By John Borgkilde
Posted: Updated:
0 Comments

 

Den surrealistiske historie udspillede sig den 9. november 1989 i Berlin:

Det havde ulmet længe ved grænseovergangen på Bornholmer Strasse, en ellers uprætentiøs, halvtrist gade som forbin-der de i dag multikulturelle bydele Prinzlauer Berg og Wedding. 

Da Susanne og jeg besøgte Berlin for 26 år siden, blev vi guidet rundt af vores gode ven, pressefotograf Christian Jørgensen, som bl.a. viste os det dengang nyopførte East Gallery på Mühlenstrasse, som i 1990 blev skabt af 118 kunstnere fra 21 lande. Den del af muren er stadig et tilløbsstykke. Bagved muren er anlagt et nyt rekreativt grønt område ned mod floden Spree.  Murgalleriet omfatter kunstværker, malet direkte på den østlige side.

Grænsevagterne var i syv sind. Dagen igennem havde der floreret mistolkninger og ukorrekte meddelelser fra DDR’s topledelse om ophævelse af grænsekontrollen. Spidserne i Det Røde Rådhus var vildrede.
Rygterne fik dog titusindvis af østtyskere til at valfarte til gaden, opkaldt efter den danske solskinsø, 50 kilometer nord for DDR’s Østersø-kyst – og derved blev Bornholm uforvarende en del af verdenshistorien, og siden ofte nævnt, som en central del af den kolde krigs afslutning.

Det hele opstod ud af ingenting. Pludselig og helt uventet kom DDR-ledelsen “på andre tanker” og på ganske kort tid blev øst og vest smeltet sammen igen. Og så var der fest – for de fleste.

Rådvilde grænsevagter
Klokken 20,30 forlangte folket portene åbnet. Grænsevagterne var rådvilde og rædselsslagne. De havde intet hørt om, at de skulle forsvare sig – eller om de skulle åbne grænsevagten. Stemningen var kaotisk.

Vagterne foretog hektiske opkald fra deres primitive vagthuse. Nogle ville indkalde stasi og soldater – andre ville bare give op. Vagterne var trætte og desillusionerede. Især fordi ingen østtyske autoriteter ville tage ansvar for at beordre anvendelsen af dødelig magt.

De få vagter og soldater ved bommen havde ingen mulighed for at tilbagevise folkemængden. Og de var heller ikke interesseret i en voldelig konfrontation. En times tid senere gav vagterne efter for folket, som de i virkeligheden selv var en del af. Også selv om paskontrollens pligtopfyldende leder, oberstløjtnant Harald Jaeger, lod stemple deres ugyldige pas. Alt var kaos.

Følelsernes aften
En halv times tid før midnat var folkemængden blevet så voldsom, at Jaeger, stadig uden officielle ordrer fra DDR-ledelsen, lod bommen hæve. Den næste times tid krydsede snes tusinde jublende østberlinere Bösebrücke – nu uden at blive kontrolleret. Den kolde krig var smeltet.

East Gallery ved den nymalede “moderne og meget fortællende grafitti” om trabanten som bryder muren. Foto: Christian Jørgensen.

Tilsvarende menneskemængde samlede sig ved de andre grænseovergange, hvor de ellers benhårde stenansigter opgav kontrollen. Og snart var Muren historie. Og den systematiske nedrivning kunne begynde. En fascinerende historie som dag efter dag udvides med nye kapitler.

Men det hele begyndte, da Sovjetunionens nye leder, Mikhail Gorbatjov, udtalte, at “østblokkens regimer må lære at stå på egne ben” – og de frihedshungrende østeuropæiske befolkninger tager ham på ordet.

Uden frygt for sovjetiske repressalier begyndte DDR’s frihedsbevægelser at røre på sig. I Leipzig gik over 100.000 indbyggere på gaden med slagordene “Ned med muren!”. Demonstrationerne fortsætter mandag efter mandag. I Polen dukkede en fængslet fagforeningsmand op på tv og udfordrede systemet. Mindre end et år senere kører østtyske Trabanter ind i Vesten. Også ad Bornholmer Strasse.

Altid en tur langs muren – eller dér, hvor den stod
Jeg kender ikke Berlin som min egen bukselomme, men det er tæt på. Men jeg kender mange kringelkroge i den fantastiske smeltedigel af innovative og kreative mennesker fra hele verden …. som mødes  i kultur, politik, arkitektur, kunst, nutids- og fortidshistorie – og meningers mod.

Jeg selv har i alle 32 år gået en tur langs Muren, eller den der var der. Den tur sætter gang i tankespillet.
De lange vandreture iscenesatte assosiationer og skaber indre billeder, om det der var engang. Hvordan folk – som kendte hinanden, ja sågar vi i familie – blev tvunget til at leve hver for sig på begge sider af muren. Jeg er stadig dybt berørt af dén histories – og især er jeg rystet over, at den 45,1 kilometer lange ikoniske mur, delte den smukke storby – i øst og vest.

For ganske nylig, blev jeg igen fascineret og stærkt berørt af den grusomme historie, som vi her på Fyn, kun sporadisk kunne læse om, høre om i radioen eller følge på tv. Ikke mange medier fik lov at følge det politiske spil inden for murene. Om den groteske socialistiske republik DDR med medaljehungrende atleter og de muskuløse militærparader på Unter den Linden. En nation uden smil fra hjertet, hvor det altid var gråvejr.

Historien fortælles på Bernauer Strasse
De sidste 14-15 år, jeg har besøgt Berlin, har jeg med udgangspunkt i den lille, men tankevækkende særudstilling på Nordbahnhof været omkring Bernauer Strasse i udkanten af Prenzlauer Berg, hvor jeg andægtigt fordyber mig i den 1,3 kilometer aflange mindepark, som smukt, autentisk, informativt og stærkt, fortæller dramaet om Muren.
Det var lige her… hvor der op ad græsset skyder rustrøde metalstænger, som engang var støbt ind i Muren. Historien om kirken som blev sprængt i luften, for at gøre plads til Muren. Og om de ejendomme, som brutalt blev skåret midt over, hvorved venner og familie blev adskilt. Her er altid en nøgtern stemning – og en atmosfære af alvor.

Rundt om i Berlin findes over tusinde større eller mindre stykker af Muren, af kontrolposter og installationer m.m. Et af de bedst bevarede dele af Berlinmuren står i Bernauer Strasse, hvor man også kan se ind i det brede stykke ingenmandsland, der blev kaldt for ”dødsstriben”.

Ved Bernauer Strasse står en skulptur af en politimand iført hjelm, militærstøvler og maskinpistol, der i et spring over pigtråden tager flugten fra Østberlin til Vestberlin. Skulpturen er en dokumentarisk gengivelse af et af de mest berømte fotografier fra Berlinmurens første dage, som forestiller 19-årige Conrad Schumann, som var politimand i det østtyske Volkspolizei.

Han blev i august 1961 sendt her til Bernauer Strasse, hvor grænsen mellem øst og vest endnu kun bestod af et lavt pigtrådshegn, og det var her den unge politimand efter nogen overvejelse valgte at springe henover pigtråden og ind i vesten. Flugten blev utroligt nok fanget af en fotograf, og billederne gik verden rundt. Der findes også en videooptagelse på stedet

Stærk dokumentation
Flugttunnellen gør dybt indtryk. Et rædselskabinet, hvor østtyskere med frihedsdrømme, også børn og ældre mennesker, nærmest i blinde gravede sig ud i friheden. Det lykkedes ikke alle.

Betonen blev fjernet, men metallet står stadig og minder os om, og en forfejlet ideologi med fatale følger. Trods mange mennesker på strækningen dagen lang, præges den lille mindepark af stilhed – og fordybelse. Lige midt i storbyen. Med udsigt til fjernsynstårnet, som var DDR’s magtsymbol i hovedstaden. Og som stadig står midt i Berlin, som byens visuelle pejlings- samlingspunkt – og har overlevet som populær turistmagnét.

Guiden på Stasi-fængslet havde selv været fængslet og tortureret for en banal handling, som ikke passede de kyniske magthavere. Han viste rundt i fængslet og fortalte bl.a. sin egen barske historie. Foto: Susanne Borgkilde.

Stasi-fængslet er en rystende oplevelse
Da jeg for nylig opdaterede min viden om DDR, Berlins og Murens historie og Den kolde Krigs rædsler, besøgte jeg for første gang Stasi-fængslet Hohenschönhausen, et rædselskabinet, hvor tidligere indsatte arbejder som rundvisere.

Det var en rå og kuldegysende  oplevelse, at høre, se og mærke, hvordan politiske fanger – eller afvigere som DDR-systemet kaldte de fleste indsatte – blev behandlet og tortureret – groft,  uværdigt og dybt ydmygende.

Et besøgt i det store grå fængsel på den autentiske adresse i bydelen Pankow, er en stærk og bevægende oplevelse.  Ikke mindst fordi, fængslet er centralt placeret i den grufulde historie om politisk forfølgelse af DDR-borgere – og nu tjener fængslet som et historisk mindesmærke, hvor de personlige skildringer gør stort dybt indtryk.

De fleste Stasi-spidser boede i Pankow, hvor et særligt vagtværn – under den kolde krig – var udkommanderet til at passe på dem døgnet rundt. Der bor stadig ældre borgere i bydelen, som var en del af Stasi og som har mange ofte på samvittigheden. Men siden Murens Fald har de allerfleste, som ikke er retsforfulgt, holdt lav profil. De har ikke så meget at være stolte over i dag.
De fleste “fra dengang”, siger dog til deres forsvar at, “vi vidste ikke bedre. Vi blev drevet ind i et univers, som vi følte os trygge i – og vi have intet alternativ”.

Den rystende oplevelse i Hohenschönhausen-fængslet, sætter den årlige befrielsesdag i stærkt og realistisk perspektiv.

Ifølge Wikipedia blev Berlinmuren (die Mauer) i DDR kaldet Antifaschistischer Schutzwall – “den antifascistiske beskyttelsesmur”. I Vesttyskland blev den kaldt Schandmauer, “skammens mur”. Den blev bygget i beton med pigtråd og elektrisk hegn, som oftes var placeret øverst. Fra 13. august 1961 lod de østtyske myndigheder bygge en 45,1 kilometer lang mur omkring det daværende Vestberlin – tværs igennem byen. Fra den dag så verdensordenen anderledes ud.

 

 

 

Related Posts

Der er datoer, som står stærkere i erindringen end andre. Onsdag den 29. september 1994 er en af...

Mandag den 2. januar 1967 var en underlig dag. Den meget tidlige morgenstund, tog jeg søvndrukken...

Allerede tidligt 1960’erne ville jeg umoden og jubel-optimist som jeg var, prøve meget og vove det...