By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Den farverige entertainer, revyskuespiller og eksil-odenseaner Jan Schou, 69, har udgivet sine erindringer i bogform. Med revyscenes stjerneskud, 21 årige Lukas Birch i rollen som spørger og pennefører er det blevet til den vemodige og underholdende samtalebogen ”Vi skal ha’ det sjovt imens…”.

Jan Schou, der lige nu har forrygende succes i Rotteælderevyen, er en forrygende storyteller.

Han elsker med fagter, smil og grimasser at berette om stort og småt, om sjove, kuriøse, underfundige og, ja det sker også, at han fortæller om livets tankevækkende iagttagelser.
For vist har smilets mester levet et broget liv med op- og nedgangstider. Som han siger “der er knaster i alle familier” – uden dem, havde de lyse stunder ikke været så glade. 

De fleste i hans store omgangskreds ved alt om, at når entertaineren er i sit es og på slap line, så fortæller han  med frit valg på alle hylder, om de tusindvis af underfundige oplevelser han har haft på livets Schou-tur – med kolleger, arrangører, publikum, familie, venner og bekendte – med revyfolk, kro- og hotelfolk, mediefolk og andet godtfolk.

“Jeg er glad og stolt, fordi jeg fik lov til at skrive min gode kollega Jan Schous erindringer. Det har været en fantastisk lærerig proces, fortæller Lukas Birch. Foto fra hans Facebook-opslag.

Efter et halvt hundrede år i det glade smils tjeneste bladrer han lystigt i sit imponerende bagkatalog, og det er de mest vanvittige, sjove, skøre og bittesmå detaljer, han husker – som en elefant – lige fra han var barn og mødte filmstjernerne hjemme i impresario-forældrenes stue, til de fem år på Odense Teater, hvor han skabte fundamentet som eksil-odenseaner – til de mange revyer og optrædender på blokvognen og alle andre scener gennem flere end 50 år.

Hjemmet i Silkeborg
Jan Schous venlige imødekommenhed er ikke professionel. Den fik han bogstaveligt talt ind med modermælken. Han kom til verden 5. maj 1952 – i  Silkeborg. Han fortæller, at “hjemmet var et sprudlende kaos af teater- og filmskuespillere, sangere, artister, gøglere og andet godtfolk, der fik solen til at skinne i danske hjerter”.

“Min far, Mogens Schou, var impresario som solgte underholdning til jyske forsamlingshuse, hoteller og festlokaler. Far sørgede for at flere af de store københavnske teater- og filmnavne fik gode jobs rundt i Jylland. Når der var pause i det københavnske teaterliv, så havde Schou i Silkeborg altid et job eller to på hånden. Det var i dét miljø, at lille Jan fik sin første kunstneriske næring.- Og han elskede det”.

“Som barn og ung har jeg mødt, talt og pjanket med et overflødighedshorn af herlige mennesker, der gav mig vitaminer til den kreative åre, jeg har brugt lige siden. Jeg husker eviggrønne navne som Poul Reichhardt, Preben Uglebjerg, Peter Malberg, Ib Schønberg og Raquel Rastenni og mange mange andre.

“Husker at når far fortalte mig, at Poul Reichhardt eller Ib Schønberg kom på besøg den og den dag, så blev jeg pludselig så syg, at jeg ikke kunne komme i skole. Pinligt at tænke på i dag. Men hold op, hvor var det stort og meget inspirerende for en teatertosset knægt som mig”.

Er du dus med himlens fugle
“Jeg husker også, at jeg forsøgte at efterligne de fleste kendte foran spejlet – med en deodorant som mikrofon. Det har set kønt ud. Jeg kunne for eksempel gi’ den hele armen som Poul Reichhardt med ”Er du dus med himlens fugle”. Den klassiske sang  og flere af de andre Giro 413-sange satte sig for altid på mit livs indre nethinde”, fortæller Jan Schou – som tilføjer, at det ikke er tilfældigt, at netop sangen med himlens fugle, lige siden har været en fast del af hans one-man-show-repertoire.

Nu skal du bare høre… Lukas Birch og Jan Schou var tidligt oppe og med toget for at nå i “Go’ morgen Danmark”-studiet på dagen som kulminerede med Rottefælde-premieren. Foto fra TV2.

Folkeskolen gad unge Schou ikke. Han mente, skolen var ren og skær tidsspilde og en sand pestilens.

“Jeg gad simpelthen ikke skolen. Det var absolut nødtvungent, at jeg fik en realeksamen og en HF-eksamen. Det eneste jeg gik op i på den tid, var at optræde i skolekomedien”, husker Jan Schou, der som teenager fortalte hele byen, at han ville være boghandler. Det passede bare ikke. Men det lød fint.

“Når nogen spurgte hvad jeg skulle være, når jeg blev stor, så turde jeg ikke sige at jeg ville være skuespiller. Selv om det dybest set, var dét jeg allerhelst ville være”.

“En dag i foråret 1972 tog mit unge liv en nærmest revolutionerende drejning. Skæbnen ville at der samme dag dumpede to breve ind i mit barndomshjems brevkasse. Der var ét fra børnehaveseminariet i Viborg og ét fra Odense Teater. Jeg var ikke hjemme, så min mor ringede og spurgte, hvilket brev hun skulle åbne først”.

Og så blev han eksil-odenseaner
“Jeg var først i syv sind. Vidste Odense Teater havde 900 ansøgere til otte elevpladser. Men jeg vidste ikke, at teaterskolens chef Grethe Holmer havde skrevet Jan Schou på den ene plads. Det samme gjorde de i Viborg. Valget mellem de to fremtider krævede dog ikke mange sekunder. Selvfølgelig bad jeg mor om at åbne brevet fra Odense.  Tænk sig, hvordan mit liv ville have formet sig, hvis jeg havde sagt ja til Viborg. Mærkeligt”.

Et par måneder senere pakkede unge Jan kufferten og tog toget til Odense, uden at ane hvad fremtiden ville byde.

Jan Schou om pandemien: Det er det værste år i mit liv. Det var som at falde i et stort sort hul. Derfor er det fantastisk, at være tilbage i det univers jeg elsker – tilbage i Rottefælden.

“Jeg fik en tragisk start på uddannelsen”, har han ofte fortalt med gummiansigt og alvor i stemmen. “Jeg græd mig stort set igennem det første år på elevskolen, ene og alene fordi jeg ikke forstod den teatrale tragedie og det har jeg ikke gjort siden. Jeg blev først rigtig lykkelig og forstod meningen med livet, da pensum nåede til morskab”.

“Jeg blev udlært på Odense Teater i 1975 og var derpå ansat i fem år. Min første rolle var som d’Artagnan i De Tre Musketerer, den næste var røven af kamelen i Kardemommeby. Så var jeg ligesom igang”.

Idéen til bogen dukkede op i en show-pause
Den garvede revy- og teatermand har ofte beriget denne signatur med en slentretur ad Mindernes Boulevard, og den har aldrig været kedelig. Især når han, som et omvandrende leksikon udi dansk underholdning og nærmest som en selvfølge tilfører beretningerne passende gestikuleringer, grimasser, ironisk stemmeføring og teatralsk mine.

Det må være sådan unge Lukas Birch må ha’ haft det, da han i pauserne under revyshowet ”Schou Tur” fik serveret den ene underfundige røverhistorie og herlige anekdote med blinke øjet efter den anden. De to generationer lo og græd sammen – i baglokalet på ”Østergaards Hotel” i Herning. Det var dér, Lukas Birch en aften udbrød; ”Jamen for pokker Jan, skal vi ikke skrive en bog med dine erindringer. Det fortjener du og det fortjener erindringerne. Du ligger jo inde med et vigtigt stykke revy-, teater- og showbizz-historie”, sagde Lukas Birch som allerede begyndte at glæde sig til sit unge livs største udfordring.

Jan Schou har mødt mange personligheder i showbizz. F.eks. som her, Prins Henrik, der fortæller, hvad han mente om unge Schous optræden. Mange år før han begyndte at parodiere dronningen. I midten Odense-rådmanden Lennart Larson.

Rippet op i historien
Den “invitation” glemmer Jan Schou ikke. For sandheden er, at tanken “om en bog om mit liv”, havde entertaineren længe tumlet med.

“Du skal bare sige til, når vi skal gå igang. Hvad skal jeg gøre?”
“Jamen, jeg kommer med to mikrofoner og en pose med spørgsmål og så fortæller du din historie”, sagde Lukas, der i branchen betegnes som et særligt talent, der ikke holder sig tilbage.

Den garvede kollega var på én gang målløs og glad. Han nikkede og svarede: “Det jeg ikke har i papkassevis i kælderen, det har jeg her”, lød det fra Jan Schou, som pegede på sit ansigt.

Så tog han hjem til Odense og stod bogstaveligt talt på hovedet i kasserne med tusindvis af billeder, programmer, plakater, udklip fra aviser og ugeblade og meget andet – talt tolv plastmapper med hver 30 sider billeder og der hører faktisk en historie til hvert eneste billede. Jeg brugte noget af corona-pausen til at gå en stor del af arkivet igennem og hold da helt op, hvor jeg fik rippet op i mit eget livs  historie – og fik nogle herlige grin. Det var noget af al det, jeg tog med til snakken ved spisebordet, hvor vi blev enige om, at “Man skal ha’ det sjovt imens”.

To generationer
”Lukas er et nysgerrigt stjernefrø, som vil noget med revyen. Det har jeg i høj grad set i mit eget revy-show”, fortæller Jan Schou som sagde tak på stedet – og allerede ugen efter sad de to generationer og spillede ud på hver sin ende af spisebordet, på corona-afstand  med mikrofoner, håndsprit og et par glas rødvin, hjemme hos Jan Schou i det odenseanske Skibshus-kvarter, hvor han har boet i mange år.
“Jeg har også lejligheder i København og Berlin, som jeg bruger alt efter, hvad jeg arbejder med. For eksempel øvede vi til Rottefælden i København. Men mit fundament er og bliver Odense. Det har byen været lige siden jeg kom på skuespillerskolen for 49 år siden…. hold da helt op, er det virkelig så længe siden”.

Foreløbigt 86 revyer
I mellemtiden er det blevet til ikke færre end 86 revyer rundt i landet. “Jeg var været med i alle landets revyer, bare ikke Hjørring – og nej, jeg har faktisk ikke noget imod Hjørring, slet ikke”, bemærker han og konkluderer: “Så er der noget at sige til, at revyen er en livsstil for mig.
Og hvorfor så det? “Jo, fordi revyen er en kæmpe udfordring, som kræver benhård disciplin, timing og kontant afregning, men mest af alt, fordi, man i revyen altid er omgivet af glade mennesker, både dem på og bag scenen og dem nede i salen. Og så er revyen identisk med smil og en tåre i øjenkrogen”.

“Er der forøvrigt noget skønnere for en revymand som mig, end når du dagen derpå slentrer gennem byen, og møder søde mennesker, jeg slet ikke kender, som stopper op og siger “hej Jan, tak for i går. Det var en dejlig aften vi havde…. så er det hele ikke gjort forgæves”.

Samtalebog
Nu er samtalebogen ”Vi skal ha’ det sjovt imens…” (et typisk Jan Schou-citat) så kommet i handlen og dermed fik den farverige entertainer, showmand, revy- og teaterskuespiller og meget andet sit hedeste ønske opfyldt inden han næste år kan fejre sit imponerende 50 års skuespiller-jubilæum som særdeles aktiv – og dertil sin 70 års fødselsdag. To markante mærkedage, som allerede nu fylder meget i Jan Schous evigunge sind.

På den ene side, så elsker han at feste og fejre, både sig selv og især alle andre. På den anden side set, så vil han helst glemme sin alder. “Jeg kan ikke fordrage når snakken går på alder. Slet ikke min egen. Jeg er faktisk ked af, at jeg fylder så meget – også, hvad angår alder. Der er jo så meget, jeg gerne vil nå – men mon ikke, jeg når det alligevel”, funderer han – og kommer i tanke om, at Lukas Birch bare er 21. “Og han er allerede nået meget langt”.

Og der er stof nok at ta’ af, når man som Jan Schou har delt scene og ikke mindst garderobe med koryfæer som Osvald Helmuth, Grethe Sønck, Volmer-Sørensen, Birthe Kjær, Arne Lundmann og Keld og Hilda Heick og med bedstevennen Dario Campeotto, som han senest hilste på ved Rottefælde-premieren.

Den mere ukendte side af Jan Schou
Denne skribent har ikke læst bogen, men vær’ sikker på, at hovedpersonen bramfrit fortæller om sin lange karriere på de skrå brædder, garneret med humoristiske, absurde og skøre indfald og dertil underfundige og kuriøse historier om mødet med mennesker på sin vej, lige fra Elga Olga og Dirch Passer til Prins Henrik – og Lars Løkke Rasmussen.

For at få mennesket Jan Schou portrætteret stærkest muligt, fortæller bogen også om de mere ukendte sider af den glade mand med det lyse sind og hurtige replik. Han er nemlig ikke altid så glad, som det kan se ud til, da han ofte gemmer på et følsomt gemyt – og fra tid til anden anes mere alvorlige og spekulative miner bag teatermasken.

Jeg nåede at få en hyggelig sludder med Lars Løkke mens han var statsminister. Traditionen tro overværede han sidste forestilling – forrige år. Løkke var i fantastisk humør.  Dagen efter affyrede han sin politiske bombe, som rystede landet. I midten revydirektør Pia Ullehus. Foto: John Borgkilde.

Meget ked af, at jeg aldrig fik børn
Jan Schou har ofte fortalt, at der især er én ting som i årevis har naget ham dybt i sjælen.

“Jeg er rigtig ked af, jeg aldrig nåede at få børn. Årsagen er min seksualitet. Kæft hvor jeg tit har savnet en krudtugle, at være noget for. Som homoseksuel var det i mine unge dage ikke så let at få børn, som det er i dag. Det er jeg oprigtig ked af. Jeg elsker jo børn.
I de senere år har min mand (Preben, red.) og jeg haft travlt med hver vores arbejde, så også på den måde har det været udelukket”, indrømmer Jan Schou i en alvorsstund.
Til gengæld har det betydet utroligt meget for Jan Schou, at han i mange år har arbejdet som ambassadør for organisationen “Terre des Hommes”, der hjælper børn i nød i 69 lande.
“Jeg har flere gange været ude i Østen, bl.a. i Mumbai i Indien, for at se, hvad det er vi arbejder for. Det gøres en fantastisk indsats og jeg er stolt af, at være en del af den. Der er mere end nogensinde brug for midler, da det nu også er coronaen, vi kæmper med, forklarer Jan Schou, der som international ambassadør skulle have været til Sri Lanka sidste år. Men det var heller ikke muligt.

Et lille plaster på såret
“Selv om det er et lille plaster på det mentyale sår og selv om jeg møder og hilser på mange skønne børn her og ude i verden, så bliver det altså aldrig det samme. Men vist har det været berigende, at være med til at indsamle over tre millioner kroner til organisationens arbejde”.

En dag midt i corona-nedturen skrev Jan Schou på organisationens hjemmeside, at hvis nogle derude skulle have lyst til at donere nogle håndører, så skulle de endelig ikke holde sig tilbage. Næste dag lå der 25.000 kroner i hjælpekassen. Hver efterår står han i spidsen for et “Terre des Hommes”-show på Ganløse Kro, hvor gode kolleger optræder gratis. Showet giver altid omkring et halvt hundrede tusinde kroner til det gode formål. “Det er så lidt, der skal til…“, som Jan Schou synger på sin velgørenheds-plade fra 2009.

Ikke komik og ballade det hele
Den næsten altid glade mand med smil på læben og blink i øjet, lægger ikke skjul på, at corona-pandemien tog hårdt på ham og at han var meget tæt på at gå ned med flaget, som han selv udtrykker det.
“Det gjorde voldsomt ondt på hele kroppen, da jeg for første gang i 46 år ikke måtte spille revy. For der var ingen. Jeg måtte undvære min 22. revy i Svendborg – i streg og min 17. udgave af “Schou-tur” i Herning – og så alle foreningerne, byfesterne og privatfesterne, som jeg elsker så højt.  Det var dødhamrende deprimerende. Jeg du’r altså ikke til at holde fri”, siger han med alvorsmine.

“Jeg forbereder mig jo stort set altid til en ny opgave. Jeg var slet ikke forberedt på, at jeg ikke skulle forberede mig til noget som helst. Jeg måtte ikke en gang ta’ toget ind til Preben i København eller til min anden hjemby, Berlin, hvor vi har en skøn lejlighed. Det var sgu’ træls, som vi siger hjemme i Silkeborg. Det holdt hårdt og det var en overgang som at forsvinde ned i et stort sort hul.  Og jo, jeg vidste da alt om, at jeg ikke var alene om at vide ingenting og ingenting lave. Det var en ringe trøst”.

I al beskedenhed har bloggens udsendte ofte været beriget af hyggelige stunder med storytelleren Jan Schou,  jeg oplever som et omvandrende leksikon ud i dansk underholdnings historie. De møder har aldrig været kedelige.

Så kom dog forbi
Som pandemien skred frem, og ingen kendte omfanget, kæmpede entertaineren for at få bugt med sine indre dæmoner og for at finde de lyse stunder. Han vidste, de var der et sted.
“Du må da gerne komme forbi, hvis du har tid, bare for at snakke og nyde et glas rødvin eller to”, lød det ofte.
Selv de værste stunder, tilførte han passende ironi som en slags opkvikker.
Som da han og en mund-harmonikaspillende genbo, krydrede de corona-lukkede aftener med crazy underholdning “ude på vores gade”. En dag skrev Jan Schou et skilt: “Jeg holder reception – kommer I” – og da folk spurgte, hvad anledningen var svarede han: “Jo jeg har lige fundet ud af, at det i dag er 100 år og 23 dage siden, at Liva Weel blev født, og det er da værd at fejre – er det ikke? Og så hængte jeg et billede af Liva Weel op på væggen og bød på pindemadder – og så stod vi dér og skrålede. Det glade vanvid, bevares. Men det var jo ikke forbudt, tror jeg ikke”.

“Fantasien var grænseløs. Det mest positive ved den tid var, da jeg kom i tanke om, at jeg ikke havde fået frisk luft i 25 år. Først gik jeg lange ture. Det var hårdt, men skønt – og frisk luft-syndromet kulminerede, da jeg anskaffede mig en cykel, så jeg kunne køre rundt og opleve Odense på en helt ny og smuk måde. Det var en faktisk en fantastisk oplevelse og noget af det mest opløftende i den periode”, lyder det fra entertaineren, komikeren, sangeren, revy- og teaterskuespilleren og meget mere, som lige nu oplever forrygende kunstnerisk succes i Rottefælden – der for første gang opføres som “revy-teater”.

Det bedste der er sket i år, er ikke alene udgivelsen af mine erindringer i bogform, for det er meget stort, men det altoverskyggende plus er, at vi igen spiller Rottefælderevy. Hold da helt op, hvor har vi også glædet os – og hvor vi dog nyder det.

Tilbage til revyen – midt i byen
“Nu har jeg heldigvis genfundet såvel revyen som traditionen, der er en del af mit gén – nemlig på teatret inde midt i Svendborg. Her må vi opføre vores 136 år gamle Rottefælde-revy i en fantastisk spritny udgave i de skønneste teatrale omgivelser – med alle de corona-restriktioner som findes”.

“Tænk sig, at vi igen kan samles, grine igennem og hygge sammen med glade mennesker. Det er den dejligste følelse”.

“Vi er så lykkelige over, at vi har fået husly i det historiske Svendborg Teater, et fantastisk smukt sted, hvor vi igen kan giver publikum noget at le af og noget at tænke over. Så det er vel i grunden slet ikke så skidt endda. Næh vel.
Og husk nu, at “vi skal ha’ det sjovt imens”.

 

 

 

Related Posts

The Royal Danish Theatre Ballet School i Odense er traditionen tro tidligt på stikkerne for huske...

Umiddelbart er der et stykke vej langt fra den lumre Omar Papa i den lumre herreloge Ørkenens...

Der er bud efter Stig Rossen – så meget, at han bogstaveligt talt er flyvende. Kalenderen bugner af...