By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

Jubelåret kunne altså godt være begyndt lidt bedre”.
Dansk revys nestor Jan Schou, 69, funderer og kigger tomt ud i sin stue.

“Jeg havde sgu’ glædet mig til at spille den helt nye vinterrevy, som Mickey Pless skulle have sat op i Nykøbing F., men den satte restriktionerne en stopper for.
Ærligt talt, så er jeg, ligesom det meste af kloden, ved at være rigtig godt træt af corona”.

“Jeg gider bare ikke være sur, det hjalp nemlig ikke noget sidst. Og så ligger det forøvrigt slet ikke til mig”, kommer det lavmælt fra Jan Schou, som normalt ikke lader det dårlige humør få overtaget. Skulle det mod alle odds hænde, så er han god til lynhurtigt at finde et alibi – og nærmest umotiveret, kan han finde på, at genfortælle en anekdote eller to fra sit lange liv i humorens tjeneste.

Jamen Jan. Efter teatret valgte du at blive i Odense. Hvorfor gjorde du det…. og hold da op, det er 50 år siden. Det skal du da vel fejre?

“De mange år på scenen med en perlerække af landets største skuespillere og entertainere, har heldigvis efterladt mange minder, historier og anekdoter, fortæller den populære revykunstner bloggens udsendte, som i anledning af rund fødselsdag og markant jubilæum i 2022, besøger han hjemme i Nørrevænget – i Odenses Skibhuskvarter.

Som en slags velkomstdrink, har han som ædle vært skænket et glas velsmagende rødvin. Så glider snakken bedre, mener han.

Og det viser sig hurtigt, at Jan Schous hukommelse og fortælleevne er intakt efter 50 travle år i den benhårde underholdningsbranche, hvor han med over hele landet har markeret sig med gedigen skuespil, med farcens grimasser og revyens viser, sketch’s, skæve fremtoninger.

Underfundigt har han som en guldfisk i akvariet basket rundt i de fleste kringelkroge af de underholdende genrer – og skabt smil, grin og glæde, men også tankevækkenede monologer. Ingen af scenens discipliner er ham fremmed. Jo. Tragedien vil han ikke.

To store runde begivenheder
Jan Schou lader forstå, at selv om han står på tærsklen af 70, så gider han ikke tale om at gå på pension.
“Den lader jeg pensionisterne om. Jeg har slet ikke tid til at blive pensioneret. Det er dog en forfærdelig tanke”, siger han og lægger ansigtet i alvorlige folder.

Hvordan begyndte det hele?
“Uha. Du. får den ultrakorte historie. Kort fortalt fik jeg alt fra mine forældres venlighed og imødekommenhed til skuespillet ind med modermælken. Jeg kom til verden “fredens dag”, den 5. maj 1952 – og oplevede så længe jeg kan huske tilbage, at hjemmet i Silkeborg var et herligt kaos af teater- og filmskuespillere, sangere, artister, gøglere og andet godtfolk, der, som min far så ofte sagde fik solen til at skinne i danske hjerter. Min far, Mogens Schou, solgte som impresario underholdning med kendte kunstnere til jyske arrangører af fester i forsamlingshuse, på hoteller og i festlokaler”.

“Jeg kan jo ikke leve af at fortælle minder og historier, som min nye bog “Vi skal ha’ det sjovt imens” er så rig på. Jeg vil ud og underholde”, siger Jan Schou, som allerhelst vil frigøre sig coronaens svøbe. “Den kan jo spolere mit livs største jubel-år. En trist tanke”.

Corona også godt for noget
Jan Schou smiler gennem tårer, når han fortæller, at han under den første corona-bølge fik voldsomt meget frisk luft, fordi han valgte at aktivere sig selv.
“Hør nu her. Jeg gik skam mange og lange ture og en dag fandt jeg mig kørende på cykel rundt i Odense. Det havde jeg ikke prøvet i flere årtier. De ture, gående og cyklende, ville jeg ikke have undværet. Selv om det varmen dum baggrund”.

“Pludselig oplevede jeg Odense på en helt ny måde. Jeg kom smukke steder, jeg ikke har været før. Det var faktisk berigende. Hjemme  fik jeg tid til at ordne gamle artikel-udklip – til bogen. Men jeg kedede mig bravt med i al den terapi. Så meget, at det gik ud over mit sind. Humøret var på lavpunktet. Det var forbandet hårdt og til tider meget ensomt”.

Du blev hurtig frisk igen?
“Ja da. I takt med restriktionerne stoppede. Vi fik da spillet en dejlig sæson i Pia’s (Pia Ullehus) sidste Rottefælde-sæson – som var den første på Svendborg Teater. Da kom jeg op i gear. Og jeg synes selv det går fint nu. Humøret er intakt og heldigvis har det vist sig at min form er i orden. Det er jeg glad for. Lige nu er det de høje smittetal, der bekymrer mig”.

“Sig det ikke til nogen, men jeg er fast seer, når de kloge hoveder Henrik Ullum, Magnus Heunicke, Søren Brostrøm og Mette Frederiksen indkalder til pressemøder, også selv. om de ikke er nær så morsomme, som når jeg kalder til pressemøde. De kloge hoveder skulle bare vide, at den bedste kur mod corona-relateret depression og modløshed er den gode danske humor”. 

2022 bliver et kæmpe jubel-år for entertaineren og revy-skuespilleren Jan Schou.

=======================================================================

Jan Schou er født og opvokset i Silkeborg, hvor han spillede sine første revyer. I 1975 blev han uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater og han var fast ansat i ensemblet til 1981 – derefter freelancer. Tidligt i 80’erne markerede han sig som en alsidig scenekunstner. Allerede under ansættelsen på teatret var han med i revyer, lystspil og farcer – bl.a. på Amagerscenen, Røde Kro Teater og ABC-Teatret. Han har været med i alle landets 28 revyer – bortset fra Hjørring og han har kørt sin Schou Tour i Herning i 18 år. Hvert år siden 1999 har Jan Schou været på scenen i Rottefælden. De første halve snes år var han også instruktør og kunstnerisk leder. I 1980 blev han kåret som Årets Revyfund og i 2008 blev han Årets Revykunstner. 

=======================================================================

En fyldt aktivitetskalender
Under fællestitlen “Her kan vi mødes til et Hurra-år 2022” har veteranen nævnt adskillige shows ind i sin huske-aktivitets-kalender.
På 24. år fylder Rottefælden mest – med forestillinger fra 2. juni til 13. august. Han vil altså ikke lave om på mit dejligt tætte program, som blandt andet omfatter en 7o års fødselsdag og et 50 års skuespiller-jubilæum, der fejres over det meste af Rottefælde-sæsonen.

Det ligner et forrygende år?
“Det bliver overvældende”, siger spasmageren og show-manden, som nærmest taber pusten. Han ser  bl.a. frem til et jubilæumsshowet søndag 20. marts på Svendborg Teater – som han ikke aner noget om. “Det er Mikkel (direktør Mikkel Schrøder, red) som har noget spændende i baghånden. Han har kun sagt, at jeg skal huske at møde op dén dag. Så det gør jeg. Jeg er meget spændt”.

“Ellers der mit årlige Terre des Hommes galla-show, min fødselsdags-reception 5. maj på Svendborg Teater, sen-sommer-sjov i Stege, den traditionsrige høstfest på Borreby Teater og en ny eksklusiv picnic-Schou tour. Første punkt på kalenderen er skønne Nørregades Teater i Maribo med klassikeren “Harry og Kammertjeneren” – som musical. Jeg spiller Kammertjeneren, rollen som Ebbe Rode havde på filmen.
Og som en selvfølge skal jeg på landevejen med mit one man-show og faste akkompagnatør Andy Hansen. De små optrædender på plejehjem, i foreninger og for rejseselskaber er en vigtig del af af mit solist-DNA. Dem kan jeg ikke undvære”.

Hurra-året begynder med Hu’harry og Kammertjeneren på Maribo’s historiske teater.

Og så er der alderen
Der er noget med dig og alder?
“Jo da. Det har der sjovt nok været i mange år. Jeg har en pokkers ambivalent indstilling til min alder. Jeg kan ikke li’ at blive ældre. Indrømmet, hver eneste dag, tænker jeg på min alder”, siger han…. skåler og tømmer glasset.

“Det er mærkeligt. Jeg er ærgerlig, nærmest sur over, at jeg runder 70. Men alligevel glæder jeg mig til dagen. Helt vildt. Jeg kan jo ikke lave om på tallet…. . vel”.

“Der er så meget, jeg skal nå. Besøge nye lande med mine rejsekammerater. Og så er der så meget i mit daglige arbejde, jeg gerne vil lære – og være med til at nytænke. Nå, men mon ikke jeg når det hele alligevel”, funderer han.

Ked af, at jeg aldrig fik børn
Alt er altså ikke grin, fest og farver i Jan Schous liv. Han  er oprigtig ked af, at han aldrig er tilbudt en filmrolle. Og noget mere på tv. Især én ting har i årevis naget ham dybt ind i sjælen.
“Jeg er ked af, at jeg aldrig nåede at få børn. Årsagen er min seksualitet. Kæft hvor jeg tit har savnet en krudtugle, at være noget for og følge barnets opvækst – og grine sammen med. I mine unge dage som homoseksuel var det ikke så let at få børn, som det er i dag. Sådan er det bare og det er jeg oprigtig ked af den dag i dag. Jeg elsker jo børn”.

“Til gengæld har jeg i mange år arbejdet som ambassadør for organisationen “Terre des Hommes”, der hjælper børn i nød i ikke færre end 69 lande. Fortrinsvis forældreløse børn. Den mission har ofte sendt mig ud til Østen, blandt andet i indiske Mumbai, hvor jeg på nærmeste hold kunne se, hvad organisationen arbejder for. Det er imponerende”.
“Organisationen gør en fantastisk indsats og jeg er stolt af, at være en del af den. Også fordi der mere end nogensinde er brug for midler, som kan gøre livet bedre for de børn” forklarer manden, der står bag et årligt støtteshow med kendte kunstnere. En god slags tjeneste”.

=============================================================================================

Jan Schous 24. Rottefælderevy fra 2. juni til 13. august kommer ikke til at gå stille af, lover revy-direktøren Mikkel Schrøder. Det bliver ingen helt almindelig sommer for den garvede entertainer. “Jeg glæder mig til at fejre Jan efter alle kunstens regler. Jan er en legende i dansk revyhistorie, og han fortjener al den hyldest, vi kan give ham”, siger Mikkel Schrøder. “Han har optrådt i de største revyer. Han er blevet hædret for sit talent – og siden fælden klappede første gang i 1999 har han været synonym med Rottefælden – og omvendt”.

=============================================================================================

Ved at blive børnepædagog
Hvordan er det så med din entré her i Odense?
“Jo, kort fortalt, så gad impresarioens søn ikke skolen og det var absolut nødtvungent, at han tog realeksamen og HF-eksamen hjemme i Silkeborg. Det eneste jeg ville, var at optræde – først i skolekomedien”, husker Jan Schou, der som teenager fortalte hele byen, at han ville være boghandler. Det passede bare ikke. Men fint skulle det være …”.
“Når nogen spurgte, hvad jeg skulle være, når jeg blev stor, så turde jeg sjovt nok ikke fortælle, at jeg ville være skuespiller. Jeg vidste jo heller ikke om, jeg nogensinde blev det. Det var bare en drøm”.

“Så en dag i foråret 1972 tog mit unge liv en revolutionerende drejning. Skæbnen ville at der samme dag dumpede to breve til mig ind af brevkasse. Det ene fra børnehaveseminariet i Viborg, det andet fra Odense Teater. Jeg var ikke hjemme, så min mor ringede til mig og spurgte, hvilket brev hun skulle åbne først. Jeg glemmer det aldrig”.

I konkurrence med 900 ansøgere
“Jeg var først i syv sind. Vidste nemlig, at Odense Teater havde 900 ansøgere til otte elevpladser. Men jeg vidste ikke, at teaterskolens rektor Grethe Holmer havde skrevet Jan Schou på den ene plads. Sådan var det også i Viborg. Valget mellem to fremtider krævede ikke mange sekunder. Selvfølgelig bad jeg mor åbne brevet fra Odense. Tænk sig, hvordan mit liv havde formet sig, hvis jeg i havde sagt ja til Viborg”.

Et par måneder senere pakkede unge Schou fra Silkeborg kufferten og tog så toget til storbyen Odense. Uden at ane hvad fremtiden ville bringe.

Jan Schou betegner pandemien som det værste år i sit liv. “Det var som at falde ned i et stort sort hul. Derfor var det skønt, at være tilbage i universet jeg elsker – i Rottefælden.

Han lægger igen ansigtet i underfundige folder og med en vis alvor i øjne og stemme, fortæller han om sin tragiske start på ønskeuddannelsen.

“Jeg græd mig stort set igennem elevskolens første år. Hvorfor så det? Fordi jeg ikke forstod et ord af den teatrale tragedie. Vi spillede kun tragiske værker og jeg tænkte, at det bliver en meget lang uddannelse. Jeg forstår stadig ikke tragedien –  så det var nok meget godt, at jeg ikke kom på Det Kongelige. Jeg blev først en lykkelig skuespillerelev og forstod meningen med livet og uddannelsen, da pensum nåede til morskab”.

Han blev eksil-odenseaner
“Nå, men det var heldigvis ikke kun tragedier, vi spillede. Jeg fik nogle begivenhedsrige år med uddannelse i 1975 og derpå fem sæsoner som fast ansat i ensemblet. Så valgte jeg at blive freelancer og blev  boende i Odense. En god idé, skulle det vise sig. Lige siden har jeg været en meget tilfreds eksil-odenseaner. For en showmand som mig, som hele tiden er på farten, da ligger Odense jo perfekt på landkortet. At Odense tilmed en dejlig by med et rigt kulturliv og mange søde odenseanere, betragter jeg som en skøn sidegevinst.

“Jeg har danset meget. Men livet har ikke været nogen dans på roser. Der har heldigvis været både op- og nedture – og jeg er ret sikker på, at det hele har været lærerigt. I modgang lærer man at elske medgangen. Jeg har aldrig før sat så meget pris på morgenstunden som nu. Når solen står op, så står jeg også op og så er jeg – næsten klar – til en ny dag.

“Når vi nu er ved Odense og jubilæer, så skal det da lige med, at kan jeg også kan fejre 50 år som Odense-borger. Det siger næsten sig selv, at jeg finder en dag til den festlige markering. Den skal nok blive sneget ind i min hårdt pressede kalender. Jeg glæder mig allerede”, slutter festmennesket Jan Schou.

 

 

Related Posts

“Vemodigt, ja, men det eneste rigtige”, lød det fra bassisten Ole Beldgaard Larsen efter Odense...

Efter UngOdenses succesrige opsætning af “The Blues Brothers” kaldte instruktøren Carsten Friis to 25...

Den Fynske Landsby er lukket indtil den 1. april 2022. Alligevel er der høj aktivitet bag hegnet,...

Leave a Reply