By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Der var engang, da enhver købstad, forstad eller bydel med respekt for sig selv, havde hver sin biograf – det var engang Odenses bymidte havde flere store biografteatre. Og så var der filmbranchens lykkeridderne, som dukkede op mere store ord og armbevægelser, for så kort tid efter, at bukke under, da det viste sig, at publikumsgrundlaget var for spinkelt. Blandt dem var biograferne Folketeatret, Grand, Gråbrødre, Vollsmose og seneste Vesterport.

Odense var tidligt på beatet, hvad biografer angik. Endda med stjernenavne som Fy&Bi, Clara Pontoppidan, Poul Reumert, Asta Nielsen samt kinoorgel og hele pivtøjet. Odense fik sin første biograf i 1905, det var den senere mondæne Palads-biograf i Vestergade og i 1913 kom så Kosmorama, den senere Fønix i Kongensgade – den lukkede i 1989 og blev ombygget til restaurant.

Legendarisake Flodbio, Kino, Palads og Fønix
Fælles for biograferne frem til 1980’erne var, at de kun havde én stor sal. Men da udbudet af spillefilm og genrerne blev fleres da eksploderede interessen også for kunstnerisk smalle film. Det samme gjorde interessen for at ombygge til flere mindre sale.
Resultatet blev at velkendte midtby-biografer som Palads, Folketeatret (Flodbio), Fønix og Kino drejede nøglen om, da det viste sig, at lejemålet ikke kunne udvides med flere mindre sale. Udviklingen skete samtidigt med, at familien Odense kunne vælge mellem flere og flere spillefilm på hjemme-flimmeren.

I dag har Odense bare tre biografer med tilsammen 19 biografsale. Det er Nordisk Films Biografer på banegårdscentret med ni sale, CinemaxX i Rosengårdcentret med syv og CafeBiografen, som i 35 år har været en markant lejer på Brandts – med tre sale.

Dalum og Bolbro havde biografer
Odenseanske bloglæsere i en vis alder og med god hukommelse mindes måske mindst to, måske tre udkant-Odense-biografer.
Først og fremmest Imperial på Dalumvej (1969-1985) og Apollo Teatret, som det så flot hed, på Middelfartvej (1957-1977). Mange biografer bruger synonymet teater. Fint skal det være.

Blog-redaktøren nåede at se én film i Imperial. Nemlig kultfilmen “E.T.”, om det lille grimme rumvæsen, som alle kom til at elske. Filmen havde premiere 2. juledag 1982 og blev den største publikumssucces i Dalum-biografens historie. Præcist tre år senere lukkede biografen, da ejerparret synes “tiden var løbet fra dem”. Så blev den karismatiske hjørneejendom solgt og revet ned,

Vollsmose filmdrømme kiksede
En tredie udkant-biograf, Center Bio i Vollsmose, var en af de mere kuriøse. Da den åbnede i 1975 var de første store huse i den nye bydel dukket op. Bydelens filmdrømme bristede, da biografen fik status som reprisebiograf, som følge af kommunens bevillingsbetingelser. Det skulle vise sig, at når en film nåede Center Bio, så havde Vollsmose-folket set dem “inde i byen”. Da en privat ejer i 1978 gav op og ville lukke, overtog kommunen biografsdriften. Det var kun en kosmetisk hjælp. Biografen, som i kommunalt regi skiftede navn til Bio Vollsmose, lukkede efter intens kamp i 1984.

En fjerde udkant-biograf, legendariske Sankt Hans Bio eller Sct. Hans Teatret om man vil, lå på Skibhusvej fra 1925 til 1964 – og første biograf af alle “uden for selve Odense”.
Den biograf var noget ganske særligt, og den vender vi tilbage til. Biografen var meget populær i hele Odense, nogle mente, det var fordi den viste de bedste western-film med idolerne i hovedrollerne – og måske ikke mindst Johnny Weissmuller i glansrollen som Tarzan. Men den biograf fortæller jeg om senere.

Direktørens årlige tur til Cannes
Imperial i Dalum var på mange måder unik. Alene navnet, var der en vis storhed over. Den storhed levede biografejer Eskild Mosegaard Christensen i høj grad op til, når han stolt ringede til avisens redaktion og fortalte, at han og konen, Else, “om få dage igen som eneste Odense-direktører, rejste til Cannes, for at se film og være en del af den berømte filmfestival med alle de berømte”
Parret, som ikke satte deres lys under en skæppe, når de havde avisen i røret, rejste ikke til den celebre filmby ved Middelhavskysten med rutefly og indlogerede sig ikke på et fint hotel med kendisserne. Men de var der.
Eskild og Else kørte til Sydfrankrig i deres Opel Kaptajn og boede sædvanligvis i deres medbragte campingvogn – eller campingsvogn, som Eskild Mosegaard Christensen yndede at kalde den. Traditionen tro havde de campingsvognen stående lige op af en telefonspæl. Når den initiativrige direktør vel hjemkommet til Dalumvej, skulle berette om den lange rejse ad autostradaen og om film og filmstjerner, indledte han altid med ordene; “Nå, så har vi igen været i Cannes (udtalt med tryk på nés) og vi så mange gode film, som vi håber, at kunne vise i Dalum.”

Dirch Passer live i Bolbro
Filmindustrien nåede for alvor til Bolbro i 1957, da Apollo biografen åbnede på adressen Middelfartvej 121. Det skete samtidigt med, at området oplevede et indbygger-boom – nu med 18.000 indbyggere. Den åbnede som den første nye Odense-biograf i årevis. I 1965 blev Apollo landskendt, da biografens chef Tage Larsen med stolthed kunne præsentere ingen ringere end Dirch Passer, som leverede en munter optakt til danmarkspremieren på fjerde og sidste film i lystspil-serien “Støv på hjernen”. Især var Apollo kendt for sine mange danske lystspil.

For at kunne stå stærkt i den benhårde konkurrence investerede Apollos navnkundige direktør Tage Larsen i 1967 i et såkaldt Tood-AO-format. Første film med dette brede lærred var ikke et dansk lystspil, men derimod verdenssuccesen Doctor Zivago, som “alle talte om båden tid” og som kørte imponerende 23 uger for fulde huse – med Omar Sharif som “doktoren”. Og alle i denne verden gik og nynnede kendingsmelodien.
Biografen blev iøvrigt nabo til en ny filial af byens førende bank, Fyens Disconto Kasse – .lidt senere blev bygget et stort supermarked 20 meter derfra.

Biografen som blev diskotek og koncertsted
Og så var der Grand Teatret på Banedikts Plads, som blev indrettet i en helt ny, moderne ejendom og åbnede i 1958 med ingen ringere end Hollywood-star Danny Kaye i musical-komedien “Hofnarren”. Efter 29 år i hård kamp om kunderne med biograferne inde i byen, lukkede Grand Biografen få dage inden julen 1987.
Et års tid efter genåbnede de store biograf-lokaler som diskotek Grand Palace – købt og drevet af kendte københavnske restaurant-folk, bl.a. musikeren Flemming Werge – ham med “Uglevisen”. Men det var ikke nok på den lange bane .
Der blev satset på de unge danselystne, og Grand Palace var populært og en torn i øjet på mere etablerede Odense-diskoteker, som forsøgte at få visse politikere til at lukke Grand – bl.a. fordi, det lå midt i et beboelsesområde. Efter et par år lukkede diskoteket – og lokalet blev ombygget til koncertsted – biografscenen var nemlig bevaret. Denne signatur husker, at Bachmann Turner Overdrive og Gnags var blandt navnene på plakaten. Beboerne var sure over nattestøjen fra gæsterne – og kommunen fik lukket stedet
Lokalet har de senere år huset et supermarked.

Mens vi er ved de biografile anekdoter, så husker den senere iværksætter Claus  Skovsted dengang, da han som stor skoledreng var vild med at gå i biografen, men han huske også, at det kunne knibe med at få råd til billetterne. Derfor passede det ham og skolekammaraterne fint, da Odense-biograferne indførte “billig-mandag”, hvor man kunne se en film for en femmer. Og nå at se to per aften.

“Det var en fantastisk kulturnyhed. Straks efter den ene film var færdig i Palads, kunne vi spæne hen om hjørnet og ned ad Kongensgade til Fønix – eller osse Kino, og sætte os klar, for at se den næste film – også for en femmer. Og så kunne vi endda nå at købe en salmiakstang for 10 øre i kiosken. Den kunne holde hele filmen igennem. Se det var tider – og der var iøvrigt masser af gode film dengang”, bemærker Claus Skovsted.

Biografbilletterne er fra mine forældres gemmer i Ibsensvejs dødsbo, fortæller forfatteren Anders W. Berthelsen, som er født og opvokset på Ibsensvej i Skibhus-kvarteret .  “Der lå også billetter til en Louis Armstrong-koncert i Fyens Forum”,  fortæller Anders W. Berthelsens i sin nye bog om Skibhuskvarteret.

Sct. Hans Teatret var den første forstadsbiograf
Første Odense-forstad som fik sin egen biograf, var Skibshus-kvarteret eller Sankt Hans Landsogn, som bydelen retteligt blev kaldt midt i tyverne. Da var bydelen også en selvstændig sognekommune.

Da biografen i 1925 åbnede i en stor prangende ejendom midt på hovedgaden, Skibhusvej 94, med det mundrette navn Sct. Hans Biograftheater, skabte den lige så stor begejstring og stolthed blandt Skibhus-borgerne, som da den monumentale Fredens Kirke blev indviet fem år forinden, lidt længere henne ad gaden. Det fortælles, at da fik skibsværfts- og arbejderbydelen et velfortjent åndeligt og kulturelt boost.

Biografeventyret sluttede i juli 1964 efter 34 forrygende år med cowboyrækker, tju bang-film, rygende revolvere og drabelige slagsmål. På lærredet forstås. Historien og anekdoterne om biografen med de mange navne lever videre i bedste velgående.

Nu 56 år senere har forfatteren Anders W. Berthelsen igen taget fat epoken med “revolverbiografen”, som har fået et sjovt kapitel i hans nye bog “Skibhuskvarteret – fra landsogn til arbejderbydel”.

Blog-redaktionen har iøvrigt talt med borgere som boede i andre bydele, bl.a. Hunderup og Fruens Bøge, som husker, de tog trolleybussen ind gennem Odense til Skibhusvej, for at gå i biografen – trolleybusserne kørte frem til 1959. Da sporvognene for sidste gang kørte i remise i sommeren 1952, blev sporene revet op – og flere ruter overtaget af trolleybusser, som ikke behøvede spor, men el-drift. Dog stoppede sporvognene allerede i 1939 med at køre til Skibhus-kvarteret.

Anekdoter fra Skibhus
Når man nævner Skibhus-biografen, så dukker anekdoterne op. Således også fra en fast bloglæser og særdeles pålidelig kilde, som ikke alene mener at vide, at biografen i start-50’erne havde en høj flot farvet person ansat, vist nok i rollen som billetkonduktør. Så allerede ved indgangen, fik biografgængeren et eksotisk indtryk af virkeligheden. Den høje afrikaner var vist tilmed en af Fyns første farvede borgere. Han slog sig ned i Skibhus-kvarteret, hvor han var meget vellidt.

En anden anekdote som også handler om endnu et øge- eller måske rettere kælenavn til Sct. Hans Teatret. Vor seriøse kilde er forholdsvis sikker på, at biografen med de mange navne også blev kaldt loppebiografen. Årsagen var, ifølge overleveringen, at der tilsyneladende boede adskillige loppefamilier under nogle af sæderne og at der var perioder, hvor det kløede alle vegne på  publikum, når det gik hjem fra biffen. Uanset hvilke film, der var på plakaten. Altså ikke kun klassikeren Den søde kløe …..fra 1955, den hvor Marilyn Monroe helt tilfældigt står på en rist om kæmper for at holde styr på kjolen – og charmen.

Levende sort-hvide billeder i nybyggerkvarteret
I anledning af den tilstundne højtid, har Anders W. Berthelsen givet borgkildesblog.dk lov til at bringe hele biograf-kapitlet. Det er her:

Skibhuskvarteret den første Odense-forstad, som kunne præsentere egen biograf, skriver Anders W. Berthelsen i bogen og fremhæver, at Sct. Hans Biograftheater markerede sig ved at vise levende sort-hvide billeder og dermed trak en fremmed verden ind i nybyggerkvarteret, hvor underholdningstilbuddene var få. 

Åbningsfilmen var en amerikansk stumfilm, ”Stormens datter” med Priscilla Dean i hovedrollen. Premieren foregik lørdag 31. januar 1925. Og så var stilen ligesom lagt. Skt. Hans Landdistrikts bestyrelse havde ellers i mange år givet afslag, når nogen søgte om biografdrift i landsognet, også selv om Odense Købstad havde haft biografer siden 1905. Begrundelser for afslagene fremgår ikke af distriktsbestyrelsens arkiv. Det kan have spillet ind, at forlystelsesafgiften ikke tilfaldt kommunekassen, og derimod staten.

Hvem skal skal vi vælge? Gøg og Gokkes seneste film onsdag aften eller cowboyhelten Tom Mix på sin hvide hest – søndag eftermiddag. Foto: Fra bogen.

Den kendsgerning fik bestyrelsen til i 1923 at skifte hest (dog ikke til Tom Mix’ hvide hest) og overvejede at bygge et biografteater et helt andet sted i kvarteret, som landdistriktet selv skulle eje og drive. Planen var klar, men blev aldrig realiseret.  

I bogen fortæller Skibhus-erksperten Anders W. Berthelsen, at den borgerlige gruppe (Fælleslisten af Konservative og Venstre) stemte imod, da den var ”modstander af, at kommunen indlod sig på en så stor risiko, som driften af et biograf er”. Som det hed. Han tilføjer, at “det socialdemokratiske flertal vedtog at gå videre med sagen og fik så amtsrådets samtykke til at lukke spillefilm ind i landsognet”. 

Så der blev virkeligt snakket biograf dengang – i hele kvarteret. Berthelsen konstaterer i dag, at al snak om “en kommunalt ejet biograf strandede på den kendsgering, at amtsrådet ikke ville tillade distriktsbestyrelsen at optage et lån på 80.000 kroner”. 

Private ville drive biografen 
Senere dette år modtog distriktsbestyrelsen hele seks ansøgninger fra private, som ville drive biograf. Kun Frederik Schak fra den borgerlige gruppe erklærede sig som modstander. Den øvrige distriktsbestyrelse stillede blot den betingelse, at en privat ejer ikke måtte drive beværtning i forbindelse med biografen. Og de to slags forretninger hørte vist sammen på de tider.

Bevillingen gik til tømrermester H. Johansen fra Åløkke Allé. Han fik i 1924 tilladelse til at opføre et hus på Skibhusvej 94 med biograf og boliger, og arkitekt H.C. Holm tegnede bygningen med den brede, klassiske frontspids. Den er i øvrigt en af Skibhuskvarterets få bygninger, der rangerer i kategorien ”høj bevaringsværdi”. 

Biografsalen indeholdt i første omgang 270 pladser. Både forhallen og selve biografsalen tog sig godt ud, mente Fyns Social-Demokrat. Lokalerne var rummelige og stolene magelige.

Distriktsbestyrelsen fornyede i 1927 biografbevillingen for et tidsrum af tre år. 

Biografen tilbyggede i 1930 en balkon, så der blev plads til i alt 351 gæster. Fra 1938 viste Sct. Hans Biograf endda tonefilm. Biografbevillingen tilhørte frem til 1934 tømrermester H. Johansen. Derefter overtog Lauritz Christian Nielsen bevillingen. 

Tidens gastronomiske trend på Skibhusvej 94. Facaden på den fine gamle biografbygning præges nu af det farverige pizzeria Aladdin. Foto:John Borgkilde.

Ove Sprogøe i biffen – som knægt
Den senere skuespiller Ove Sprogøe (født i 1919 i Odense, død i 2004) var født og opvokset tæt ved Rytterkasernen og Triangel bilfabrikken – ikke langt fra Skibhusvej. I 1994 fortalte Ove Sprogøe om sin Odense-opvækst til Odensebogen – og om sine og kammeraternes biografture:

Vi kom for det meste i Sct. Hans Biograf på Skibhusvej, men vi kom skam også i de andre biografer, Paladsteatret i Vestergade, Kino i Asylgade og Kosmorama i Kongensgade (senere Fønix). Min mor og søster var tit med til 4-forestillingen om eftermiddagen. Så kunne vi lige nå tilbage, inden min far kom fra arbejde ved 6-tiden. 

Når vi kom ud til Sct. Hans Biograf, måtte vi stå i kø for at få billet og komme ind, og vi stormede ned ad gangen, når dørene til salen blev lukket op. Vi sad på en af de første tre rækker og ventede så spændt, til der var faldet ro over forsamlingen.

Fra filmene i Sct. Hans Biograf kan jeg huske to kendte skuespillere Ken Maynard og Fred Thomson; vi så Ben Hur, og vi så også cowboyfilm derude. Alt sammen stumfilm. (Husker Ove Sprøgøe)

Han krebsede sig ned bag en skærm
I Palads havde de vistnok et helt orkester, men ude i Sct. Hans var der én mand, der kom ind, når filmen skulle til at begynde.
Jeg tror egentlig, han var lidt genert; han ligesom krebsede sig ned bag en skærm, men når han så begyndte at spille, vidste vi, at nu kom filmen. Det var dejligt. Han spillede faktisk under hele filmen og må hele tiden have siddet og improviseret til handlingen. Han må også have været en god kunstner, når han sådan kunne føre stemningen fra lærredet ned til klaveret. Fortalte Ove Sprøgøe om sin barndoms oplevelser.

Klaverbokseren
Skibhusbogen citerer bl.a. Kaj Henning Bjerg (1921-1995), som boede i Skt. Hans Gade. Også han mindes biografens faste pianist: “Det var en tid med få forlystelser. Men så kom ”Store Hans” eller rettere Sct. Hans Biograf. Her så vi Tom Mix på hans hvide hest ride hen over lærredet, og det mest kostelige var, når filmen skulle begynde. Da kom pianisten Oscar Hoffmann gående, idet han på klaver skulle ledsage filmen, som jo var stumfilm. Vi klappede og hujede, og Hoffmann bukkede, og tog det som en kompliment for sit klaverspil. Det var nu mere fordi, vi unger vidste, at nu begyndte filmen endelig.

Ejendommen mødt på Skibhusvej og biografen med de mange navne – i “gamle dage”.  Foto: Fra bogen.

Et menneske jeg misundte overmåde, var chokoladesælgeren, der før forestillingen og i pausen gik rundt med sin slikbakke båret af en skrårem over skulderen. Tænk at kunne gå og gnaske lakridser og se alle de mange cowbojderfilm helt gratis, og ja endda få penge for det. Det må være den højest opnåelige lykke.

Præsten advarede mod biografen
Vel var biografer populære, men en udbredt holdning i visse kredse var, at spændingsfilm var skadelige og fordummende. En holdning, der også herskede i kirkelige cirkler, hvilket fremgår af sognepræst Gustav Tanges indlæg i kirkebladet i 1946.

Under overskriften ”Kirken og biografen” skrev sognepræsten at “Ved biografen står ofte en lang kø for at få billetter. Jeg skal indrømme, at jeg meget gerne så den kø flyttet hen foran kirken og helst ind i den. Naturligvis har jeg intet imod, at folk nu og da ser en interessant og ordentlig film. Det hænder, jeg selv går i biografen. Det er ikke tit, det har jeg hverken tid eller råd til. Der er få helt gode stykker; de rent underholdende bliver man træt af, og der er meget bras.

Han opfordrede til, at “hjemmene må rationere biografbesøgene, om ikke de unge skal tage varig skade, og både unge og ældre må lære at skelne mellem godt og dårligt. Ansigterne i køen foran biografen ses sjældent eller aldrig i kirken. Som erstatning for gudsdyrkelse er biografbesøg i sandhed fattige. Derfor må vi have den kø hen i kirken. 

Imidlertid kunne hverken kirkens eller andres løftede pegefingre holde folk væk fra den populære reprisebiograf på Skibhusvej, som med årene fik flere “uofficelle navne” , men endnu flere tilnavne, såsom ”Gamle Hans”, ”Store Hans”, ”Store Drøn” og ikke mindst  ”Revolverbiografen”. Det sidste på grund af de mange cowboyfilm, som biografen blev kendt for.

Biografen lukkede i juni 1964, ikke udkonkurreret af kirken, men af de store biografer i det indre Odense – og af fjernsynet, bemærker forfatteren.. 

Da sidste film var spillet, blev ejendommen Skibhusvej 94 overtaget af Fyns Discontokasse.

Siden kom en anden bank, så en ejendomshandel og i dag er den ellers så fine, hvide, klassiske husfacade præget af pizzaria Aladdins farverige skilte. Aladdin er det ene af efterhånden mange eksotiske spisesteder på kvarterets pulserende hovedgade.

(Biograf)tiderne skifter.

John Borgkilde

 

 

Related Posts

MÆRK’ FÆLLESSANGENS MAGI FRA STORE SCENE Da Jacob Schjødt for et par år siden tiltrådte som chef for...

De jyske indvandrede har det udmærket i Odense. Og de fleste har vist ikke hjemvé. Derimod er...

Odense nyeste julemarked er vokset op som en festlig del af Odense Zoo – og tusindvis af fynske...