By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

APROPOS EM-SEMIFINALEN PÅ WEMBLEY I AFTEN
HER ER EN ANDERLEDES HISTORIE OM DEN IKONISKE SEMIFINALE 
I SOMMEREN ’92

 

Tanken om et påstået uretfærdigt nederlag nogen tid forinden, nagede personalet på Odense Teater i sådan en grad, at det teatrale personale ligefrem stillede krav om revanche, et forlangende vi, Pressens Idræts Klub, ikke ville sidde overhørig. Så med blandt andre teaterchef Poul Holm Joensen, som stod en solid højre wing og en driblestærk Søren Malling rendende rundt på midtbanen, havde cheftræner Kurt Dreyer og assistenten Lars Lønnerup deres hyr med de taktiske finurligheder fra sidelinjen. Mens dommeren Bertel Knudsen, med divisionserfaring, især var vågen over for ufine scener som film og spil for galleriet.

Denne lune sommeraften, den 21. juni i 1992, på Boldklubben Utopia’s bane, begyndte skribentens engagement i den legendariske semifinale ved Europamesterskabet 1992 mellem Danmark og Holland. Og hvordan hænger det så sammen?

Det er en lang historie, den er 29 år gammel, den er sandfærdig og den får I her.

I en grænsende til betændt dobbeltrolle som UEFA-repræsentant og holdleder for ikoniske P.I.K., sørgede jeg for kolde bestikkelses-drikkevarer i pausen og mens jeg var i færd med at knappe op, var der pludseligt noget så moderne som telefonopkald til Anders W. Berthelsen, som var ansat på Berlingske – og som havde en større mobiltelefon fastmonteret i bilen. Det skulle den være, sagde de på Berlingskes, hvor kun fotograferne havde rigtig mobil.

“Det er til dig Borgkilde”, lød det overraskende fra Anders W. – henne fra bilen. Det viste sig at være redaktionschef Erik Stærke, som ad snirklede omveje fandt mig på sidelinjen i Munke Mose. På det tidspunkt havde Stiftstidende endnu ikke investeret i den nymodens tele-kommunikation til redaktionen.

Den dokumenterende artikel fra torsdag den 23. juni 1992 fandt jeg i Fyens Stiftstidens avisarkiv i kasematterne dybt under mediehuset.

Ja tak, men…
“Hej John, det er Erik. Vil du til Göteborg og se semifinalen i morgen”, spurgte Stærke direkte – og lettere konfus svarede jeg “ja tak…men…”., og så kom Stærke mig i forkøbet; “Fint, tak for det John. Du skal være turleder i vores to busser med cirka hundrede Stiftstidende-læsere, som kører fra Dannebrogsgade klokken 9 – til Frederikshavn, hvorfra I sejler til Göteborg. Og så skriver du en side reportage, hvor du fortæller om al det læserne oplever; busturen, kampen og stemningen på stadion. Og du får fotograf med og så kan du sagtens nå at skrive artiklen på bladet, når bussen er tilbage i Odense ud på morgenstunden”, lød det venligt, men bestemt.

Nå, gør jeg det. Det lyder spændende ... , svarede jeg småsarkastisk og spurgte så; “altsammen er meget godt, men… og spurgte så om aftalerne med chaufførerne, om billetterne, om service i al almindelighed – og ikke mindst om artikler og deadlines.

“Du kan nemt nå det. Deadline er ekstraordinær rykket frem til klokken 9.30”.
I 1992 var Stiftstidende stadig eftermiddagsavis. Først året efter blev den morgenavis.

Resultatet af opgøret mod FC Odense Teater fortaber sig i fortidens tåger. Og det er trist. Måske det findes det et sted i Folkemindesamlingen.

På et splitsekund var jeg forvandlet fra holdleder i den showkamp til guide, turleder og udsendt medarbejder. Det går stærkt i dén branche.

Dannebrog og friske bemærkninger
Næste morgen klokken 8.30 stod jeg klar i Dannebrogsgade til at byde velkommen – med Dannebrog …. og friske bemærkninger.

Meningen var, at jeg skulle pendle mellem de to busser op gennem Jylland. Lige inden afgang ankom fotografen, “åh gudskelov”, sagde jeg, “så kan vi få nogle festlige billeder fra bussen. Kan du ikke ta’ den ene bus, så tager jeg den anden, og så kan vi mødes på færgen”, spurgte jeg Steen Heiberg, som kikkede mærkeligt på mig.
“På færgen? Jamen, jeg skal kun med til Middelfart, hvor jeg bliver afhentet på stationen”, fortalte Heiberg.
“Middelfart … udbrød jeg og kampen foregår altså i Göteborg”.
Dermed brød mine fotografiske planer sammen. Festlig begyndelse for den udsendte.
“Avisen kan ikke undvære en fotograf, så længe”, lød svaret – og så slugte jeg den kamel. Derpå måtte jeg kalde de søvndrukne læsere til live og spørge dem om de ville se feststemte ud … og det gjorde de så. Inden Lillebælt”.

De rød-hvide Gislev-busser fyldt med klaphatte, dåseøl  fra grænsen og rød-hvide læsere kørte i roligan-karavane mod nord. Vi nåede Stena Line-færgen i god tid og fik en smuk sejltur med rød-hvide sange og bægerklang.

14-16 mindeværdige timer
Fremme i Göteborg ventede det ultimative drama på Ullevi’s nyslåede grønsvær, men også for Deres udsendte som de næste 14-16 timer skulle blive de mest intense i skribentens lange liv i pressens urtehave.

Jeg tog plads på “vores” 18. række ud for det ene mål, og var klar til kamp side om side med min fynske koloni. Da var det jeg kom i tanke om, at jeg præcist samme tid aftenen i forvejen spillede smart på Utopia’s bane. Og så begyndte jeg at regne fremad fra semifinalens kick off, klokken 20.15 – frem til færgeafgangen. Klokken 23.
“Den vil vi under normale forhold nå”, betroede den ene chauffør mig. “Normale…”, svarede jeg og tænkte igen på deadline og en side reportage, som jeg skulle hjem og skrive – det var jo skrivemaskinens tid. Sååå.

Hvad vi ikke vidste var, at kampen mod de orange storfavoritter med funklende stjerner som Hans van Breukelen, Frank de Boer, Dennis Bergkamp, Ronald Koeman, Frank Rijkaard, Ruud Gullit, Wim Kieft og ikke mindst Marco van Basten blev den mest dramatiske i dansk fodbolds historie.

For de læsere som skulle være i tvivl, kan det ses på dette officielle program, at kampen på Utopia Park blev afviklet på et højt og seriøst niveau.

Dramaet på banen
Og jo, de fynske læsere levede i dén grad med i kampen, hvis forløb de fleste kender, lige så godt som finalen mod Tyskland få dage senere – samme sted. Da denne artiklen skrives, spoler jeg min indre 29 år gamle semifinalefilm tilbage. Den fokuserer på tre dramatiske spots.
Den første, da Henrik Andersen ved stillingen 2-1 kommer forkert ind i en tackling af Marco van Basten – lige ud for os. Vi hørte knækket. Grimme  billeder dukker op på nethinden af den skrigende dansker med smadret knæskal.

Straks kommer jeg i tanke om imødekommende Henrik Andersen, som et par år forinden havde modtaget og vist mig og kollega Bo Frimodt rundt på hans klub R.S.C. Anderlechts moderne stadion og især de imponerende VIP-lokaliteter. Det var en mindeværdigt øjeblik for os begge. Og nu lå han på banen og led grufuldt.

Næste chok sørgede Frank Rijkaard for bare fire minutter før tid, mens 25.000 danske tilskuere sang “sejren er hjemme”. En spand koldt vand direkte fra de hollandske kanaler.

I et interview med Tipsbladet har Rijkaard bl.a. sagt; “Jeg mindes, at vi havde godt styr på kampen, men Danmark havde heldet og var uhyre skarpe, når chancen bød sig”. Og skarp var netop Rijkaard, der fik hele den danske nation til at holde vejret og bide negle, da han udlignede til 2-2 – og sendte kampen i overtid.

Artiklen dukkede igen op på nethinden
Da var det jeg spurgte chaufførerne, at nu er det vel ikke længere normale forhold – al den stund, Henrik Andersens uhyggelige uheld betød næsten 12 minutters tillægstid. “Næ…. hvis vi skal se de to ekstra halvlege frem til 120 minutter og måske en straffesparkskonkurrence, og det skal vi vel, så bliver det omkring midnat – og så er færgen sejlet. Om der er en anden vil vise sig”, lød det iskoldt i aftenvarmen.
Midt i den vanvittige eurofori tænkte jeg igen på artiklen. At der er sat en helside af. Hvor og hvornår kan jeg skrive den – og ringe til redaktionen, spurgte jeg mig selv.

Som de fleste sikkert er bekendt med, så holdt Danmark stand i forlængelsen og sendte de hollandske favoritter ud efter straffespark. Det blev afgørende, at Peter Schmeichel reddede Marco van Bastens forsøg fra 11-meterpletten.

“Jeg vil aldrig kunne glemme følelsen, da danskeren scorer på det sidste spark og afgør kampen”, siger Rijkaard, som i øvrigt scorede på sit forsøg i straffesparkskonkurrencen, som for længst er gået over i den danske fodboldhistorie. Ikke mindst Kim Christoftes korte tilløb og nonchalante afgørende scoring var genial. Det var hans rundedans bagefter også.

Göteborg-reportage blev skrevet midt på næste formiddag på Gammel Torv i hjertet af København. Surrealistisk.

Opgav at holde styr på læserne
På vej ud af stadion, forsøgte jeg uden held, at holde styr på “mine” cirka hundrede feststemte læsere. Indrømmet nu 29 år senere, så opgav jeg.
Minutter senere mødte jeg min gamle kollega Torben Andersen fra Sterling, som havde en bus stående “ovre i venstre hjørne og så kan du ta’ med til København”, sagde han. Så da jeg mødte de fynske chauffører fortalte jeg, at de ikke skulle regne med mig. Jeg tager over København. Fint nok.

Det var over midnat – og al lys var slukket, Jeg havde været snart 17 timer og gik mod p-pladsens venstre hjørne. Kan være, der var flere venstre hjørner ? Til gengæld var der ikke én eneste bus at se i miles omkreds.

Lige dér i mørket var jeg aldeles på røven. Eneste køretøj med danske nummerplader, var en Opel Kadett varevogn. Jeg bankede på ruden og en smilende ungersvend rullede ned. “Har I plads til én til…”, spurgte jeg. “Næh, vi må være fire og vi er seks. Såeee..”.
Jeg må have set meget sørgmodig ud, for efter en intern rådslagning lød det; “du kan godt komme med, men så skal du lægge dig på på gulvet og sige som et gulvtæppe. Vi skal nå færgen i Helsingborg”.

Kæmpefest på Rådhuspladsen 
Det blev den mærkeligste biltur i mit liv. Og det siger ikke så lidt. 190 kilometer i radbrækkende stilling – med god underholdning af friske unge mennesker i sejrsstemning. Der var virkelig grund til et par gange at komme ud og strække kroppen.

Liggende på bunden af Kadetten krydsede vi Nordsjælland, hvor sejren stadig blev fejret højlydt – og vel ankommet til København, blev jeg som ekstra, svineheldig service, blev sat af ved Frihedstøtten. Derefter gik jeg hen over Rådhuspladsen som lignede en krigsskueplads. På den gode måde. Og voldsomt øm og træt i kroppen gik jeg på udkik efter de tre Stiftstidenders redaktion – som jeg fandt på Gammel Torv. Hvorefter jeg vralterede op på 4. sal og ringede på. Nu skal jeg skrive den artikel. Havde alle notaterne klar – både på blokken og i hovedet. Ingen åbnede døren. Og så så jeg et lille skilt som fortalte, at redaktionen først åbner klokken 9. Endnu et mentalt chok – og nedtur. Nu var det svært at juble i de rød-hvide farver.

Odenseanske Henrik Busborg har skrevet en fremragende bog om straffesparkets magi – med fascinerende forord af Lars Høgh, som tog sig af de fleste straffespark. På bogens forside optræder Kim Christofte (OB 87-88) i sin ikoniske sejrsrund-dans efter han scorede semifinalens afgørende mål – på straffe.

Anede ikke hvor busserne og læserne var
Klokken var lige godt syv og jeg valgte at indlogere mig på et hotel, som jeg plejer at bo på i Hovedstaden. Jeg fik et velfortjent koldt brusebad, kaffe og en morgenkrydder. Turde ikke lægge mig til at sove.

Forsøgte af al magt at holde mig vågen til lidt i ni. Så gik jeg tilbage til torvet og redaktionen og venlige mennesker tog imod mig. De anede ikke jeg dukkede op – men de stillede straks en moderne skrivemaskine til rådighed – og skænkede sort kaffe.  Det skabte tryghed med hjælpsomme mennesker omkring mig. Jeg ringede til redaktionen i Odense og spurgte, hvad de vil ha’.

“Hvor er du henne, vi kan ikke forstå, du ikke er kommet her endnu. …”. Det hører I om senere, men jeg har det fint, svarede jeg og hamrede så artiklen ned, så godt jeg kunne. Den skulle jo handle om al det læserne oplevede … og om hvordan de så kampen og turen – og skæbnen ville, at jeg på det tidspunkt ikke anede, hvor “mine to busser og cirka hundrede læsere” befandt sig. Egentligt pinligt. Hvem skal jeg sige kollektivt undskyld til?

Men fra kontoret på 4. salen på Gammel Torv fik jeg afleveret præcist på minuttet. Som at vinde i lotteriet – eller måske rettere, som at vinde semifinalen.

Taknemmelige tanker i Roskilde
Søvndrukken gik jeg tilbage til hotellet, hvor tusinde tanker kappedes om at ta’ plads i hovedet. Forsøgte at hvile- og sove. Den gik slet ikke. Så jeg valgte at tjekke ud. Fik trods alt et koldt bad, en kop kaffe og en morgenkrydder for pengene.
En halv times tid senere sad jeg i toget til Odense, hvor jeg holdt mig vågen ved at læse et par nytrykte aviser. Da toget defilerede fordi min farmor og farfars gravsted, som er tæt på banelinjen i Roskilde, tænkte jeg; at uden deres kærlighed, havde jeg aldrig fået alle disse fantastiske oplevelser. Tak for dem.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Related Posts

Det var i nittenfireoghalvfjerds eller cirka der omkring, da jeg forsøgte mig som arrangør. Ikke...

Toget var kørt til Roskilde og mit liv tog en epokegørende vending. Jeg havde fået øje på Odense,...