By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Ikke alt går som ventet. Hverken i H.C. Andersens historier eller byggeriet af super-museet i hjertet af Odense. Det uforudsete er og bliver en væsentlig del af eventyrets magi.

Ifølge den oprindelige byggeplan skulle det ambitiøse museumsbyggeri til tæt ved 450 millioner kroner allerede sidste sommer have stået klar. Men problemer med bl.a. leverancer og Covid19-restriktioner kom til at præge tidsfrister og byggeplan.

Selvfølgelig har den globale corona-virus også her spillet en rolle i hele opbygningsprocessen. Alligevel er det ganske vist, at det nye H.C. Andersens Hus åbner onsdag den 30. juni – og bliver Fyns hidtil største turistattraktion.

“Den delvise nedlukning af byggebranchen og den totale nedsmeltning af kulturlivet i 2020, gav os store udfordringer undervejs og derfor vil der også være enkelte dele af museet, som ikke er klar når publikum begynder at strømme til”, fortæller Lone Weidemann,  marketingkoordinator og pressechef ved Odense Bys Museer.

Ceremonien med VIP-gæster og den officielle åbning foregår inden for et par timer, den 30. juni. Bygherren Odense Kommune, i skikkelse af borgmester Peter Rahbæk Juel, vil symbolsk overrække “de gyldne nøgler” til Odense Bys Museers chef, museumsdirektør, professor Torben Grøngaard Jeppesen, der derpå overtager ansvaret for drift og daglig ledelse.

Sådan nogenlunde kommer H.C. Andersen Haven til at ta’ sig ud. T.v. anes boligblokken, hvor bloggen har til huse. Lige oppe over ses domkirkens tårn – og t.h. reklame-højhuset. 

Soft opening
“Når vi vælger at prioritere åbningen allerede og kalder det en soft opening, så er det fordi, vi gerne vil præsentere det unikke museums i særklasse magiske oplevelser for de titusinder af mennesker fra ind- og udland, der vælger at holde ferie i Danmark – og at besøge Odense”.

“Med de omfattende corona-lempelser, landet lige nu oplever, sker der fra dag til dag en positiv udvikling inden for den danske  oplevelsesindustri”, forklarer Lone Weidemann og henviser til, at diverse corona- restriktioner og forsamlingsloft, der snart ophæves, betyder at åbnings-arrangementet bliver noget mindre, end det brag med diverse festivitas, som Odense by og Odense Bys Museer ellers havde i støbeskeen.

Med udtrykket soft opening siger det sig selv, at der bliver tale om en afdæmpet markering. Torben Grøngaard Jeppesen vælger at kalde soft opening for en slags forpremiere.

To tredie dele under jorden
Der er værd at notere sig, at hele museet, som også omfatter magisk have med titusindevis af planter samt fem cirkelrunde pavilloner med organiske haver på taget, ikke åbner den dato.
Odense Bys Museet oplyser, at det store eventyrunivers, hvoraf to tredjedele befinder sig under jorden, gradvist vil blive åbnet hen over sommeren og efteråret – ja resten af året. Det vil ske drypvis og ganske uofficielt.

“Det vil være uundgåeligt, at der i forbindelse med et kæmpe projekt som dette, som omfatter så meget højteknologisk udstillingsdesign, vil kunne undgå opstartsvanskeligheder. Den særlige teknik til formidling af H.C. Andersens univers, skal efterprøves og finjusteres helt ned i detaljer”, bemærker Lone Weidemann, som tilmed er sikker på, at sløret nu løftes for landets mest enestående sommeroplevelse.

HCA-museet i to stadier: Et fra haven med en af de karismatiske pavilloner og et inde i selve museet, som illustrerer en lille pige på vej ind i selve eventyrets moderne magi.

Kun 250 gæster inde af gangen
borgkildesblog.dk har nysgerrigt spurgt pressechefen – som giver os følgende svar?

Er selve åbningsdagen, onsdag 30. juni, kun for særligt indbudte VIP-gæster?
“Nej – slet ikke. Efter åbningsceremonien som tager et par timer, gøres plads til “det almindelige publikum”, som i tidsrummet fra klokken 19 til 23 vil kunne opleve digteren på en helt ny måde. Billetsalg på hcandersenshus.dk

Museet forventer et publikumsboom, men hvor mange er der plads til i det underjordiske oplevelsesunivers?
“Det nye museum kan maksimalt have 250 gæster af gangen. Vi sælger kun det antal billetter for at give gæsterne en optimal oplevelse – men også på grund af restriktioner.

Hvor lang tid må gæsterne opholde sig på museet af hensyn til publikums-flowet?
“Gæsterne kan i realiteten blive så længe de vil. Vi har dog en formodning om, at et typisk besøg tager cirka halvanden time.

Lone Weidemann har rejst over det meste af kloden for at markedsføre Odense og HCA-museet og hun er overbevist om, at det nye H.C. Andersens Hus bliver en kæmpemæssig publikumssucces – alene fordi navnet H.C. Andersen er verdens bedste brand.

Museet vil udfordre alle sanser?
“Ja i høj grad. For gæster i alle aldre, vil alle sanser aktiveres, fordi udstillingen iscenesættes som en total kunstnerisk helhed – en oplevelse, hvor lyd, lys og ikke mindst scenografi spiller sammen.

Rejsekammeraten gennem de magiske udstillinger bygger på den allernyeste teknologi – og det bliver forrygende. Ved hjælp af et headset, får gæsten en enestående lydoplevelse, der interagere dig og museets installationer.

Overraskelsen – fascinationen?
“Det må være, at du som gæst aldrig ved, hvad der kommer til at ske henne om hjørnet … det uforudsete er stadig eventyrets magi”.

Lyder det fra Odense Bys Museers pressechef Lone Weidemann.

 

Related Posts

Det lille, berømte, gårdrum inde bag det originale H.C. Andersens Hus, det lille gule hjørnehus, er...

“Vi har haft en fantastisk sæson med udsolgt telt, hver eneste aften og et samlet publikumstal på...

VI KAN lige så godt fastslå det med det samme, at fordi du, som letbanepassagerer, fra engang...