By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

“Husker, jeg kontaktede kursuslederen for at få lov til at ta’ hjem under dynen. Årsag: Roskildesyge. Jeg rystede, havde sved på panden og rumlen i maven”.
Susanne, min hustru gennem 30 forrygende år, minder mig om de usædvanlige dage – for 44 år siden, hvor kursuslederen gav unge Susanne lov til at forlade Grand Hotel og et fagforeningskursus. Godt for det. For ellers havde der slet ikke været grund til at fortælle denne historie.

MENS Roskildesygen raserede, fik historien og dårligdommen ganske uventede relationer til domkirkebyen.

“DET havde jeg i min vildeste fantasi ikke drømt om”, fortæller fru Susanne om den søndag, da hun blev ringet op af en “indvandrer” fra netop Roskilde. Det var ham hun som livets kuriøse tilfældighed, havde mødt et par nætter forinden. Hun havde stort set glemt alt om den snakkesalige, forholdsvis unge herre. Livet skulle jo leves videre. Påstår hun i dag, 44 år senere.

Alt hvad han ville, var jo at danse. … og alt hvad jeg ville (og gjorde) var, at køre ham til banegården. Og ingen andre steder. Og hold op, hvor han fortalte historier fra de varme lande … helt ud til perron 3, hvor toget fra Aarhus stod og ventede i røg og damp        

DERFOR ER DET NETOP I DAG en ganske særlig dag på livets udsigts-pavillon. Historien er så ofte fortalt og beskrevet – også med blogbogstaver. På en dag som i dag, tillader jeg mig at snuppe essensen af den historie, der skulle blive vores livs eventyr – i al sin korthed.

JEG var mentalt kørt fast i Roskilde – også en slags Roskildesyge? Var som min ungdomsklub-kammerat Ib Michael født og opvokset i Roskilde. Døbt og konfirmeret i domkirken – og hvor min datter Stina var døbt. Jeg blev typograf på Roskilde Tidende, netop som journalisten Lise Nørgaard havde sagt farvel til konkurrenten Roskilde Dagblad. Hun tog hjem for at fabulere over Korsbæk, som senere skulle vise sig at være et elsket spejlbillede af Roskilde.

Ikke engang et mundbind, kan lukke munden på det nydelige par. Især ikke når de så gerne vil fortælle om tiden, som var engang. Og som de ikke glemmer. Herren til højre har til gengæld  svært ved at huske at mundbindet skal op omkring snudeskaftet, pinligt!

EFTER nogle nysgerrige år på københavnske redaktioner vendte jeg tilbage til Barndommens gade, for at blive redaktør på distriktsbladet Roskilde Avis. Efter syv år, hvor jeg aldrig fandt  ro på bagsmækken, fordi dagligdagen var triviel. Uden kant og overraskelser, som ikke engang en årlig rockfestival kunne lave om på.

NÅ, men i efteråret 1976 blev jeg så utålmodig, at”der måtte ske noget drastisk”. På Vindingevej delte Roskilde Avis mærkeligt nok kontorlandskab med Fyens Forums messeafdeling, der solgte stande til de store udstillinger, som jeg også skrev pressemeddelelser til. Takket være ledelsen af Fyens Forums messeafdeling, fik mit livs rejse et uventet forløb. Drevet af kronisk nysgerrighed, tog jeg ofte over bæltet med bosserne Birgit Merete Rasmussen og Otto Tjerrild, til “storbyen” Odense, når de arrangerede messe. Det var under disse besøg, jeg åbnede mine øjne og ører for Fyn og byen.

JEG KOM til at kende byen, der havde al det jeg søgte; størrelsen, placeringen midt i landet, grønne områder, skov og parker, pulserende kulturliv, markant sportsmiljø. Lige mig, tænkte jeg. Skulle jo begynde et sted, så en dag i november 1976, søgte jeg første og bedste stilling på Odense Posten, som var en af Stiftstidendes lokalaviser. Jeg fik jobbet – og nu er vi så fremme ved dagen i dag for 44 år siden. Det var torsdag den 3. marts.

DEN højtidelige kontraktunderskrivelse foregik på den mondæne spiserestaurant, Rådhuskælderen – med både vådt og tørt. Redaktør Erland Falkenby må have sjusset sig frem til mine interesser. Da den sirlige underskrift var sat, blev jeg nysgerrig – og så gik jeg på research i ”min nye by”. Da jeg kom til banegården kl. 21.00, var det sidste tog kørt kl. 20.00, og for ikke at vandre hvileløst rundt i de mørke gyder, lod jeg fantasien overtage styringen – inden næste afgang klokken 04.01, derfor søgte jeg ly på det nymodens diskotek Tordenskiold.

DEN populære engelske disc jockey Paul Martin, som også blev boende i Odense, vendte vinyler med Rod Stewart, Duran Duran, Andy Gibb og Emotions, i barerne gik Cuba Libre, godt med is, som varmt brød, der var en kødrand af stamgæster i barerne og rift om pladserne i de bløde mørkerøde veloursofaer.

MED risiko for at stå i baren og spille smart, eller sidde i en sofa og blunde og glemme alt om nattoget mod øst, så satte jeg mig for, at snuppe en svingom med en lokal. Jeg mente vist, det ville have været en perfekt måde at tyvstarte et kommende job som nyhedshungrende nattelivs-journalist på. Lidt primitiv tankegang, men hvad – jeg var jo forholdsvis ung og uerfaren.

IKKE langt fra den lille bar sad et par unge damer henslængt med deres cocktails og så ud til at småkede sig. Noget skulle jeg jo beskæftige mig med, så jeg dristede mig til at spørge damen med front mod mig, om hun ville danse, men hun gad ikke hoppe rundt med en aldrende korpulent herre med sjællandsk accent. Men da jeg skulle holde liv i mig selv flere timer endnu, satsede jeg så på hende med ryggen til. Det viste sig at være Susanne!
Vi fik en god snak under den tætte dans, bl.a. til Chicago’s silkebløde “If You Leave me Now?” – Pludselig kom en konferencier på dansegulvet og snart efter påstod tidens pop-idol Birthe Kjær her self, at hun aldrig gik til bal uden trusser.

Mange år senere sad jeg til bords med Birthe Kjær til en fødselsdag hos Jan Schou. Jeg fortalte selvfølgelig om mit møde med hendes trusseløse aften – og Susanne – og det livslange efterspil. Hendes lakoniske svar var “Jeg har sgu været årsag til mange ulykker….”. Det skålede vi så på.

Det eneste jeg ville, var at danse… og damen i veloursofaen hed Susanne. Og det gør hun faktisk stadigvæk. Efter lidt overtalelse sagde hun “okay…” og  mange og lange snakke om de varme lande, indvilgede hun minsandten også i at køre mig til toget, lige henne om hjørnet. Ti minutter i fire. Vi skulle på arbejde næste morgen. Hun hos tandlægen i Tarup – og jeg på avisen i Roskilde. Og det kom vi…

Der er heldigvis blevet til en hav af rejser over den halve klode… ja vores liv har indtil nu, været én lang begivenhedsrig rejse. Det hele begyndte med en rejse, hjem til Roskilde, som hr. Borgkilde kom for sent til.

NU 44 år senere, genfortæller fru Susanne den virkelige historie om de marts-dage 1977, hvor vi – uden at vide det – grundlagde vores livs eventyr.

PÅ dansegulvet fortalte hun, at hun var meget aktiv i klinikassistenternes organisation, så derfor var det en selvfølge, at hun i weekenden skulle på kursus med fynske kolleger på Grand Hotel.

SÅ var det, hun blev så dårlig, at hun måtte tage hjem til Guldøjevænget i Hjallese – og pleje sig selv. Så var det jeg, vanvittig som jeg også dengang var,  ringede til hende søndag, og spurgte til hendes ve’ og vel. Man var vel en gentleman. Hvorefter sandheden lød fra det sorte telefonrør. Jeg spurgte lidt dristigt til hendes adresse … efter kort pause, spurgte hun forundret “hvorfor dog det?”. Inden jeg nåede at svare, konkluderede jeg kløgtigt; Nå, så er du altså hjemme…..” (pause)-. Ja for pokker da. Du står jo og ringer til mig. Og jo, jeg er hjemme – og … hvorfor så det….”.

“Jo …nu skal du høre, svarede jeg “fordi, jeg står inde på Odense Bandegård”. Og jeg har tænkt mig, at besøge dig …..”

Da måtte den unge dame i udkant-Odense ta’ luft ind.

NÅ MEN, så tog jeg første bybus til Hjallese, hvor den unge dame sgu ejede et rækkehus. Hun må være stenrig, tænkte jeg.

DA jeg nyfriseret dukkede op, fortalte den endnu lettere chokerede Susanne, at det var svineheldigt, hun var hjemme – og så fik jeg historien om, hun havde følt sig sløj og fik lov at ta’ hjem …med diagnosen “en slem Roskildesyge”.
Det havde hun rent faktisk fortalt arrangøren af kurset. Og så er det ikke engang løgn.

MÅSKE ikke så overraskende for mig, som her i bagklogskabens uklare lys, stadig betragter Susannes virusangreb, som en slags hyldest til min fødeby – som jeg var på vej ud af. Det skal lige siges, at Susanne kom sig ret hurtigt.
Et godt selskab, og kunsten at abstrahere fra al det grussomme, kan læge alle sår. Har jeg læst.

VI har været sammen lige siden. I stort og i småt. 44 år. Takket være Roskildesyge og min helt egen udgave af opsøgende journalistik.

DA jeg spændt mødte op i bladhuset den 2. april og fik anvist kontor, fik jeg at vide, at avisen desværre ikke udkom. Typograferne havde nedlagt arbejdet i sympati med kollegerne på Berlingske. Det var en kold tyrker.

Hva’ siger du… 44 år, det lyder da helt vanvittigt. Kan det virkelig passe?

IGANG kom jeg. Det blev til syv begivenhedsrige distriktsblads-år inden jeg i 1984 rykkede et par etager ned, til Fyens Stiftstidendes sportsredaktion i forbindelse med OL i Los Angeles – journalist, redaktionssekretær og layouter om natten. Halvandet år senere arriverede jeg på Odense-redaktionen, hvor jeg med små kulturelle sidespring, arbejdede til jeg 33 år senere skruede ned for blusset og gik på pension.
STADIG med ukuelige Susanne som den tålmodige bagstopper og inspirator – ikke mindst i “mit nye skriver-liv” med borgkildesblog.dk .

TÆNKER ofte på, hvordan mit forunderlige fynske liv, ville ha’ formet sig, hvis køreplanen var tilpasset en storby !! og jeg havde nået toget “hjem til Roskilde”. Eller hvis jeg ikke havde spurgt ”hende i veloursofaen med ryggen til” om hun ville danse. Livet er også tilfældighedernes spil.

DER er dem som vil påstå, at Susanne aldrig rigtig blev kureret for Roskildesygen

 John Borgkilde

Odense, 4. marts 2021

Related Posts

Efter godt 52 år i dvale er Overgade forlænget med 60-70 meter og forvandlet til et lille torv ud...

“Som revychef siden 2009 har jeg oplevet meget, men aldrig har jeg mærket en begejstring, som den...

“Hold da helt op. Der er sket noget siden jeg var her sidst. Helt utroligt. Se det nye Carl...

Leave a Reply