By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Når det internationalt anerkendte film- og produktionsselskab Zentropa, som står bag flere filmsucceser på verdensmarkedet, om kort tid fejrer sit 30 års jubilæum, så markeres begivenheden blandt andet ved at forvandle et manuskript, skrevet af Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff, 51, til en ambitiøs kortfilm.

Kort tid efter konkurrencen “First Cut” i 2002, udpegede film- og produktionsselskabets chefer, direktør Peter Aalbæk Jensen og instruktør Lars von Trier, den fynske idé- og reklamemands manuskript som det bedste og mest originale – oplagt til af filmatisere. Det skete i hård konkurrence med 81 ambitiøse manuskriptforfattere.

Ifølge Zentropas oplæg skulle filmen handle om en filmelskende nørd, som lægger alt til side for at skabe en film – selv om han ikke har en krone til at realisere sin livsdrøm.
Kort efter vindermanuskriptet var fundet, blev Bo Bomuld, som de fleste for letheds skyld, kalder ham, inviteret til et high society-party ved Zentropas berømte swimmingpool med champagne og kendisser i pool-baren. Heller ikke dengang, sagde Bo Bomuld nej til festivitas, og slet ikke når der, som her, var udsigt til hæder, prisoverrækkelse og nye bekendskaber. Bomuld fik et fornemt diplom og fine ord med på vejen af Peter Aalbæk Jensen, som slog fast, at Zentropa ville virkeliggøre manuskriptet til en konkret film.

Ikke ukendt med filmbranchen
“Alene den kendsgerning, at være til stede, husker jeg som vildt inspirerende, bl.a. fordi der kom en masse spændende mennesker”, fortæller Bo Bomuld, som de seneste mange år har haft postnummer i Svendborg.

Han tilføjer, at han ikke er helt ukendt med filmbranchen, idet han siden slutfirserne har hjulpet flere danske filmudlejere med markedsføringstiltag herhjemme og i udlandet. I anledning af premieren på filmen “Apollo13” tilrettelagde han markedsføringen af verdens måske første interaktive tekst-tv-spil på TV3.

Gennem årene har han lavet flere film, men på en helt anden måde end den aktuelle vinder-film. Eksempelvis nogle prisbelønnede film for virksomheder – og gennem årene har han desuden stået bag nogle af landets første virale reklamefilm.

Såvel den årlige filmbegivenhed i Svendborg, Svend-Prisen, som andre branchetræf giver Bo Bomuld chancen for løbende at udvide sit i forvejen omfattende kontaktnet, som er et vigtigt arbejdsredskab i sin evigt voksende énmands-virksomhed Haptic – med det tankevækkende slogan: Af ord er du kommet. Til ord skal du blive.

“Jeg er flere gange stødt på Aalbæk, et fantastisk menneske, og vi er enige om, at det bliver sjovt at komme igang med at realisere vinderfilmen”.

Filmlegenden Peter Aalbæk Jensen fortæller, at nu skal Bo Bomulds vinder-manuskript fra 2002 langt om længe forvandles til en film. (Foto: Fra Bomulds podcast)

Aalbæk: Klar til virkeliggørelse
Nu er champagne-proppen sprunget efter næsten tyve års ventetid, og Zentropa er altså klar til at virkeliggøre produktionen. Det bekræfter filmproducenten Peter Aalbæk Jensen alias “Ålen” i en podcast-samtale med Bo Bomuld (se nederst). I samtalen konkluderer Aalbæk, at vel er det ærgerligt, at projektet har ligget i dvale så længe, men han lover også, at filmen bliver lavet. For som han slår fast: En aftale er en aftale.

“De ord glæder mig rigtig meget, ikke fordi jeg bliver rig eller berømt, for det bliver jeg ikke på det her. Men fordi det er et vildt spændende samarbejde”, fortæller Bo Bomuld, som for nylig var til møde med Aalbæk på Zentropa i filmbyen, hvor d’herrer, over et par højt belagte stykker smørrebrød fejrede opstarten.

Han fortalte igen, at formålet med konkurrencen var, at Zentropa i anledning af selskabets ti års jubilæum ville ta’ temperaturen på de unges film-interesse i al almindelighed og deres interesse for at skrive manus og skabe film i særdeleshed.

Fynboen med den herligt krøllede hjerne fortæller, hvordan hans egen film-proces begyndte tilbage i 2002: “Jeg kom hjem ved 22-tiden og læste mine mails – som man jo gør. I én af dem huskede en god ven mig på Zentropa Productions kortfilm-konkurrence, som lagde op til, at lade unge filmskabere beskrive handlingen til en kortfilm – gerne over fire manuskript-sider, som skulle sendes til Zentropa inden midnat. At der kun var to timer til deadline afskrækkede mig åbenbart ikke. Tværtimod følte jeg udfordringen var passende stor”.

Handlingen på lager i baghovedet
“Mærkeligt nok, så havde jeg i nogen tid haft handlingen til en mystisk film kørende et sted i baghovedet. Derfor var det relativt let at hente den frem fra det indre arkiv. Jeg tænkte straks, at den kunne overdommer Lars von Trier nok gå ind for, og med pen og blæk tog det mig bare tre kvarter at skrive manuskriptet”, husker Bo Bomuld.

Nok går Bo rundt med et langt navn, men han har et endnu længere cv (curriculum vitae) med op til flere fine titler som ord-ekvilibrist, brand-ekspert, speaker, moderator, mad- og kulturanmelder, forfatter – til en lang række bøger, slogan-udvikler, foredragsholder, podcast-producent, reklamemand, gourmet, eventmager, kommunikationsmenneske, neo-klassiske BOheme og livskunstner – og nu kan han altså tilføje endnu en attraktiv titel på visitkortet – nemlig kortfilm-manuskript-forfatter.

Der har altid været gang i humørfyldte Bomuld, som farter land og rige rundt til kunder og oplevelser – men han har aldrig ladet sig befordre i bil, men derimod i tog med Svendborg-grisen som udgangspunkt. Årsagen er, at han aldrig har følt det nødvendigt at erhverve sig et kørekort. Han betragter det nemlig som en frihed ikke at have bil eller kørekort – og togets stillekupé er et fortræffeligt rullende kontor.

Bo Bomuld oplyser!!!!! at selv om han vandt Zentropas manuskript-konkurrence for 20 år siden, så har han altid vidst, at det ikke lige var dér hans fremtid var. Foto: Kim Wendt

Tilbage i slut-80’erne og start-90’erne opfandt og styrede han Midtfynsfestivalens legendariske “Natuglen”, ligesom mange odenseanere vil huske ham som konferencier ved torsdags-koncerterne i Kongens Have. Tilmed markerede han sig tidligt som pioner på odenseanske lokalradioer, med sine skæve idéer – senere blev han eventmager og idéudvikler på Albani Bryggeriet, hvor han bl.a. lancerede “Julebryggens frigivelse” som en mindre byfest. Han stod også bag Poul Kjøllers historiske comeback.

Første manus skrevet i fri fantasi
“First Cut-vinderen er mit første og hidtil eneste fiktions-projekt, men selv om jeg vandt dengang, så er det ikke lige dér min fremtid ligger”, lyder det fra kommunikationsmennesket, som var en glad og notorisk storsmilende teenager, da hans markante stemme og småskøre indslag, blev kendt blandt de yngre lyttere, da han sammen med blandt andre Trine Dyrholm var vært på Radio Fyns populære børneradio.

Unge Bo Bomuld afslørede altså meget tidligt, at han var vild med radiomediet. Måske fordi det havde så mange muligheder, som han afsøgte i roller som blandt andet speaker, programleder og idéudvikler på odenseanske lokalradioer. Som en naturlig radio-udvikling fortsatte han med sine skæve ofte geniale indfald, som satiremager på Danmarks Radio P4 på P1. Det er f.eks. Bomuld der kreerede de vise ord “Det man hører er man selv”, som i årevis var været P3’s slogan på DR.

En filmgal onkel og hans nevøer
Tilbage til Zentropa og “Privatfinansieret”, som vinderfilmen hedder, og som forfatteren selv karakteriserer som en vanvittig film, så handler den ultrakort fortalt om en gal onkel, der ligefrem misbruger sine to nevøer til at skaffe sig penge til sit drømmefilmprojekt. Penge og film hører som bekendt sammen. Mere skal ikke afsløres her.

Hos Zentropa Production kalder man vinder-manuskriptet for en perfid kommentar til filmbranchen, drevet af humor.
Bo Bomuld er helt sikker på, at citatet er et venligt ment skulderklap fra Peter Aalbæk Jensen.

 

Et kuriosum: Da denne blog-skribent forsøgte at blive klogere på emnet, googlede han ord som Zentropa, Bomuld og Aalbæk, dukkede fluks en tyve år gammel artikel op – fra Stiftstidende. Minsandten om ikke den aldrende artikel er skrevet af …  jo den er sgu. Lidt mærkeligt. Eller er det? 

 

Bonus-info: Video og snak med den navnkundige filmguru Peter Aalbæk Jensen (Ålen), som bl.a. fortæller om First Cut-konkurrencen og kendis-festen ved poolen, for tyve år siden – og om, at Bomulds manuskript nu skal filmatiseres, kan ses og høres ved at klikke ind på https://youtu.be/Gw3HU3uWTJM

 

 

 

 

Related Posts

The Royal Danish Theatre Ballet School i Odense danser traditionen tro ind i Rådhushallen, hvor...

Da Lui Larsen en lun juli-dag for fire år siden besøgte sin ungdoms yndlingsby Paris, havde han...

De to gamle venner Peter Borberg og Henrik Busborgs har en fælles svaghed – og kærlighed – til...

Leave a Reply