By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

“Hold da helt op. Sikken panorama-udsigt”, lyder det fra Thomas Mørk, da han sender sit teatrale blik ud over byens tage.

“Derovre har vi jo teatret, så er det Carl Nielsen-kvarteret og lige bagved letbanen og hotellet. Så mastodonten Odeon og som kontrasten, det skønne H.C. Andersen-kvarter med de hyggelige huse. Dejligt gensyn med kvarteret, som jeg ser fra en helt ny vinkel”, fortæller balkon-gæsten, skuespilleren Thomas Mørk.

Fascinationen i H.C. Andersens Hus er bl.a., at man som beskuer ligefrem kan gå direkte ind i det eventyrlige univers. Og komme helskindet ud igen.

Han er kommet i kvarteret i en halv snes år. Første gang Thomas Mørk var her, var i 2011 og 2012, da han spillede vinterrevy på Magasinet.
Så kom et par somre i spejlteltet på Sortebrødre Torv og derpå et par juleshows på Odeon. Altsammen i tæt parløb med vennen, kollegaen og legekammeraten Lars Arvad.

Lige nu på balkonen, er der hverken gummifjæs, satire eller skæv humor at spore, tværtimod ser Thomas Mørk ud til at hvile i sig selv, nyde udsigten og fundere over det som sker i det nye H.C. Andersens Hus.

“Det er et fantastisk museum, og det bliver et tilløbsstykke af internationalt format. Når alle grænser åbnes vil titusinder valfarte til Odense for at opleve digteren, hans liv og værker på en helt ny opdateret måde. Det nye H.C. Andersens Hus bliver ikke alene byens og hele Fyns, men Danmarks mest fantastiske museum”, lyder det med afdæmpet velkendt stemme.

“Det er genialt at gæsterne, takket været en supermoderne form for udstillings- og formidlingsteknik, kan lokkes til at gå på opdagelse langt ind i eventyret, helt ind i et univers, som kalder på gæstens sanser”.

“Vi kan ligefrem lege os ind i eventyrets indre væsen – og finde helt nye vinkler på H.C. Andersens imponerende historieunivers. Så her får vi takket være teknikken eventyret med nye dimensioner. Børn og voksne fra alverdens lande vil elske magien”, lyder det begejstret fra Thomas Mørk.

Illustration til H.C. Andersens eventyr “Skyggen” af  maleren og tegneren Vilhelm Pedersen, som fik plads i dansk kunsthistorie. Det skyldes ikke så meget hans ellers fremragende skitser og malerier af dansk og italiensk folkeliv, men derimod, at han fra 1847 og til sin død kreerede en række fremragende illustrationer til H.C. Andersens bøger. (Udlånt af H.C. Andersens Hus).

Jeg kunne slet ikke sige nej
Og hvor kommer så al den viden og det engagement fra? 
“Jo…nu skal du høre, som H.C. Andersen vist sagde, når han skulle læse op. Jeg har altså været så heldig, at jeg er en meget lille del af museet og formidlingen”.

“Nå, men hvordan det….sig frem”.
“Som skuespiller tilbydes man mange og vidt forskelllige opgaver. Blandt andet den her, i min anden hjemby … hvor jeg optræder som en slags Onkel oplæser”, fortæller Thomas Mørk.

Gæsterne færdes med såkaldte audioguider i ørene, som styres i forhold til det sted i museet, gæsten befinder sig. Det er der allerede mange som har haft glæde af – efter den bløde åbning.

Det er øretelefonernes lydspor, der understreger fortællingen om de fattige kår, som eventyrdigteren blev født ind i.

Tolv internationale kunstnere har skabt denne imponerende  udstilling i udstillingen og de har taget, hver sit udgangspunkt i H.C. Andersens litterære univers og skabt egne perspektiver på digteren.
Blandt de 12 stjernenavne er den brasilianske installa-tionskunstner Henrique Oliveira, den britiske dukkemager Andy Gent og den danske forfatter Kim Fupz Aakeson.

“Jeg er sikker på, at det nye H.C. Andersens Hus bliver en kæmpe gevinst for Odense og en publikumssucces som giver genlyd ude i verden”, siger skuespilleren Thomas Mørk. Foto John Borgkilde

Den helt særlige opgave
Det er ikke et tilfælde, at HCA Huset netop har valgt Kim Fupz Aakeson. Han betegnes ikke uden grund som Danmarks sjoveste og mest anarkistiske børnebogsforfatter.
Han har tilmed skrevet flere succesrige film og teaterfore-stillinger: Hver for sig har de internationalt anerkendte forfattere”skabt individuelle historier, som – viser det sig allerede – får publikum til at opleve H.C. Andersens eventyr på en helt ny måde – og i helt nye omgivelser”.

Kim Fupz Aakeson har fortalt, at han meget tidligt i forløbet blev bjergtaget af H.C. Andersens biografier, romaner og dramatik – og især digterens sproglige rigdom har han ofte ladet sig inspirere af.

Stimulerer fantasien
Kim Fupz Aakeson valgte eventyret “Skyggen”, fordi “historien synes oplagt i de nytænkte museale omgivelser, som stimulerer fantasien og sanserne.”

I eventyret “Skyggen” (som Thomas Mørk oplæser) lægger H.C. Andersen billedligt ud med ordene; “I de hede Lande, dér kan rigtignok Solen brænde! Folk blive ganske mahognibrune; ja i de allerhedeste Lande brændes de til Negre…“. Et ordvalg som i dag ikke vil gå upåagtet gennem censuren.

Eventyret handler kort fortalt om en lærd mand, som skriver bøger om det sande, det gode og det skønne. En dag sender han, nysgerrig som han er, sin skygge hen til genboen, da han vil gøre sig klogere på det som gemmer sig dér.
Men skyggen vender bare ikke tilbage og så opstår der komplikationer, magi og skrivekunst.

“Allerede fra starten af processen glædede det mig, at det var forfatteren Kim Fupz Aakeson som har skrevet manuskripterne over eventyrene. Han er fantastisk dygtig”, fortæller Thomas Mørk, som i sine yngre år spillede store stemmeroller i Radioteatret, der idag nærmest betragtes som retro-kunst.

En talende skygge
I det nye H.C. Andersens Hus optræder de oplæsende skuespillerne ganske usynligt. Således også Thomas Mørk i rollen som den talende skygge, der ligefrem farer ud i rummet og driller gæsterne, alt imens de forsøger at leve sig ind i eventyrets mysterium.
H.C. Andersen skrev eventyret “Skyggen” som 42 årig – i 1847. Det var samme år han tog damperen fra København til England for at besøge kollegaen Charles Dickens på hans landsted i grevskabet Kent – en dagsrejse sydøst fra London.
Et inspirerende møde Charles Dickens udtrykte stor glæde over. Samme begejstring havde fru Dickens ikke.- Hun var irriteret over “at Andersen altid beklagede sig over sine smerter – især tænderne var det galt med”. Charles overhørte fruens ønske om ikke at invitere “denne dansker” mere.
Han mente nemlig at dette besøg fra København, havde store prestigemæssig værdi. Det samme gjorde Andersen.

Nå, men H.C. Andersen var en af den tids digtere, som var særlig optaget af dobbeltgængermotivet og han lagde aldrig skul på sin store inspiration af den tyske naturvidenskabsmand og forfatter Adalbert von Chamissos underlige eventyrnovelle “Peter Schlemihls vidunderlige historie” – om manden, som sælger sin skygge til Djævlen. En surrealistisk historie, som H.C. Andersen dristede sig til at planke en del af.
Andersen gjorde historien til sin egen ved at tilsætte nogle af sine særlige eventyrlige stemningsbilleder og derved forvandle historien til en grum fortælling, som, har det vist sig, tilmed kan tolkes på flere måder. En skrivestil, Andersen elskede at lege med. På den måde at udfordre læseren på fantasien.

Usynlig rolle som rejsefører
Tilbage til det interaktive supermuseum, hvor digterens litterære univers iscenesættes på en måde, der sætter gang i fantasi og forundring og hvor de forskellige eventyr visuelt og sanselígt ikke opfører sig ikke helt, som vi mener at kunne huske dem.

Ingen af fortællerne har rent fysisk været i kælderen, hvor hele molevitten udspiller sig, idet indtalingen rent teknisk er foretaget under særlige omstændigheder i et lydstudie i København.
“Men det kommer jeg til. Jeg glæder mig til selv at lade mig forføre ind i eventyrets forunderlige verden og til at opleve, hvordan teknikken i højere grad skaber associationer end det traditionelle museums plancher, bøger, tegninger og billeder. Dét gør H.C. Andersen Museet enestående,” mener museumsgæstens rejsefører Thomas Mørk.

Thomas Mørks fortællekunst kommer til sin ret, når han formidler eventyret “Skyggen”. Foto: John Borgkilde

Han ville have elsket museet – og været stolt af det
“Jeg er sikker på at hovedpersonen H.C. Andersen ville have været stolt af museet.
“Han var klog, nysgerrig, genial og fremsynet”, forklarer revy-stjernen, der som alsidig skuespiller (med flere sæsoner på Det Kongelige Teater) er kendt og elsket for sin række af dramatiske roller, fra det genialt seriøse, over det mere drengede til det rablende skøre og respektløst grove.

Og så er han iøvrigt et ærligt, flinkt og rart menneske.

Faktuel tilføjelse
H.C. Andersens Hus udstillingslokaler kan lige nu rumme 250 gæster ad gangen. Derved får alle den ultimative individuelle oplevelse på lydsporet som via headsettet guider gæsten rundt. Headaset-producenten meddeler at alle fra 7 år og opefter kan bruge det. Det er muligt at benytte headset selvom man har høreapparat. De guidede ture på headset er på dansk, engelsk og kinesisk.

 

 

 

 

 

 

 

Related Posts

Det nye H.C. Andersens Hus har allerede nu international topstatus som museums- og...

En kridhvid flagstang med Dannebrog blafrende til tops vil kaste glans over den kuperede...

Oppe fra H.C. Andersens magiske have kan man kunne stå ved kanten til bassinet og bogstaveligt talt...