By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

DE fleste rigtige mænd har prøvet det. Men ikke ret mange taler om det. Måske er det tabu?

JAMEN okay, jeg har forsøgt at fortrænge episoden i årevis. I så lang tid, jeg kan huske. Men nu skal proppen af flasken. Jeg kan, om jeg må sige, ikke holde det i mig længere. Akkurat som jeg heller ikke kunne dén nat, jeg blev småkriminel. Eller i det mindste, noget der ligner.

DERFOR går jeg til bekendelse. Her får I den sandfærdige historie, råt for usødet.
Jeg har har ikke taget på nogle kvinder, som ikke selv har bedt on det. Slet ikke. Såvidt jeg husker.
Derimod har jeg været i karambolage med ordensmagten. Taget på fersk gerning.
Jeg har angret lige siden den fatale nattestund i november 1987. Da alt gik galt.
Og politiet satte to mand høj på opgaven.
DET var en mørk og stormfuld nat. Lige omkring det tidspunkt, hvor natklubbens sidste gæst var ved at finde overtøjet. Og en dame, der ville følges hjem.
Umættelig var jeg selv på vej til at runde en hyggeaften af på Tinsoldaten – eller var det Nattergalen – eller natbageren i Overgade. Dengang satte Susanne nemlig pris på at blive overrasket med sprøde rundstykker – til natmad 
TIL gengæld anede jeg ikke, at natholdets årvågne betjente så alt det, jeg havde gang i. Altså ikke noget med slibrige befamlinger.
Derimod tog jeg chancen i et ubevogtet øjeblik. Dum, ung og naiv som jeg var. Ordensmagten passede deres arbejde. Noget skulle åbenbart noteres på blokken.

Pludselig, mens jeg dybt koncentreret forrettede min nødtørft, forsvarligt gemt bag et plankeværk og en række skraldespande – i pæne Dansestræde. Det var lige dér, jeg blev opdaget midt i mit ærinde.

Måske kender I det. På det tidspunkt, hvor natten er ung og nysgerrigheden er uden grænser. Jeg husker det ikke alene som en naturlig ting, undskyld trang, men også som en simpel menneskelig nødvendighed. At jeg skulle af med vandet. Og frem for alt ikke ønskede at provokere. Så jeg gemte mig. Troede jeg.
Jeg forsvandt ind i mørket 
BETJENTE i fuld uniform (måske var det opdagere) havde fra reklamevognen i patrulje fået øje på mit korpulente kontrafej, og set det forsvinde ind i mørket. Lige dér anede de uråd.
Pludselig blev projektøren fra patruljevognens tag rettet direkte mod mig. Eller rettere mod plankeværket.
De tog mig om ikke med bukserne nede, så dog på fersk gerning, Men pænt tilknappet. Det viste sig, at de skarpsindige herrer bogstaveligt talt var kørt i stilling i sidegaden – Gravene.
Lige dér var det som om luften gik ud af mig. Jeg stod badet i spot og kunne ikke andet. End at stå – og tænke mit.
Indrømmet: Jeg rystede over hele kroppen og forsøgte af almagt at bevare roen. Sagde til mig selv: Ikke råbe, ikke bortforklare, ikke beklage dig. Indrøm alt.
MIN forseelse blev for alvor sat i relief, da jeg kunne se og høre, at der midt ude på Nørregade, bare en snes meter derfra, lå tre-fire ungersvende, som råbte og skreg og hamrede løs på hinanden så blodet sprang.
Det interesserede åbenbart ikke de granvoksne politimænd i fuld uniform. De valgte i stedet langsomt, men sikkert at komme mig i møde. Fandme kosmisk, tænkte jeg. Klokken røv – midt om natten.
LIGE dér skete det. For minsandten om d’herrer ikke fortalte, at de kom fra politiet og stolte viste mig deres blankpolerede politiskilte. Hvis jeg skulle være i tvivl. Det var jeg ikke. Hvilket jeg vist også gav udtryk for.
SÅ kom blok og pen i hånden, og de spurgte med myndige stemmer; “hvad det er jeg står og laver her”.
Puha, tænkte jeg. Den var fandme svær. Jeg var på Herrens Mark. Var lige ved at påstå, jeg stod og nød vejret.
MÅSKE var jeg midt i verdenshistoriens første anholdelse – i Dansestræde.

Billedet er taget i smug, mens mørket sænker sig. Der findes ikke et gadeskilt, hvorpå der står Dansestræde. Kun Lille Dansestræde.

Ingen dumsmarte bemærkninger
Trods den nervepirrende konfrontation, overvejede jeg at replicere, at “det aner jeg da bestemt ikke”. Men det gjorde jeg ikke. Der var ikke plads til dumsmarte bemærkninger, tænkte jeg, da jeg så d’herrer i deres blodsprængte øjne.
Hvorefter de skarpt spurgte; “har du drukket....og føjede til, “det ved du godt, at det dér må du ikke”, hvorefter de granvoksne mænd i uniform pegede på området bag skraldespandene”.
LIGE der tænkte jeg, at gutterne virkeligt har fået noget ud af årene på politiskolen.
I GADELYSETS dunkle skær, indrømmede jeg alt. I skyndingen kom jeg desværre til at gøre opmærksom på, at slagmålet midt på Nørregade stadig var igang – nu med skrigende tøser på stiletter fra Boogie som engageret publikum.
Måtte ikke blande mig i politiets arbejde
DET skal du slet ikke blande dig i. Det er en helt anden politiforretning. Forstået“, lød det kompetente svar fra lovens vogtere. Derpå valgte jeg klogeligt at blande mig udenom. Selv om det bare ment som et godt råd.
MENS  den ene betjent holdt mig i skak, og jeg tænkte over livets mærkværdigheder, så forlod den anden os. Han ville vist bese detaljerne bag rækværket -og jeg kunne se han lyste skraldebøtterne op med en reglementeret stavlygte. Han kunne med egne øjne beskue, hvad jeg havde efterladt.

Og så er det ikke engang løgn.

JEG har det med at huske de mærkeligste ting her i livet – ned i detaljer. Situationen jeg beskriver her, husker jeg ord for ord.

Nå, men efter et kort nik med kasketten kundgjorde den største af betjentene, at det bestemt ikke var morsomt. Det tror jeg heller ikke jeg syntes, Derpå bad han én gang for alle om navn, fødselsdato og kørekort. Også dengang havde jeg både navn og fødselsdato – og heller ikke dengang var jeg i besiddelse af et kørekort.
Overtrådte politivedtægtens  § 42, stk. 1 jfr.§ 3, styk. 1.
I EN tid, hvor det er moderne at bekende sig fortidens synder – selv om jeg ikke er tv-ansat eller politiker – så  står jeg herved frem og indrømmer alt. Jeg beklager, ikke mindst overfor min familie, som formentlig har været i den tro, at jeg var ren som Rolf Sørensen. Men kære venner. Bare tanken om det som skete natten til søndag den 8. november 1987 giver mig stadig sorte fuger i panden.

IFØLGE bødeforlægget udviste jeg “klokken 0355 adfærd til forstyrrelse af den offentlige orden” og derved overtrådte  jeg politivedtægtens § 42, stk. 1 jfr.§ 3, styk. 1. Idet jeg, som der står skrevet “urinerede på fortovet i Dansestræde ved Gravene”.

JEG bliver nødt til at korrigere. Rapporten er nemlig ikke helt korrekt, hr. betjent! Det var ikke på fortovet, jeg vandede, men derimod inde i en mørk baggård – bag et stakit! Jeg havde altså gjort alt, hvad der stod i min magt for at gemme mig, så jeg ikke vakte opsigt. Det lykkedes desværre ikke at undslippe lovens lange arm. Det beklager jeg i dag – 34 år senere”.

Her er åstedet, hvor begivenheden fandt sted for 34 år siden, da der var plankeværk langs strædet, der nu er markeret med en streg i gaden. Men det er dog nok ikke derfor.  

DEN intermezzo skulle skylles ned. Så en oplevelse rigere fortsatte jeg min nysgerrige færd videre ud i nattelivet.
Well, jeg var havnet i døgnrapporten. Skulle jeg være stolt af det. Næh. Slet ikke. Det har jeg faktisk aldrig været. Tvætimod har jeg lige siden den nattestund undret mig over, at ordenmagten magtede opgaven uden så meget som et lille bitte smil.
SET i bagklogskabens dunkle lys, så burde jeg vel nok have betalt entré på Boogie Dance Café – for at låne toilettet. Det havde været billigere.
Men det er for sent nu.
Bødeforlæg er et trofæ

EN uges tid senere fik et brev fra “Politimesteren i Odense”, som forøvrigt var en fin fyr, med et bødeforlæg som forlængst er betalt “og ude af verden”. Og som er sat i glas ramme.

SOM dokumentation hænger det skriftlige bødenforlæg på væggen i bloggens ydmyge kontorhjørne som et underfundigt trofæ – side om side med andre rariteter, som minder mig om en svunden fortid, som jeg ikke ville have været foruden.

I SKRIVELSEN fra politimesteren, stod der bl.a. at læse; “hvis De kan erkende Dem skyldig i den forseelse, der er beskrevet i punkt 3, så kan sagen afgøres uden retsforfølgning, samt hvis De inden for 20 dage fra dags dato er villig til at betale bøden; kroner 300”.

DER åndede jeg lettet op. Jeg betalte de mange penge samme dag,  jeg fik brevet. Det var mange penge dengang. Men jeg slap billigt. Interessant var det, at jeg bare fjorten dage senere kunne konstatere, at bødetaksten for den slags gadeuorden steg drastisk til 400 kroner – og i løbet af næste forår steg bøden til uoverskuelige 500 kroner”. Bureaukratiet længe leve.

ER der noget at sige til, at jeg lige siden har holdt mig på måtten, når jeg uanset tidspunktet har strejfet rundt på offentlig gade.

Det juridiske klenodie af et bødeforlæg anno 1987 hænger på æresvæggen, som et trofæ fra en god tid.

Havde været samtaleemne på gården 
EFTER en lang, hård arbejdsdag i journalistikkens urtehave, var jeg et års tid senere igen nået til et stykke ud på natten. Da frekventerede jeg  Tordenskiolds lille bar. Da der traditionen tro dukkede et par civile uro-betjente op, i en pause i patruljeringen, da kunne jeg ikke nære mig for at spørge den ene uro’er, min gode ven Poul Lokum Jørgensen, fodboldspiller i Næsby, om det ikke var at skyde gråspurve med kanoner, da et par af hans kolleger brugte så meget tid på min ugerning. Og gav mig en bøde.
JEG havde trods alt gemt mig i den mørke gård – lige bag diskoteket – forklarede jeg. Altså generede jeg ingen forbipasserende.

“NEJ, tværtimod”, svarede Poul Lokum venligt. “Den sag med dig har vi skam talt om på gården, og mine kolleger fortalte, at du efterlod en større sø”.

LIGE dér forstod jeg alvoren og opgav videre forklaring. Sagen afsluttet.
D’HERRER drak deres vand ud og drog videre ud i byens natteliv. Det gjorde jeg også.

SÅ NU, kære venner. Nu er sandheden om min mørke fortid afsløret. Jeg kan mærke, jeg er lettet – min familie har tilgivet mig.

JEG tynges ikke længere af dette åg på mine skuldre.

MEN kære venner. Jeg kan stadig med en vis stolthed konstatere, at uden alle disse vidunderlige fejltagelser, havde livet ikke været værd at leve.

Related Posts

Med SKYGGER I ODINS BY skaber Møntergården og Sans-1 en unik og byvandring, hvor fiktion og fakta...

De historiske nattevægterne er i fuld gang med at vandre i gyder, gader og stræder, torve og smøger...

“Jeg er ikke alene lykkelig over, at det relativt hurtigt lykkedes at sælge min skønne forretning,...