By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Den kunstneriske leder Mikkel Schrøder har sat holdet, som næste sommer skal få Rottefælden til at klappe.

Et spritnyt billede af 2022-holdet klædt på til fest, fortæller på Rottefældens hjemmeside, at et par charmerende ansigter vender tilbage. Nemlig Christine Astrid (tidl. Nielsen) og Anne Cathrine Herdorf.

Anne Herdorf var senest i 2017 0g 2018 med i rotte-løjerne, hvor hun med vanlig udstråling og sødme afslørede sit alsidige repertoire. Da blev det endnu engang fastslået, at den erfarne entertainer sangmæssigt magter hele paletten – fra sprudlende revysange over tempofyldte pop- og jazzrytmer til vovede sange a’la Bakkens Hvile, hvor hun også har været med.
Og mon ikke Anne Herdorf endnu engang kan lokkes til at synge “En lille melodi”, den ikoniske evergreen, som hun i 1987 vandt Melodi Grand Prix med – lige foran teenageren Trine Dyrholm, som dansede i månedskin.

Anne Herdorf er tilbage i Svendborg 

Masser af kærlighed
Dermed vender Christine Astrid, efter et mellemspil i Kerteminde, tilbage ved gemalen Mikkel Schrøders side. Christine Astrid, som i 2016, 2018 og 2019 afslørede sit sprudlende revy-talent, er sammen med Schrøder forældre til to babyer. Parret blev iøvrigt gift midt på 2019-sæsonen – i Svendborgs Sankt Nicolai Kirke.

At Anne Cathrine Herdorf og Christine Astrid klær hinanden på scenen med hver deres mimik og sangstemmer, kunne man nyde i 2018.

Apropos sammenflettede familiære bånd i revyen, så er det ganske vist, at Anne Herdorf og kapelmesteren Jens Krøyer var mand og kone fra 1993 til 2001 og at de sammen har to voksne børn. Den musikalske altmuligmand, kendt fra bl.a. TV’s “Hit med sangen” og fra en lang række andre revyer, har været kapelmester i Rottefælden i tyve år – og siden 2014 har han været forlovet med lærer Martha Amstrup fra Svendborg.

Da Carsten Friis blev “forelsket” i revyen
Kærligheden har det med at vokse – og når vi nu er ved det, så var det også kærlighed ved først blik, da instruktøren Carsten Friis for seks år siden blev hentet til det sydfynske revyteater. Den lattermilde odenseaner, som ellers er musicalmand om en hals, anede i realiteten ikke om “han var til revy” – og omvendt. Det var han, viste det sig. Takket være en god portion grundighed, humor og sunde grin afkrævede Friis hurtigt seriøs respekt og blev integereret i den særlige Rottefælde-stemning – og lige siden har han med dybt engagement haft instruktørrollen.
I sommer stod hustruen Line Friis Pedersen tilmed for koreografien.

Samarbejdet mellem Friis og Schrøder har ført til instruktøropgaven på Pejseshowet i Brædstrup-revy. Med Christine Astrid og Mikkel Schrøder på plakaten sammen med Rasmus Krogsgaard – som sammen med Vicky Berlin står foran en impro-revy-tour, der torsdag 23. september rammer Anarkist, Beer & Food Lab – på Albani.

Tilbage til Christine Astrid, som ud over børnene har rigeligt at se til – lige før det næste sommer går løs i Svendborg, kan hun ses og høres i Beatles-musicalen “She Loves You” – iøvrigt sammen med blandt andre Rikke Hvidbjerg, som i sommer gjorde et forrygende indtryk i Rottefælden – på teatret.
Så nåede vi vist hele vejen rundt, blot for at fortælle de undrende bloglæsere om to skønne kvinder, som hvis alt går vel igen er at finde på rotte-holdet.

Jan Schou – altid klar til fest

Festivitas for ukuelige Jan Schou
Revy-genren er indbegrebet af glade mennesker, fest og farver. Derfor er det også på sin plads at minde om, at der bliver meget at fejre næste revysommer – den ikke færre end 137. i rækken. Blandt andet at ukuelige Jan Schou fejrer sit 50 års scene-jubilæum.

Fakta er, at hans imponerende skuespiller-karriere begyndte med en uddannelse på Odense Teaters skuespillerskole tilbage i 1972. Vær’ sikker på, at den begivenhed markeres med bravour og festivitas. Helt i Schous ånd.

Ikke nok med det. Jan Schou, revyscenens evig-unge nestor, runder magiske 70 år. Han er født 5. maj i Silkeborg. Selv om fødselsdagen  er en måneds tid før hans 23. Rottefælde-premiere, mon så ikke dagen fejres – måske endda op til flere gange i løbet af sommeren.
Vær’ sikker på, at Schous medfødte festgén vil bryde ud i lys lue, når hans store faste publikum og det altid lystige revyfolk fra nær og fjern hylder en af fagets ypperste og tapreste udøvere.

 

 

 

 

Related Posts

Der er bud efter Stig Rossen – så meget, at han bogstaveligt talt er flyvende. Kalenderen bugner af...

Anders Gjellerup Koch deler sit travle liv op i tre kapitler. Familien, teatret og...

Er det virkelig tyve år siden? Alle husker sekunderne, minutterne, timerne, dagene – som det var i...

Leave a Reply