By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Det er moderne, at vende vrangen ud af sig selv, indrømme al det private og afsløre pinlige episoder fra en lang broget tilværelse. Episoder, vi ellers havde forsøgt at fortrænge i årevis. Jeg indrømmer blankt: Jeg har en fortid som filmskuespiller i et populært dansk lystspil, som dem der var børn dengang nok kan huske. Nemlig “Cirkus Buster”, der har en filmatisering af en underholdnings-serie på DR-tv i 1959, 1960 og 1961 med folkekære Buster Larsen i hovedrollen.

Apropos min bestyrertjans af blogvognen, borgkildesblog.dk så kommer det mig i hu, at jeg i tidernes morgen optrådte i filmen, optaget en varm sommerdag i det Herrens år 1961 … samme år, hvor biograferne havde premiere på “Harry og Kammertjeneren”, “Gøngehøvdingen”, “Støv på hjernen” samt “Poeten og Lillemor” – Helle Virkner, der spillede Lillemor, var såmænd  en smuk cirkusprinsesse i “Cirkus Buster” – et lystspil som, indrømmet, mere er at regne som en kuriøsitet end som en klassiker.

En helt anden tid
Da var jeg bogstaveligt talt ude med gøglervognen, som “cirkusdirektør” Buster Larsen sang om i Niels Jørgen Kaisers og Bent Fabricius-Bjerres ”Cirkus Buster”, som blev en landeplage lang tid før den digitaliserede verden, dengang da børn og unges hverdag så anderledes ud – og hvor fantasien og kreativiteten dagligt blev udfordret.

Bare 15 somre ung og søgende typograflærling, blev jeg castet af Nordisk Film, der lod mig spille filmens med garanti mindste rolle. Instruktør Erik Balling mente, at jeg var sen ideelle knægt, som med passende drenget udstråling til hele to gange, med raske skridt, skulle gå frem og tilbage med et æsel i snor midt i virvaret af artister, nysgerrige og farlige dyr – bag cirkusteltet.

Jeg havde, minders jeg, et fortrinligt samarbejde med æslet.

Hyren var en cirkusbillet
Betalingen for en hel dag med optagelser, der blev taget om tre gange, og det var ikke min skyld, var en billet til cirkus-forestillingen om aftenen.

Det var dér, hvor Danmarks på det tidspunkt ældste skuespiller Viggo Brodthagen alias Viggo humpede managen rundt med sin jordemodertaske, som Olsen Bandens lige så trinde Kjeld alias Poul Bundgaard overtog syv år senere – i Nordisk Films første Olsen Banden-film. Og det var dér, hvor den hvide klovn Torkild anråbte Viggo med ordene; ”Kan du så skinne dig Viggo…. ”…. ”Nej det kan jeg ikke”, svarede Viggo forpustet. ”Hvorfor kan du ikke skinne dig”, spurgte Torkild. ”Fordi jeg har ondt i mit skinneben”. Og så lo alle børnene.

Indrømmet, jeg står ikke på rulleteksterne, men kikker man godt efter på filmen, som stadig er efterspurgt i antikvariater eller kan lejes i Folkemindesamlingens film-arkiver, så kan man genkende knægten med det stædige  æsel. En stædighed jeg må have lært af. Og vist nok stadig nyder godt af….

Så kom da for pokker
En anden knægt, bare 10 årige Tommy med røde kinder og tophue, fik mere at skulle have sagt end jeg gjorde. Han gjorde et større indtryk på Balling – og står også nævnt i rulleteksten. Men jeg har aldrig båret nag. Sandheden er, at jeg kun sagde én replik i filmen, nemlig så kom da for pokker, da æslet ikke gad gå en meter længere.

Lille Tommy spillede ikke alene sit livs første rolle, men var også en væsentlig figur i filmen. Drengen nåede bogstaveligt talt, at blive kenter end jeg nogensinde er blevet. Alt inklusive.

Jeg har skam talt med samme Tommy Kenter adskillige årtier senere og til trods for, at det også var hans unge livs første filmrolle, så undrede han sig stadig over, at jeg overhovedet kunne huske så langt tilbage.

Apropos rulletekster, så har Tommy Kenter fortalt, at han står opført som Tommy Kanter – altså med a i stedet for e – i såvel filmens fortekster som i programmet. Alle den tids biograffilm havde trykt program som senere blev samlerobjekt.

Buster Larsen har til gengæld fortalt, at der ikke var tale om en trykfejl, idet Tommy konsekvent kaldte sig Kanter. Han var jo også kun 10 – og kunne måske ikke talen rent. Så det rettede man sig efter, for ikke at komme på kant med filmstjernen in spe, som allerede året forinden havde haft sin scenedebut på Det Ny Teater – i lystspillet ”Den forelskede kamphane” .

Tommy ville noget med scenen. Han forlod gymnasiet midt i 3. g og tog derpå småjobs inden han kom på Statens Teaterskole. Hvad ikke mange ved, så spillede han i start-70’erne i pigtrådsband med bl.a. Peter Belli og var som skuespiller med komisk talent med i Cirkusrevyen 1979.

… og ikke et øje var tørt ….

Cirkussangen
Og jo. Vel var det denne blog – og blogvognen – som var årsag, jeg fik visse associationer om den historie. Vil det for eksempel ikke være smukt, hvis jeg sang noget i retning af :

Her er jeg med blogvognen
Kan I kende skriverklovnen?
Det ér Cirkus Borgkilde.
Han er ikke så ilde..

Og så videre… nej vel…

Tanken er sgu da original, ligesom jeg altid har nydt at være. Original…. sådan næsten,

 

 

Så hellere den oprindelige kendingsmelodi, som enhver barn på forfatterens alder, stadig kan synge med på.

Her er vi med gøglervognen.
Kan I kende cirkusklovnen?
Det er Cirkus Buster.

Her er løver og kameler
og en hest, der går med seler.
Det er Cirkus Buster.

Hvis I synger med på vores cirkussang,
starter vi orkesteret med tju og bang.
Det er Cirkus Buster.

Enhver er velkommen i mit palads.
Vi kan begynde, vær’s go og ta’ plads.

Sunget hver eneste uge i Familien Danmarks sort-hvide flimmer-kasse, af folkekære skuespiller Buster Larsen i rollen som cirkusdirektør, sprechstallmeister og klovnen Buster.

Det eneste jeg nogensinde nåede i dansk film, var at optræde med et æsel, som ikke gad at samarbejde.

Rudy S. Kleutzner og mælkemand
Og jo tak. Jeg har for længst lært at leve med, at det ikke var mig der sejlede rundt i baren som suveræne Rudy S. Kleutzner; ”kaviar det er hvad vi har… og bagefter får vi ta’tar… det kan jo smutte, det lort … men han var en god socialdemokrat. Det skider vi entertainere på …”,  hvorpå han slikkede på to fingre og strøg dem gennem sin fedtede tilbagestrøgne entertainer-frisure.

Tommy blev altså Kenter end jeg

Senest spillede Tommy Kenter, 71, ikoniske Tevye i klassikeren “Spillemand på en tagryg” på Det Ny Teater, som han selv kalder karrierens sidste bærende teaterrolle.

Den garvede skuespiller slår hermed sløjfe på en lang karriere i film og på scenekanten, som netop blev indledt med en rolle på Det Ny Teater – i Den Forelskede Kamphane som bare 10-årig….
Og det må have været samme år, at han snuppede den bærende drengerolle “i en stor dansk familiefilm i farver” for snuden af mig.

Og mon ikke det var meget godt. Når alt kommer til alt. For mig og for dansk film og teater?

 

Related Posts

Tanken om et påstået uretfærdigt nederlag nogen tid forinden, nagede personalet på Odense Teater i...

Det var i nittenfireoghalvfjerds eller cirka der omkring, da jeg forsøgte mig som arrangør. Ikke...

Toget var kørt til Roskilde og mit liv tog en epokegørende vending. Jeg havde fået øje på Odense,...