By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Da Anders W. Berthelsen, 68, sprogdoktor, forfatter med meget mere, sidst i 70’erne og i starten af 80’erne læste dansk og engelsk og studerede på universitets humanisme hovedområde, med dansk som hovedfag, bevægede marxismens spøgelse sig gennem Europa. Den også dengang nysgerrige skibhusdreng, født og opvokset på Ibsensvej, gik ikke ram forbi.

Karl Marx’ revolutionære tanker om arbejderklassens frihedskamp var moderne tænkning, da det internationale studenter-oprør med udgangspunkt i Paris og København, nåede til Odense med et par års forsinkelse – skyllende oprøret helt ind i de tilrøgede barakker på Rustenborg, hvor gangene mindede om kinesiske vægaviser med endeløse opslag og plakater, der kaldte til kamp. Ligesom i Kina.

Årsagen det Folkedybets lidet nedladende navn, skal ses i den kendsgering, at universitetets campus i var beklædt med såkaldt cortenstål – farven var mildt sagt meget rusten; Derfor Rustenborg.

De langhårede holdt med de røde, det var lettere provokerende at være langhåret, som den tids britiske rockbands – og langhårede Anders W. Berthelsen var ræverød. Det har han hverken før eller siden lagt skjul på. Dermed var de borgerlige som holdt liv i frisørfaget. Deres hår sad altid pænt og kultiveret .

Som forfatter til bogserien om Odenses kvarterer, vidste Anders W. hvilke pr-knapper der skulle trykkes på. Så selvfølgelig var borgmester Verner Dalskov og hustru de første, som i 1994 blev introduceret for Bolbro-bogen. Dalskov boede i mange år på Højemarksvej. Foto: Steen Heiberg. (Lånt fra bogen)

Det alternative Odense
Anders W. beskriver sin oplevelse af Rustenborg, en af universitets permanente bygninger, som en borg uden port – alle døre var sidedøre. End ikke dørene måtte udsættes for hierarki i de lighedssøgende 70’er”.

Det har ændret sig. På Syddansk Universitet, som det hedder i dag, er derv forlængst bygget en markant hovedindgang for de godt 30.000 indskrevne studerende.
Beretningerne fra universitetet og især det alternative Odense er de historisk væsentligste i Anders W. Berthelsens velskrevne erindringsbog “Skriverkarl i Odense”, der mest af alt kan læses som et underholdende selvportræt.

Men også byhistorisk fortælling om miljøer og bevægelser, som opstod under den globale brydningstid inden for såvel undervisning, kultur, medier, sport og politik – altså stort set det hele – som ikke alene satte præg på dagligdagen i landets tredie største by, men som også lagde kimen til udviklingen i fremtidens Odense.
Det interessante er, at skriverkarlen (det kalder han sig i bogens titel), også dengang var en farverig og markant del af det alternative Odense, hvor store dele af den yngre generation var oppe mod det etablerede. Også her markerede den langhårede skabs-marxist sig.

Men som årene gik blev håret kortere og han kom på andre tanker.

Bekvemmelighedshippie
Forfatteren tager læserne med på sin underholdende rejse fra “bekvemmelighedshippie” til byrådsmedlem og til betroede titler i en lang række udvalg samt som cand.mag., forfatter, journalist, byguide, foredragsholder, sprogdoktor, fodboldformand og lokalhistoriker – kært barn mange titler. Anders W. har siden drengeårene  været beriget af et nysgerrigt gén, et lyst og lunt væsen – og han har formentlig aldrig kedet sig ret længe af gangen.

Da Odense Stadsarkiv efterlyste odenseaneres erindringer, sprang Anders W. til med det samme. Han skulle ikke engang tænke på det. Han gik bare igang. Tømte hukommelsen. og begyndte at skrive. Det var som om, han gik og ventede på den udfordring.

I 1985 takker Anders W. på vegne af Skulkenborg Tidende for Egnsteatret Bandens Kulturpris – en hyldest, som ikke var uden en vis form for satire. Foto: K-Foto. (Lånt fra bogen)

Skibhusfynsk blev droppet
Stadsarkivar Johnny Wøllekær fra Odense Stadsarkiv, som står bag bogproduktionerne, betegner Anders W., som han slet og ret kaldes i dagligdagen, som rigtig Odenseaner med STORT O – og som igen og igen indkredser sin by, i fortid og nutid – og i skrift og i tale. Han har evnen til at fordybe sig – det er vel mest af alt derfor, at denne skribent, mener bogen er vedkommende for enhver fynbo. Fordi hovedpersonen som borger og menneske har været hele vejen rundt i systemet. Han er ikke for fin til at nævne detaljer, oftes med et smilende blink i øjet.

Anders W.  voksede op i arbejderbydelen Skibhuskvarteret i et hjem med skrivemaskine, hvilket dengang ikke var almindeligt på de kanter. Måske derfor hans liv ved tastaturet blev hans levevej. Fra barnsben elskede han at beskue, berette og formidle. Ikke kun i skibsværfts-kvarteret, men det skete han nåede ud i den verden, der blev levet på den anden side af grænsen til Sankt Hans sogn.

Ikke alene kom han fra Ibsensvej 10, som i årevis var verdens centrum og bare et kort målsparks længde fra fodboldstjernen, læreren Jørgen Leschley Sørensens bopæl. Det var sejt dagligt at sige hej til sit idol.

Tilbage til sprogets finesser, så voksede Anders W. op med såkaldt skibhusfynsk – med udgangspunkt på Sct. Hans Skole.
Han fortæller, at da han blev optaget på Mulernes Gymnasium henne ved Vollsmose, kunne han – med sit særlige sprogøre – høre, hvor det bar hen. Derfor tog han en smertelig men nødvendig beslutning. Han blev nemlig enig med sig selv om, at han ville droppe sit skibhusfynske modersmål.

Mulerne kom fra finere hjem
“Det gik slet ikke. Jeg måtte tale som de andre på Mulerne, der fortrinsvis kom fra finere hjem end jeg”, skriver han og tilføjer, at “dialekter viste sig, slet ikke at være et emne på 70’ernes danskstudie på universitetet, hvor vi i stedet lærte at analysere hverdagslitteraturens kringelkroge. Det ærgrede mig, og forstår stadig ikke, at der ikke blev lagt vægt på det, der interesserede mig allermest: Nemlig det sproglige”.

Dengang som i dag, skal man skal ikke konversere ret længe med ord- og formulerings-ekvilibristen Anders W. Berthelsen før man aner særinteressen for dialekter og sprogets historie – og finurligheder.

Sportreporter Anders W. som Politikens udsendte i 1986. Her inter-viewer han 1. FC Kølns cheftræner Morten Olsen med Torben Larsen, BT og Ole Petersen, Ekstra Bladet. Foto: Ole Berner. (Lånt fra bogen)

Aldrig pjækket eller sendt afbud
Lidt efter lidt realiserede han 68’er-drømmene og han blev en del af kollektivbevægelsen, som var tidens autoritære oprør. Levende beskriver han turen fra 60’ernes og 70’ernes hippie- og gøglermiljø til rådhusets bonede gulve.

I 2010 kom han i byrådet, valgt af socialdemokratiet og siden da, har han været et markant medlem af by- og  kulturudvalget. I dag er han byrådets nestor – men lige nu er han ved at indstille sig på en ny ikke-politisk tilværelse. Han stiller ikke op ved det kommende kommunevalg.
Hvad der skal ske, aner han ikke. “Nu får jeg tid til al det andet, jeg interesserer mig for – og det er meget. Og selvfølgelig skal jeg skrive nye bøger – og velsagtens igen om  Odense”, siger Anders W., som det senere år også har markeret som tekstforfatter til bl.a. jazzorkestret Odense Banden.

Og med sans for det skæve i tilværelsen, er han minsandten dukket op i rollen som musiker – idet han spiller noget så eksotisk som vaskebræt.

“Spiller og spiller… men sjovt er det. Og det vaskebræt og de sange, jeg har skrevet, lige fra hyldest til Odense til hyldest til brunsvigeren, har givet mig mange skønne oplevelser blandt originale musikalske venner”.

Anker Boye om personlig udvikling
Netop som Anders W. i december 2008 sprang ud som socialdemokratisk byrådskandidat, blev han på vej mod Rådhuset mødt af en kollega fra Stiftstidende, som spurgte om hans tidligere politiske ståsted længere til venstre… end socialdemokratiet.
Da var det, at borgmester Anker Boye (S) dukkede op og svarede for Berthelsen: “Det fortæller bare, at Anders er en mand i rivende, personlig udvikling”.
På den måde undgik den kommende byrådspolitiker, at svare på sit livs første “politiske spørgsmål”.

I 2010 blev han medlem af byrådet og som eneste medlem har han deltaget i samtlige byrådets og By- og Kulturudvalgets møder i de ti år. “Derfor prædiker jeg med god samvittighed for mine børn, at de skal lade være med at pjække fra skole eller arbejde – eller noget andet”, siger han med et smil.

Når over tusinde Odense-borgere har stemt på mig ved kommunevalget, så skal jeg også arbejde for den tillid de har vist mig. Det synes jeg er en pligt, jeg skal leve op til.

Nu 11 år senere er det slut at leve op til “noget politisk”.

“Det har været et fantastisk lærerigt kapitel i mit liv”, siger han nu – et halvt år før sidste dag på det politiske kontor, som nogle kalder “øretævernes holderplads”.

Lige før evalueringen af dagens Avisen Fyn i 1979 tjekker Anders W. t.v. hvad “de borgerlige” skriver. Ellers ses journalisterne Nana Ziegler og Arne Skadhede, der begge kom til DR. Ziegler har i mange år været en kendt og populær stemme på Radio Fyn. (Foto lånt fra bogen)

De alternative aviser hørte tiden til
I bogen beretter han bl.a. om dengang uge innovative Anders W. var med til at åbne – men også lukke byens hidtil eneste alternative aviser; Skulkenborg Tidende og  Avisen Fyn.

“På den måde har jeg vel været til at skrive mediehistorie i Odense”.

“Avisen Fyn levede fra februar 1978 til december 1981 – avisen nåede at udkomme i præcist 1o0 numre. Jubilæumsnummeret var det sidste. Der var ingen redaktør og ingen chefer – vi var alle kulier”, husker Anders W. – som personligt og mediemæssigt kom på andre tanker som årene gik.
Han blev klippet og skægget barberet væk. Han anskaffede sig et jakkesæt og et halstørklæde, der nærmest blev hans moderigtige image.

Evigt søgende rundede han de følgende mange år landets største mediehuse som blandt andre Fyens Stiftstidende, Berlingske, Politiken, Sermitsiaq i Nuuk, Radio Fyn, TV2, TV2 Fyn – og Højskolebladet. Blot for at nævne nogle.

Sprogdoktor
I dag kender fynboere ham som den altvidende Sprogdoktor, som på Stiftens bagside skriver om sproget  – ligesom han er kendt for sin bogserie om odenseanske boligkvarterer. Det er blevet til otte meget populære “kvarters-bøger” om odenseanske kvarterer – og han lover at flere er på vej.

Politik, historie og sport
Bortset fra lokal-historie og lokalpolitik, så er Anders W.’s største passion, sport i almindelighed og fodbold i særdeleshed. Bogen har fine eksempler på den interesse – bl.a. var han, som medlem af Stiftstidendes sportsredaktion, udsendt til De olympiske Lege i Sydkorea.

I forordet til “Skriverkarl i Odense” (208 sider. Forlaget Skulkenborg. Pris: 168 kr.) introducerer stadsarkivar Johnny Wøllekær erindringsbogen som “en beretning ud over det sædvanlige, der giver læseren et spændende indblik i et menneskes og en bys udvikling”.

Skriverkarlens 32. bogudgivelse er et rigt illustreret kalejdoskop af oplevelser, såvel muntre som kuriøse og mere seriøse. Under alle omstændigheder et spændende liv på farten – om mennesker han har mødt og situationer som er opstået på den kringlede rejse. Som slet ikke er færdig endnu.

John Borgkilde

 

 

 

(Dette er en lettere revideret udgave af en tidligere bragt artikel om erindringsbogen “Skriverkarl i Odense”.

Related Posts

Da Anders W. Berthelsen, 68, under en ceremoni på det nye Fisketorvet genindviede den 7-kantede...

Det bliver åbenbart ikke anderledes. Og tak for det. Waldorf er ikke bare en velsmagende...

Superliga-klubben Odense Boldklub har sikret sig intet mindre end en verdensstjerne. Det er ikke en...