By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Der var engang en fin gammel have og en lille sø, som nogle kaldte en dam og som nu er forvandlet til et fint rundt bassin.
Stolte ænder og ramme ællinger baskede rundt til glæde for alverdens folk, som med deres fotografiske apparater forevige de små sprællevende væsener. Det skete også, at en lille havfrue fandt hvile på en sten ude på dammen – og Tommelise lod sig fotografere, siddende på et åkandeblad.

Det er jo et rigtigt eventyr, sagde folk fra Kejserens Kina – og den lille familie fra Dronningens København gav kineserne ganske ret.

Men det var engang. Da søen var en dam, som en dag var tømt for magi – og aldeles væk. Men det er eventyret ikke.
Som Fugl Fønix, er der vokset en såkaldt eksotisk have (fra Langeskov) op – endda i digterens eget navn. Skønt den ikke ligner den lovede oase – som på billeder. Men det er runde stier vogn kringelkroge – og fra bænke på toppen, kan udsigten mod de cirkelrunde bygninger og den nymodens letbane nydes – og minsandten om der også er blevet plads til en lille bitte eventyrlig sø.

Oppe fra H.C. Andersens magiske have kan man bogstaveligt talt kigge ned gennem vandspejle i det lille runde bassin, ned til selve eventyret – og dernede fra museets hjerte, der stadig ikke banker som det skal, med skæve gulve og strittende ledninger, kan man fluks se op gennem vandet, op til det virkelige liv… Den slags visuelle oplevelser skaber associationer. Siges det dernede i det ufuldendte eventyrland.

Hvad der så er virkelighed og hvad der er illusion, vil vise sig ? I vores hungrende higen efter sandheden, spurgte vi museumsinspektør Jan Bo Jensen, som konkluderer, at selvfølgelig skal der være en sø, som i dette tilfælde er et bassin, i en eventyrlig H.C. Andersen Have.

Bassinet forekommer som en diskret og alligevel markant detalje i det grønne univers, hvor alt er cirkelrundt, lige bortset fra det mærkelige  fem-kantede “hul” placeret en halv snes meter fra bassinet. Her er der ikke et bølgenede vandspejl, men derimod et glat glasspejl.

Som et strejf af en dråbe.

“Jeg ser de to brud som dét der bevæger sig mellem det eventyrlige og det virkelige, mellem oppe og nede, ude og inde. Gennem vandspejlets bevægelse og slørede overflade vil havens gæster kunne ane den forunderlige underjordiske verden, som H.C. Andersen ofte beskrev – og lod sig inspirere af”, lyder Jan Bo Jensens forklaring.

Her dukker vanddråben op
“I det underjordiske univers former vandets evige forandringer aldrig samme oplevelse af virkeligheden, her hvor lyset i mørket brydes i vandspejlet, og former den vanddråbe, H.C. Andersen så i sit eventyr, “Vanddråben”, forklarer Jan Bo Jensen, arkitekt i Odense Bys Museer. Han ser de to brud i haven som eksempler blandt flere på, hvordan arkitekturen kan være med til at fortælle historien.

Fra haven kan man ikke alene spejle sig i vandet, men også sende nysgerrige blikke ned i eventyrets magi – og dernede fra kan man til gengæld se op og få øje på det virkelige liv.
Den vekselvirkning søgte de japanske arkitekter Kengo Kuma og Yuki Ikeguchi at skabe. I havens forskudte planer, den hælder op til halvanden meter, veksler kurvede hække og træer med cirkelformede vægge af glas i fint forgrenede træskelletter. Her igennem strømmer lyset ned i museets indre, oplyst med dagslys som filtreret gennem bassinets glasbund.

Dagslys ned i en verden af eventyr
Ved introduktionen fortalte Yuki Ikeguchi om filosofien med at trække dagslyset ned i en verden af eventyr, uden helt at adskille det underjordiske fra det ovenfor – lidt som yin og yang.

“Du vil miste fornemmelsen af grænsen mellem inde og ude og oppe og nede. En tankegang som er i tråd med Andersens digteriske filosofi”, lød det dengang fra Yuki Ikeguchi og Kengo Kuma, som allerede tidligt i processen havde udtænkt et diskret cirkelrundt bassin ind i den overjordiske have i en arkitektonisk helhed med det underjordiske museum.

Ved præsentationen af den ambitiøse projekt for fem år siden slog mesterarkitekten Kengo Koma og hans assistent Yuki Ikeguchi, fast, at museet ikke skal være et monument, men noget, der vokser naturligt ind i det omgivende landskab.

“Det blev en dynamisk kombination af en eventyrhave og et delvist underjordisk museum, fordi man ville tilgodese de relativt snævre pladsmæssige muligheder og de ambitiøse tanker”.

Haven som så småt er ved at være færdiganlagt, er designet i forskudte planer vekslende med alverdens træer, buske og kurvede hække og cirkelformede bygninger med vægge af glas i fint forgrenede træskelletter. Her igennem strømmer lyset ned i museets indre, der andre steder er oplyst med dagslys filtreret gennem glasbundene i bassiner i haven ovenover.

Fascinationen af flertydigheden
Arkitekterne fortalte ved de første introduktioner idéerne, at de var fascineret af den flertydighed, som præger flere af H.C. Andersens eventyr.

Og så nævnte de som eksempel “Fyrtøjet”, hvor soldatens grådighed og brutalitet ikke ligefrem, gør digteren til en entydigt elskelig helt. ”Intet er sort eller hvidt i en verden med udviskede grænser”, lød det fra Kuma og Ikeguchi. Og de tilføjede, at netop flertydigheden er en central kreativ tankegang i japansk arkitektur.

Da tanken om dråben strejfede Koma 
Kengo Kuma har ofte fortalt, at han som barn læste meget H.C. Andersen og at han elskede mystikken. i de mange eventyr – så meget, at han fra første streg på tegnestuen var bevidst om, at arkitekturen skulle spille sammen med digterens eventyrverden. Og skabe associationer.

Også derfor bør man ikke udelukke teorien om, at Kengo Kuma havde Andersens eventyr “Vanddråben” i tankerne, da han valgte at placere en lille dam lige her – til at se igennem og skue oppe fra og nede fra.

Underlige dyr i forstørrelsesglasset
Vanddråben handler om Krible-Krable som udfordrer en trold til at gætte, hvad der er i forstørrelsesglasset, København – eller en dråbe grøftevand? Det er ganske vist, at H.C. Andersen indleder eventyret med ordene;
“Du kender da sagtens et forstørrelsesglas, sådan et rundt brilleglas, der gør alting hundrede gange større end det er? Når man holder det for øjet og ser på en vanddråbe ude fra dammen, så ser man over tusinde underlige dyr, som man ellers aldrig ser i vandet, men de er der og det er virkeligt…”

Måske vil man fra haven med det blotte øje se tusinde underlige dyr – eller ligefrem en lille havfrue. Hvem ved.
Fantasien og drømmene har ingen grænser. Er det i virkeligheden ikke det, som en selve meningen med eventyret.
Det bilder jeg mig ind.

“Vanddråben” var H.C. Andersens 39. af de 156 eventyr han nåede at skrive. Dette, lidt mere ukendte eventyr, er skrevet i 1848.

 

Træer og buske fra Langeskov og andre eksotiske adresser er de senere år passet og plejet og meldes nu færdigudvokset. Det er måske ikke lige til at se det, hvis man ikke lige v3ed det, men der er plantet placeret ikke færre end 1200 såkaldte hækplanter, 12.500 andre planter, over 11.000 stauder samt 28.000 blomsterløg. Altsammen efter sirligt design udarbejdet af havearkitekter fra det internationalt anerkendte britiske “Landscape Design by MASU Planning”. Målet har været, at den skrånede grønne oase fremstår som en stemnings-fuld, poetisk og kuperet haveanlæg og hvad man ikke kan se, er det hele plantet på “taget” af H.C. Andersen Museets udstillingsfaciliteter”.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Related Posts

Det nye H.C. Andersens Hus har international topstatus som museums- og...

En kridhvid flagstang med Dannebrog blafrende til tops vil kaste glans over den kuperede...

“Hold da helt op. Sikken panorama-udsigt”, lyder det fra Thomas Mørk, da han sender sit teatrale blik...