By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Oppe fra H.C. Andersens magiske have kan man kunne stå ved kanten til bassinet og bogstaveligt talt kigge gennem vandspejlet, ned til selve eventyret – til gengæld kan man dernede fra museets hjerte kigge op gennem vandet, op til det virkelige liv…
Den slags visuelle oplevelser skaber associationer. 

——————————–

Der var engang en fin gammel have og en lille sø, som nogle kaldte en dam og som nu er et bassin.
Stolte ænder baskede rundt mellem grimme ællinger og det skete også, at en lille havfrue fandt hvile på en stor sten ude på dammen og at det var dér Tommelise lod sig fotografere, siddende på et åkandeblad.

Ganske som i eventyret.

Men det var engang. Nu er søen, som var en dam, aldeles væk. Men det er eventyret ikke. Ganske som Fugl Fønix, er der lige her vokset en eksotisk have op – endda i digterens navn. Og en eventyrlig sø er der skam også, cirkelrund, fuld af magi.

Hvad er så virklighed og hvad er illusion? I hungrende higen efter sandheden, spurgte vi museumsinspektør Jan Bo Jensen, som straks konkluderer, at selvfølgelig skal der være en sø, som i dette tilfælde er et bassin, i H.C. Andersen Haven.

Som underfundigt element der bryder havens cirkelrunde design, kalder det femkantede glughul på eventyrets nysgerrighed – og nej, det er ikke et vandspejl, som dét vi ser i dammen ved siden af, men derimod en glasrude, hvori træer og himmel spejler sig. Foto: John Borgkilde

Bassinet er en diskret og alligevel markant detalje i det grønne univers, hvor alt er cirkelrundt – lige bortset fra det fem-kantede “hul” bare en halv snes meter fra bassinet. Her er der ikke et vandspejl, men derimod et glasspejl.

“Jeg ser de to brud som dét der bevæger sig mellem det eventyrlige og det virkelige, mellem oppe og nede, ude og inde. Gennem vandspejlets bevægelse og slørede overflade vil havens gæster kunne ane den forunderlige underjordiske verden, som H.C. Andersen ofte beskrev – og lod sig inspirere af”, lyder Jan Bo Jensens forklaring.

Her dukker vanddråben op
“I det underjordiske univers former vandets evige forandringer aldrig samme oplevelse af virkeligheden, her hvor lyset i mørket brydes i vandspejlet, og former den vanddråbe, H.C. Andersen så i sit eventyr, “Vanddråben”, forklarer Jan Bo Jensen, arkitekt i Odense Bys Museer. Han ser de to brud i haven som eksempler blandt flere på, hvordan arkitekturen kan være med til at fortælle historien.

Fra haven kan man ikke alene spejle sig i vandet, men også sende nysgerrige blikke ned i eventyrets magi – og dernede fra kan man til gengæld se op og få øje på det virkelige liv.
Den vekselvirkning søgte de japanske arkitekter Kengo Kuma og Yuki Ikeguchi at skabe. I havens forskudte planer, den hælder op til halvanden meter, veksler kurvede hække og træer med cirkelformede vægge af glas i fint forgrenede træskelletter. Her igennem strømmer lyset ned i museets indre, oplyst med dagslys som filtreret gennem bassinets glasbund.

Dagslys ned i en verden af eventyr
Ved introduktionen fortalte Yuki Ikeguchi om filosofien med at trække dagslyset ned i en verden af eventyr, uden helt at adskille det underjordiske fra det ovenfor – lidt som yin og yang.

“Du vil miste fornemmelsen af grænsen mellem inde og ude og oppe og nede. En tankegang som er i tråd med Andersens digteriske filosofi”, lød det dengang fra Yuki Ikeguchi og Kengo Kuma, som allerede tidligt i processen havde udtænkt et diskret cirkelrundt bassin ind i den overjordiske have i en arkitektonisk helhed med det underjordiske museum.

Ved præsentationen af den ambitiøse projekt for fem år siden slog mesterarkitekten Kengo Koma og hans assistent Yuki Ikeguchi, fast, at museet ikke skal være et monument, men noget, der vokser naturligt ind i det omgivende landskab.

“Det blev en dynamisk kombination af en eventyrhave og et delvist underjordisk museum, fordi man ville tilgodese de relativt snævre pladsmæssige muligheder og de ambitiøse tanker”.

Haven som så småt er ved at være færdiganlagt, er designet i forskudte planer vekslende med alverdens træer, buske og kurvede hække og cirkelformede bygninger med vægge af glas i fint forgrenede træskelletter. Her igennem strømmer lyset ned i museets indre, der andre steder er oplyst med dagslys filtreret gennem glasbundene i bassiner i haven ovenover.

Dammen – eller måske rettere bassinet – er havens eneste “vandhul”, som er skabt i flere håndværksmæssige tempi og tilført adskillige materialemæssige detaljer. Og nej, det er ikke en ønskebrønd. 

Fascinationen af flertydigheden
Arkitekterne fortalte ved de første introduktioner idéerne, at de var fascineret af den flertydighed, som præger flere af H.C. Andersens eventyr.

Og så nævnte de som eksempel “Fyrtøjet”, hvor soldatens grådighed og brutalitet ikke ligefrem, gør digteren til en entydigt elskelig helt. ”Intet er sort eller hvidt i en verden med udviskede grænser”, lød det fra Kuma og Ikeguchi. Og de tilføjede, at netop flertydigheden er en central kreativ tankegang i japansk arkitektur.

Da tanken om dråben strejfede Koma 
Kengo Kuma har ofte fortalt, at han som barn læste meget H.C. Andersen og at han elskede mystikken. i de mange eventyr – så meget, at han fra første streg på tegnestuen var bevidst om, at arkitekturen skulle spille sammen med digterens eventyrverden. Og skabe associationer.

Også derfor bør man ikke udelukke teorien om, at Kengo Kuma havde Andersens eventyr “Vanddråben” i tankerne, da han valgte at placere en lille dam lige her – til at se igennem og skue oppe fra og nede fra.

Underlige dyr i forstørrelsesglasset
Vanddråben handler om Krible-Krable som udfordrer en trold til at gætte, hvad der er i forstørrelsesglasset, København – eller en dråbe grøftevand? Det er ganske vist, at H.C. Andersen indleder eventyret med ordene;
“Du kender da sagtens et forstørrelsesglas, sådan et rundt brilleglas, der gør alting hundrede gange større end det er? Når man holder det for øjet og ser på en vanddråbe ude fra dammen, så ser man over tusinde underlige dyr, som man ellers aldrig ser i vandet, men de er der og det er virkeligt…”

Måske vil man fra haven med det blotte øje se tusinde underlige dyr – eller ligefrem en lille havfrue. Hvem ved.
Fantasien og drømmene har ingen grænser. Er det i virkeligheden ikke det, som en selve meningen med eventyret.
Det bilder jeg mig ind.

“Vanddråben” var H.C. Andersens 39. af de 156 eventyr han nåede at skrive. Dette, lidt mere ukendte eventyr, er skrevet i 1848.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Related Posts

“Hold da helt op. Sikken panorama-udsigt”, lyder det fra Thomas Mørk, da han sender sit teatrale blik...

En kridhvid flagstang med Dannebrog blafrende til tops vil kaste glans over den kuperede...

Det nye H.C. Andersens Hus har allerede nu international topstatus som museums- og...

Leave a Reply