natten – altid efter en afslappet weekend – blev stuedøren smækket op med et brag, hvorefter vi blev anråbt med beskeden, at nu skulle vi altså træde an ude til pladsen.
Alt grej skulle gøres klar til natpatrulje sølle ti minutter senere – og derefter skulle vi marchere godt 20 kilometer med fuld oppakning. Det glade vanvid.
“Hvad skal det nu gøre godt for”, tænkte jeg hver kilometer vi marchere – ikke altid i takt – i den uvisse nattestund.
Det gamle scoretrick , at lade sig forevige på køleren af en sportsvogn – eneste dokumen-terende foto af menig 498 i udgangsuniform.
Fra gasmaske til skråhue
Når vi ikke var på landevejen, gik nattevagt med ladt gevær eller på skydebanen eller gudhjælpemig til gaskammer-øvelse iført regelmenteret gasmaske, ja så blev vi drevet til meget tidlig morgen-undervisning i morse-kommunikation. Overfenrik Olesen bankede ind i knolden på os, at det var os i kommunikationsleddet at en hel krig kunne blive afgjort på. Kunne vi ikke vores kram – var krigen tabt.
Meningen var, at jeg skulle uddannes til at forsvare fædrelandet i tilfælde af den krig alle frygtede var lige om hjørnet – og så skulle vi altså kunne kommunikere ud i felten. Vi fik tudet ørene fulde, om at fjenden kunne dukke op alle steder, hvornår som helst. Især den røde armé skulle vi passe på.
Jeg så mig selv i spejlet iført ynkelig soldateruniform og skråhue. Køn var jeg sgu ikke.
Indrømmet – nu så mange år senere, skal det frem. Vi var flere som ikke anede, hvad det hele gik ud på. Det interesserede os ikke…
Vel havde tankerne langt fra Høvelte. Ude i den fri civile verden. Hvis jeg nogensinde kom derud igen.
Regimentet var oprettet i 1951 med det formål at uddanne og udstyre enheder til at støtte den danske hær i krigstid med kommando, kontrol og kommunikation.
Jeg frygtede fra morgen til aften, ja nærmest i søvne, at dem med stjerner på skulderen ville tvinge mig til at sidde og morse og morse. Alpha, bravo, charlie…. efter NATO-systemet. Ene og alene for at holde fjenden på afstand. Og det gjorde jeg selvfølgelig – pligtopfyldende, som jeg var. Det var vanvittigt – og kedeligt. Fjenden holdt sig på afstand. Missionen lykkedes.
Sjællandske Telegrafregiments gnisterende symbol, som sad i reversen og skulle pudset dagligt.
Gevær, pop-hits og en løftet pegefinger
Husker så tydeligt, at da vi rekrutter hver fredag stod i gangen ved stuerne og rensede geværets flere hundrede bittesmå dele, mens lyden fra kaserne-radioen drønede ud af højttalerne, og en ung Jørgen Mylius præsenterede tidens hotte hits, som “Oh, oh What A Kiss” med Rocking Ghosts, Defenders’ ”Jeg har aldrig fået noget” og Tom Jones’ ”Green, Green Grass of Home”, Povl Dissings “Der er 20 minutter igen…”, ”Mellow Yellow” med Donovan… Lee Hazelwood og Nancy Sinatra og måske ikke mindst The Troggs med ”Any way That You Want Me”, der holder endnu. Husker dem alle, som det var i forgårs. Nogle glæder havde vi da….
Vi skulle altid ordne gevær inden vi måtte træde af til weekend – og vi fik først lov til at gå, når befalingsmændene havde tjekket geværets detaljer. Og dog – for synes sergenten med de fire vinkler på skulderen, at vi var for langhåret, midt i en Beatles-tid, så blev vi sendt til frisøren i Birkerød, som altid holdt ekstraordinært åben om lørdagen.
Manden med saksen havde en kanonaftale med kasernen. Havde vi ikke bil til rådighed, så måtte vi gå de to-tre kilometer eller ta’ bussen til Birkerød – for derefter 25 kroner fattigere, at vende kortklippet tilbage til kasernen – til godkendelse. Var frisuren ok, kunne vi ta’ på orlov halvanden dag. Vi skulle være tilbage søndag kl. 22. Var vi ikke det, så vankede der…strafmarch.
Tilbage til soldat 498′. Den politiske situation ude i verden var ustabil, og vi fik noget nær dommedag banket ind under hjelmen. Den kolde krig eskalerede på den anden side af Østersøen og Vietnam-krigen, den havde ingen styr på. Måske det ville hjælpe med Reagan. Det var os ude på marken, et sted nord for Birkerød, der skulle bringe stabilitet i landet.
Den danske soldats bibel med instrukser, der ikke kunne misforstås. Signeret Frederik R – Danmarks konge.
Soldatens bibel – den lille røde
Først da vi fik den røde. “Hærkommandoens soldaterbog” forærende, begyndte alvoren vist at gå op for os rekrutter.
Jeg betragtede den lille pamflet som soldatens bibel. Den indeholdt flere alvorligt mente løftede pegefingre – og vi var midt i en kold krig. Selv om foråret var på vej i Høvelte.
“Åbenmundethed om militære emner og forhold, kan være farligt for landet. Fremmede magter kan også i fredstid være interesseret i at vide mere”, stod der med fede typer. “Husk altid, selv efter hjemsendelsen, den militære tavshedspligt” og ”Tavshed – fjenden lytter”. Eller den her: “Husk, at selv det mindste ord kan give fjenden den manglende brik i mosaikken”.
Vi var mentalt i syv sind. Hvad måtte vi egentligt sige og ikke sige – uden for kasernehegnet. Måske derfor jeg aldrig har fortalt om min tid som soldat – før nu.
Iøvrigt var de endeløse udredninger og forklaringer i den røde bog om sagens alvor, underskrevet af landets konge, Frederik R. (Under Vor kongelige Hånd og Segl) – som der stod at læse .
I bil med chauffør ud til opgaverne
Takket være min hang til skriveriet, slap jeg for at blive “rigtig basse”, som det hed. Så efter fire måneders rekruttid blev jeg udnævnt til redaktør af regimentets soldaterblad, legendariske “Tele Posten”.
En betroet opgave, som gav mig ret til at beslaglægge regimentets kontor og skrivemaskine på 1. sal over vagtstuen og ”spjældet”. Jeg havde desuden pligt til at uddele morgenaviser til officersmesserne og til regimentschefen.
Helt urimeligt slap redaktøren ikke for én månedlig nattevagt i felten – iført hjelm, kampuniform og skarpladt gevær. Hvis noget puslede i krattet, skulle jeg pege med geværet og anråbe, hvem dér. Det skete heldigvis aldrig…. var der noget som puslede, løb jeg min vej i en fart.
Redaktørens arbejde var at vælge aktuelt og relevant stof, at skrive reportager og interviews, at redigere og layoute. Regimentsbladet udkom den sidste i hver måned i 32 og op til 48 sider. Opgaven var også at overvåge ombrydningen på et avistrykkeri i Havdrup ved Køge. En ordonnans (privatchauffør) kørte mig til trykkeriet – og ud til opgaverne i regimentets brune Ford Zephyr.
Telegrafens øverste chef, oberst A.V. Hinsch var ansvarlig chefredaktør.
Før de store reportager afhentede ordonnansen den unge redaktør ved bopælen hjemme i Holte. Fint skulle det være – og ud på aftenen blev jeg kørt hjem igen efter udført dåd – ofte efter mellemlanding på et københavnsk vandingssted. Der var altid stor samarbejdsvilje på de indre linjer. Dengang var det modsat i dag helt normalt, at observere unge mænd gå rundt i bybilledet iført uniform.
Alle med tjeneste i forsvaret, skulle gå med et såkaldt kadaverskilt om halsen. Identisk med en todelt metalplade med navn og blodtype – på den måde kunne soldaten identificeres, hvis han skulle falde i krig. Så blev den nederste del brækket af til registrering. Barske perspektiver.
Jubilæum og Moliére
Hvorfor kom jeg i tanke om det bevægende kapitel i mit livs eventyr? Måske fordi kapitlet blev skrevet for 50 år siden – og fordi jubilæet burde være fejret med en kanon fest og bordbomber.
Måske var fordi, jeg netop havde set Moliéres evigaktuelle lystspil “Den indbildte syge”, med de klassiske forviklinger, intriger og forklædninger. Hvor Moliére stiller det klassiske spørgsmål “hvem narrer hvem?”.
Lige dér gik sandheden om Høvelte op for mig. Meget apropos spurgte Moliére drillende; “Kan man være så bange for at leve livet, at man lige så godt kunne være død?”
Da så jeg mig spille med i “Den indbildte syge”. Til trods for “kampen for fædrelandet”, så afskyede jeg fundamentalt at rende rundt med i uniform og med skarpladt gevær.
Hvis fjenden kom, ville jeg ikke ane, hvad jeg skulle. Også selv om obersten i sine altid velformulerede taler fortalte, at med et veluddannet forsvar, kunne man skabe fred.
Vist havde jeg da lært at bruge gevær. Og ramme plet liggende på skydebanens tilfrosne vandpytter. Jeg gik skam rundt i et rum fyldt med gas, gik balancegang på en 20 centimeter smal bjælke fem meter over eksercér-pladsen. Uden sikkerhedsnet. Kæft jeg var bange.
Kasernen var location for 13 lystspil-film, fortrinsvis Soldaterkammerater. Her tager sergenten (Dirch Passer) imod nogle basser med en ordentlige bjørn på. T.h. Klaus Pagh.
Og så ud på militærmanøvre…
Det var jeg også i dagene før regimentet traditionen tro skulle runde rekruttiden af med en ugelang realistisk manøvre, hvor vi skulle assistere fodfolket i felten. En manøvre med deltagelse af andre af landets bataljoner – her skulle vores lærdom stå sin prøve.
Alt, hvad vi havde lært i hundreder morgentimer ved morseapparaterne, skulle stå sin prøve. Det handlede om at vinde. Der var prestige at hente i en militærmanøvre. Især blandt befalingsmændene.
Det var noget med skyttegrave og taktiske fif i al slags vejr – og noget med at ligne en løbende busk.
Vi telegrafsoldater skulle via taktik, snilde, teknik og kodeord følge og overvåge fjenden – og så kommunikere slagets gang videre ud til vores egne folk.
Jeg forudså med dunkende hjerte, at en krig med mig som deltager, ville ende i kaos og i ragnarok.
Nu 53 år senere, sender jeg en uforbeholden undskyldning til den tids forsvarsminister og hans departement. Sandheden er nemlig, at jeg aldrig nåede ud på krigsskuepladsen.
Vores egen krig skulle begynde mandag morgen klokken 8 – under gadelampens skær. Flere Så hundredevis i kampform – skulle stå klar i lange rækker med fuld udrustning, løs krudt og nypudsede støvler. Jeg beklager jeg dybt.
Blev sløj og utilpas
For da jeg kom søndagen besøgte farmor og farfar i Roskilde, fik jeg det underligt. I løbet af dagen rystede jeg over hele kroppen – det gjorde jeg altså. Jeg fik tilmed åndedrætsbesvær, nervøs maveonde og koldsved på panden. Måske noget i retning af influenza. Eller Roskilde-syge må det have været. Måske de akutte smerter, fordi jeg var hunderæd for manøvren. Bare tanken fik kroppen til at ryste.
Søndags BT’s fotograf Per Pejlstrup iscenesatte en modereportage på Tele Postens redaktion, hvor redaktøren skrev om det hotte spionage- og military-look, som et par af landets attraktive fotomodeller Aase Daily og Grete Røndorf her er iført – pinligt koncentrerede menige glemmer alt om tophemmelige papirer i skufferne, som tyv-stjæles af østeuropæiske agenter. Borgkilde vandt skakkampen over Jørgen Koefoed.
Så sløj og utilpas henvendte jeg mig mandag morgen på Roskilde Kasernes infirmeri, bemandet med en pensioneret sygeplejerske og en militærlæge af reserven – med tilsynspligt. Jeg fortalte den søde sygeplejerske, at jeg havde det skidt – og husker, at hun åndede lettet op, da hun kunnet se mit svedige ansigt, blakkede øjne, røde kinder og rystende hænder. Så havde hun arbejde de kommende dage. Seneste patient var udskrevet et par dage forinden.
Hun tog min temperatur, der ganske vist ikke var alarmerende, men hun mente dog, at jeg ville have bedst af ro og pleje – nogle dage. Det gav jeg hende ret i. Så derfor kontakte hun Høvelte vogn fortalte, at 498 var blevet akut syg og derfor ikke kunne deltage i den store øvelse, som han ellers havde glædet sig til.
Sygeplejersken havde igen en rigtig soldat, at passe og pleje.
”Åh, Gud ske lov”, tænkte jeg under den lune infirmeri-dyne.
Efter tre dage med kolde omslag, lun sagovælling og kærlige hænder, dukkede overlægen op. Desværre mens jeg var i færd med at skrive en historie til BT på sygeplejerskens skrivemaskine. Gode miner til slet spil på et splitsekund. Hr. læge, jeg har det altså stadig så dårligt. Hvorefter lægen tog pulsen.
“Den ser jo fin ud. Du ser også frisk ud, så vi kan vist godt sende 498 hjem”, lød lægens råd. “Åh nej. Det er en dårlig idé. Det vil være for risikabelt”, fastslog sygeplejersken med alvor i stemmen.
Det var hende som var årsag til at jeg kunne forblive – og blive helt rask”. Og jeg spurgte vist sygeplejersken, om hun nogensinde havde set “Den indbildte syge”.
“Ja, det har jeg svarede hun….. og lidt efter stoppede hun op og så mig direkte i mine blodsprængte øjne. Og smilede …
Da jeg nogle dage senere frisk og fro vendte tilbage til Høvelte og “krigen” var overstået, viste det sig, at regimentet havde klaret sig uden min indsats. Og nu var jeg tilmed udhvilet og klar til nye militære opgaver – som f.eks. omdeling af morgenaviser.
Tanken om Moliéres “Den indbildte syge” har jeg holdt for mig selv lige siden. Men i anledning af jubilæet skulle det altså frem.
Måske var den slags drivvåde reportage-opgaver årsag til slem hoste og mande-influenza og deraf følgende akut indlæggelse på infirmeriet. Imens var soldaterkammeraterne på militærøvelse i felten – i kulde og regn.
Den indbildte syge i kongens klæ’r
Det har aldrig ligget mig på sinde, at fortælle om min soldatertid i 1967-68. Jeg synes, det var et interessant emne. Indtil for nylig,
Der er ikke mange i omgangskredsen eller familien, som ved, at jeg brugte 14 måneder i Kongens Klæ’r.
Tresserne var sgu’ ikke kedelige – heller ikke de fjorten groteske måneder på vand og brød – bag hegnet i Høvelte. Når alt kommer til alt, ville jeg ikke have været dem foruden
Hærens pinsler var ude af kroppen allerede dagen efter hjemsendelsen fredag den 28. februar 1968. Ganske som dag ét, så husker jeg aftrædelsen som en mærkelig dag. Der var jublen til forskel.
Alle råbte og skreg som gale, da obersten råbte; “soldater…. træææææd af”.
Da fattede jeg ikke en meter.
Stod bare og gloede ud i den frostklare nordsjællandske luft og tænkte; Hvad Fanden skal jeg nu ud og lave!
Okay. Det kom vist af sig selv. Jeg skulle vel skrive et eller andet… BT, Politiken, Frederiksberg Bladet, Hørsholm Avis og så en ugeavis, som jeg blev bedt om at starte op i Gustav Wieds Roskilde. Som konkurrent til en avis fra Tidende, hvor jeg var uddannet som typograf i ’66. Lidt spøjst.
Og sådan blev det i syv år – inden Roskilde blev for kedelig – og Fyn kaldte.
Mit livs militære revival
Mit indre væsen fortæller mig, at komedieforfatteren Moliére blev en væsentlig årsag til den drejning mit liv tog i 1968 og årene frem.
Moliére, som også var mærkelig, men genial mand, levede modsat mig, et kort og tragisk liv. Dødsyg af uhelbredelig tuberkulose spillede han teater og nåede endda hovedrollen i sin egen Den indbildt syge.
Kort efter premieren i Paris, besvimede han på scenen og døde få timer senere i sit hjem, 17. februar 1673 – bare 51 år. Smukkere død kan man ikke ønske sig.
Jeg har foreløbigt overlevet min egen krig – både den Høvelte og den jeg har ført lige siden på adskillige skuepladser.
Kære Vorherre. Tak fordi jeg var ung og uerfaren i de heftige 60’erne, som heller ikke var uden forviklinger og intriger – og særlig tak fordi jeg har fået lov til at være uhelbredelig nysgerrig. Tak fordi, jeg er her endnu.
Seneste kommentarer