By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Sara Gadborg, musicalperformer med stjernestatus, kendt fra markante roller som livskloge Becky i “Waitress” på Det ny Teater, som havheksen Ursula i Disneys “Den lille Havfrue”, rock-mama i  Queens “We Will Rock You” i Royal Arena, som Oda Mae Brown i “Ghost – The Musical”, som Thenardier i “Les Miserables” og som Sion Sheryl Ann i “Catch Me if You Can”- og så har hun medvirket i “Mary Poppins” på Det Ny Teater. I 2015 var hun den forførende Miss Mona i “Byens bedste Horehus” på Frøbjerg.
Sidst i januar begynder prøverne på Brødrene Grimms eventyr-musical “Into the Woods” – premiere 17. marts i Glassalen, Tivoli. Har er hun den onde heks, rollen som Meryl Streep så suverænt spillede i filmudgaven, at hun blev Oscar-nomineret. I 2019 blev Sara Gadborg kåret som “Årets Musical-performer” og samme år var hun castet til at spille Dolly Parton i hendes hit-musical “9 to 5”. “Musicalen blev aflyst på grund af corona og det var en kæmpe nedtur. Jeg havde glædet mig vildt meget til netop den rolle”, fortæller odenseanske Sara Gadborg, som i 2005 blev uddannet fra Det Danske Musical Akademi.

Du har spillet ene store rolle på musicalscenen efter den anden, men hvordan har du egentligt med humoren, farcen og pikanterierne?
“Dem har jeg det fint med. Uden en god portion smil og humor, vil vi være ude af stand til at komme gennem livets genvordigheder og trummerum. Det gode grin og den sunde humor er hverdagens bedste medicin. Jeg kan ikke undvære nogen af delene – hverken på scenen eller i min private hverdag.

Ottendende anti-jule-forestilling i Knas-serien.

“Rolig nu, Jeg går ikke rundt og griner fra morgen til aften. Der skal være mening med galskaben og det er der… “. 

“Det er præcist derfor, vi her på Teater95B igen får publikum til at måbe, krumme tæer, smile, grine og undre sig over vores vanvittige optrin, pikante og skæve indslag og forviklinger”, siger Sara Gadborg, som er med i sin 7. af otte Knas-forestillinger.

Ikke nok med det. For første gang skriver hun hele forestillingen, Både handlingen og sangene – mutters alene. Og bestemt ikke uden passende drys af absurditet.

“Så er der ingen som blander sig”, siger hun og griner. Det lille teater har tidligere præsenteret  f.eks.”Knas i Møllen”, “Knas i Alpehornet”, “Knas på åbent hav”, “Knas i kronjuvelerne” og “Juleknas” – og nu er der altså “Knas i Oasen” som har otte karakterer ude i ørkenen, fordelt på tre aktører og som ifølge forfatteren er en sand historie

Under bæltestedet, men aldrig pinlig
“Der er altså flere typer at holde styr på, ligesom det har været vigtigt for mig ikke at komme for langt væk fra den røde tråd”, forklarer hun – og tilføjer, at processen har været sjov og lærerig”.

“Jeg kan sige så meget, at Waldorf stadig kommer galt afsted, fordi han ikke er for klog  – bl.a. som legionær. Han har intet lært af otte års fejltagelser og igen nærmer han sig pinlig adfærd. Så er publikum advaret”.

“Det kan godt ske, at vi traditionen tro, smutter en smule ned under bæltestedet, men jeg vil påstå, at det aldrig bliver pinligt, men derimod ganske raffineret. For husk nu, at for den rene er alting rent. Det er min grundsten, som forfatter – og jo mere underspillet det er, des mere underfundigt bliver det. Publikum behøver, hverken at have en løssluppen fantasi eller grimme tanker. Men det hjælper”, bemærker hun og ifører sig en herlig grimasse.

“Jo mere crazy og underspillet, des mere underfundigt”.

Teaterfamilie
Sara Gadborg har som datter af skuespillerne Kjld Høegh og Anna Gadborg og barnebarn af operasangeren Rigmor Gadborg ikke sit alsidige scenetalent fra fremmede. Hun er mor til sønnerne Luca og Noél og datteren Lili – og har hele sit 42 årige liv boet i Odense-forstaden Bolbro – i mange år sammen med kæresten David Schärfe, scenetekniker ved Odense Teater, der lige nu arbejder som en hest bag scenen i “Jul på Slottet”. Sara Gadborg er iøvrigt søster til de syv år yngre tvillinger, Sicilia og Dania.

Som forfatter til “Knas i Oasen” er hun bevidst om, at publikum forventer at blive slæbt helt ud til vanviddets pikante overdrev, dér hvor der hverken slækkes på dobbelttydighed eller den seriøse mine.

“Når jeg i min manuskriptskrivning begynder at tvivle på, hvor langt jeg kan tillade mig at gå, så henter jeg min gode veninde, sparringspartner og vuggestue-pædagog m.m. Maria Hamilton, som moralens bagstopper.
“Maria er super skarp til at vurdere tingene og er god til at holde mig nede på jorden, når jeg taber sutten. Og husker mig på den røde tråd. Hun er tilmed dejlig veninde og et fantastisk skønt menneske”.

Sara Gadborgs i storslåede rolle som havheksen i “Den lille Havfrue” på Fredericia Teater. Foto. Søren Malmose 

Andre sider af alsidig kunstner
Dermed præsenteres publikum for en helt ny side af Sara Gadborgs altfavnende scenetalent – på Teater95B i baggården Vestergade 95B midt i Odense. Odenses eget “baggårds-teater” er også kendt som Fyns ypperste stand up og comedy-scene.
Ud over skuespiller, musicalperformer, sanger, entertainer og manuskriptforfatter, så står der også stylist og lydbogsindlæser på hendes cv. I 2016 blev hun nomineret til Blixenprisen for bedste lydbogsindlæser.

Måske ser det enestående hus i gården bag H.J. Hansen relativt roligt ud udefra, men drister man sig inden for, helt ind i det waldorfske univers, så aner man uråd.
Plakaten i entréen fortæller, at de medvirkende, som altid i teatrets egne produktioner, er endnu en gang skuespillerne Sara Gadborg, Tom Due og Kasper Møller, som iøvrigt også er teaterchef. Så er der Anders Møller, sikker mand på tangenterne og garvede Kjeld Høegh, der som instruktør og med imponerende overblik igen holder styr på de otte karakterer, som er fordelt på de tre aktører.

Schrøder gav hende sin revydebut
Til trods for, at musicalen fylder det mest af dit kunstneriske liv, så er du ikke helt ukendt med de sjove, skæve og slagfærdige karakterer?
“Nej, heldigvis – jeg elsker alt, der er sjovt og skævt”, siger hun og smiler med mund og øjne. “I tre somre var jeg syngepige i Bakkens Hvile og dér går det lystigt til med sommerhat, fjerboa og småsjofle sange”.
Sara Gadborg var også på rundfart med “Revyraketten (2018) og Lars Arvad, som også havde hende med i “Revylution”, hvor hun ligefrem sprudlede. Og så drog hun hele fem gange med Jan Schou på Schou-tur.

“Så jeg har spillet med nogle af revyens allerbedste navne – det har været fantastisk lærerigt”.
Sjovt nok var det Rottefældens nye direktør Mikkel Schrøder, som i 2019 gav Sara Gadborg debut på revyscenen – i Schrøders “Pejseshow” i Brædstrup. En anmelder skrev bl.a., at hun gør sig bemærket med sin sødme, udstråling og sprøde sangstemme.

Den medspillende teaterchef Kasper Møller må igen finde sig i rollen som den meget uheldige figur Waldorf. Foto: John Borgkilde.

Og så fortæller Sara Gadborg med sørgmodig stemme, at hun forrige sommer skulle have haft sin sommerrevy-debut i “den gamle” Rottefælden, men at den desværre også blev corona-aflyst. “Det var jeg pokkers ked af, fordi jeg havde glædet mig til at udfolde nogle helt nye sider af mig – og endda med min gamle ven Carsten Friis som instruktør”.

“Jeg drømmer om at få chancen en anden god gang”, siger hun og afslører så, at hun til sommer endelig får sin længe ventede sommerrevy-debut”.

“Så det bliver en sommer med parodier, platheder, porøse viser og poesi. Så snart jeg er færdig i Glassalen”.

Jamen, hvilken revy og hvor henne?
“Uha. Du vil da også  vidde alt. Det er et sted nord for København”, lyder det kryptisk. “Mere må jeg nok ikke fortælle lige nu. Men jeg kan sige, at jeg glæder mig til mit livs første sommerrevy. For dét bliver det”.

Juleforestilling næsten uden jul
Nu gælder det altså juleforestillingen i Teater95B – eller gør det?

Juleforestilling?
“Nå ja, det er måske så meget sagt. Teatret gør igen en dyd ud af, at årets Knas-forestilling er finkæmmet for jul – der er jul og bjældeklang så mange andre steder, forklarer karaktererne Quqazi, Missy og Petra, som forfatteren Sara Gadborg alle lægger krop til – med power, pondus og humor.

“Åh jo forresten, vi indleder som sædvanligt med en dejlig klassisk julesange alle kan nynne med på – denne gang er det skønne eviggrønne “It’s beginning to look a lot like Christmas”, vi præsenterer som korsang – og ikke et øje eller gane er tør. Resten af aftenen nøjes vi med sentimentale sange fra de varme lande”.

“Der er premiere i byens mindste, men hyggeligste teaterhus, onsdag den 1. december og der er rift om billetterne ved den intime scene”, lyder det fra teatrets medspillende chef Kasper Møller.

 

 

Related Posts

   

Først røg det ene store smukke træ, så det andet og derpå det tredje. Lyden fra haven var...

Det er efterhånden halvandet år siden, multikunstneren Troels Trier blev overtalt til igen at...

Leave a Reply