By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

KAN DU SÅ HUSKE DENGANG DA...    så lyt med her

Fælles for Historiens Hus og Tidens Samling i Odense er, at de på hver deres måde samler og formidler historien om svundne tider med det formål, at den nære historie ikke forsvinder i glemmebogen.

Med fællestitlen “Historier fra Odense” er museumsdirektør Cæcilie Ning Hage og stadsarkivar Johnny Wøllekær i fuld gang med et samtale-forløb, som meget passende foregår over friskbrygget mokka ved mahogni-kaffebordet.
Ud over devisen om, at ord skaber billeder og samtaler associationer, så kalder Hage-Wøllekær-Podcasten også på minderne, og så har de jævnaldrende ledere udnyttet den ufrivillige corona-nedlukning kreativt.

Det skulle vise sig, at mokka og blødt brød-møderne var så positive, informative og underholdende, at de agter at fortsætte med at idéudvikle, også når de værste corona-bølger har lagt sig til ro over land og by.

Det var sejt, når en af gutterne sad bag på den borede Skylon-knallert – også uden styrthjelm, og man turde runde hjørnet lige foran en intetanende cyklist. Apoteket bagved blev senere til den legendariske restaurant Carlsens Kvarter. Foto: Historiens Hus.

En slags radioprogram
Den nymodens Podcast skaber som udgangspunkt en slags radioprogram eller lydbog om man vil, som man kan høre, hvor som helst og når som helst. Med eller uden mokka.

Johnny Wøllekær fortæller, at han og Cæcilie Ning Hage supplerer hinanden så godt, at de planlægger flere årti-Podcast og at de pønser på, at udvide seancen til en slags live-talk med indbudt publikum. Ikke så mange, men de skal skabe lidt baggrundsstemning.

“Planerne er foreløbig på idéernes tegnebræt”, tilføjer Wøllekær.

Deres seneste kaffeslabberads foregik i Tidens Samlings autentiske 1950’er-stue, og det resulterede i en hyggelig fællesproduktion med titlen “Historier fra Odense”.

“Meningen er, at vi inviterer alle som vil lytte, med på en slentretur op og ned ad mindernes boulevard i 1950’ernes Odense”, fortæller Hage og Wøllekær.
“Selv om det er over 60 år siden, så kan mange odenseanere stadig huske stort og småt fra det epokegørende årti – som det var i går”. og

Ung mand med guitar og Brylcreme i håret, Reimar Kristensen fra Schacksgade kan ikke skjule, at forbilledet er det engelske pop-idol Tommy Steele, som han hørte i Fyens Forum i april 1958 – samme år vandt han amatør Grand Prix i Fyens Tivoli – og kort efter samlede han sit første band, skrev kontrakt og drog til København for at blive rig og berømt. I 1962 købte han fornavnet Johnny for to kroner og så droppede han Kristensen. Foto: Historiens Hus.

Odenseanerne blev løsslupne
I 1950’erne var besættelsestidens spøgelse ved at forlade danskernes hverdag og “de nye lyse tider” animerede ungdommen til løssluppent at markere sig med en nye ord og udtryk, som dengang kunne lyde provokerende eller lumre, men som lidt efter lidt blev hverdagkost i danskernes ordforråd. Og stadig er det.

Der dukkede også nye ord for hverdagens brugsgenstande op. I posen med blandede 1950’er-udtryk finder Cæcilie og Johnny blandt andet ord som knallert (bl.a. den udborede Diesella), striptease (vovelig tys-tys-underholdning), bh (som stadig holder humøret oppe), sko med stilethæle (som fik kvinder til at vakle), fotomodel og pin up (som dem på reklamer), brugtvogn (der var penge at spare), eurovision (som sendte Melodi Grand Prix og Europa Cup-fodbold), campist (én som havde råd til telt), mønt-telefon (livsvigtig – til ti-ører) – meget få familier havde telefon i hjemmet – og så meget apropos ordet statussymbol (som man brugte om naboen, der havde købt noget, bare for at blære sig).

De sætter ord på unges hverdag, på kulørte ugeblade, de smarte smøger i kæften, tyggegummi-gnasken (det som kvikker bestandigt), softice (nu også i vaffel) og milkshakes (i mange farver), Brylcreme (Preben Mahrt- reklamere i biffen) og det tilbagestrøgede pomadehår a’la Elvis – og så havde de unge også sex på hjernen, afslører historien. Det kunne bl.a. registreres ved salget af bestemte blade og hæfter. Også drømmene sex og lyster, kunne de unge kigge nærmere på med en tur på cowboyrækkerne. Det var to forreste bænke i biograferne.
Bare spørg dem som, såvidt de husker var unge dengang.

Drømme om bedre tider
“1950’erne var også tiden med strut i skørterne, pang i farverne og evige drømme om bedre tider…”, fortæller Cæcilie Ning Hage bl.a., og tilføjer historien om brudebuketterne, som skulle være så store, at de dækkede over bulen på maven – på bryllupsbillederne. Og derefter fulgte de uundgåelige skilsmisser. Og skilsmissebørn. Måske var de resultatet af såkaldte fornuftsgiftemål – “noget skulle der jo ske, når amorinerne fløj lavt og de unge søgte tryghed og noget at holde sig til”.

Og så var der også nye tendenser i design, indretning og møblement af nye lejligheder og små rækkehuse. “Meget var blevet lettere og mere farverigt i en tid, hvor dansk design, både møbel- og tøjdesign, blev berømmet ude i verden”.

I 50’erne kom der op mod 20.000 til lokalopgørene, hvor der var masser af prestige på spil – også selv om kampen, som her OB mod B1913 i 1957, var i 2. division. OB-legenderne Richard Møller Nielsen og Finn Sterobo ses i tæt “nærkamp”. I 1959 vandt B1909 det første DM til Fyn. Foto: Fyens Stiftstidendes pressefotosamling og Historiens Hus.

Og Wøllekær supplerer selvfølgelig med lidt lokalhistorie, og fortæller f.eks. om den dag Odense Rådhus langt om længe blev bygget færdigt og genåbnet – efter et markant byggestop på grund af besættelsen – og manglen på byggematerialer.

Drømmen om eget (række)hus
Hage og Wøllekær fortæller om drømmene om eget hus gik i opfyldelse for tusindvis af odenseaner, da den innovative entreprenør Jens Peter Koch byggede hele byer med rækkehuse, som vi kender dem i dag – en fantastisk byggeepoke i Odense.

Og de kører også familiebilen på plads i historien … dengang behøvede den lille ufaglærte familie ikke nødvendigvis de store formuer for at få råd til en lille bil.

Og så der fjernsynet – for 1950’erne var i kukkassens barndom. Når man fik sådan et skrummel af et fjernsyn, som kunne familien være sikker på, at blev overrasket med besøg af venner og bekendte, som de næsten havde glemt alt om. Ene og alene fordi de havde investeret i et moderne fjernsynsapparat – sort-hvid, med en kanal og købt på afdrag. Men det fortalte de ikke til nogen.

Så der er historie nok at lytte til på Podcasten som Historiens Hus har produceret i samarbejde med Tidens Samling.

Så ha’ nu en god tur op og ned ad mindernes boulevard i hyggeligt selskab med et par jævnaldrende ærke-odenseanere – som elsker at fortælle og formidle.

Podcastens muligheder
Podcast-muligheden er en ny form for historieformidling i samtaleform som skaber indre billeder hos lytteren og som Historiens Hus har haft succes med, for som Johnny Wøllekær siger, så dækker Podcasten et behov som alternativ til digitale medier, bøger, papiraviser og blade.

Du kan lytte til podcasts fra din smartphone, computer eller tablet. Det eneste det kræver er, at du har et program til at afspille podcasts. Podcastprogrammerne findes i mange forskellige udgaver, nogle programmer er gratis, andre koster penge. Du kan hente programmerne fra internettet eller app-store.

Historisk kaffeslabarads i den hyggelige 1950’er stue.

Lidt om Historiens Hus og Tidens Samling
Historiens Hus er en del af Stadsarkivet og nabo til Sankt Knuds Kirke. Institutionen drives i tæt samarbejde med Odense Kommune, Odense Centralbibliotek og Lokalhistorisk Bibliotek. Huset har fælles læsesal og lokaliteter for Odenses og Fyns lokalhistorie. Stadsarkivet udgiver hvert år Odensebogen som har flere tusinde faste abonnementer – huset arrangerer desuden velbesøgte byhistoriske foredrag i de klassisk stilfulde omgivelser.

Tidens Samling er et samtidsmuseum, som har gæster fra hele landet. De kommer for at opleve en imponerende samling af “familiens Danmarks hverdags-eje” fra 1901 og til 1999. Hvert årti har sin egen tidstypiske, helt ned i detaljer originalt indrettede stue. Samlingen er indrettet i Kulturmaskinens ejendom i Farvergården – på Brandts. Tidens Samling har en af landets største kostumesamlinger, som mange danske spillefilm og tv-serier har draget nytte af. Der er altid en informativ særudstilling at gå efter – samt et rigt udvalg af originale gaveartikler. Tidens Samling er baseret på Annette Hages private samling, der sammen med museet gik i arv til datteren Cæcilie Ning Hage, som siden 2004 været museumsdirektør.

 

 

 

 

 

 

Related Posts

Når man bogstaveligt talt kan gå frem og tilbage i tiden og samtidigt få den sande historie med...

Hurra hurra. Så åbner vi det danske kulturliv med et brag, lyder det med glade og ophøjede stemmer...

ROTTEFÆLDENS TEATER-FORESTILLING ER GÅET IGANG Landets ældste revyteater, Rottefælden, har i 137...

Leave a Reply